En diskussionsstopper

I går aftes (den 24-10 10) var der diskussion på Deadline, 2. sektion, mellem Ole Wæver og Frederik Stjernfelt. Det drejede sig om sekularisme. Det var svært at se, om man nåede frem til nogen konklusion. Det var, som om de to kombattanter vævede rundt i det uden at nå frem til diskussionsspillets stjernefelt. Det betød bl.a., at der var mange løse ender. Én af disse ender vil jeg her forsøge at binde lidt mere fast, end det lykkedes at gøre det i løbet af diskussionen.

Det handler om Frederik Stjernfelts bemærkning om, at der ikke var noget til hinder for at komme med religiøse argumenter i den demokratiske diskussion. Er det nu også så sandt, som det lyder til?

To ting vil jeg gøre opmærksom på. Den ene er en iagttagelse af den amerikanske filosof Richard Rorty. Han hævdede, at dette at påkalde sig Guds vilje i en diskussion altid vil virke som en ‘diskussionsstopper’. Det vil sige: Hvis én af parterne i en samtale hævder, at det og det er Guds vilje, så standser han dermed diskussionen. Det forekommer mig, at det ikke er helt uvæsentligt at være opmærksom på dette, når vi taler om den demokratiske diskussion. For det betyder jo, at hvis ens religion tilsiger én, at den eller den konkrete handling er udtryk for ‘Guds vilje’, så kan man selvfølgelig godt fremhæve det i en diskussion med anderledes tænkende, men eftersom man ikke kan diskutere med Gud, så siger diskussionsdeltageren ved at påkalde sig Guds vilje, at dette synspunkt er ét, han vil fastholde, uanset hvad de andre siger.

Og ikke sandt, så stopper diskussionen. For diskussion forudsætter gensidig påvirkning. Og hvis den ene part siger: ‘Jeg lader mig aldrig påvirke til at gå bort fra det, jeg her siger’, så er der ikke mere at diskutere. Vi ser det, når vi skal diskutere halal-slagtning med muslimerne. Vi synes jo, at dyrene skal slagtes, så de lider mindst muligt, muslimerne, at de skal slagtes i overensstemmelse med de hellige forskrifter. Og den ligning kan næsten kun gå op derved, at vi bøjer af. For som sagt: Gud kan man ikke diskutere med. Og værst bliver det næsten, når nogen søger at hævde, at den religiøse bestemmelse også er den mest rationelle. For så véd vi, at al hans snak ikke skyldes en åben og fordomsfri undersøgelse, men skyldes hans religiøse overbevisning. Og det kan være svært at holde gode miner til slet spil i en sådan pseudodiskussion.

Det andet, jeg vil gøre opmærksom på, er en tankerække hos Spinoza i hans ”Tractatus theologicus-politicus” (se evt en engelsk udgave her). Her gør han i kapitel 11 opmærksom på en forskel mellem profeterne, der kommer med en direkte, udiskutérbar befaling fra Gud, og apostlene, der i stedet optræder som lærere, dvs., søger at overbevise med argumenter. Den forskel er identisk med forskellen mellem den åbenbarede lov og den naturlige lov. Og han fordeler – meget korrekt, forekommer det mig – disse to love mellem jødedommen og kristendommen.

Det vil nu for det første sige, at det, Stjernfelt nægter: at kristendommen har haft noget med demokratiets fremvækst at gøre, det hævder Spinoza. Den frihed, kristendommen giver, dette, at apostlene optræder som lærere, der vil have eleven til selv at indse sagen, og ikke som profeter, der udsteder en kommando på Guds vegne, gør diskussion mulig og gør det derved muligt, at de love, demokratiet udsteder, så vidt muligt bliver i overensstemmelse med den naturlige lov. Ja, faktisk er det det, der har gjort det muligt for Jesus at gøre op med jødernes åbenbarede lov. Når han formulerer den gyldne regel: ‘alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem’ (Matt 7,12), og bagefter føjer til: ‘Sådan er loven og profeterne’, så erstatter han jødernes åbenbarede lov med alle menneskers naturlige lov.

