Dilemmaet mangler i de 10 principper

De ti principper, som tværkulturelt center har udgivet, og som blev omtalt på Kristeligt Dagblads forside den 25-9 (se her), er noget teologisk makværk. Forfatterne bekender, at de har manglet en bredere, teologisk reflekteret drøftelse af grundlæggende principper bag kirkens møde med migranter. Men hvad får vi? Vi får et indspark i den politiske debat, som mest minder om argumenter fra de radikale. Vi får en række ‘gode’ råd til politikerne fra en bedrevidende ‘kirke’, som tror, at den bedre end vore politikere kan fortælle, hvad der skal gøres politisk. Vi får en række råd, som, ligesom Luthers katolske modstandere i sin tid, går ud på, at man uden vanskelighed kan overføre de formaninger, der er givet til enkeltmennesker, til statsmænd og politikere.

Det sidste er det værste. Men jeg vil alligevel begynde med min anklage om, at de ti principper er ren og skær politik. Det viser bl.a. i, at man taler med uld i mund. Man taler f.eks. ikke om flygtninge, indvandrere, asylansøgere, afviste asylansøger, osv., man taler under ét om migranter. Og det udtryk er så bredt, at kun de indviede forstår, hvad der menes. Det kan i nogen grad opklares ved at læse kommentarerne til de enkelte principper, se her. Men alligevel, en sådan sprogbrug nærmer sig gådetale.

Dernæst ‘glemmer’ man i to af de ti tilfælde, at der er tale om principper. Lad os tage princip 7: ”Det er i samfundets interesse, at migranter kan leve sammen med deres nærmeste familie, og at splittede familier genforenes”. Som skriftbegrundelse har man ordet fra 1 Mos 2,24 om, at en mand forlader sin far og mor og holder sig til sin hustru, og artikel 16 i FN’s menneskerettighedserklæring. Begge begrundelser kunne give anledning til formaninger til vore lovgivere, men i stedet får vi en påstand om, hvordan tingene i samfundet fungérer. Jeg tvivler på, at de har ret i den påstand, men jeg mener da også – som forfatterne skriver i deres begrundelse – at ”familiens enhed bør respekteres ved alle afgørelser om opholdstilladelse”. Her har vi endelig et tilfælde, hvor man kan give en både bibelsk og almenmenneskelig begrundelse for agtelse for ægteskabet, og i stedet får vi en pseudovidenskabelig påstand om, hvad der er i samfundets interesse. Det er politisk argumentation, når den er værst.

Nej, forresten, det sidste er værre endnu: Man har intet blik for den lutherske to-regimentelære, men går uden videre ud fra, at alle de bibelske formaninger problemløst kan overføres fra det personlige område til det samfundsmæssige område. Derved kommer der et drag af hykleri over deres formaninger. De er ikke, som i bibelen, udtryk for, hvad den enkelte skal gøre eller ikke gøre, de er udtryk for, hvad den enkelte skal forlange af sine politikere.

Lad mig begynde med det tiende princip: ”Et lands ansvar for egne statsborgere må ikke stå i vejen for det globale medansvar for, at migranter til enhver tid behandles værdigt og respektfuldt”.

Det kan godt være, at gode mennesker, som kalder sig kristne, synes, at dette vil være et godt politisk ideal at stræbe efter. Men spørgsmålet er, om et lands politikere kan tage ordentlig vare på egne statsborgeres vé og vel med det antal migranter, der i vore dage er tale om. Og også kristne må overveje spørgsmål om samfundets sammenhængskraft, om den gensidige tillid mellem borgerne indbyrdes, om hele vort politiske systems overlevelse.

Derfor må følgende dilemma-princip opstilles: ”Så mange forfulgte mennesker som muligt skal optages i samfundet. Men der må ikke optages flere, end den løbende intregration giver mulighed for”.

Dernæst princip ni: ”Ord kan skabe, hvad de nævner. Derfor skal vi være bevidste om, hvordan vi omtaler migranter, og undgå nedsættende, misvisende og generaliserende sprogbrug”. I forklaringen fortæller man os, at man bør undlade at tale om ”dem” og ”os”.

