Lave om på historien? – Nej da!

Lave om på historien? Det må man da ikke. Men det er, hvad Lars Hedegaard forsøger på. Lars Hedegaard er formand for Trykkefrihedsselskabet, og i et indlæg på dettes internetmagasin, ”Sappho”, hævder redaktøren, Katrine Winkel Holm, at det da er ligegyldigt, om det er Lars Hedegaards version eller Flemming Roses af Muhammedkonflikten, der er den sande. Men det er på ingen måde ligegyldigt, se her.

Lars Hedegaard hævdede i et interview med den amerikanske anti-islamist Pamela Geller engang i 2008, at Flemming Rose, før han offentliggjorde Muhammed-tegningerne den 30. september 2005, ringede til ham, for at spørge, hvad han troede, der ville ske. Hedegaard svarede, at helvede ville bryde løs, men at Rose endelig måtte offentliggøre tegningerne; vi skal ikke rette os efter sharia. Og at han gjorde det, viser, hvilket mod den mand har, siger Hedegaard.

De to har ladet deres uenighed komme til udtryk i Politiken. Flemming Rose hævder, at Hedegaards udsagn er usandt fra ende til anden, og Hedegaard skriver på den anden side følgende: »Kære Flemming. Hvis du nu husker rigtig godt efter, vil du utvivlsomt mindes, at du ringede til mig nogle dage inden Jyllands-Postens offentliggørelse af Muhammedtegningerne 30. september 2005. Du ville høre, hvad jeg mente om konsekvenserne, og jeg sagde, at al helvede ville bryde løs, og at sagen ville vokse til Salman Rushdie-proportioner. Jeg sagde også, at jeg syntes det var rigtigt at publicere tegningerne, for i modsat fald ville dansk presse jo have underkastet sig sharia-regler.« (Lars Hedegaard; Politiken, 13.10.2010) (Se her).

Påstand synes altså at stå mod påstand. Hvordan kan jeg så være ganske sikker på, at det er Flemming Rose, der har ret?

Det kan jeg, fordi Lars Hedegaards påstand går imod de historiske kendsgerninger. Kendsgerningen er, at der ikke var nogen som helst, der kunne vide, at offentliggørelsen af tegningerne ville ende med boykot af danske varer og med bål og brand i en række muslimske lande. Kendsgerningen er, at tegningerne blev offentliggjort den 30. september, og at uvejret mod Danmark først brød løs i slutningen af januar 2006 med Saudi-Arabiens forbrugerboykot af danske varer, der vist var iscenesat af regeringen, men det er der ingen, der véd. Kendsgerningen er, at både Abdul Wahid Petersen og Fatih Alef, to danske imamer, i oktober udtalte, at forbudet mod at tegne billeder af Muhammed var noget, der kun gjaldt muslimer, ikke et forbud, der havde med ikke-muslimer at gøre. Kendsgerningen er, at det danske udenrigsministerium, der om noget skulle vide, hvordan muslimske lande ville reagere, i november rådede statsministeren til ikke at tage et møde med en række muslimske ambassadører, der ville mødes med ham for at få ham til at tage skridt overfor Jyllands-Posten; man mente, de i mindre grad ville tabe ansigt ved at få en skriftlig forklaring, fremfor hvis de fik en blank afvisning af deres krav efter at være troppet op i al deres pragt hos statsministeren.

Kendsgerninger er i det hele taget, at alle – gentager: ALLE – blev taget på sengen over de stærke reaktioner, der viste sig i januar-februar 2006. Ingen havde forudset, hvad der kunne ske, og ingen havde KUNNET forudse det. Alle i vesten havde regnet med, at de muslimske lande var til at tale med. Hvad de jo også var. Efter at statsministeren i sin nytårstale havde omtalt sagen i beklagende vendinger, regnede alle den sag for død. Man kunne ikke dengang vide, at der ville blive dræbt en snes mennesker under pilgrimsfærden i Mekka i januar. Man kunne ikke vide, at det konsultative råd i Riyadh den 23. januar ville fordømme tegningerne, formentlig for at aflede opmærksomheden fra de mange døde ved valfarten. Det var umuligt på forhånd at vide, at Saudi-Arabiens stormufti, sheik Abdelaziz, den 24. januar banlyste karikaturerne og afkrævede Danmark en undskyldning. Og at saudiske borgere i disse dage blev bombarderet med anonyme mails, der opfordrede til boykot af danske varer, det er noget, ingen kunne vide, før det skete.

Dertil kommer, at den domino-effekt, som den saudiske boykot udløste i de muslimske lande, var umulig at forudse. At der ville opstå en konkurrence mellem diverse muslimske lande om at give udtryk for sin forargelse over tegningerne på den mest voldsomme måde, hvem havde tænkt sig det? Hvis endelig man ud fra, hvad der tidligere var sket, skulle have forudsagt noget, ville man måske have troet, at den stærkeste reaktion ville komme fra Ægypten, for det var det lands ambassadør, der havde udvist de største anstrengelser for at få statsministeren til at gribe ind overfor avisen. Men heldigvis havde Danmark midt i al forvirringen – og den var stor – åndsnærværelse nok til at sige, at en boykot fra ægyptisk side naturligvis ville blive fulgt af en tilbagetrækning af den danske u-landsbistand til Ægypten. Derfor blev den ægyptiske reaktion helt anderledes mild end de andre landes. For naturligvis elsker man sin profet. Men man elsker også de danske bistandskroner.

