Blixen og islam

Var det virkelig sådan, at Karen Blixen foretrak islam fremfor kristendommen? Det er i hvert fald, hvad Christian Braad Thomsen søger at påvise i en kronik i Politiken den 22-10, se her. Og indrømmes må det, i kronikken disker han op med en række citater fra Blixen, som synes at vise, at hun har ganske meget tilovers for islam. Og da Braad Thomsen tilsvarende synes at mene, at hun livet igennem vender sig mod kristendommen, så er tesen hjemme: Blixen foretrækker islam fremfor kristendommen?

Hvad skal man som kristen sige til det?

Ja, først vel nok det, at vi kristne henvender os til vore medborgere som til voksne mennesker. Det vil sige, vi vil ikke snyde eller lokke dem ind i kristendommen. Det er en væver diskenspringer, der siger til kunderne: ‘Denne bog er god, den er der mange, der køber’, hvis en kristen ville anbefale kristendommen på tilsvarende måde og sige: ‘Blixen var kristen, den og den store statsmand var kristen, så kan du nok forstå, at kristendommen er noget værd’, (hvad desværre en del kristne gør) så ville han forråde kristendommen. For den henvender sig til voksne mennesker, der formodes at kunne tænke selv og under alle omstændigheder selv skal sige deres ‘ja’ eller ‘nej’ til kristendommen, på samme måde, som de til sin tid skal dø deres egen død.

Og dernæst kan jeg ikke dy mig for at fremføre en anden biting fra Braad Thomsens kronik. Han viser, hvordan dette, at Blixen sammenligner islam med nazismen, var positivt ment. I det hele taget, siger han, var ”nazistiske værdier dengang mere udbredt over hele Europa, end vi i dag bryder os om at indse”. Her må man sammenligne med Kaj Munk, som jo også delte begejstringen for nazismen med alle disse mange andre intellektuelle. Blot gav han jo udtryk for sin begejstring offentligt og kom derfor til at blive draget til regnskab for den senere, oven i købet på et tidspunkt, hvor han ikke kunne forsvare sig, fordi han i kraft af samme nazisme var bragt til tavshed.

Og så skal det da også lige som den tredje biting før det egentlige nævnes, at den nazisme, som Blixen og Kaj Munk udtrykte deres beundring for, var nazismen før krigsudbruddet, og at den islam, som Blixen havde respekt for, var islam før den muslimske vækkelse, der satte ind i halvtredserne og tresserne, og hvis sørgelige virkninger vi står med i dag i form af den muslimske terror og forsøgene på at gøre de europæiske ghettoer til muslimske områder, hvor sharia og ikke europæisk lov skal gælde. Når Braad Thomsen citerer Blixen for at karakterisere islam således: ”Den muhamedanske Verdensanskuelse har som Nazismen en uhyre Selvfølelse: Den Rettroende staar over alle Vantro, een rettroende Sjæl er mere værd end hele Verdens Guld”, så er det jo en karakteristik, der er nem nok at komme med for den, der har den hvide overklasses magtmæssige afstand til de håndgribelige muslimer; her kan man nøjes med at betragte denne selvfølelse med beundring: trods undertrykkelse og fornedrende kår véd man sig i pagt med den højeste. Helt anderledes umulig at bære for en ikke-muslim bliver denne selvfølelse, når den som i de europæiske ghettoer give sig udslag i spot og forfølgelse af alle ikke-muslimer, fordi den muslimske vækkelse har forvandlet den naturlige hvilen i sig selv, som Blixen mødte, til en krampagtig overlegenhedsfølelse, som absolut skal give sig håndgribelige udslag, noget, der dog hele tiden modsiges af det omgivende vestlige samfund, hvis overlegenhed overfor islam hele tiden er foruroligende synlig.

Men så til det egentlige?

Er Blixens egen opfattelse egentlig så interessant? Må vi ikke i stedet interessere os for den livsanskuelse, der kommer til udtryk i hendes forfatterskab? Det er ikke helt let at skelne mellem de to ting, men jeg synes nok, det er værd at gøre opmærksom på, at der ikke altid er en én-til-én overenstemmelse mellem dem. Det, der gør en forfatter værd at læse, er ikke hendes mere eller mindre velunderbyggede opfattelser af forskellige former for politik eller forskellige former for religion, men den livsanskuelse, der – måske tildels ubevidst for hende selv – kommer til udtryk igennem hendes romaner og noveller. Man kan sige det på en halvvejs mytologisk måde: Blixen formår i mange tilfælde at styre sin Pegasus, så der kommer det ud af den novelle, hun arbejder på, som hun vil. Det kan der komme meget spændende og interessant ud af. Men man må dog vist sige, at det hele bliver langt mere spændende, når hendes Pegasus frigør sig fra den stramme styring og løber sine egne veje.