Men det betyder videre, at den diskussion, vi hørte i Deadline i aftes, gik uden om det væsentlige, eller rettere: den manglede et afgørende begreb for at kunne blive klar. Det drejer sig ikke om sekularisme eller ikke-sekularisme, det drejer sig om, hvorvidt man anerkender den naturlige lov. Det gør islam ikke (selv om den enkelte muslim måske nok kan og vil gøre det i praksis), og det er problemet. For skal lovene formes gennem en fri og åben diskussion mellem borgerne, så virker diskussionen kun, når man påvirker og lader sig påvirke. Og hvis den ene part ikke vil eller kan lade sig påvirke (‘kan’, dvs ‘kan gøre det med sin religiøse overbevisning i behold’), så bliver det ikke en diskussion, der bliver tale om, men en magtdemonstration.

Sådan er det gået i Indien. Indien har vist knap 200 mill muslimer. Disse muslimer har deres egen borgerlige lov. Og den indiske, sekulære stat er gået med til, at ulemaen, det muslimske, ikke-demokratiske råd, skal afgøre en række sager på arveområdet og på ægteskabsområdet for muslimer. Det har ført med sig, at selv om den indiske stat i 1947 fik en udmærket, sekulær grundlov, der som den største selvfølgelighed af alle gav alle alle borgere lige ret, så har en muslimsk kvinde ikke samme rettigheder som en hiduistisk kvinde. Hindu-kvinden behøver ikke finde sig i, at hendes mand tager sig en kone nummer to, for det er forbudt for hinduer, men det må den muslimske kvinde finde sig i, for det har ulemaen tilladt for muslimer. Hindu-kvinden er beskyttet af landets grundlov, det er den muslimske kvinde ikke. Og så kan de have en grundlov, der er mere sekulær end samtlige europæiske landes grundlove tilsammen (hvis den er det), det nytter ikke noget, når et mindretal ikke vil anerkende de love, som bygger på den naturlige lov, eller på fornuften, som man også af og til siger, men påstår at have en guddommelig lov.

I England ser det knap så slemt ud. Her har man en række sharia-domstole, og man har fra muslimsk side ønsket, at de ikke blot skulle kunne afsige en korrekt sharia-dom i stridigheder mellem muslimer, men også have håndhævelsesret, dvs have myndighed til at føre den ud i livet. Det har de britiske myndigheder hidtil afvist. Man har kunnet henvise til en tilsvarende jødisk domstol, der har eksisteret i London fra engang i 1600-tallet. Den afsiger korrekte jødiske domme, men det er frivilligt for jøderne, om de vil lade deres uenighed pådømme af domstolen, og efter dommen er det frivilligt for dem, om de vil følge den. Jøderne lader altså den engelske stats voldsmonopol gælde ganske uindskrænket. Det samme skulle muslimerne kunne affinde sig med.

Det vil sige: vi skal ikke vente, at de sådan lige uden videre vil affinde sig med det. Jøderne har haft en århundredlang tradition for at være en mindretalsreligion, det har muslimerne ikke. De har været vant til at sidde på magten, vant til, at det var deres domme, der skulle håndhæves. Og de har derfor været mere tilbøjelige til at ville tvinge shariaen igennem ved indbyrdes vold. Sådan som vi også ser det i nogle af vore ghetto-områder.

Men alt i alt: Vi vesterlændinge, Stjernfelt og Wæver og alle andre nogenlunde fornuftige mennesker, kan indse, at hvis staten er sekulær, så kan alle religioner være her, muslimerne kan ikke se det. Deres religion er ikke blot én religion blandt andre, den er sandheden. Deres sharia-love er ikke blot uskyldige traditioner, de har med sig hjemmefra, ligesom vi danskere har vore traditioner med os, når vi emigrerer til udlandet, nej, det er uforanderlige, guddommelige love, urokkelige, som var de hugget ud i sten. Og sådanne love skulle vige for vore demokratiske, menneskeskabte love? Aldrig i livet! Derfor er for muslimerne sekularismen ikke en del af løsningen, den er en del af problemet.

Og eftersom der er tale om en modsætning i det principielle, kan man ikke håbe på nogen let og smertefri løsning. Jeg er lige ved at sige, at det eneste håb, man kan have, er den sædvanlige danske tilforladelighed: at det nok ikke går så slemt, som præsten prædiker. Og det er, i hvert fald for mig, et meget lille håb at nære.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom. Bogmærk permalinket.

