Glem ikke det fjerde fly!

Der er mange ting, man skal huske, når man tilrettelægger en tema-lørdag om 11. september 2001. Denne gang havde man husket at invitere en imam, Abdul Wahid Petersen, til at fortælle om, hvordan han udsendte en meddelelse om, at man ikke måtte skære alle muslimer over én kam. Men man glemte at fortælle om, hvordan der den 11. september 2001 var ungdommelige elementer i de muslimske miljøer, der kørte rundt i København og råbte hurra. Sidenhen oplevede vi muslimske kvinder, der efter mordet på van Gogh gav udtryk for den opfattelse, at han selv var ude om det. Men sådanne reaktioner er vistnok blevet sjældnere blandt muslimer i vore dag. Alligevel, det skal vel ikke helt glemmes.

Men det var noget værre, at man også glemte at fortælle om det fjerde fly, det fly, der styrtede ned i Pennsylvalien, fordi passagererne havde fundet ud af, hvad flykaprerne var ude på, og derfor gjorde modstand mod dem med det resultat, at flyet styrtede ned. Bevares, historien om det fjerde fly har ikke det billedmateriale knyttet til sig som flyene, der ramte World Trade Center og Pentagon, og det er muligvis det, der har bestemt, hvordan man på redaktionerne har valgt. Men dette fly skal dog nævnes. For det er det, der skete i det fly, der har håb i sig for fremtiden.

I det, der skete med det fly, viste sig det vestlige menneskes moralske overlegenhed over de muslimske kaprere. Og det skal man ikke overse. Som man måske husker, gik det sådan med dette fly, at det blev cirka 20 minutter forsinket i afgangen. Det betød, at passagererne, efter at flyet var blevet kapret af de fire arabere, gennem de mobiltelefonsamtaler, de førte med deres pårørende, blev orienteret om, hvad der var sket i New York og Washington.

Og det, der stadig fylder mig med undren og beundring, er, at de, så snart de hørte det, blev klar over, hvilken skæbne der ventede dem. Jeg mener, for os andre var der over det hele noget uvirkeligt, og der gik lang tid, inden vi kunne fatte, hvad der var sket. Jeg for mit vedkommende, kunne ikke i de første dage efter katastrofen tro på, at det var muslimer, der havde gennemført angrebet. Jeg troede, det måtte være nogle amerikanske galninge, der havde lavet det i et anfald af sindssyge. Og først da der indløb oplysninger om, at man ved at tjekke passagerlisterne kunne se, at kaprerne alle var arabere, og så desforuden i den ene kaprers efterladte bagage fandt en arabisk manual, der punkt for punkt fortalte, hvad flykaprerne skulle gøre, med diverse korancitater blandet ind i det, først da måtte jeg bøje mig: det måtte være muslimer, der gennemførte denne udåd.

Og tænk, det, vi andre var dage om at fatte, det forstod passagererne i det fjerde fly med det samme. Og disse amerikanere, ganske almindelige mennesker, der ikke var uddannet i at tackle sådanne situationer, men havde det, der betyder meget mere end alle mulige uddannelser: en selvstændig måde at tænke på og en offervilje, hvis det skulle være, disse amerikanere de ikke blot forstod, hvad der ventede dem, skønt det, de var ude for, var uden fortilfælde, de gik også til modangreb. For da de havde forstået, at også de ville blive fløjet ind i én eller anden bygning, indså de ikke blot, at de selv ville blive dræbt, men også, at mange af deres amerikanske landsmænd ville blive dræbt. Og det sidste kunne de i hvert fald forhindre med deres modangreb, det første måske ikke.

Og så ser vi da disse to åndelige magter, islam og kristendommen, stå overfor hinanden i kaprerne og passagererne. Muslimerne har med deres vilde krigsråb om, at Allah er stor, op igennem historiens århundreder skræmt de kristne fra vid og sans. For med deres overbevisning om, at de, hvis de blev slået ihjel i deres forsøg på at slå ikke-muslimer ihjel, gik lige op i paradiset og blev betjent af 72 sortøjede skønheder på enhver måde, udgjorde de en formidabel militær styrke, som de kristne havde meget svært ved at hamle op med. Og kaprerne var, hvad man ellers kan mene om dem, i den henseende disse jihad-krigeres efterkommere. Også de søgte at slå flest mulige vesterlændinge ihjel, og også de mente gennem denne ‘velgerning’ at komme på fribillet ind i paradiset. Det er den gamle historie om, at den muslimske martyr slår ihjel, mens den kristne lader sig slå ihjel.

