Uoplyst islamdebat?

I et længere interview i Information for den 23-10 10 (se her) langer islamforskeren ved Københavns Universitet, Jakob Skovgaard-Petersen, ud efter den danske islamdebat. Den er simpelthen uoplyst, hævder han. Man tror, man kan slå op i koranen og finde ud af, hvordan moderne muslimer tænker. Men koranen er ingen grønspættebog, hvori det hele står beskrevet. Koranens tekst bliver løbende nyfortolket, og det er forkert at tro, at moderne muslimer ikke har blik for sådanne nyfortolkninger.

Jeg vil da gerne melde mig blandt dem, der lytter til Jakob Skovgaard-Petersen med interesse. Han plejer at være én af dem, der véd noget om islam, altså ikke blot islam som historisk fænomen, også islam som moderne civilisation. Det er værdifuldt at høre på et menneske, der har oplevet Egypten indefra, siddet i Kairo og fulgt med i de arabiske medier. Og jeg vil da give ham fuldstændig ret i den undren, han giver udtryk for til sidst i Informations artikel, hvor han spørger, hvorfor dog dansk tv ikke for længst har abonneret på en serie fra en arabisk satellit-tv-station, der hele 30 afsnit igennem fortalte om Danmark. Ja, om Danmark. Hvorfor har dansk tv dog ikke været så nysgerrig, at man har givet os oplysning om, at serien forefandtes? Vi spørger ad mange mulige kanaler om, hvordan araberne ser på os nu, så mange år efter Muhammed-krisen, og når så en form for svar foreligger, har det ingen interesse. Besynderligt!

Så jo, jeg læser det lange interview, Information bringer med ham i anledning af en artikel, han har skrevet i Kritik nr. 197, med stor interesse. Men ærlig talt, jeg sidder også bagefter med en underlig tom fornemmelse. Det kan skyldes, at interview’eren ikke har spurgt ind til det, jeg anser for væsentligt, det kan skyldes, at interview’et blev beskåret på uheldig måde, men det er dog mærkeligt, at interview’eren lader sig spise af med de mange negative udsagn om den danske islamdebat og ikke spørger efter, hvordan da en positiv islamdebat må se på tingene, eller hvilke løsninger den har på de problemer, vi står i.

Først gør han sig nu skyldig i den sædvanlige fejltagelse: han sammenblander kristendom og islam. Om koranen siger han således: ”Den handler ligesom Biblen overvejende om forskellige regler og pligter og ikke mindst om lydighed og taknemmelighed over for Gud”. ‘Ligesom Biblen’, ak ja. Han burde dog vide, at det netop ikke er, hvad bibelen handler om. Jøderne har fået en række regler ud af det gamle testamente, sandt nok. Men det er ikke det eneste, det gamle testamente handler om, ja, det er ikke engang den overvejende del, der handler om regler og pligter. Men ny testamente handler om et liv uden regler og pligter, om et liv i selvhengivende kærlighed, om et liv, der ikke gemmer sig bag regler og bestemmelser, men åbner sig i tillid til næsten, om et liv i menigheden, hvor, som Paulus siger, alt er tilladt, men ikke alt opbygger (1 Kor 10,23). Man skulle tro, at dette var sivet ind, i det mindste hos et menneske, der kalder sig forsker, men ak, på det punkt bliver man som teolog særdeles ofte skuffet.

Og det følgende viser, at det måske havde været praktisk at have den side af sagen med i sine overvejelser. For her fortæller Skovgaard-Petersen om et dagligt program på den mest sete arabiske tv-kanal med det opbyggelige navn En ung mands strøtanker, på arabisk Khawater Shab. Værten i En ung mands strøtanker er den unge saudier Ahmed Al-Shuqayri. Denne tv-vært driver religions- og samfundskritik, langt mere radikalt end vi i vesten kunne drømme om. ”Her [i vesten, rr] er man for længst holdt op med at løfte pegefingeren af frygt for beskyldningerne om bedrevidende smagsdommeri. Ifølge Jakob Skovgaard-Petersen minder Al-Shuqayri mest om en moderne Emma Gad, der med hverdagslige eksempler fortæller folk, at de skal behandle tjenestefolk med respekt, arbejde hårdt, ikke være nedladende og andre dydige sager”. Unge muslimer dyrker Al-Shuqayri på Facebook, og han bliver derfor i Skovgaard-Petersens optik et eksempel på, at ”moderniteten og religionen sagtens kan gå hånd i hånd”.

Her savner man så sandelig nogle spørgsmål fra interview’eren. Sandt nok, ingen tv-vært i vesten ville drømme om at løfte pegefingeren med moralske formaninger, men det skyldes jo, at der ikke er nogen efterspørgsel efter den slags ting her. Men det er der åbenbart i den arabiske verden. Og var det ikke en idé at få udforsket den forskel nærmere? For der ligger måske en kulturel forskel her, ja, måske endda en religiøs forskel. Jeg mener, en from muslim vil hele tiden søge at holde sig på den rigtige side af skillelinien mellem halal og haram, mellem tilladt og forbudt. Og har man det ønske i sig, eventuelt fremelsket i nyere tid af den muslimske vækkelse, så vil et sådant program vække ens interesse.

