Positiv lov eller naturlig lov

I en stort anlagt artikel i Kristeligt Dagblad for den 15-9 10 (ikke tilgængelig på nettet) får en finsk professor i strafferet, Kimmo Nuotio, anledning til at give sit bud på, hvordan vi her i landet skal behandle det muslimske mindretal. Vi ser i hans forestillinger et typisk eksempel på, hvordan en teoretiker, der er tilhænger af den såkaldte retspositivisme, tænker. Nå ja, det siges ikke med et ord i artiklen, at det er det, det handler om, og det nægtes ikke ét eneste sted i den lange artikel på en hel halv side, at den naturlige lov ikke anerkendes, men det er det, der er sagen.

Retspositivismen nægter, at der findes noget, der kan kaldes ‘den naturlige lov’. Der er kun de love, som lovgiveren vedtager. Basta. Dem har man som teoretiker at lade sig nøje med. At der skulle være nogen værdi at hente i den almindelige retsfølelse eller i det, ‘folk’ mener om retfærdighed, det ligger udenfor retspositivismens horisont, så det benægter man pure.

Men det er nyt for mig, at retspositivismen kan komme til at gå hånd i hånd med kulturrelativismen. Dog, det ses tydeligt af artiklen. Ligeledes ses det også, at man med retspositivismen i hånd kan komme til at vise sig særdeles forstående overfor andre kulturer, in casu den muslimske kultur. Det havde jeg heller ikke ventet.

Men lad os se på sagen!

Kimmo Tuotio begynder med at gøre rede for, at ethvert retssystem har hjemme i en bestemt kultur og er præget af den. ”Loven skal være abstrakt og gælde for alle. Men det skjuler samtidig, at der faktisk er en specifik dansk retskultur, som faktisk pålægger befolkningen nogle bestemte tankemønstre, sociale modeller og traditioner.” Senere hedder det: ”Straffeloven tester folks handlinger ved at lave et normgivende sammenligningsgrundlag for, hvad vi anser for at være acceptabel adfærd. Men i de handlinger, hvor kulturen ligger gemt, bliver det svært, fordi straffeloven så er rigid”.

Altså, vi har en majoritetskultur, som sætter reglerne for, hvad der er lovligt og hvad strafbart. Og vi har en eller flere minoritetskulturer, som ikke nødvendigvis føler disse regler bindende. Derfor bør vi fra majoritetskulturen gøre os klart, at de love, vi har – og vi er jo nødt til at have love – udspringer af vor kultur og måske ikke passer til minoritetens kultur, altså vi må være fleksible.

Er nu denne teori for, hvad lov er, og hvad den ikke er, korrekt?

Overhovedet ikke. Den er faktisk helt forkert. Og det viser sig blandt andet ved, at Tuotio modsiger sig selv, når man kommer lidt ind i sagen. Men først lidt om den naturlige lov.

Teorien om, at der findes en naturlig lov, som en almenmenneskelig målestok, de positive love skal måles og bedømmes efter, er gammel i europæisk filosofi. Den findes hos både Luther og Thomas Aquinas. Og den findes i det ny testamente. Her dukker den op hos Paulus i Rom 2,14f: ”For når hedningerne, der ikke har loven, af naturen gør, hvad loven siger, så er de, uden at have en lov, deres egen lov. v15  De viser, at de har den gerning, som loven kræver, skrevet i deres hjerte, og deres samvittighed optræder som vidne, og deres tanker anklager eller forsvarer hinanden”. Og den findes i evangelierne i den såkaldt gyldne regel, hvor Jesus siger: ”Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem.”

I disse forestillinger om den naturlige lov gives der udtryk for, at mennesket som enkeltindivid i sin samvittighed har en tydelig fornemmelse af, hvad der er rigtigt og forkert, nemlig i det ønske, han har om, hvad den anden skal gøre. Det ønske skal være bestemmende for, hvad han omvendt skal gøre mod den anden. Er du kommet op at skændes med din elskede, og ønsker du inderligt, at den anden vil søge forsoning, da er forvandler dette ønske sig øjeblikkelig til et krav til dig: Søg du forsoning!