Den offervilje, de kristne passagerer udviste, gik ud på at redde liv, nemlig de amerikaneres liv, som befandt sig i den bygning, der skulle rammes, mens den offervilje, de muslimske kaprere lagde for dagen, gik ud på at slå så mange ikke-muslimer ihjel som muligt.

Og der er altså, for mig at se, noget særdeles positivt i disse amerikaneres handling. Når vi har mennesker iblandt os, der er besat af en sådan ånd, så er det givet, at det bliver os, der vinder, ikke de muslimske terrorister. Ikke noget med at sætte sig hen med hænderne i skødet og sige: ‘det er Guds vilje’, nej, så snart situationen står klar for dem, står også deres opgave klar: de må på alle mulige måder prøver at forhindre, at flyet bliver fløjet ind i en bygning, så andre amerikanere bliver dræbt. Og så snart de har indset det, gør de det.

Det er al mulig beundring værd. Og det slår det igen fast for os, at vi har ikke noget at frygte fra muslimernes side, hvis vi ellers tør være os selv. Den ånd, der behersker os, er den muslimske overlegen.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam. Bogmærk permalinket.

8 svar til Glem ikke det fjerde fly!

  1. keh siger:

    Tak for dette indlæg på en 11.september!
    Især tak for din optimisme på åndens vegne – den ånd som ønsker at redde liv i stedet for at dræbe og så frygt.
    Og med til historien fra NY 09.11 hører jo også erindringen om de mange brandfolk og andre, der omkom under udførelsen af deres pligt: At redde menneskeliv…
    Men frygten trives. Alle fordømmer en sølle præst fra Florida, som vil afbrænde nogle eks. af Koranen – ingen tør fordømme dem, der opfordrer til vold i den anledning eller står fast på at ville opføre en Cordoba-sejrs-moske, hvorfra der kan råbes: “Allu akbar!” ind over Ground Zero.
    Vh
    Karen

  2. claes flach siger:

    Islam har sejret langt på nogle punkter, men samtidig sætter den til i troværdighed, hvis den kun hviler på frygt.

  3. Lisbeth siger:

    Du skriver om kapring af det fjerde fly:

    “I det, der skete med det fly, viste sig det vestlige menneskes moralske overlegenhed over de muslimske kaprere”.

    “Og så ser vi da disse to åndelige magter, islam og kristendommen, stå overfor hinanden i kaprerne og passagererne”.

    Jeg mener, det er din fortolkning.
    Vi ved jo ingenting om, hvilke trosretninger passagererne i det kaprede fly tilhørte. Om der var tale “om det vestlige menneske”…Tja, i situationen var det næppe relevant.

    Jeg mener, vi kan konkludere, at nogle mennesker, der i dette tilfælde var passagerer på et kapret fly, udviste en beundringsværdig civil courage, da de erfarede flyret var kapret.

    Det er et både meget malende og dramatisk billede at beskrive en religionskrig udspille sig i det amerikanske luftrum i nogle kaotiske timer over det amerikanske luftrum d. 11. september, men – som skrevet – jeg mener, det er din fortolkning. En efterrationalisering.

    Med venlig hilsen
    Lisbeth

  4. Ricardt Riis siger:

    @ Lisbeth!
    Jeg forstår egentlig ikke, hvorfor du har så meget imod at indse, at kristendom og islam er to forskellige kulturer, og at denne kulturforskel faktisk betyder temmelig meget i dag, ligesom den betød temmelig meget i middelalder og nyere tid. Jeg mener: det er bare sådan, og det klogeste, vi kan gøre, er at prøve at forstå dem med den anderledes kultur, så vi dog i nogen grad kommer til at mene det samme med de ord, vi bruger. Alternativet: at lade, som om vi tænker ens og er ens – og det er vist det alternativ, du holder på – har hidtil ikke givet særlig gode resultater, hverken herhjemme, hvad integration angår, eller på slagmarken, hvad angår at forstå f.eks. taleban.

