Luther og demokratiet

Var Luther ophavsmand til demokratiet? Eller kom demokratiet tværtimod ind i europæisk historie på trods af de lutherske kirker? Dette spørgsmål har været debatteret mellem Søren Krarup og Frederik Stjernfelt igennem nogen tid. I en kronik i Politiken den 23-10 10, sidste halvdel, gennemgår Stjernfelt debatten set fra hans synsvinkel, se her. Og da jeg jo er lutheraner om en hals, vil man måske forvente, at jeg går ind i denne debat på Søren Krarups side. Det vil jeg dog ikke uden videre gøre. Ja, jeg vil sådan set slet ikke gå ind i debatten. Jeg vil blot påvise en lidt for overfladisk indstilling hos Frederik Stjernfelt, en indstilling, som dog måske til en vis grad skyldes os lutheranere selv.

Stjernfelt bekendtgør, at han vil argumentere imod den opfattelse, at demokratiet skylder Luther sin eksistens, og fortsætter: ”Luther var rabiat antisemit og krævede nedbrænding af jøders ejendom og synagoger. Han krævede ubetinget lydighed over for fyrsten, han fordrede dødsstraf for anderledes troende, inklusive kættere inden for den protestantiske bevægelse, såsom calvinister, gendøbere og ’sværmere’. Som ung havde han krævet trykkefrihed for sig selv imod pavevældet – men det var altså ikke noget, han udstrakte til nogen som helst andre tanker end sine egne. Dette dybe had til anderledes tænkende så man også i de stater, der antog lutheranismen, lige fra det første eksempel, Luthers hjemland Sachsen, og til de lutherske stater Sverige og Danmark-Norge”.

Dette er jo ikke helt forkert. Men heller ikke helt rigtigt. Det er, som om Stjernfelt vil mene, at vi lutheranere forestiller os, at demokratiet kom grydeklart ned fra himlen med Luther, og at det fra dag 1 forelå fikst og færdigt, i alle sine detaljer godkendt og accepteret af Luther. Men sådan har vist ingen forestillet sig det, heller ikke vi, der dog har noget tilovers for Luther. Dog indrømmer jeg gerne, at der er mange lutheranere, heriblandt en del lutherforskere, der i den grad betragter Luther som en guru, hvis ord har næsten himmelsk vægt, at det er meget svært for dem at tåle, at nogen modsiger deres helgen. Gør nogen det, farer de straks i blækhuset til forsvar for deres yndling.

Dette kan så omvendt føre til, at nogen mener – som Stjernfelt – at har man påvist udemokratiske sider af Luther, så har man også afvist enhver tanke om, at Luther skulle have noget med demokratiets fremvækst at gøre. Men det hele er altså lidt mere indviklet end som så.

”Som ung havde han krævet trykkefrihed for sig selv imod pavevældet – men det var altså ikke noget, han udstrakte til nogen som helst andre tanker end sine egne”, sådan skriver Stjernfelt. Og det er sandt, at Luther i 1523 som ‘ung’ (nå ja, han var fyrre år dengang) havde krævet af de mennesker, der læste hans bøger, at de ikke frivilligt måtte udlevere dem til de betjente eller soldater, som hertug Georg af Sachsen sendte ud for at gennemsøge husene efter Luther-skrifter, se her. Han krævede altså ikke trykkefrihed (det begreb var ikke opfundet dengang), men han opfordrede til civil ulydighed, men var selvfølgelig godt klar over, at de pågældende måtte tage den straf, der fulgte med.

Lidt senere, i 1524, giver han sin fyrste og hans bror et råd, som snarere kan pege i retning af trykkefrihed. Han siger, at fyrsten ikke skal beskytte ordets embede, men lade ånderne tørne sammen, se her. Kun skal fyrsten gribe ind, hvis de pågældende vil kæmpe med mere end ordet, dvs med næven. Men det er bemærkelsesværdigt, at den sag, han rådgiver sin fyrste om, er sagen om Thomas Münzer: skal han have lov at prædike et evangelium, der tydeligvis er anderledes end Luthers? Det vil Luther altså på det tidspunkt mene, skal være ham tilladt. Det vil sige: Stjernfelt har ikke ret, når han siger, at denne ‘trykkefrihed’ ”ikke var noget, han [Luther] udstrakte til nogen som helst andre tanker end sine egne”. Det var det faktisk. Og det er dog ganske bemærkelsesværdigt.

Det er også bemærkelsesværdigt, at Luther i ét af skrifterne fra bondekrigen kan fastholde denne tanke. Her føjer han til, at det er nok, hvis øvrigheden forhindrer, at man lærer oprør og ufred, se her. Så jo, Luther er faktisk kommet ganske langt i retning af at afstikke retningslinier for, hvordan man skal lade ordet have frit løb.

Men det er netop i synet på bondekrigen, at Stjernfelts tanker løber af sporet. Her skriver han: ”Luthers opfordringer til drab på anderledes tænkende kan Krarup dog ikke bortdisputere – og disse krav legitimerer han så som følger: »Hvorfor opfordrede Luther nemlig fyrsterne til at slå de oprørske bønder ned som gale hunde? Fordi de af Thomas Münzer fanatiserede bønder optrådte som gale hunde, der under påberåbelse af en højere ret, som kunne minde om Stjernfelts oplysningsideologi og menneskerettigheder, var i fuld gang med at myrde og udrydde deres modstandere«. Man føler en vis foruroligelse ved selv sådan at blive associeret med dem, det er legitimt at slå ned.” Citatet i citatet er Søren Krarups indvending i Tidehverv, og det skal jeg ikke kommentere.