Hvis man f.eks. vil tolke hendes novelle ”Stormen” som udtryk for den erfaring, hun har gjort: at en forfatter, for fuldt ud at kunne gøre fyldest som forfatter, må give afkald på at leve et normalt liv, så kan det være en interessant iagttagelse, og man kan muligvis gennempløje hendes brevveksling og andre skriftlige efterladenskaber for at finde paralleller, men er det mere end interessant? Er ikke Pegasussen holdt i altfor stramme tøjler her?

Når hun derimod, som i novellen ”Kappen”, i episk form vil efterprøve sandheden af den tese, at ”trofasthed er den høje guddommelige egenskab, gennem hvilken universet styres”, så udforsker hun helt anderledes gennemgribende tilværelsens dybder. Det er den store billedhugger, Leonidas Allori, der fremsætter denne livsanskuelse overfor sin unge elev, Angelo, da denne besøger ham i fængslet, aftenen før han skal henrettes. Han er anklaget for sammensværgelse mod statens sikkerhed. Angelo kommer for at sidde i cellen som gidsel for sin mester, fordi han har fået lov til en sidste nat at besøge sin unge hustru, Lucrezia.

Og gennem den lange samtale med Angelo bliver det klart, at er universet styret af trofasthed, da skylder mennesket at være tro. Det har Leonidas også altid bestræbt sig på, siger han, at være tro mod kunsten og det gyldne snit, tro mod livet og tro mod den jord, han skal give sit legeme tilbage til. Men er det muligt at være tro på den måde?

Det er i fortællingen et højst aktuelt spørgsmål, for læseren sidder under hele denne fromme snak med en viden om, at Angelo og Lucrezia bag mesterens ryg har fundet sammen. De har mærket forelskelsen brænde i sig, til sidst har de ikke kunne modstå den og da slet ikke, efter at de fandt ud af, at den anden også brændte. Netop i aften har de aftalt at mødes i Lucrezias bolig i bjergene. Han vil ikke komme ad den sædvanlige vej, men ad stien fra bjergene, og hun vil kunne kende ham på hans grønne kappe. Denne bolig har Leonidas sendt hende ud til, da han blev fængslet, og hverken han eller Angelo har nået at få givet hende besked om, at Angelo skal sidde som gidsel natten igennem.

Og da så Leonidas beder om at måtte låne Angelos kappe, fordi det er koldt i bjergene om natten, og da han ydermere bekendtgør, at han vil nærme sig huset ad stien fra bjergene, så har Blixen lagt op til en traditionel forvekslingshistorie, og vi venter spændt på, hvad der nu vil ske.

Det får vi dog ikke at vide. For i fortællingens videre forløb følger vi ikke Leonidas, men Angelo, følger hans jalousi, hans anger, hans dødsangst, for han véd jo, at opdages hans troløshed, da er det ham, der bliver henrettet om morgenen. Og Blixen slutter sin fortælling med, at Leonidas kommer tilbage, omfavner Angelo uden ord, lægger kappen om hans skuldre, lader slutteren binde sig for øjnene, inden han føres ud foran henrettelsespeletonen.

Og sandt nok, på den måde får vi ikke svar på vort spørgsmål: er den grundlov, livet styres efter, trofasthed? Vi opdager, at det ikke er let at tro på den skabergud, hvis væsen er trofasthed, når der er så mange troløse væsener i verden. Ja, er det mest sandsynlige ikke, at Blixen vil have os til at opgive al tanke om trofasthed i tilværelsen? Ikke sandt, Leonidas,den gamle nar, står og prædiker om trofasthed overfor én, der har narret ham, så vandet driver af ham. Og dette, at han kom tilbage, beviser naturligvis kun, at Lucrezia i tide opdagede, hvem det var, der kom fra stien iført en grøn kappe, og hele natten igennem formåede at holde gode miner til slet spil. Ja, sådan er det. Sådan må det være gået til. Den mere kloge narrer den mindre kloge. Og den, der tror på trofasthed som guddommelig styreregel, er den mindre kloge, han lader sig narre, han bliver snydt af sine venner og nærmeste, ja, af tilværelsen selv.

Og når så oven i købet Christian Braad Thomsen begynder sin kronik med at hævde, at ”gennem hele sit forfatterskab har Karen Blixen kristendommen til bedste”, så må det da være den tolkning, der er den rette. For hvad gør Blixen her andet end gør nar af kristendommen? Kristendommen, med dens tale om Guds godhed og trofaste faderhjerte, den afbildes jo her som noget, man i hvert fald ikke skal stole på, ja, ikke kan stole på. Gør man det alligevel, bliver man til nar. Kan det tolkes på anden måde?

