Den evigtvarende gæstfrihed

I lørdags havde Kristeligt Dagblad på forsiden anbragt en artikel om de ti principper, som tværkulturelt center har opstillet for behandling af nogle mennesker, som de kalder migranter, se her. Jeg tillod mig i går på min blog at tage de fem sidste principper under behandling. Nu er så turen kommet til de fem første. Dog bliver strukturen i dag lidt anderledes, idet jeg vil lægge hovedvægten på det andet princip.

Nå ja, jeg vil da lige opholde mig lidt ved det første princip: ”Migranter har ofte bidraget positivt til modtagerlandets kultur, historie, samfunds- og kirkeliv”. Dels vil jeg påpege, at dette jo ikke er et princip, det foregiver at være en historisk erfaring. Retter man sig efter denne påståede erfaring og lukker migranter ind i landet, gør man altså ikke nogen god gerning, man handler blot klogt, man handler i egen interesse, man søger at opnå en fordel for sit lands vedkommende.

Men der det nu også sandt, at indvandrere ofte har bidraget positivt til modtagerlandets kultur? Der er i hvert fald én stor undtagelse, det er værd at nævne. Overalt, hvor de muslimske hære trængte frem under islams ekspansion, blev de erobrede lande udsat for indvandring. Men det er umuligt at betragte denne migration som udtryk for en berigelse for modtagerlandets kultur. Man kan hævde, at den muslimske kultur var overlegen – og det var den i hvert fald i militær henseende – men at den bidrog positivt til samfunds- og kirkelivet, kan man ikke hævde. Men lad det ligge. Jeg nævner det blot for at vise, at forfatterne til de ti principper er temmelig blåøjede.

Nej, det, der skal være hovedsagen i dette indlæg, er princip nummer to. Her hedder det: ”Gæstfrihed mod fremmede er en bibelsk værdi”. Som belæg for denne påstand anfører man Hebr. 13,2: ”glem ikke gæstfriheden, for ved at være gæstfrie har nogle uden selv at vide det haft engle som gæster”, men går let hen over Rom 12,13: ”Vær med til at hjælpe de hellige, når de har behov for hjælp. Læg vægt på at være gæstfrie”, og 1 Pet 4,9: ”Vær gæstfrie mod hinanden uden tværhed”. At de springer over de to sidste skriftsteder, er forståeligt. Deraf fremgår det jo, at den gæstfrihed, der tænkes på, er den, der ydes af menighederne mod de omrejsende prædikanter. Og det er formentlig også den, der tænkes på i Hebr 13,2, selv om det ikke udtrykkelig siges.

Så med lidt ‘teologisk’ fingerfærdighed kan man få gjort gæstfrihed til en bibelsk værdi. Og når det er en bibelsk værdi, skal vi naturligvis som samfund være gæstfri overfor de fremmede. Igen: Det, der egentlig er et krav til den enkelte, får man forvandlet til et krav til politikerne. Men det så vi på i går. I dag skal vi se på, hvad misforstået gæstfrihed har haft af fatale konsekvenser.

Jeg skal ikke her plædere for, at vi ikke skal være gæstfri. Jeg skal derimod plædere for, at det har været fatalt, at vi har fastholdt vore indvandrere i en gæsterolle på ubestemt tid. Dels har det været fatalt for os selv, for vi har været altfor længe om at få en rimelig debat om integration og integrationsproblemer. Og dels har det været fatalt for indvandrerne, for de er blevet fastholdt i en rolle, rollen som gæster i landet, som forhindrede dem i at blive accepteret som jævnbyrdige borgere.

Det sidder i os gammeldanskere som en uudryddelig fornemmelse, at man skal behandle sine gæster ordentligt. Man skal vise hensyn. Man skal bøje sig for deres anderledes kultur. Man skal være åben overfor deres skikke. De skal jo gerne føle sig velkomne i vores land. Efter den recept har vi behandlet indvandrerne. For det stod for os som en selvfølge, at de da ville modtage en sådan overstrømmende velvilje med taknemlighed, og at denne taknemlighed måtte få afløb i et ønske om at blive som os.

Pointen her er, at vi ikke blot har behandlet indvandrerne efter vor sædvanlige ‘rundbordspædagogik’, men at vi også har behandlet dem efter vor fornemmelse af, at de, selv efter tyve og tredive og fyrre år, er vore gæster, som vi skylder hensyntagen. Og at de ikke synes at reagere med taknemlighed overfor en sådan hensyntagen, overser vi behændigt, eller også mener vi, det må skyldes deres anderledes kultur, hvilket dog kun kalder på endnu større forståelse og hensyntagen end før.

Den fornemmelse: at vi skal behandle vore gæster ordentligt, er næsten uudryddelig. Den præger stadig debatten i vore medier. Den virker stadig med, når store dele af journaliststanden ikke synes, man må sige noget ondt om islam. Hvor positiv en følelse der end er tale om, folk kan dog ikke betragtes som gæster tredive eller fyrre år, efter at de er komme til landet. Men stadigvæk: utrolig mange sidder fast i en gæsterolle, utrolig mange gammeldanskere fastholder dem i denne rolle med al deres velvilje og hensyntagen.

