Paraboler og lussinger

To begivenheder i denne uge viser danskernes afmagt overfor muslimerne: Pia Kjærsgaards forslag om at forbyde parabolantenner i Vollsmose og socialminister Benedikte Kiærs krav til skoler om, at ‘hver en lussing skal indberettes’. De to ting stammer fra hver sin side af det indvandrerpolitiske spektrum, men har ikke desto mindre både afmagten og den manglende forståelse tilfælles.

Alle de, der er på den ‘rigtige’ side i indvandringsdebatten, alle de, der har fået ‘styr på deres indre svinehund’, er dybt forargede over Pia Kjærsgaards forslag. Og det er heller ikke lige min kop te. Men man skal alligevel lægge mærke til, at hun i Tv-avisen henviste til den uheldige påvirkning, der kommer fra de arabiske Tv-kanaler, og retorisk spørger: ‘Hvis ikke forbud mod parabolantenner, hvad så?’ Og hvis det er sandt, hvad hun påstår, at en del børneudsendelser fra disse kanaler direkte opfordrer til had mod danskere, altså mod det værtsland, børnene befinder sig i, så er det da et relevant spørgsmål at stille: ‘hvad så?’ Hun nævnede selv, at muslimske børn i en københavnsk børnehave havde sagt ‘de forfærdeligste ting’ til børnehavelederne, desværre uden at nævne noget konkret, så det har været mig umuligt at finde referat af det på nettet.

Men i betragtning af det had til alt vestligt, der florérer i Mellemøsten, ville det da være besynderligt, om det blev holdt borte fra de Tv-kanaler, der kan ses hos os. Og det ville da også være mærkeligt, om ikke mange af de muslimer herhjemme, der ser Tv fra sådanne kanaler, bliver påvirket af det. Så det er et rimeligt spørgsmål at stille, når Pia Kjærsgaard spørger, hvad vi skal gøre ved det.

Men løsningen, hun foreslår, er ikke rimelig, ja, den afslører vores afmagt og i sidste instans vores manglende tro på os selv.

Det samme gør som sagt socialminister Benedikte Kiærs næsten panikagtige reaktion på en melding, der forekom i pressen fra skoleleder på Humlehaveskolen Olav Rabølle Nielsen om, at ”vi ved godt, at der er en del børn, der får en på kassen derhjemme, men vi kan ikke sende underretninger hver eneste gang. Så kunne vi sende et hav af papirer på alt muligt. Hvis der er tale om, at børn kommer med skudsår, melder vi det selvfølgelig til politiet”. (se Kristeligt Dagblads artikel derom her). Også hun afslører med sin reaktion, at hun føler sig afmægtig overfor den muslimske kultur, måske mangler forståelse for, at der virkelig er tale om en anden kultur, og i hvert fald ikke tror særlig meget på vor kulturs overlegenhed.

Til begge må man sige: Vi vinder uvægerlig i det lange løb, men kun, hvis vi tør være ved, at vi har en bedre kultur, og tør lade denne kulturs retningslinier gælde.

Endnu et eksempel kan være værd at nævne. Det stammer fra uriasposten.net under 29. oktober 2010. Her gengiver Kim Møller, uriaspostens redaktør, en samtale på ‘Apropos’ P1 med en 18-årig pige, Iman Rabeh fra Gellerup. Og han medgiver den følgende bemærkning: ”Apropos på P1 har i denne uge Ghetto som overskrift, og tirsdagens udsendelse er værd at høre, hvis man stadig tror ghettoisering handler om socio-økonomiske forhold. Den interviewede var en 18-årige pige fra Gellerup, der selvom hun er født i Danmark, befandt sig mentalt i Libanon, og ikke så noget problem heri – segregation var et mål i sig selv”.

Det er sandt nok, at interview’et kan være værd at læse for dem, der tror, at ghettoisering kun har med socio-økonomiske forhold at gøre. Men det er ikke sandt, at Iman betragter segregation som et mål i sig selv. Hun taler godt for sig, og hvad hun gør opmærksom på, er, at ghettoen er hendes hjem, dèr føler hun sig tryg, dèr er hun blandt venner, og river de ghettoen ned og tvinger hende til at flytte, vil hun øjeblikkelig slå sig ned i en anden ghetto.

Hun siger bl.a.: ”Fordi hvis jeg flytter ind i et dansk kvarter, så ville det ikke betyde så meget for mig, fordi det at jeg kan sproget er en ting, men altså, danskere i det hele taget, de er ikke ligesom os, de – i alt, altså vi har forskellige traditioner, vi har forskellige – altså, vi er forskellige, og der er forskel på vores tankegang”. Hun har lagt mærke til mere end de fleste politikere: der er forskel på tankegangen hos de to forskellige folk. Og hun vil nu altså helst være blandt dem, der deler hendes tankegang. Er det ikke forståeligt?