Og i forestillingerne om den naturlige lov gives der ligeledes en anvisning på, hvad man som samfund skal gøre, nemlig behandle det lige lige. Alle er lige for loven, siger vi, og den forestilling har vi fra den naturlige lov, dvs fra de forestillinger om retfærdighed, som er udsprunget af vores indbyrdes diskussion, svarende til, hvad Paulus siger.

Men findes der en sådan naturlig lov, så kan vi ikke nøjes med at sige om vore love, at de altså blot er udtryk for, hvad vi i vor kultur synes skal være strafbart, nej, de er tillige et mere eller mindre heldigt forsøg på at udmønte den naturlige lovs krav. Derfor kan vi også sammenligne forskellige retstraditioner med hinanden. Vi er f.eks. for øjeblikket i fuld gang med at sammenligne de danske traditioner om de demokratiske valg med de svenske. Det, der er sammenligningsgrundlag, er netop vore forestillinger om en naturlig lov.

Og så til Tuotios selvmodsigelser!

Han tager som eksempel de særlige religiøse slagteregler, som muslimerne har. ”Problemet er, at det ikke giver nogen mening at bruge majoritetens autoritet til at løse sådanne problemer. En fortolkning, der bygger på majoritetens forståelse af retskultur, ville have store konsekvenser for disse minoritetskulturer. Det kunne endda resultere i, at de måtte forlade landet, hvis denne regel, som for dem er så vigtig, bliver fortolket som ulovlig. Derfor skulle man i stedet for at gå rettens gang forsøge at finde kompromiser – måder at regulere slagtning på, som minimerer dyrets smerte, samtidig med at de opfylder de religiøse samfunds regler”.

Og det lyder jo meget tilforladeligt. Oven i købet giver han os danskere gode idéer. For i Finland, fortæller han, skærer man struben over på dyret i samme øjeblik det bliver slået ihjel med en stødpistol. Det kunne vi da indføre her i landet. For som jeg er orienteret, tillader vi her muslimske slagtninger, der lader dyret forbløde. Og hvis den finske model giver halal-slagtet kød, hvorfor så ikke bruge den?

Men bag det tilforladelige skjuler sig en modsigelse. Vi har at gøre med to kulturer, og vi kan ikke objektivt finde ud af, hvilken der er bedst, siger han. Altså må vi gå på kompromis.

Det passer bare ikke. Vi kan objektivt finde ud af, hvilken slagtemetode der er bedst, når det, der er bedst, defineres som det, der giver dyret mindst smerte, og ikke som det, der er mest i overensstemmelse med visse påstået gudgivne regler. De to kulturer står ikke lige. Den ene, muslimernes, hævder at have regler fra ingen ringere end Gud selv, regler, der derfor ikke kan brydes. Den anden, vor, hævder, at det er fornuften, der skal råde, den fornuft, der tilsiger os at tilføje slagtedyret mindst mulig smerte. Det er to forskellige kulturer, der er tale om, javist. Men den ene har benene plantet solidt i den blå luft, den anden i den gode muld. Og når man argumenterer, må man nødvendigvis argumentere ud fra den gode muld.

Det gør også Tuotio. Han lader, som om han objektivt står udenfor de to kulturer og skal dele sol og vind lige mellem dem. Men den stilling har han ikke. Han går ind for, at dyret skal slagtes med mindst mulig smerte, på samme måde som alle andre vesterlændinge gør. Og så overser han komplet, at den værdi deler muslimerne ikke. De går ud fra, at de religiøse regler skal overholdes; så kommer det i anden række, hvorvidt dyret lider eller ej.