Det er jo nemlig det sjove ved det. De, der allerkraftigst hævder, at vi ikke må skelne mellem ”dem” og ”os”, er de samme, som mest effektivt fastholder dette skel mellem ”dem” og ”os”. Og det, der er motoren i denne paradoksalitet, er den overdrevne, evigtvarende gæstfrihed.

Tag bare en ting som vort syn på staten! Mange af vore indvandrere kommer fra lande, hvor det er staten, der er fjenden, og klanen, man holder sig til og har tillid til. Vi har ikke kunnet forestille os andet, end at statens mange gode gerninger imod de fremmede da måtte skabe taknemlighed hos dem. Men med den forståelse af staten, de har med i bagagen, virker tingene ikke på den måde, og vi skulle måske til at afføre dem deres evige gæstestatus, så vi ligefrem stillede krav til dem.

Det er denne fornemmelse af gæstevenskabslovens krav, der sidder i bunden af gammeldanskernes sjæl, både hos strammere og slappere. Den gør det vanskeligt at få en afbalanceret debat om indvandringen. Men kan vi endda nå dertil, at begge parter accepterer, at vi i dette spørgsmål står overfor et dilemma, som der ikke er nogen klar løsning på, så er vi nået langt. Dog har selv det vist lange udsigter.

Hos vore forfattere fra det tværkulturelle synes denne fornemmelse for gæstevenskabets værdi at have forvandlet sig til noget, der minder om et krav om, at man skal være naiv og godtroende. Det lyder jo smukt med alle de rettigheder, man vil tildele migranterne, dvs. flygtninge og indvandrere, men man må dog være klar over, at de ikke alle er søndagsskolebørn. Vel skal man møde dem med forståelse, vel skal man være imødekommende overfor flygtninge, for de kan jo have været udsat for frygtelige oplevelser og har måske dertil vanskeligt ved at overvinde deres modvilje mod at åbne sig for repræsentanter for staten, men man må dog i nogen grad kontrollere deres oplysninger. Og selvfølgelig kan en sådan kontrol godt virke krænkende. Men hvad er der at gøre ved det?

Løsningen er i hvert fald ikke at lukke øjnene. Men er det ikke det, forfatterne foreslår, når de skriver: ”Hvor muligheden er til stede, bør flygtninge kunne besøge familien i hjemlandet, uden at deres oprindelige asylmotiv drages i tvivl”? Vi kan vel efterhånden ikke være i tvivl om, at mange søger til Danmark af økonomiske årsager, ikke fordi de er forfulgt. Så det er måske forståeligt, at de vil pynte lidt på deres livshistorie, måske endda ‘opfinde’ en forfølgelse i deres hjemland, der ikke eksisterer. Og det er måske også det, forfatterne vil tillade, når de skriver: ”En migrant har ret til at handle ud fra håbet om et bedre liv for sig selv og sine børn og bør ikke af den grund mistænkeliggøres eller kriminaliseres”. Betyder mon denne lidt kryptiske sætning, at asylansøgere har ret til at lyve, og at vore myndigheder ikke sådan skal kontrollere deres udtalelser i alle ender og kanter?

Der er jo nok en del, der har pyntet lidt på sandheden, når de skal fortælle om, at de er forfulgte i deres hjemland. Men dels vil vore forfattere muligvis ligefrem give dem ret til det (for man har ret til at handle ud fra håbet om et bedre liv) og dels vil de sige, at når det afsløres, at de løj, skal vi bare lade som ingenting. For det er da klart: hvis de, før de godkendes som flygtninge, er så forfulgte, at de ikke kan leve i hjemlandet, men må ty til Danmarks gæstfrihed, men efter at de er godkendte, pludselig godt kan leve i hjemlandet, så viser de med deres handling, at de løj i første omgang. Og det forlanger vore forfattere, at vi bare skal lade passere. Så dybt stikker deres fornemmelse for, hvad gæstevenskabets krav siger. Var det mon ikke en idé at give sig til at behandle dem som almindelige mennesker, der som alle andre skal stå til ansvar for deres handlinger, også den handling, at de har løjet om, hvorvidt de var forfulgt eller ej!

Jamen, bibelen kræver af os, at vi er gæstfrie! Vrøvl, bibelen kræver ikke noget af os. Den giver os en masse inspiration til, hvad vi kunne tage og gøre, hvis vi vil være hele mennesker. Men den vil ikke være en lovbog, som koranen vil være det. Og derfor var det måske på tide, at vi frigør os fra den fornemmelse af, at vi skal være gæstfrie, som ligger dybt i vor danske sjæl. I hvert fald så meget, at vi blev klar over de dilemmaer, som virkeligheden stiller os overfor.

Advertisement