Jamen, hvad så, når hun siger: ”hvorfor tager vi til Libanon hvert år. Det har jeg ikke gjort, men altså, jeg har været der de sidste to år. Men alle andre, hvorfor bruger de de hundrede tusinder kroner på at tage til Libanon hvert år, hvorfor mon. For den snak, den, sådan som de sidder med hinanden, for at høre sproget, for at høre, for at sige, at det her er mit, man har den der gode følelse, at det her det er mig. Det er mit! Det er her jeg kan sætte mig ind”.

Indrømmet, det er en fejl, at interview’eren ikke spørger hende, hvorfor hun så ikke vil bo i Libanon til stadighed. Så dette lidt inkvisitoriske, men meget relevante spørgsmål, tvinges hun ikke til at svare på. En lignende mikrofonholderisk holdning har han, da hun bekendtgør, at hun føler sig fuldkommen tryg selv klokken tre om natten i Gellerupparken. Hvorfor spørger han hende ikke om den vold, der fra muslimsk side vises mod danskerne? Hvorfor skal hun kunne male sit forløjede skønmaleri uden at blive spurgt, f.eks. om hvorfor grønlænderne ikke kunne være i fred i Gellerupparken?

Hun bliver også spurgt, om hendes forældre har nogen kontakt til danskerne, og svarer: overhovedet ikke. Men så kommer der en interessant oplysning. Hun bliver spurgt, hvilken betydning det har haft, at hendes forældre ikke har haft berøring med danskerne, og svarer: ”Det har betydet, at de ikke kan forstå os, der er født her, og opvokset her. Jamen, hvis jeg siger til min mor, at jeg skal ud med min veninde klokken seks om aftenen, vi skal bare ind og spise, eller vi skal ind i biografen, så ville de ikke forstå det, fordi hun har jo den der tankegang, at det her ville jeg aldrig kunne finde på at gøre, med mindre jeg går ud med min familie og spiser, så ville det være noget helt andet”.

Og det er interessant, fordi det viser, at ligegyldigt, hvor mange gange de tager til Libanon, ligegyldigt, hvor meget hun forsøger mentalt at høre hjemme dèr, så undgår heller ikke hun påvirkning fra Danmark. At gå ud om aftenen sammen med en veninde, det gør man bare ikke som en god muslimsk pige i Libanon, og – tænker forældrene – selvfølgelig heller ikke som en god muslimsk pige i Danmark. Men her gør de regning uden vært. Det gør Iman. Jævnfør, at hun mente, at hun var tryg ved at gå alene klokken tre om natten i Gellerupparken. At en pige går alene ud om natten, er utænkeligt i et normalt muslimsk samfund. Men det muslimske samfund i Gellerupparken er ikke længer et normalt muslimsk samfund, det er et dansk muslimsk samfund, og her har lige så stille andre regler sneget sig ind.

Men efter således at være blevet oplyst om, at det danske faktisk virker ind på muslimerne, hvor megen modstand de end gør, lad os så gå tilbage til det med lussingerne! Benedikte Kiærs reaktion minder mig om en debat, der i sin tid pågik om somaliske kvinders omskæring. Det viste sig, at imam Abdul Wahid Petersen havde noget at gøre med en somalisk pigeskole. Og han havde givet forældrene en redegørelse for sit syn på kvindelig omskæring. Den var på én eller anden måde blevet offentliggjort, og det faldt en række kvindelige debattører for brystet, at han efter deres mening udtrykte sig i altfor vage vendinger. Jeg læste i sin tid hans redegørelse og har nu naturligvis glemt indholdet, men så meget husker jeg, at jeg fandt den velegnet overfor netop det publikum. Den tog dem alvorligt som mennesker med en anden kultur. Wahid Petersen var sig bevidst, at han talte til mennesker, der ikke uden videre godkendte alt i den danske kultur. Hans redegørelse var med andre ord yderst pædagogisk.

Det kan man ikke just sige om den regel, der siger, at skoler skal indberette selv de mindste tilfælde af vold til de sociale myndigheder. Dels griber man med en sådan regel ind i forholdet mellem forældre og børn, og det kan man godt være lidt betænkelig ved, og dels prøver man med sådanne tiltag næsten at tvinge folk med en fremmed kultur ind under vores kultur. Og endelig har man med en sådan regel vist, at man ikke har forstået, at den beklagelige ‘dem-og-os-tankegang’ ikke blot findes blandt danskere, men i langt højere grad hos indvandrere, så om dette, at barnet i skolen fortæller, at det er blevet slået, vil man i mange muslimske hjem sige, at barnet har sladret, altså sladret til ‘de andre’. Og det er ikke velset, vil måske endda medføre flere lussinger.