    Du tror, at det, jeg siger, er grebet ud af den blå luft. Lige efter den 11. september 2001 blev internettet faktisk oversvømmet med beretninger fra kapringerne, også kapringen af det fjerde fly. Det fik mig til at skrive ”Kristne prædikener imod islam”, som ligger på nettet på denne adresse, http://home1.stofanet.dk/klostersogn/kr-prd.htm

    Heri begynder jeg med en prædiken, hvori jeg håner en far til én af flykaprerne, fordi Gud ler af dem: de tror, de med en sådan udåd kan tiltuske sig martyrkronen, og til deres beskæmmelse er det, Gud tildeler den til ganske almindelige amerikanere. Heri gengiver jeg også noget af det, jeg har læst på nettet, f.eks. historien om Lyz og Jeremy Glick, som førte en lang samtale om, hvad Jeremy skulle gøre – det var ham, der var ombord på det fjerde fly. Han ville vide, om det, han havde hørt fra de andre passagerer var sket i New York, var sandt. Og hun, som stod og så på det på TV, måtte jo bekræfte, at det var det. Han fortalte så, at nogle af passagererne havde tænkt på at gøre modstand, de mente, at den kaprer, der skulle forhindre dem i at komme ud i cockpittet, bluffede. Skulle de gøre det? Efter nogen betænkningstid svarede Lyz: Ja, skat, du må gøre det.

    Og jeg gengiver også den bemærkning, Todd Beamer kom med. Han ville ringe hjem, men kunne ikke træffe sin kone, og bad derfor telefonoperatøren om at lægge en besked. Derefter fortalte han, hvad passagererne havde i sinde, og bad hende være med til at bede et fadervor sammen med ham. Da det var ovre, var passagererne åbenbart parate til angreb, og han kom så med det udtryk, han altid brugte om søndagen, når de havde pakket bilen og skulle af sted: ‘let’s roll!’ Og så gik angrebet på flykaprerne i gang.

    Men jeg nåede ikke at få gengivet mine betænkeligheder ved USA’s angreb på Afghanistan, betænkeligheder, der i nogen grad grundede sig på det folkeretslig set betænkelige i affæren, men i langt højere grad på, at jeg ikke begreb, hvordan et land, der havde sådanne snarrådige borgere, kunne kræve større bekræftelse på deres kulturs overlegenhed end den, disse borgere gav dem. Var dette ikke nok til, at de kunne håne disse muslimer, både fordi måtte benytte sig af deres ofres uvidenhed – deres magt slap op, når passagererne blev klar over, hvad de havde i sinde – og fordi den moralske overlegenhed, de så ud til at have ved at kunne handle stillet lige overfor døden, ganske blev overgået af sådanne almindelige amerikaneres mod og handlekraft?

    Men ok, alt dette er, mener du, fri fantasi, vi må endelig ikke tro, at vi er noget, vi vesterlændinge. Hvis det er det, du er ude på, vil jeg spørger modsat: Hvorfor må vi dog ikke tro, vi er noget? Hvad er der galt med vores kristne kultur, siden vi ikke må være stolte over den, når den bærer os ind i den rette handling?
    Med venlig hilsen
    Ricardt

  5. Lisbeth siger:

    Kære Richardt

    Du skriver: “Jeg forstår egentlig ikke, hvorfor du har så meget imod at indse, at kristendom og islam er to forskellige kulturer..”

    Jeg har aldrig skrevet noget om, at islam og kristendom ikke er forskellige. Endsige, hvad jeg tænker i den retning.

    Hvad jeg til gengæld har skrevet er, at på baggrund af den måde, du har formuleret din blog, kommer du til – bevidst eller ubevidst – at drage konklusioner, som der i din fremlæggelse ikke er belæg for.

    Og hvem siger, at vi (?) ikke må tro, vi er noget? Ikke jeg.

