Udvandre fra en gudstjeneste? Nå!

Ved åbningsgudstjenesten for den svensk Riksdag udvandrede sverigedemokraterne midt under prædikenen. Man studser lidt. Var det nu også nødvendigt? Hvad mon der blev sagt, siden de følte sig tvunget til at forlade gudstjenesten?

Tja, Information skriver følgende derom: ”Biskoppen havde talt dunder imod racisme med henvisning til den antiracistiske demonstration mandag aften på Sergels Torg i Stockholm, som i høj grad var rettet mod Sverigedemokraterna. »Dér råbte man, at jeg skulle udvises,« sagde en rasende Jimmie Åkesson efter at have forladt kirken.” (se her). Og så bliver man ligefrem nysgerrig. Mon den prædiken skulle være at finde på nettet?

Jo, minsandten, den er her. Og der er flere ting i den, der er bemærkelsesværdige. Det er f.eks. ret bemærkelsesværdigt, at biskoppen ikke nøjes med at bede riksdagens medlemmer om at løfte blikket op fra den kreds, hvori de er valgt, men også løfte blikket op over det land, hvis lovgivende forsamling de er. ”Vort opdrag og vort ansvar er større end de grænser, som nationen sætter. Der er en verden, som har brug for os – for vor solidaritet, for vore penge og ikke mindst for vore øjne og vore stemmer”.

Nå, jo, ja. Men de kære riksdagsmedlemmer er jo ikke valgt til nogen FN-generalforsamling, de er valgt til at tage vare på deres eget lands vé og vel. Og der kan vel være nok at tage sig af dèr. Alt er jo ikke fuldstændig rosenrødt i Sverige.

Biskoppen var begyndt med at ønske tillykke med valget. Så sagde hun: ”Det er stort at bæres af en sådan tillid. Og opdraget har I i fællesskab, ikke enkeltvis. Når I er blevet valgt, så indgår I i en sammenhæng, hvor jeres fælles anstrengelser vejer tungere end det, den enkelte vil. For det er vel just sådan, demokrati fungerer?”

Man kunne formode, at dette ville blive brugt som afsæt for en formaning til riksdagens medlemmer om at arbejde sammen, om ikke at støde nogen udenfor, om at tage hensyn til alle de forskelligheder, der er kommet til udtryk ved valget. Men er man så naiv, så viser fortsættelsen, at man tog fejl.

Dog ikke lige med det samme. Endnu en formaning skal medlemmerne have med på vejen. Biskoppen henter den fra lukasevangeliets beretning i kapitel 19 om helbredelsen af en blind, hvor Jesus spørger: Hvad vil du, at jeg skal gøre for dig?, og beretningen om Zakæus, hvor han beder Zakæus kravle ned fra træet, for han vil tale med ham i øjenhøjde. Det vender Eva Brunne til en formaning til riksdagens medlemmer: ”Det er de livsafgørende forandringer for mennesker, som er en del af jeres opdrag. Og I må i det aldrig komme så langt fra os, som giver jer mandatet, at I ophører med at møde os i øjenhøjde, at I ophører med at kalde nogen ned fra træet, eller ophører med at høre nogens råb og spørge: Hvad vil du, at jeg skal gøre for dig?”

I øjenhøjde? Hvor vil hun nu hen? Man må jo sige, at er der noget politikerne hidtil ikke har villet, er det at træffe det svenske folk i øjenhøjde. Man har i hele det svenske politiske establishment været båret af bedreviden, af moralske formaninger, af lukkede øjne for alle de dagligdags problemer, som den store indvandring har givet anledning til. Når den almindelige svensker har klaget, har man netop ikke lyttet til hans eller hendes råb, men løftet pegefingeren og fortalt, at den klagende skulle se at få bugt med sin indre svinehund. Så man kunne jo tro, at biskoppen med disse ord ville fremhæve sverigedemokraterne på de andre partiers bekostning: de har jo netop mødt hr og fru Jönsson i øjenhøjde, de har hørt deres råb.

Men igen: ak nej, sådan skal det ikke forstås. Hvis man tror, at meningen er, at den svenske riksdag skal tage sig af problemerne i Sverige, tager man fejl. Nej, det er verden som helhed, der af medlemmerne skal gøres til et bedre sted at være. Biskoppen bekender, at hun sammen med andre tror på menneskers lige værdighed, uanset køn og seksuel orientering, og også uanset hvilket land de er født i.

Og man kan rolig gå ud fra, at biskoppen er enig med dem, der demonstrerede imod Sverigedemokraterne dagen før, når hun siger: ”I går aftes samledes mange tusind mennesker i Stockholm og i forskellige dele af landet for at give deres mening til kende, for at udråbe deres afsky for det, der gør forskel på mennesker. Mod den racisme, som siger, at du ikke er lige så meget værd som mig; du skal ikke have samme rettigheder, som jeg; du er ikke værdig til at få et liv i frihed. Det er der kun én eneste grund til: at vi tilfældigvis er født i forskellige dele af vor verden. Det sømmer sig ikke for et demokrati som vort at gøre forskel på mennesker. Det er ikke muligt for troende mennesker at gøre forskel på mennesker. Det sømmer sig ikke for mennesker at gøre forskel på mennesker. Her er det ikke nok, at vi giver nogle hundrede mennesker mandat til at tale for os. Her har vi et fælles opdrag. Om nogen tier eller nedtysses i kampen for menneskeværd, må vi sørge for, at selv stenene råber. Det gør vi med Guds hjælp.”

