Hvad afslører Wikileaks?

De offentliggjorte dokumenter afslører et enormt svigt. Men svigtet ligger på højeste sted, hos præsident Bush. Han troede, at man kunne løse politiopgaver med soldater. Men det kan man ikke. Så alle soldaterne i Irak, de amerikanske såvelsom de danske, har været sat på en umulig opgave: at bekæmpe oprør eller borgerkrig med militære midler.

Første gang jeg blev opmærksom på, at det måske var de forkerte folk, man satte til opgaven, var, da det forlød – jeg tror, det var i Kristeligt Dagblad – at en maskine til aflæsning af fingeraftryk ikke var nået frem til enhederne i Irak, og vist ikke skulle leveres overhovedet. Så tænker man: fingeraftryk?? er det ikke soldater, der er i Irak? Men man bliver jo så klar over, at netop, fordi soldaterne udfører politiopgaver, er det måske ikke så tosset med en sådan maskine.

På et senere tidspunkt hørte vi om de ‘hårdhændede’ afhøringsmetoder, det danske forsvar brugte, og en premierløjtnant, Annemette Hommel, blev ligefrem anklaget for det. Men det er da først nu, det går op for mig, at der ikke var tale om krigsmæssige operationer, hvor man tager en fjendtlig soldat til fange under en natlig patrulje og dagen efter afhører ham for at finde ud af, hvor de fjendtlige stillinger er beliggende, hvordan de er bevæbnet, osv., nej, der var tale om politimæssige opgaver, hvor en uskyldigt udseende borger havde medvirket til oprør mod noget, som sejrherren kan kalde ‘landets lovlige øvrighed’, nemlig de danske soldater, men som den almindelige iraker nok vil kalde ‘besættelsesmagten’.

Der var på en måde tale om, at vi, det danske forsvar, optrådte i den rolle, som Gestapo optrådte i her i landet under besættelsen (jeg bruger sammenligningen for at få frem, at vi blev opfattet som besættelsesmagt). Vi brugte slet ikke de afhøringsmetoder med tortur, som Gestapo brugte (Hommel blev anklaget for at have nægtet at give de afhørte et glas vand, så sagen mod hende var nærmest en storm i et glas vand), men indsamling af oplysninger, vi kunne bruge under forhørene, og forhørene selv er ikke militæropgaver, men politiopgaver og vanskeliggøres, ligesom for Gestapo under krigen, af sprogforbistringer.

Og nu hører vi så om alle afsløringerne fra Wikileaks. Så mærker vi forargelsen skylle ind over os stakkels danskere fra mediernes side, som jo alle sidder trygt her i landet langt borte fra begivenhederne. Så hører vi om, at vi har overladt den og den fange til det irakiske politi, skønt det var en offentlig hemmelighed, at de brugte hårdhændede afhøringsmetoder. Og hvor er det forfærdeligt altsammen! Men der er altså også en række spørgsmål, der ikke bliver stillet. Hvad er det for fanger, vore soldater har taget? Der er jo ikke tale om en regulær krig, så fangerne har ikke været soldater i uniform. Hvordan véd man så, at de har gjort sig skyldig i noget strafbart? Har de beskudt vore styrker? Er det taget på fersk gerning, med gevær i hånd, så at sige? Hvordan var situationen i det hele taget? Intet interesserer vore medier mindre. På et minimum af kendsgerninger er de i stand til at få en forargelse til at blomstre.

Eller vi hører, at vi har svigtet tolkene. Og det kan vel være sandt nok, men forklaringen på det er vist ret afslørende: forklaringen er, at tolkene betragtes som en slags forrædere, og når de styrker, de hjalp, er borte, blive de kastet for løverne, dvs., det almindelige had til besættelsesstyrkerne får fuldt afløb på tolkene.

Og her har vi så den spegede situation igen: Vore soldater skal ikke være soldater, nå ja, de er soldater, men de skal fungére som politifolk. De skal kunne foretage afhøringer af civile, og det kan de jo ikke selv gøre, dertil må de have tolke. Men intet politi kan levere et effektivt arbejde uden hjælp fra befolkningen. Og betragtes det politi, der er der, nemlig de udenlandske soldater, som en besættelsesmagt (hvad de jo også er), så får de ikke megen hjælp fra befolkningen.