Han bliver også spurgt om æresdrab, og det giver ham anledning til at væve en del frem og tilbage. Men han undlader at oplyse om, at man, da de første drab af den art forekom i Sverige og vist nok også herhjemme, gav mildere straffe til drabsmanden, fordi man tog hensyn til hans kultur, og at man for lang tid siden ophørte med den praksis, fordi man indså, at man derved ringeagtede ofrets liv. Det gjorde ganske vist minoritetskulturen i særdeles høj grad, men det tager man ikke mere hensyn til. For på det punkt ser man ikke kulturerne som ligestillede, men vores som overlegen. Overlegen, förstås, fordi den er mere i overensstemmelse med den naturlige lov.

At vor kultur er overlegen, mener også Tuotio. Han beskriver æresdrab som ”mærkelige og gammeldags og dårlige” skikke, og ikke sandt, den beskrivelse røber ham: alle kulturer er alligevel ikke ligeværdige, nogle er mærkelige, gammeldags og dårlige.

Det vil sige, at når Kimmo Tuotio efter at have vævet noget om æresdrab, slutter med at sige: ”Vi kan ikke undlade at overveje disse aspekter, og vi kan ikke blive ved med at undlade at inkludere de relevante overvejelser i lovgivningsarbejdet. For dilemmaerne og grænsetilfældene findes i virkeligheden, og nogle gange tvinger virkeligheden sig ind i retssalene”, når han siger sådan, så er der visse pakistanske kvinder, der må mærke jorden brænde under sig, nemlig de kvinder, der efter at dommen var faldet i sagen om æresdrabet i Slagelse, hvor det lykkedes at få dømt en række mennesker, der alle på én eller anden måde havde medvirket til drabet, udtrykte deres store glæde over at være kommet nærmere deres mål: at slippe for den stadige angst for at blive offer for et æresdrab.

Nej, siger Kimmo Tuotio, de må leve videre med deres angst, for de lever i en kultur, der er anderledes end majoritetens kultur, og vi i majoriteten kan ikke være bekendt at presse vores kultur ned over minoritetskulturen. Nej, bevares, så tydeligt siger han det ikke, men alle hans velmente og imødekommende ord bærer den tanke i sig.

Så vil man måske sige til mig: Jamen, du må da i det mindste være glad for, at han vil have blasfemiparagraffen ophævet!

Nej, desværre ikke. For han foreslår det med den begrundelse, at ”de troende allerede bliver beskyttet af racismeparagraffen og andre bestemmelser omkring diskrimination og hate-crimes”. Og det er for mig et spørgsmål, om ikke disse paragraffer skulle fjernes først. Vi kristne har igennem mange år levet med, at vi ikke på nogen måde var beskyttet mod krænkelse af ‘vores religiøse følelse’. Så jeg ser ingen grund til, at muslimer skal tildeles en sådan beskyttelse, hvormed naturligvis ikke sagt, at vi absolut behøver krænke dem. Lad religioner tørne sammen, ja, men kun i ord, kun i diskussion, kun er argumentation pro et contra. Det må under ingen omstændigheder forhindres.

Ærlig talt, jeg forstår ikke helt, hvorfor Kristeligt Dagblad absolut vil bruge en hel side på at viderebringe den slags væverier. Men det skyldes måske blot, at han er så imødekommende overfor islam. Og er man det, er det jo næsten ligegyldigt, hvad man siger.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam. Bogmærk permalinket.

3 svar til Positiv lov eller naturlig lov

  1. Morten - - - siger:

    “For dilemmaerne og grænsetilfældene findes i virkeligheden, og nogle gange tvinger virkeligheden sig ind i retssalene”, når han siger sådan, så er der visse pakistanske kvinder, der må mærke jorden brænde under sig, nemlig de kvinder, der efter at dommen var faldet i sagen om æresdrabet i Slagelse, hvor det lykkedes at få dømt en række mennesker, der alle på én eller anden måde havde medvirket til drabet, udtrykte deres store glæde over at være kommet nærmere deres mål: at slippe for den stadige angst for at blive offer for et æresdrab. ” Skakmat! Og jeg tror ikke den gode professor Tuottio ville sige “nej”. Jeg tror han ville indse sit nederlag.