Med Guds hjælp? Det var alligevel pokkers! Ja, ja, hvis det kun var alle disse smukke ord, det drejede sig om, kunne man vel sætte det meget store ord ”Gud” bag sine tanker. Men de siges jo ind i en sammenhæng. Ikke blot den sammenhæng, at de, ligesom demonstrationen, der tales om, så tydeligt er adresseret mod sverigedemokraterne. Langt mere den politiske sammenhæng, som også svenskere befinder sig i. Jeg mener: ethvert land gør jo forskel på mennesker, nogle er statsborgere i det land, andre ikke. Og man har rettigheder og pligter afhængig af, om man er det ene eller det andet. Hvordan kan det være anderledes? Er det så ikke det skammeligste hykleri at stå og sige, at man ikke i et demokrati må gøre forskel på mennesker?

Eva Brunne udråber sverigedemokraterne til at være racister, til at sige til et andet menneske: du er ikke lige så meget værd som mig, for vi er født forskellige steder i verden! Du er ikke værdig til et liv i frihed! Jamen, hvordan var det nu lige, dengang da vi havde alt spektaklet med de afviste irakiske asylansøgere? Var der ikke noget med, at Sverige havde fået en aftale med Irak, så de kunne tvangshjemsende afviste asylansøgere? Det vil sige: dette nydelige politiske establishment sagde til disse mennesker: I er ikke lige så meget værd som os! I er ikke værdige til et liv i frihed! Men det har biskoppen tilsyneladende glemt. Og det skal vi andre selvfølgelig helst også glemme.

Nej, den prædiken var en prædiken af en farisæer for farisæere. Den sagde ikke blot mellem linierne, men direkte på linierne: ”Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er så racistisk som disse sverigedemokrater. Jeg regner i modsætning til dem alle mennesker for at være lige meget værd” (og så lukker vi øjnene for alle de steder, hvor staten ikke gør det og ikke kan gøre det). ”Jeg siger ikke som dem, at der er mennesker i vort samfund, der ikke skal have samme rettigheder som mig” (og så glemmer vi, at Sverige som alle andre lande er nødt til at bevæge sig fra ingen rettigheder over nogle rettigheder frem til alle rettigheder). ”Jeg stiller mig i øjenhøjde med mine vælgere og prøver at sætte mig ind i, hvordan det er at være en forfulgt muslim i vort land” (og så glemmer vi den manglende øjenhøjde overfor de svenskere, der lider under de mange voldtægter og voldsforbrydelser, som muslimer er årsag til i Sverige).

Det burde være kirkens opgave at vende sig imod hykleriet. Her har den i stedet bidraget enormt til det.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Etik. Bogmærk permalinket.

4 svar til Udvandre fra en gudstjeneste? Nå!

  1. dcv2 siger:

    Jeg tænkte selv på at skrive et indlæg om den sag, og jeg undrede mig over tonen i KDs artikel og den manglende forklaring på hvorfor de udvandrede. Jeg tror hendes prædiken skal ses i lyset af, at i den svenske politiske korrekthed, der udlægger man forvrøvlet racisme til det at gøre forskel mennesker i en vilkårlig sammenhæng. Islam er ikke en race. Jeg mindes engang at have set en eller anden svensk politiker debattere med en dansker om hvad racisme betyder, og det er som at tale til en dør. Svenskerne er komplet hjernevaskede af den totalitære politiske korrekthed. Det er der vi ville at været, hvis ikke Glistrup, Krarup og de andre stridsmænd havde taget slaget uden hensyn til omkostningerne.

    Iøvrigt er det et andet evangelium hun taler om. Den lighed det taler om, er alene frelsen i Kristus, ikke en utopisk afskaffelse af al forskel mellem folk. Derfor må de politiske præster mishandle bibelteksterne så groft.

  2. Morten - - - siger:

    En yderligere pikant detalje er, at hun selv deltog i de anti-SD-rally’er, som hun henfører til.

    – – –

  3. keh siger:

    Har også læst Eva Brunnes prædiken – og sammenlignet den med Peter Fischer-Møllers fra Folketingets åbningsgudstjeneste i tirsdags.
    Forskellen er markant.
    Eva Brunne engagerer sig i en politisk rörelse, eller hvad det nu er, som reklamerer med at “vi gilla olika”, men hendes prædiken er tydeligt ekskluderende over for de mennesker, hun burde se, allesammen, mens hun i uforpligtende vendinger favner hele verden. Hun gør netop selv forskel på folk.
    Hendes prædiken er politisk, samtidig med at hun lukker øjnene for den virkelighed, som politik drives i.
    Peter Fischer-Møllers prædiken er evangelisk provokerende, for alle (ingen bedre eller ringere end andre) og ærlig over for, hvilken virkelighed tilhørerne er sat i – også med et politisk ansvar. Samtidig er den vel at mærke kristologisk i sin konklusion.
    Det mest ubehagelige ved Eva brunnes prædiken er at den ikke, som jeg læser den, “driver på Kristus”
    Er det en folkekirkes skæbne, når den skilles fra staten – at blive (parti)politisk ? Hjælp!

  4. Claes siger:

    Det er vel i det hele taget en uskik at ville blande religion og politik sammen. Sætter man Gud bag en politisk bevægelse gør man det vanskeligt at debater med den. Ordene får uretfærdigt megen vægt. Politik skal diskuteres imellem mennesker som bruger den sunde almindelige menneskeforstand til at indrette samfundet, så det giver størst lykke til det størst mulige antal mennesker, eller hvilket paradigme de vil gå ud fra. Der er ikke plands til ufejlbarlige autoriteter i den sammenhæng.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s