Her må man modstille dilemma-princip ni: ”Sproget er skabt til at tale sandhed med, ikke til at tildække kendsgerninger med. At muslimer omtaler danskere som urene og som vantro, er en kendsgerning, som ikke bør forties. Tværtimod bør vi kristne i sandhedens navn foreholde muslimer denne kendsgerning og formane dem til at ophøre med denne ”dem-og-os”-sprogbrug, ligesom vi også forsøger at undgå den. Mener de, at kendsgerningen bunder i deres religion, bør formaningen være en formaning til at forlade islam.”

Den tværkulturelle pjeces princip otte lyder: ”Alle børn har ret til en barndom i tryghed og værdighed, uanset forældrenes opholdsstatus”.

Et smukt princip, unægtelig. Alligevel kalder det på et dilemma-princip som modstilling: ”Der må arbejdes for, at en afgørelse i asylsager kan foreligge så hurtigt som muligt. Eventuelt må ankemulighederne indskrænkes. Og staten må også sørge for hurtigt at imødegå menneskesmugleres nye smuthuller, så landet ikke går hen og bliver en flygtningemagnet”.

Og så kommer vi til det førnævnte princip 7 om familiens udelelighed. Her vil jeg modstille dette dilemma-princip: ”Staten må prøve at bryde det giftemønster, der præger flere muslimske lande: at man ved arrangeret ægteskab søger en ægtefælle fra hjemlandet. Der skal være tilstrækkeligt med krisecentre for både mænd og kvinder rundt i landet, og man skal effektivt opspore de kvinder, der er blevet lokket til udlandet for at blive tvangsgift dèr”.

Princip seks i pjecen lyder: ”Kirkens ansvar for at hjælpe trosfæller må ikke stå i vejen for ansvaret for at hjælpe alle mennesker med behov for hjælp”.

Overfor det må det lyde: ”Kirken i vesten har groft forsømt at klage over forfølgelsen af kristne i især muslimske lande. Det kunne f.eks. gøres ved at erklære visse af dens dræbte trosfæller for martyrer. Kirken her i landet må i højere grad end nu sørge for kristendomsundervisning til de muslimer eller andre ikke-kristne, der vil være kristne, ligegyldigt om de er asylansøgere eller har opholdstilladelse, ligesom den må være aktiv i den beskyttelse, der vil være nødvendig for i hvert fald de nydøbte muslimer”.

Dette var et svar til de fem sidste af de ti principper. Det er skrevet ud fra en luthersk-teologisk grundholdning, der ikke nøjes med at opstille fromme og smukke idealer for, hvad staten skal gøre og ikke gøre, men gør sig klart, at staten af Gud har fået forpligtelse til vedligeholde de gode traditioner, der er skabt her i landet. Derved bliver det, der skal gøres, præget af usikkerhed og uafgjorthed, fordi det, der skal gøres af menneskelige hensyn ofte kolliderer med det, der skal gøres for at bevare samfundet.

Når jeg tillader mig at kalde de ti principper noget teologisk makværk, skyldes det således først og fremmest, at forfatterne helt overser de dilemmaer, som enhver politiker står i med hensyn til disse afgørelser.

Om jeg ellers gider, og der ikke kommer noget i vejen, vil jeg nok lidt senere tage de første fem principper frem. Dog vistnok på en lidt mindre kedelig måde.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Etik. Bogmærk permalinket.

2 svar til Dilemmaet mangler i de 10 principper

  1. Olav B. Hessellund siger:

    “Om jeg ellers gider, og der ikke kommer noget i vejen, vil jeg nok lidt senere tage de første fem principper frem. Dog vistnok på en lidt mindre kedelig måde.”

    OK – så må vi jo se, om vi “gider” læse det. Men det gider vi “nok” ikke.

  2. keh siger:

    Åh jo, jeg gider da godt læse det!
    At kunne skelne mellem politik og teologi er faktisk ret vigtigt nu.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s