Danske ghettoer?

Der er to ting, jeg vil gøre opmærksom på angående de såkaldte ghettoer.

Det ene er, at man må vælge, hvad man vil klage over. Hvis man f.eks. klager over, at beboerne i mange af disse såkaldt ‘udsatte områder’ ikke ser dansk fjernsyn, men med deres paraboler slår ind på deres hjemlandes fjernsyn, så virker det lidt hult, at man også klager over, at mange i den danske debat taler så nedsættende om disse områder.

Det sidste er vi vidne til i en artikel i Information den 13-10, se her. Her får den ikke for lidt. F.eks. siger Bent Madsen, der er formand for Boligselskabernes Landsforening: ”Skal de her områder blive en hel normal del af det danske samfund med den samme grad af tryghed som andre steder, så er der ikke brug for, at man udskiller dem som problemområder.”

Dette er en selvmodsigelse, der vil noget. I den første sætning erkender Madsen indirekte, at disse områder ikke er en normal del af det danske samfund, og at der i disse områder ikke hersker den samme tryghed som andre steder. Men i den næste sætning giver han udtryk for, at disse kendsgerninger må man endelig holde mund med. Man har altså at gøre med problemområder, der virkelig er problemområder, som blot ikke må udskilles som problemområder. Hvordan man så skal løse de problemer, der er der, det står hen i det meget uvisse.

Men hvorfor dog være så bange for at kalde en spade for en spade? Hvis det virkelig forholder sig sådan, som man andetsteds klager over, at beboerne ser udenlandsk fjernsyn (og det vidner jo de mange paraboler om), så kan vi danskere jo diskutere på livet løs i vort fjernsyn, uden at det påvirker vore indvandrede medborgere det fjerneste. De ser ikke dansk fjernsyn. Så man må formode, at denne hensyntagen i virkeligheden er en hensyntagen til sarte sjæle blandt de etniske danskere?

Det andet, jeg vil gøre opmærksom på, er, at man, når man læser to artikler i Information fra den 13-10, se her og her, og den ene fra Kristeligt Dagblad, der er lagt ud på nettet, også den 13-10, se her, opdager, at problembeskrivelsen er som støvsuget for enhver omtale af religionen. At der i de muslimske miljøer har bredt sig et irrationelt had til alt vestligt, herunder alt dansk, det er der tilsyneladende ingen, der har blik for. At dette had giver sig udslag i, at det som regel er danskernes biler, der brændes af, det er der ingen af journalisterne på de to blade, der véd noget om eller spørger ind til. At der er ved at opstå en særlig muslimsk retsorden i mange af de ‘udsatte boligområder’, så man anser det for umuslimsk at gå til politiet, men i stedet går til imamen, det omtales ikke med et ord. Bevares, vi véd det efterhånden fra andre medier. Men hvorfor dog lade, som om der udelukkende er tale om sociale problemer, når ikke så få af urolighederne bærer præg af, at der er ved at ske en muslimsk magtovertagelse i mange af de ‘udsatte områder’?

Er Nørrebro et ‘udsat område’? Nå. Jamen, så ‘ydre Nørrebro’ da, Nordvestkvarteret? Fra dette område er der indenfor de seneste måneder flyttet to danske familier, som har fortalt om deres motiver. De bosatte sig i sin tid i området med den bedste vilje til at tage vel imod de fremmede. De mødte dem med al mulig velvilje. Men alligevel har de nu besluttet at flytte. De kunne måske nok holde ud til selv at være udsat for forfølgelse fra muslimsk side, men de kunne ikke bære, at deres børn blev hånet, spyttet på m.m.

Samme Nørrebro husede i sin tid en Kåre Bluitgen (jeg véd ikke, om han bor der mere). Han mødte ‘de fremmede’ med samme velvilje. Men måtte nødtvungent erkende, at muslimernes skel mellem rent og urent, mellem halal og haram, gjorde det meget vanskeligt at omgås dem. Hans børn kunne komme i muslimernes hjem, men de muslimske børn aldrig i hans. Måske fordi forældrene ikke ville risikere, at de fik en leverpostejmad. Det er mange år siden. Nu går det anderledes hårdt for sig.

Nu arbejder muslimske unge, de såkaldte ‘ballademagere’, på at gøre Nørrebro til jødefrit område. Det er der flere jøder, der har måttet sande. Og politiet kan intet gøre, udover at råde jøder fra at bevæge sig ind i bydelen. Bliver de udsat for vold, sådan som nogle jøder er blevet det, er der ingen, der vil vidne. Og så er politiet magtesløst.

Men hvad nytter det, om vi tager den religiøse faktor med i betragtning? Det gør jo blot det hele endnu mere indviklet og giver os ikke nogen umiddelbar løsning i hånden.

Ak nej, jeg véd ikke, hvad vi skal gøre. For hvis religionen er med inde i billedet, bliver det hele langt mere fastlåst, end hvis der blot er tale om sociale problemer. Blot véd jeg, at vi skal anvende ordets magt.

Men om det skal være en strategi, der går ud på at drille muslimerne med deres megen sharia-overholdelse, det véd jeg ikke. Man kunne gå ud fra Jesu ord om, at det, der gør mennesket urent, ikke er det, der går ind ad munden, men det, der går ud af den, hårde ord, hadske bemærkninger. Man kunne drille dem med deres manglende ligestilling mellem kønnene og sige, at hvis de vil betragtes som moralsk alvorlige individer, fordi de lærer, at samliv før ægteskabet er forbudt, så må de sørge for, at denne regel overholdes af begge køn, ikke kun af kvinderne. Hvorfor er en bror stærkt optaget af sin søsters dyd, mens en søster ikke har noget at sige over broderens ditto? Det hænger ikke sammen, kære muslim!

Eller skal vi gøre som Obama i Cairo? Skal vi appellere til mennesket i muslimen, uanset vi godt véd, at muslimen ikke bøjer sig for det almenmenneskelige, men kun for sharia? (Se én af mine reaktioner på talen her). Skal vi i al vor gøren og laden gå ud fra, at muslimer er ganske som andre mennesker, som forstår den gyldne regel, at hvad du vil, at andre skal gøre mod dig, det skal du gøre mod dem? Altså blæse på al deres sharia-snak?

Jeg véd det ikke. Men én ting véd jeg. Vi skal behandle muslimer ud fra en stolthed over det samfund, vi har skabt. Vi skal holde op med alt vort vestlige selvhad. Vi skal nok give dem al den frihed, vort samfund kan tåle, at de får – og det er ikke så lidt – men vi skal gøre det, fordi det nu er vores måde at indrette samfund på: at mennesker får den størst mulige frihed, en måde at indrette samfund på, som vi glæder os over, er stolte over, og også gerne viser muslimerne, at vi er stolte over.

Så må vi se, hvor længe de kan blive ved med at hade os.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam. Bogmærk permalinket.

Et svar til Danske ghettoer?

  1. dcv2 siger:

    Man kan kun håbe, at man kommer selvhadet til livs ved at arbejde imod den politiske korrekthed. Jeg husker hvordan skolelærere for få årtier siden prøvede at hjernevaske mig til at foragte min egen kultur og se op til det kulturfremmede. Absurde minder. At vi ikke har et klima som det svenske, kan vi takke mennesker som Glistrup, Krarup og Pia K. for. Dæmoniserede, chikanerede. De har ikke sparet sig selv i kampen for det danske.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s