Men er kristenheden præget af Paulus’ ord om, at alt er tilladt, men ikke alt opbygger, så har mennesker jo helt anderledes frihed til selv at forme deres liv, til selv at gøre sig deres egne erfaringer, og så virker en moralsk pegefinger ikke advarende, snarere som et incitament til at prøve det, der advares imod. Det giver mange nederlag til de unge i vesten, det giver mange skrammer, ikke mindst på sjælen, når man sådan selv skal forsøge sig frem. Men vi har dog den opfattelse, at det i sidste ende giver mere helstøbte, mere selvstændige individer.

Den forskel ville jeg gerne have hørt noget om. Men her er der intet at hente hos Skovgaard-Petersen. Han ser udelukkende Al-Shuqayris program som eksempel på en islam, der er blevet moderne.

Han vender sig også mod Huntingtons teori om civilisationernes sammenstød. Den er overfladisk, hævder han, og føjer til: ”Og så er hans teori om civilisationernes kerneværdier fuldstændig statisk, på trods af at islamforskningen for længst har erkendt, at de kulturelle og religiøse værdier er stærkt foranderlige over tid”.

Det kan være sandt nok, at islams kulturelle og religiøse værdier forandrer sig over tid. Det gør de vestlige værdier også. Men der er den forskel på de to kulturer, at muslimer ikke véd af, at islam forandrer sig, mens vi vesterlændinge hele tiden håber på og prøver at arbejde for forandring til det bedre.

To eksempler: Fornylig afgjorde en saudisk domstol, at en mand var skyldig, fordi han havde slået sin kone for hårdt. I koranen rådes en mand til, hvis alt andet glipper, at slå sin kone. Så det kunne man ikke dømme manden for. I stedet dømte man ham for, at han slog for hårdt. Man spørger sig selv: Er det et eksempel på, at modernitet og religion sagtens kan gå hånd i hånd? Eller på, at religiøse værdier er stærkt foranderlige over tid? Det synes snarere at være eksempel på det modsatte. Men bevares: Saudi-Arabien er vel det mest bagstræberiske muslimske land, der nævnes kan. (Om end det jo også i kraft af sine petro-dollars er det mest indflydelsesrige muslimske land). Så vi tager et eksempel fra Egypten:

Nasr Said, en egyptisk professor, kom for skade at sige noget forkert om koranen. Det normgivende muslimske universitet al-Azhar fradømte ham hans muslimnavn, men var ikke særlig moderne, for de to regler fra islams første tid, der kunne skade Nasr Said, glemte man at ophæve. Den ene regel siger, at en frafalden muslim skal slås ihjel. Nogle få år tidligere var da også en mand blevet slået ihjel i Egypten, efter at al-Azhar havde fradømt ham muslimnavnet. Hans mordere gav som begrundelse: al-Azhar afsagde dommen, vi eksekverede den. Så det havde været praktisk, om al-Azhar havde sagt, at i disse moderne tider gælder den regel naturligvis ikke mere. Det gjorde man ikke.

Den anden regel siger, at en muslimsk kvinde ikke må gifte sig med en ikke-muslim. Og da nu Nasr Said var blevet dømt til at være ikke-muslim, blev hans kone tvunget til at skille sig fra ham. Dette er også en gammel regel; jeg har stødt på den i Spanien omkring år 850 e. Kr. Men heller ikke den er blevet ‘moderniseret’. Man véd ikke, om det var kærlighed til hans eget liv eller kærlighed til hans kone, der fik ham til at flygte. Jeg ville også være ligeglad. Stillet overfor sådanne ‘moderniseringer’ er det bare med at komme bort. Så Said og hans kone flygtede til Holland.

Så er der det med civilisationernes sammenstød. Jeg véd ikke, om Skovgaard-Petersen har en anden historiebog end jeg har. Men ifølge min har der været krig på kniven mellem de muslimske lande og Europa frem til 1683, da tyrkerne blev slået ved Wien. Ja, man skal måske føre krigstilstanden helt frem til 1815, da amerikanske styrker gik i land i Nordafrika og fik gjort en ende på det muslimske søvøreri, som ved siden af de mange muslimske togter efter europæiske slaver havde været en plage for Europa gennem mange hundrede år. Men freden kom, ikke fordi muslimerne helst ville leve i fred med deres omgivelser, men fordi de nu var blevet så svage i forhold til Europa, at de var tvunget til at vælge fredens mulighed.

Så fulgte en periode, hvor store dele af den muslimske verden blev gjort til europæiske kolonier. Befrielsen fra dette åg kom nogle enkelte steder i kraft af, at befolkningerne selv gjorde oprør, men de fleste steder, først og fremmest i Indien, derved, at amerikanerne efter anden verdenskrig overtalte (med lidt armvridning) englænderne til at give deres kolonier fri. Dette medførte f.eks. i Indien, at det muslimske åg over hindubefolkningen ikke blev genindført, nej, hinduerne fik nu lov til at være sig selv, hvilket fik muslimerne til at danne deres egen stat, Pakistan, det rene land. Men ak, dette har ikke ført til fred.

