Sørgeligt jubilæum

De fleste har lagt mærke til, at det den 30. september er fem år siden, Jyllandsposten lod trykke de famøse tegninger af Muhammed. Kristeligt Dagblad har samlet en række udtalelser af ‘kendisser’, se her. Og man lægger mærke til, at der så at sige ikke kan siges noget nyt. Jeg personligt lægger desforuden mærke til – lidt overrasket – at den, hvis udtalelse jeg er mest enig med, er Helle Thorning-Schmidt. Hun siger: ”Det er mig inderligt imod, at vi på nogen måde skal bukke os for totalitære regimer. De reaktioner, som tegningerne udløste, ikke mindst i Mellemøsten, var helt ude af proportioner og tydeligvis styret af anti-demokratiske regeringer”.

Også mig er det inderligt imod, at det skal være muslimske ekstremister, der skal bestemme, hvad der må trykkes og ikke trykkes her i landet. Og det forekommer mig derfor glædeligt, at Flemming Rose i sin bog ”Tavshedens Tyranni”, der udkommer den 30. september, ikke afholder sig fra at gengive tegningerne. Vi fik i Tv-avisen kun et kort glimt af dem i bogen, men det var nok til at se, at de så langt fra var de eneste illustrationer. Det vil sige: der er en god og saglig grund til at trykke tegningerne igen. Så skal man ikke af frygt for, hvad galninge i de muslimske lande kan finde på, undlade at gøre det. Det er nu engang vores tradition for, hvordan man i bogform behandler en sag.

Men ellers vil jeg benytte lejligheden her til at fremhæve to begivenheder fra samme boldgade. Den protestantiske præsts, Terry Jones’, afbrænding af koraner, som ikke blev til noget alligevel, og det muslimske moskebyggeri ganske tæt ved ‘Ground Zero’ i New York. De to ting kan nemlig med rimelighed sammenlignes.

For det første knytter der sig stærke følelser til begge dele. I det ene tilfælde: muslimske følelser af ærefrygt overfor koranen. I det andet tilfælde: amerikaneres følelser af ærefrygt overfor dem, der døde ved terrorangrebet på World Trade Center. Hvis muslimer vil have en fornemmelse af, hvordan amerikanerne føler, når der bygges en moske ved Ground Zero, kan de spørge sig selv, hvordan de føler det, når der afbrændes en koran. Og hvis vi vesterlændinge vil have en dybere forståelse af, hvordan muslimer føler overfor deres koran, kan måske den ærefrygt, vi og amerikanerne har overfor Ground Zero, få os til at forstå muslimerne lidt bedre.

For det andet er der i begge tilfælde tale om, at nogen krænker denne ærefrygt. I det ene tilfælde er det en kristen præst, der ville afbrænde en koran uanset, at han vidste, at mange muslimer ville føle det som en krænkelse. I det andet tilfælde var der tale om en muslimsk imam, som måske ikke vidste, at hans byggeri ville krænke nogen, men som ikke har frafaldet sin plan, da han blev klar over det. Her opstår en lille forskel: for præsten kunne ikke undgå at vide, at han krænkede muslimerne, muslimen blev først klar over det bagefter.

For det tredje er der i begge tilfælde tale om, at den, der krænker, har ret til at gøre det. Ingen anfægter præstens formelle ret til at afbrænde koraner, og ingen anfægter imamens ret til at bygge, i hvert fald ikke nu, hvor han har fået byggetilladelse.

Men nået så vidt i overvejelserne, melder forskellen sig med krystalklar tydelighed. De krænkede muslimer griber til vold, nå ja, det kom ikke så vidt, for koranerne blev jo ikke afbrændt, men der var ingen, der tvivlede på, at de ville gøre det, om det var kommet dertil. De amerikanske soldaters liv i Afghanistan var i fare, de terrormål, der kunne rammes i USA, krævede ekstra beskyttelse, amerikansk ejendom og amerikanske ambassader måtte hæve deres beredskab.

De krænkede amerikanere, derimod, de bed smerten i sig, de prøvede ad lovlig vej at forhindre moskebyggeriet, de søgte gennem demonstrationer at fortælle, hvad de følte, men greb ikke til vold, tænkte ikke på det, fik det ikke ind i deres tankeverden, at det skulle kunne være en reaktion.

Og siger vi om dem, at de er civiliserede mennesker, så nødes vi til at sige om muslimerne, at de er uciviliserede.

Advertisement