Derimod tager Stjernfelt noget så grusomt fejl, når han mener, at det kendte Luther-udsagn om, at bønderne skal slås ned som gale hunde, er udtryk for, at Luther opfordrer til drab på anderledes tænkende. Luther havde først formanet både fyrster og bønder til fred. Dette lykkedes ikke. Münzer udsender et modskrift, hvori han opfordrer til kamp i Guds navn. Han er, som vi siger i dag, uden for pædagogisk rækkevidde, fuldstændig opslugt som han er af forvisningen om at være på Guds side. Og derfor kommer det andet skrift, det med de gale hunde.

Men bønderne skal ikke slås ned, fordi de har en anden opfattelse end Luther, de skal slås ned, fordi de gør oprør. Oprør af enhver slags, hvor retfærdigt det end kan synes, er imod den af Gud indstiftede samfundsorden, mener Luther. At de så desforuden mente at være i overensstemmelse med Gud selv, nå ja, det gjorde jo ikke sagen bedre.

Nu kan man forstå på de katolske reaktioner, at de i høj grad beskyldte Luther for bondeoprøret, selv om han så åbent havde vendt sig imod det. Det skyldes, at med Luther og hans bekendelse for rigsdagen i Worms var trolden kommet ud af æsken. Den ene bevægelse efter den anden opstod, og alle kaldte de sig evangeliske og alle ville de lære efter bibelen. Nogle – og det ganske mange, f.eks. bevægelserne herhjemme – holdt sig på Luthers fredelige grund, andre – som f.eks. Münzer – ville gå videre end Luther og gennemføre de nye tilstande med vold. Især døberbevægelsen i Münster i midten af 1530erne blev berygtet for sine ekcesser; den blev slået blodigt ned af de omkringliggende fyrster.

Alle sådanne tildragelser har naturligvis påvirket Luther. Og det har de gjort på en for os delvist uforståelig måde. Vi har efterhånden vænnet os til at anbringe religion, dvs kristendom, i afdelingen for ligegyldige sager. Men dengang var religion et sprængfarligt emne. De oprørsbevægelser, der var forekommet i middelalderen, var alle religiøst bestemte. Døberbevægelsen i Münster jo også. Og så bliver spørgsmålet: hvis fyrsten ikke må anerkende opfordringer til vold, er han så ikke nødt til at forbyde religionsformer, som man har erfaring med kan føre til vold, eller som man mistænker for at kunne føre til vold? Hele samfundet byggede jo på religionen. Rokkedes der ved religionen, følte folk, formentlig også Luther, at det var samfundet selv, der risikerede at gå i opløsning.

Så jo, man kan godt sige, at Luther benyttede sig af det ‘ytringsfrihedshul’, der var opstået på hans tid, takket være, at bøger blev billigere, og man må desværre tilføje, at han var med til at lukke selvsamme åndehul mindre end ti år efter. Men i stedet for selvretfærdigt fra bagklogskabens sikre stade at se ned på Luther så lad os prøve at forstå ham og hans samtid noget bedre.

Det problem, Luther stod overfor, er jo blevet stående. Det er stadigvæk demokratiets problem. Tør vi give fuld ytringsfrihed til politiske eller religiøse overbevisninger, som vil ændre samfundsordenen? Tør vi være tolerante, også overfor de intolerante? På den franske revolutions tid turde man ikke. Man forfulgte de kontrarevolutionære i rædselsperioden uanset de smukke teser, man havde fremsat få år tidligere. Og der hører da også et ret stort mod til sådan helt åbent at lade ånderne tørne sammen, når den ene ånd vil undergrave den andens frihed at udtrykke sig. Heldigvis har vi i Europa stort set haft det vovemod. Selv om de europæiske kommunistiske partier vedkendte sig en tese om, at de sigtede på en samfundsomvæltning, har vi haft mod til give dem frihed til at ytre sig og deltage i diskussionen om samfundets indretning i den sikre forvisning, at diskussionen selv ville afsløre, hvad der var sandt og holdbart, og hvad ikke.

I dag står vi ikke overfor kommunismens antidemokratiske holdning, men overfor islams tilsvarende holdning. Tør vi lade muslimerne komme til orde, skønt de kun vil bruge den demokratiske diskussion til at agitere for deres absolutte og uforanderlige teokratiske system, et system, der, om det kom til udfoldelse, ville undergrave vort demokrati? Gudskelov svarer vi i dag uden tøven: ja, det tør vi godt.

Men for at den demokratiske diskussion kan udøve sin gavnlige virkning, fordres det, at vi demokrater tør være ved, at vi er demokrater, ja måske oven i købet være stolte af det. Og her kniber det. Gang på gang bagatelliseres faren ved religionen islam, gang på gang nedtones forskellen mellem kristendom og islam, gang på gang får vi, der påpeger forskellen, på hattepulden, fordi vi lider af ‘fremmedhad’ eller hvad andet ondt man nu beskylder os for.

Det er ikke noget, man kan beskylde Frederik Stjernfelt for. Men man kunne måske foreslå ham at lade sin bøsse med nogle bedre kugler. Det skal det næste blogindlæg handle om. Så, kære læser, bliv endelig her på kanalen! Nå nej, jeg skal lige have skrevet indlægget først. Men alligevel!

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Luther. Bogmærk permalinket.

Et svar til Luther og demokratiet

  1. keh siger:

    Kære Richardt Riis!
    Tak for dit arbejde med sagen, inklusive henvisningerne til Luthers skrifter. Det er nettets fordel, at der kan informeres/debatteres på den måde. Håber Stjernfelt læser med.
    Forsvaret for åndsfriheden trænger til de grundige kommentarer – den multikulturelle frygt for at vise stolthed over demokrati, trykkefrihed, trosfrihed o.s.v. har alt for let spil.
    Jeg tjekker “kanalen” for næste afsnit.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s