    Et killer-argument er det. Jeg anvender det selv jævnligt i åndssvage diskussioner af denne art.

    Jeg vil gerne tilføje et par ting:

    Den første sag om forfængelighedsdrab handlede om, at en “tyrkisk” (det kaldte man også kurdere dengang for velsagtens 30 år siden – så skal vi ikke gætte på, at det var kurdere, der var tale om ?) stedmor til en 12-årig pige, havde beordret hendes bror til at kaste hende ud af vinduet, fordi der gik rygter på hendes skole om, at hun skulle være “blevet kæreste” med en dansk dreng. Det gjorde han så, hvad pigen naturligvis døde af, for det var højt oppe fra.

    Forsvareren, en dansk advokat, procederede dengang på frifindelse af kulturelle årsager. Jo, for i Tyrkiet var den slags handlinger normale, og at fordømme ud fra et dansk, kulturelt synspunkt, var, hvad vi i dag ville kalde “etnocentrisme” (hverken ordet “etnocentrisme” eller ordet “æresdrab” anvendtes dengang).

    Interessant om anklageren havde taget forsvareren på ordet. For selvom den slags forbrydelser er hyppige i Tyrkiet (ikke mindst blandt kurdere) – så er der dødsstraf for at udføre dem!

    Desværre er Tuotio et rent geni, nærmest sin professortitel værdig, i forhold til mange muslimer, der våser endnu mere. Som f. eks. Asmaa, der blev gjort til kandidat for et politisk parti, endskønt hun var god for udtalelser i stil med: Det er ikke Danmark, som giver mig min valgfrihed – det er min profet og Jeg har selv valgt at bære tørklæde, og kan sagtens vælge at tage det af – er jeg så ufri ?

    Ad 1. Tag til et muslimsk land, og fortæl dem, at “din profet har sat dig fri”, så vil muslimerne dér fortælle dig, nøjagtigt, hvor fri du er 🙂 Eller: Hvis det er sandt, at din profet har sat dig fri – så var det vel nok heldigt, du kom til Danmark, hvor du kan udleve, hvad du opfatter som din gudgivne valgfrihed!

    Ad 2. Du er ufri, uanset om du vælger at tage tørklæde på eller gå barhovedet. Du kan stadig ikke frit vælge din livsstil, og f. eks. at “leve på polsk” med din danske kæreste på et kollegieværelse. Du har også selv bestemt, at det vil du ikke, siger du ? Jamen det var da et pudsigt sammentræf. Meget heldigt for dig, for ellers ville du være blevet konfronteret med, at du er … ufri.

    Tørklædet er som en lænke, man tager om foden, og som man selv har nøglen til. Man kan tage den af og på. Og det er godt.

    For så længe, man har den frivilligt på, mærker man ikke den lænke, man har om halsen, som man IKKE kan tage af og på !

    – – –

  2. Morten - - - siger:

    P. S.

    Til drabet på den unge pige: Retten så bort fra forsvarerens “kulturelle argument” og dømte stedmoren en hård dom, efter sædvanlig dansk standard, mens den myrdedes bror, og altså hendes morder, blev behandlet som een, der også var offer for stedmoren. Jeg var meget lettet over, at vores retssystem holdt stand

    P. P. S. Den første gang, jeg hørte om denne adfærd var i midt-halvfjerdserne, da en “ydmyget” muslimsk mand stak en kniv i sin gravide kones mave, fordi en anden mand havde set hendes struttende mave blottet. Det blev der snakket en del om dengang. Men “sådan er jo deres kultur”. Beklager at eksemplet er lidt summarisk. Dommen erindrer jeg ikke. Jeg var endnu barn på det tidspunkt. I slutningen af halvfjerdserne – og i god tid før den iranske revolution – blev jeg i øvrigt Danmarks velnok første egentlige islamkritiker. Så jeg husker hele det historiske forløb bedre, end nogen forsker

  3. Pingback: Islams dna | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s