Se, sådan gik det for sig. Og det er altså alt sammen højst besynderligt. Men nu kommer så Lars Hedegaard og siger, at han havde forudset al balladen, at Flemming Rose altså var fuldt ud klar over, hvad der ville ske, for det havde Hedegaard fortalt ham, men havde fastholdt at offentliggøre tegningerne alligevel. Lars Hedegaard mener vist dermed at gavne Rose, for en sådan fremstilling af begivenhederne får jo Rose til at fremstå som en endnu mere modig mand end hidtil. Men det er – som Rose siger – løgn fra ende til anden.

Tag bare den lille detalje med tegningerne! Rose ringede til ham, hævder Hedegaard. Jamen, det var jo tegninger, der drejede sig om. Hvordan skulle Hedegaard dog kunne bedømme, hvordan muslimer ville reagere på tegningerne, når han ikke kunne se dem? Bevares, Rose kunne vel forklare, hvad tegningerne forestillede, men det er nu ret svært at forklare alle enkeltheder. Så hvis Rose virkelig var interesseret i at få et svar, han kunne bruge til noget, fra Hedegaard, så ville han naturligvis have brugt e-mail. Så kunne Hedegaard se på tegningerne og have et rimeligt grundlag for sin bedømmelse. Det kunne han umuligt have ved en telefonsamtale.

Eller tag det spørgsmål, om mon Rose betragtede Hedegaard som en ekspert i islam, hvis råd han af den grund ville søge. Det ville være lidt mærkeligt, om han gjorde det. Han var en medjournalist, intet mere. Og spørgsmålet er også, om Rose i det hele taget har spurgt nogen udenfor avisens redaktion til råds. Ja, spørgsmålet er vel, om han kunne gøre det, uden at røbe for konkurrenterne, hvad man havde i tankerne på Jyllands-Posten. Jeg mener, Rose sender et brev ud til en række tegnere. 12 af dem responderer ved at sende en tegning tilbage, der viser Muhammed, som tegneren forestiller sig ham, sådan som Rose havde bedt om. Når først sagen er kommet så vidt – og nu er vi vel henne ved den 27. eller 28. september – har Rose, så vidt jeg kan se, ikke anden mulighed end offentliggørelse. Dels skal tegnerne jo betales, men hvad vigtigere er: det, der var meningen med det hele, var jo at undersøge selvcensurens omfang; og så skulle Rose selv på dette sene tidspunkt trække hele projektet tilbage, og derved afsløre, at selvcensuren trives i bedste velgående på den avis, der just ville afsløre den! Det er ganske utænkeligt. Alligevel hævder nu Lars Hedegaard, at Flemming Rose ringede til ham nogle dage forinden, for at spørge ham til råds, altså på et tidspunkt, hvor man på Jyllands-Postens redaktion havde overskredet ”the point of no return”. Det virker alt andet end troværdigt.

Man kan også lægge mærke til, at de to førnævnte imamer, der udtalte sig i oktober 2005, ikke forudså nogle ubehagelige konsekvenser for hverken Jyllands-Posten eller Danmark. For, som de sagde, det muslimske billedforbud gjaldt muslimer, ikke danskere, der ikke var muslimer, og derfor ikke danske aviser. Naturligvis slog de syv halvmåner for sig ved tanken om, at aviser kunne tænke sig at bringe sådanne billeder, men sådan var jo nu engang de vantro, og shariaen gjaldt ikke dem.

Og endelig må man påpege, hvad en virkelig ekspert på området, islamkenderen Bernard Lewis, har sagt til Flemming Rose. Rose spurgte ham efter 30. september 2005 om hans syn på sagen. Rose siger i et interview med Middle East Quarterly (min oversættelse): ”Jeg talte med islamhistorikeren Bernard Lewis om dette [om forbindelsen mellem Salman Rushdie-sagen og Muhammed-sagen, rr], og han sagde, at den store forskel på vor sag og Rushdie-affæren er, at Rushdie blev opfattet som en frafalden af muslimerne, mens muslimerne i vort tilfælde insisterede på at anvende islamisk lov på det, som ikke-muslimer gør i ikke-muslimske lande. På den måde, sagde han, er det en slags enestående tilfælde, der måske indikerer, at Europa opfattes som en slags mellemting mellem den muslimske verden og den ikke-muslimske verden”. (Se hele interview’et her). Altså, Lewis er af samme opfattelse som de to imamer i oktober 2005 med hensyn til, hvor langt islamisk lov rækker ud, men indrømmer, at når der er sket det, der er sket (altså al balladen i januar-februar 2006), så må han nok til at ændre opfattelse af, hvordan muslimer tænker over islamisk lov.

Dermed indrømmer han jo altså, at ud fra det, han før havde betragtet som islamisk lov, skulle man ikke kunne anvende den på noget, som ikke-muslimer foretager sig i ikke-muslimske lande. Det vil sige: selv han blev overrasket. Der skete i januar-februar 2006 noget, der også for ham var helt uventet.

Og så får Lars Hedegaard ikke mig til at tro, at han kunne have forudset noget som helst i september 2005. Hvad det så er for en samtale, han henviser til, om nogen overhovedet, det véd jeg ikke.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Historie, Islam. Bogmærk permalinket.

2 svar til Lave om på historien? – Nej da!

  1. Lars Hougaard Clausen siger:

    Men nu ved vi det altså, at Helvede bryder løs – hvis det er Helvede? William Blake har et udsagn: “Art against empire” – Imperium kontra kunst. Det kan forstås på flere leder men også sådan, at enten gennemleves de konflikter, vi har i ånden/ kunsten eller også eksploderer de konkret. Muhammedtegningerne var og er trods alt kunst og ikke krig. Vi får ganske meget katarsis for en beskeden katastrofe.

  2. Pingback: Kunne Per Stig have forhindret Muhammed-krisen? | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s