Men nu melder sig det spørgsmål: Vil muslimerne frasige sig jihadforestillingen, den forestilling, at de af Allah selv har fået at vide, hvordan samfund skal indrettes, og dermed også fået pligt til at føre alle samfund ind under Allahs, dvs. deres, herredømme? Noget tyder på, at det er noget, de har svært ved. Jeg har ofte plæderet for, at vi burde kræve af muslimerne, at de tog afstand fra de imperialistiske og undertrykkende dele af deres historie, ligesom vi har taget afstand fra disse dele i vores historie. Men hidtil er der ikke nogen muslim, der har reageret.

Skovgaard-Petersen siger også: »Radikaliseringstendenserne har med islam at gøre. Men der er altså også muslimer, der mener nogle helt andre ting, og dem skal vi jo ikke kalde moderate eller halve islamister, som om det er terroristerne, der er de sande muslimer. Weber [Max Weber, hovedværk 1904, rr] er interessant i den sammenhæng, fordi han interesserede sig for, hvordan det er bestemte grupper, der bærer bestemte tolkninger frem og knæsætter dem i større grupper,« siger Jakob Skovgaard-Petersen. ”Hvorfor de gør det, og hvad deres interesser er, er de væsentlige spørgsmål i den forbindelse. Det var dem, der optog Weber for hundrede år siden. Og det er den slags spørgsmål, vi bør være optaget af i dag ifølge Jakob Skovgaard-Petersen. Men det kræver, at perspektivet og niveauet i den hjemlige islamdebat udvides betragteligt.”

Ud fra dette citat ser det ud til, at han vil gå til sociologien for at finde svar på spørgsmålet om de radikale muslimer. Med andre ord: al hans islamkundskab drager han ikke spor nytte af, når han vil give svar på det for os ret væsentlige spørgsmål, hvad vi skal stille op med den islam, der, om den ikke selv er terroristisk, meget let kan forføres til at blive det. Hvorfor kan den det? Har moderne muslimer trods al ‘modernisering’ ikke sluppet jihad-tankegangen? Det får man ikke svar på. Og det er noget af det, der gør, at man sidder tilbage med en underlig tom fornemmelse efter endt læsning af interview’et i Information.

Ærgerligt!

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom. Bogmærk permalinket.

4 svar til Uoplyst islamdebat?

  1. claes flach siger:

    Ja, men er dt ikke bare den glidning i begræberne, som vi også kender fra kristendomen. Ingen hos os ville jo finde på at hakke en hånd af, hvis den forager os, sådan som Jesus påbød det efter det overleverede. Det var bedre at gå lemlæstet ind i himmeriget end med hele kroppen at blive kastet i helvede, belærte han os

  2. Ricardt Riis siger:

    @ Claes Flach!
    Jeg er ikke helt sikker på, jeg forstår dig. Almindeligvis regner man med to betydninger af ordet ‘jihad’. Ordet betyder blot ‘anstrengelse’. Den indre jihad er et menneskes anstrengelse for i sit gudsliv at følge guds vej. Den ydre jihad er anstrengelsen for med sværdet at udbrede islam. Denne jihad er det fyrsten, emiren eller sultanen, der bestyrer.
    Men jeg mener ikke, at ‘jihad’ nogensinde har været forstået som billedsprog, sådan som Jesu ord om håndsafhugning og øjeudrivning (Matt 5,29f) nødvendigvis må forstås. Der er tale om en dobbeltbetydning, ikke om en glidning i begreberne. Så dette, at nutidens muslimer forstår ‘jihad’ som den indre jihad, betyder ikke, at den ydre jihad er aflyst.

  3. Michael Hammers siger:

    @Ricardt Riis

    Aldeles fremragende og gennemreflekteret blog, gennemsyret af oplysningsåndens sunde fornuft og afbalancerede kritiskhed. Dejligt at se!

    Vedr. selve substansen så er det forbløffende at konstatere, at en “islamforsker”, Jakob Skovgaard-Petersen, i ramme alvor kan give sig til at tale om en løbende nyfortolkning af Koranen. Et grundlæggende
    problem med Islam, set i en moderne verdens perspektiv, er jo netop, at dens lære og dogmer fastholdes, som ufravigelige. Allahs ord i Koranen er sandheden og skal, ifølge islamisk teologi, tages bogstaveligt (=fundamentalisme).

    En sand muslim kan derfor ikke, ifølge herskende tradition (sunni som shia), stille spørgsmålstegn ved Koranens indhold, eller fortolke bogens bogstav alternativt. Forskellen mellem de såkaldt moderate muslimer og de radikale, er derfor ikke en kvalitetsforskel, men en gradsforskel. Dette er vigtigt at holde sig for øje, hvis man ønsker at være bedst muligt rustet i værdikampen mellem islamiske og vestlige værdier.

    Med venlig hilsen

    Michael Hammers

  4. Pingback: Må man tro på Gud? | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s