Grundfejlen i hele dette spil ligger ikke hos den enkelte soldat (eller hos forsvarskommandoen for den sags skyld), den ligger hos dem, der indledte krigen (jeg tænker på krigen mod Irak) i den hensigt at ville fjerne Saddam Husseins styre, uden at gøre sig forestillinger om, hvilket styre der skulle afløse det, udover at det skulle være en slags demokrati. Der var nogle neokonservative kræfter i præsident Bush’s nærhed, der drog sammenligning med Tyskland efter anden verdenskrig: her lykkedes det jo efter nogle år med militærstyre at få et demokrati stablet på benene. Men Irak er ikke Tyskland. Tag bare de tre befolkningsgrupper, Irak er delt i! At Saddams brutale styre hidtil havde lagt et effektivt låg på modsætningerne mellem disse grupper, og at disse modsætninger ville bryde ud i lys lue, når låget blev fjernet, det havde man ikke forestillet sig. Men det burde man vel have tænkt på. Og at militæret efter nedkæmpelsen af den irakiske hær skulle til at optræde som vogter af lov og orden, dvs som politistyrke, det havde man heller ikke tænkt på. Men det burde ikke været kommet som nogen overraskelse. Ligesom man også burde have kunnet regne ud, at al-Qaeda ville benytte lejligheden til at føre guerilla-krig. Her fik de jo pludselig mulighed for at slå mange amerikanere ihjel, bagefter kunne de så blot gemme sig blandt civilbefolkningen.

Man kan formentlig af dette forstå, at jeg ikke går ind for, at man bruger tortur. Ejheller synes jeg, det er i orden, at man udleverer fanger til myndigheder, som man véd bruger tortur. Men man må tænke hele situationen med. De uheldige forhold er fremkommet derved, at man har villet udføre politiopgaver med soldater, oven i købet fremmede soldater, som ikke har store chancer for at samarbejde med befolkningen udenom det lokale politi.

Og alt det er igen fremkommet ved, at man, dvs. amerikanerne, har villet fjerne al øvrighed fra et område uden at kunne sætte nogen anden brugbar øvrighed i stedet. Så tvinger man soldater til at udføre politiopgaver, så tvinger man dem ud i en situation, der er ret umulig.

Og så kan jeg ikke dy mig for at gøre opmærksom på, at vi her har endnu et eksempel på den fuldstændig oversete ‘dem-og-os-tænkning’, som de åh så velmenende medier er offer for. ‘Dem’, det er irakerne; de er udenfor pædagogisk rækkevidde, de bliver ikke betragtet som værdige til at modtage bebrejdelser for at øve tortur, for herregud, det véd man da om den slags uoplyste mennesker, de véd jo ikke bedre. ‘Os’, det er europæerne og amerikanerne, os kan man blive forarget på, os kan man lade bebrejdelserne hagle ned over. For vi hører, i modsætning til irakerne, til de ‘rigtige’ mennesker, dem, der burde vide bedre. Man tror, man slipper for ‘dem-og-os-tænkningen’ bare ved at bebrejde os andre, at vi er ofre for den slags tænkning, når vi kritiserer islam. Og så er man selv bundet af den til op over begge ører!

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

2 svar til Hvad afslører Wikileaks?

  1. Morten - - - siger:

    Det er rigtigt, at vi pålægger os selv et meget (meget) større ansvar, end vi pålægger muslimerne. Og at det ofte sker ubevidst og automatisk.

    Det er ikke dét, at vi gør det. Det er måden altså, at vi gør det på. D. v. s., uden at gøre os det klart – erkende det – og argumentere for det.

    Det er nemlig muligt, vi som kultur betraget har et relativt større ansvar, end de medlemmerne af de muslimske kulturer. Mener man det, må man argumentere for det. Ligeledes, hvis man ikke mener det. Og det er lige dét, vi allesammen forsømmer at gøre.

    Så kunne vi bl. a. filosofere videre over forholdet mellem ansvar og lederskab. Vi kunne arrivere ved, at muslimerne er bedst med at have lederskabet i deres egen kultur og dermed ansvaret. Og at det samme gør sig gældende for os.

    Og at forholdsreglen derfor måtte være, at vi indretter os hver for sig.

    – – –

  2. dcv2 siger:

    Morten,

    Jeg tror bare vi skal genoprette selvrespekten og med pennen bekæmpe det nationale og kulturelle selvhad, nogen velsagtens altid vil advokere, sålænge denne verden består. Jeg tror det sker lige så stille, det er jo godt igang.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s