2 svar til En diskussionsstopper

  1. Svend Jespersen siger:

    Dette indlæg var oprindeligt ment som en kommentar til “Luther og demokratiet.” Det indlæg hjalp til at udfylde nogle store huller. Efter et par gennemlæsninger af dit indlæg her, har jeg besluttet, at det også med et par tilføjelser kan bruges her 🙂

    Du skriver selv: ”Var Luther ophavsmand til demokratiet?” , og det spørgsmål kan tilsyneladende skabe adskillige ophedede debatter. Åbne og frie debatter er gode og sunde for et samfunds udvikling i en positiv retning. Og allerede her kan man starte en ny debat med mange underemner: ”Hvad er åbent, sundt, godt og positivt?” Skal det være Vestens definition af de begreber, Mellemøstens, Østens eller Afrikas?

    I sidste ende drejer spørgsmålet sig vel ikke om, hvem der kan citere flest citater fra filosoffer, præster, forfattere eller politikere fra de seneste århundreder, det må dreje sig om, hvordan disse menneskers ord og ideer er blevet opfattet og accepteret af deres efterfølgere. Og det bør så give anledning til nye spørgsmål, f.eks. om, hvorfor Grundtvigs ideer kunne inspirere et ægtepar som Hal og Bodil Koch. Var mulden modtagelig og klar til de nye frø? Var Grundtvigs ideer om oplysning til folket ikke et produkt af Luthers modstand mod Roms modvilje mod at dele teksterne og tolkningen af dem med pøbelen?

    Mange debatter i muslimske fora drejer sig netop om retten til at tolke de hellige tekster og iøvrigt have meninger, som ikke deles af de lærde. Læs f.eks. her:

    http://www.islamic.dk/forums/topic.html?f=37&t=500966

    Der er forhåbentlig ikke mange herhjemme, som støtter den form for debat, og retningslinierne på islamic.dk burde fremdrages som et eksempel på, hvilken form for ideer, principper og idealer, vi er oppe imod. Desværre er tonen i islamic.dk ikke ualmindelig i muslimske debatfora.

    Mine 11 år i Mellemøsten, adskillige debatter med muslimer på danske og mellemøstlige blogfora og 22 års ægteskab med en irsk katolik har givet mig en lidt måske anderledes og simplificeret angrebsvinkel på dette spørgsmål. Når jeg skal tildele smileys eller det modsatte, kigger jeg på, hvem der flygter/flytter hvorfra og hvortil og hvorfor. Hvad angår Luther, så kan man bare nøjes med at kigge på, om den frie, demokratiske udvikling bevæger sig i islams og/eller den katolske kirkes retning eller mod den protestantiske. Et af verdens mest katolske lande, Irland, har gennem de sidste 20 år bevæget sig hastigt væk fra dogmet om pavens og Vatikanets ufejlbarlighed og retten til at definere begreberne ret-forkert, og Vatikanet er såmænd endda i gang med at acceptere, at vores egen klode måske ikke er den eneste med liv.

    Hvis man skal tillægge tidligere tekster og citater en betydning for eftertiden, er det måske værd at gå nogle flere år tilbage og sammenligne disse sidste ord fra to af hovedpersonerne i denne debat og hvilke tolkninger, der måske kan udledes af dem. De første citater er ca. 2000 år gamle, de sidste ca. 1400:

    Jesus:

    ” Min Gud, min Gud – Hvorfor har du forladt mig?”

    ”Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør”

    Muhammed:

    Undskyld! I stedet for selve teksten, som er for lang til at citere her, er der et link til den på engelsk. Jeg har desværre ikke kunnet finde den fulde tekst på dansk:

    http://islamic.dk/forums/topic.html?f=1&t=508427

    En læsning og tolkning af ordene fra de to involverede kan måske forklare nogle af grundene til de konflikter, vi nu står overfor, og som giver anledning til debatter, som ikke i samme grad eksisterede for 50 år siden. På den ene side har vi tvivlen og tilgivelsen, på den anden fraværet af tvivl og på tydeliggørelsen af skellet mellem de retfærdigt troende og de andre.

    Hvilke ord har størst mulighed for at føre til fred, frihed og fordragelighed for flest mulige mennesker?

  2. Pingback: Essay med fejl i | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s