Altså, lad os gå pædagogisk frem! Og ærlig talt, det tror jeg, lærere er bedre til end socialarbejdere.

For øvrigt er det bemærkelsesværdigt, at de, der plejer at forsvare forskellige muslimske skikke, f.eks. arrangerede ægteskaber, med, at sådan havde vi det også for ikke så lang tid siden, i denne sag hidtil har været tavse. Det var da ellers oplagt at bruge den argumentation.

På samme måde, når Pia Kjærsgaard spørger: Hvad så? Skal vi finde os i, at der på udenlandske Tv-kanaler prædikes had mod alt vestligt? Vi må svare, at det er vi vel nødt til. Men i stedet for at ofre en masse penge på at forbyde folk at se disse kanaler – al erfaring viser, at det bliver kanalerne blot mere interessante ved – kunne vi måske bruge penge på at oprette arabisk-sprogede Tv-udsendelser, som et par gange om ugen kunne tage kritisk stilling til de hadske programmer. Pakkes det ind i nyheds- og underholdningsudsendelser, skulle det nok kunne glide ned.

Men ellers må det afslutningsvist siges, at det, der skal gøres, mestendels ligger på vores banehalvdel. De mennesker, hvis indstilling skal ændres, er nok muslimerne, jovist, men i langt højere grad danskerne. Vi skal lære, at vi er noget, vi skal være ved, at vi har et godt samfund, vi skal turde stille også muslimer kritiske spørgsmål, vi skal også i forholdet til dem turde skære ind til benet.

Grundtvig har i et digt skildret forholdet mellem menneskeligt og kristeligt ved hjælp af formlen: ‘Menneske først og kristen så’. I sidste vers siger han: ”Stræbe da hver på denne jord/ sandt menneske at være/ åbne sit øre til sandheds ord/ og unde Gud sin ære/ Er kristendom da sandheds sag/ om kristen ej han er i dag/ han bliver det i morgen”.

Det kunne man passende i denne anledning omskrive på følgende måde: ”Stræbe da hver i dette land/ sand borger kun at være/ leve i fred som mand med mand/ og give landet ære/ Har frihed han i hver en sag/ om dansker ej han er i dag/ han bliver det i morgen”. (kan forbedres!!)

Eller med andre ord: Tålmodighed og tro på vor kultur, det er, hvad der kræves.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam. Bogmærk permalinket.

4 svar til Paraboler og lussinger

  1. Morten - - - siger:

    Jeg var i en fortid gift med en muslimsk kvinde og boede i en københavnsk beton-satellitby, sådan en, der i dag kaldes en ghetto.

    Jeg husker, at min kone fik en veninde med hendes egen etniske baggrund, og at denne veninde præsenterede sig for mig med følgende overvældende erklæing: “Jeg tror ikke på blandede ægteskaber!”

    Siden fik jeg hendes “livshistorie”. Hun var selv vokset op i Danmark, men var i purung alder blevet bortgiftet til en mand i sit “hjemland”. Den mand havde opført sig meget traditionelt og tyrannisk, da han først var blevet familiesammenført med hende her i landet. “Og sådan kan man jo slet ikke bære sig ad herhjemme”, som hun sagde. Han havde kastet med tallerkenen, hvis han ikke var tilfreds med maden. Og måske mere, for hun sagde, at hertillands ringede man jo bare til politiet, hvis sådan en klovn rullede sig ud (det var før ghettoiseringen – d. v. s. koloniseringen).

    Hun nåede at blive gravid, men også at blive skilt, inden han fik opholdstilladelse, fortalte hun. det var hendes bevidste hævn …

    Var det mon derfor hun ikke troede på “blandede ægteskaber” … ? 🙂

    Nej. Selvfølgelig ikke. Men inderst inde havde hun en længsel imod frit at kunne vælge partner. Det ved jeg fra min eks-kone. Men hun måtte ikke for familien.

    Ironien er, at hun var dømt til at leve i et reelt blandet ægteskab. Og ikke i det hun selv betegnede som et blandet ægteskab.

    – – –

  2. Claes siger:

    Egentlig et rammende udtryk – (ghettoiseringen -d.v.s. koloniseringen). For er det ikke det, der er ved at ske – omdannelse af Danmark til et balkanland.

  3. Morten - - - siger:

    Jeg mener, at vi overlader definitionsretten til modparten ved at acceptere ghetto-udtrykket med alt, hvad deraf følger. Der er tale om kolonier.

    – – –

  4. Pingback: Sats på de muslimske kvinder « Ricardt Riis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s