    Venligst Lisbeth

  6. Ricardt Riis siger:

    @ Lisbeth
    Det er klart, at du ikke kender alle de kendsgerninger, jeg har for mig, når jeg skriver, som jeg gør. Men så lad være med at skrive, at jeg drager konklusioner, som jeg ikke har belæg for. Prøv i stedet at yde mig den goodwill at antage, at jeg véd mere, end jeg skriver, og spørg så om, hvad jeg véd mere end dig, siden jeg kan komme til de konklusioner, jeg gør.
    I stedet skriver du i dit første indlæg: ”Vi ved jo ingenting om, hvilke trosretninger passagererne i det kaprede fly tilhørte. Om der var tale “om det vestlige menneske”…Tja, i situationen var det næppe relevant.”
    Som du kan forstå, véd ‘vi’ faktisk temmelig meget om det. Når man i det hele taget ret hurtigt kunne fastslå, at der var tale om et muslimsk terrorangreb, skyldtes det, som antydet, at man havde haft kontakt med passagererne i de fly, der blev fløjet ind i World Trade Center, og af dem havde fået at vide, hvilke sæder flykaprerne sad på. Og da de fleste af dem var fra Saudi-Arabien, og da de ydermere benyttede sig af selvmord som våben, var det ikke svært at drage den konklusion, at de nok var muslimer.
    Hvordan du kan skrive, at det ikke er relevant, forstår jeg ikke. Jeg har gættet på, at det skyldes, at du ikke tillægger den kulturelle forskel mellem kristendom og islam nogen vægt. Men det var måske forkert.
    Til den påstand, du kommer med i det følgende, at ”vi kan konkludere, at nogle mennesker, der i dette tilfælde var passagerer på et kapret fly, udviste en beundringsværdig civil courage, da de erfarede flyret var kapret”, vil jeg bemærke følgende: Vi véd desuden, at de var amerikanere, og vi véd også, at de havde den amerikanske ånd, for de ikke blot talte med hinanden om, hvad de skulle gøre, de foretog en afstemning om det. Men der var, så vidt jeg kan huske, ikke nogen, der mente, det gjorde den store forskel, om de døde 20 minutter før eller senere, eller altså: de så ikke nogen mulighed for redning, derfor ville de godt være med til at redde andre amerikaneres liv.
    Var der så tale om en religionskrig i luften over Amerika? Måske endda om det civilisationernes sammenstød, som Huntington taler om?
    Ja, det kan man sige med en vis ret. Vi véd, at der var store glædesdemonstrationer i store dele af den muslimske verden ved meddelelsen om angrebet. Og vi véd, at store masser i den muslimske verden nærer et irrationelt had til alt vestligt, vel først og fremmest USA. Det er dem, der er al-Qaedas rekrutteringsgrundlag. Så der er temmelig mange muslimer, der føler sig repræsenteret af al-Qaeda, det var der i hvert fald dengang, bevægelsens popularitet er vist dalet lidt siden.
    Du nævner som noget, der kun er udtryk for en fortolkning fra min side, denne sætning: “I det, der skete med det fly, viste sig det vestlige menneskes moralske overlegenhed over de muslimske kaprere”.
    Er du da uenig med mig i den tolkning? Eller mener du, at flykaprerne var deres ofre moralsk overlegne? Det sidste kan jeg næsten ikke tro. Men hvis de vestlige mennesker er overlegne, hvorfor må vi så ikke sige det og glæde os over det? Nå ja, i næste omgang siger du, at du ikke har sagt, at vi ikke må tro, vi er noget. Men det var vist ikke helt uden grund, at jeg syntes, det var tæt på.
    Venlig hilsen
    Ricardt

  7. lars siger:

    Historien om det “fjerde fly” er ligesom historien om “bombemanden i Ørsted parken”. Medierne har en historie om kampen mellem det gode og onde. Tidligere handlede historien om Øst og Vest, kommunisme og kapitalisme. Nu hedder historien Kristendom og Islam. Den vestlige verdens ledere ønsker at vi skal have et fjende billede.Vi kan jo så digte videre på historien. Men den VIRKELIGE SANDHED kender vi ikke. Vi kender kun den historie som medierne beskriver for os.

  8. Ricardt Riis siger:

    @ Lars!
    Vrøvl! Man fandt efter 11. september en kuffert, tilhørende én af flykaprerne. Den var ikke kommet med det fly, han selv var ombord på. Deri var der en ‘manual’ for, hvordan kaprerne skulle opføre sig op til ‘nultimen’, fyldt med korancitater. Det tyder på, at kaprerne var muslimer. Det er også kun muslimer, der udfører selvmordsterrorhandlinger. Hvorfor de hader os i vesten, om det skyldes, at vi er kristne, eller blot, at vore stater er stærkere end de muslimske stater, det véd jeg ikke. Men når de bærer sig sådan ad, tyder noget på, at de hader os. Så langt kender vi den virkelige sandhed. Og jeg ser ingen grund til, at vi ikke skulle acceptere den.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s