Ja, det kan det. Det er godt nok en højst usandsynlig tolkning, der melder sig. Det er en tolkning, som ikke svarer til Braad Thomsens iagttagelser med hensyn til Karen Blixens forhold til kristendommen. Man er næsten nødt til at forestille sig, at Pegasussen er løbet helt løbsk, i hvert fald, at den er gået sine helt egne veje. Det er fortællingen selv, der har villet fortælles, om det så skulle ske mod Blixens vilje. Eller vi kan sige: Blixen er story-teller, og fordi muligheden for at afbilde det dybeste i tilværelsen ligger der, må det frem, fortælles, gøres til genstand for et handlingsforløb.

For der kan fortælles anderledes om, hvad der skete den nat i bjergene. Og når vi vover at fortælle anderledes om det – men egentlig gør vi det jo for egen regning og risiko, Blixen har kun givet os mulighed for det – skyldes det en anden historie, vi har hørt, en historie, som også Blixen kender. Der foreligger en mulighed, som vi ikke helt kan udelukke, hvor usandsynlig den end forekommer os, der foreligger den mulighed, at Leonidas så bedraget, men forstod og tilgav. Og vil man sige, at ingen kan tilgive et sådant svigt, så er det, at den anden historie kommer ind og siger: jo, det er muligt. Der var engang et menneske, han var mennesket par excellence, han hørte fornægtelsens ord, og han så på fornægteren og tilgav. I hvert fald denne ene gang er det sket. Så tør vi vel vove at tro, at det måske også skete i bjergene den nat.

Men vi tør ikke fremhæve det som mere end en mulighed. Det er muligt at fortolke tilværelsen ud fra den påstand, at dens inderste styreregel er trofasthed. Det er muligt at fastholde denne påstand på trods af al den troløshed, vi møder, og al den troløshed, vi selv udøver. For i hvert fald én gang er det sket, at troløshed blev mødt med tilgivelse. Leonidas tæller ikke med her, for han er fiktion og ikke virkelighed, hans eksistensberettigelse er kun at pege hen på den ene trofaste. Og har denne ene trofaste eksisteret, da kan vel trofastheden også ramme os, tage fat i os bagfra, så vi lever livet helt og fuldt, som hele mennesker, med en selvfølelse hentet fra tilgivelsen, så den aldrig forsumper til overlegenhedsfølelse.

Kan gerne være, at Blixen i sine breve og samtaler har røbet en forkærlighed for islam og haft kristendommen til bedste. Når Pegasussen tager ved hende, når hun lader sig styre af den på sin vej ned mod tilværelsens dybder, da kan det ske, at det, der kommer ud af det, er det reneste og klareste kristne evangelium. Og stillet overfor den menneskeforståelse kan islam godt gå hjem og lægge sig.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom. Bogmærk permalinket.

3 svar til Blixen og islam

  1. Svend Jespersen siger:

    Christian Braad Thomsen og tolkninger.

    Som man så ofte hører i denne sammenhæng: ”Citater må ikke stå alene, men må tolkes i deres fulde kontekst for at give den rigtige mening.”

    En læsning af Blixens breve og fortællinger uden Christian Braad Thomsens briller kan resultere i et ganske andet billede af hendes forhold til kristendom, islam og nazisme. Uden briller vil en sådan læsning snarere føre til det resultat, at Blixen iagttog islam og nazismen som fænomener med en storytellers nysgerrighed og forundring, på samme måde som hun iagttog f.eks. kikuyernes og masaiernes kultur. Hvis man ud fra hendes egne ord skulle forsøge at besvare spørgsmålet: ”Kunne hun selv som kvinde og menneske tænke sig at efterleve disse kulturers forskrifter, ville svaret blive et umisforståeligt: Nej!

    Christian Braad Thomsen skriver f.eks. i Politiken: ”De moderne islamkritikere henviser ofte til, at Karen Blixen skal have sammenlignet islam med nazismen. Det har hun også, men sammenligningen er sandelig positivt ment!” Hvor positivt ment, disse ord er, kan man komme stærkt i tvivl om, når hun senere i sine beretninger fra Berlin skriver: ” Hvilken af de to mentaliteter, der er den farligste, er ikke godt at vide.”

    Og så bliver det spændende at se, om ordene i Christian Braad Thomsens kronik vil opnå samme status, som George Bernard Shaws ”lovprisning” af islam og sammenligning med nazismen. Den historie er for lang til at genfortælle her, så prøv i stedet at læse linket herunder:

    http://idlethink.wordpress.com/2008/12/03/being-an-unforgivably-protracted-debunking-of-george-bernard-shaws-views-of-islam/

    For øvrigt kan de af Karen Blixens ”Breve fra Afrika”, som nævner islam, læses her:

    http://www.islamstudie.dk/europa_eurolitteratur.blixen2.htm

  2. Ricardt Riis siger:

    @ Svend Jespersen!
    Tak for disse links! De er oplysende.

  3. Pingback: Giv dig hen! | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s