Teologisk uvidenhed

Den teologiske uvidenhed, der her skal omtales, tilhører Jacob Mchangama, chefjurist ved CEPOS og blogger på Berlingske Tidende. På hans sidste blogindlæg, se her, fortæller han om en konference, der blev afholdt i Fri Debat om pressefrihed i Mellemøsten. Deltagere var en række journalister, karikaturtegnere, bloggere og menneskerettighedsaktivister fra lande som Egypten, Tunesien, Jordan, Algeriet, Yemen og Libanon, og man diskuterede på konferencen ytringsfrihed med en række danske og europæiske eksperter og mediefolk.

Det kom der noget meget spændende ud af, og det var udmærket og oplysende at få neddroslet sin uvidenhed om de mange tiltag til fordel for ytringsfriheden, der forekommer i de arabiske lande. Der var Hizb-ut-Tahrir-folk fra Danmark, der var modstandere af demokrati og sekularisme, men blev sat på plads af nogle tunesiske deltagere. Der var deltagere, der forsvarede retten til at trykke Muhammed-tegningerne.

Og så var der Mona Eltahawy, egyptisk muslim, bosiddende i New York. Hun ”slog til lyd for at forsvare retten til at krænke, hvad enten det gælder karikaturer eller koranafbrændinger, og at muslimer ikke skal behandles som 5-årige hysteriske børn, men som voksne der kan tage ansvar for egne handlinger. Det lukkede munden på en af konferencens danske deltagere fra den multikulturalistiske venstrefløj som brugte sit indlæg på at angribe Flemming Rose for at have hetzet et svagt mindretal”.

Alt sammen meget interessant og meget lærerigt. Og det er også sandt og rigtigt, hvad han skriver om Mona Eltahawy: ”Hvis Mona Eltahawy kan kombinere et forsvar for retten til at krænke, retten til at skifte religion og retten til at være homoseksuel med sin tro på islam, skal hun og hendes ligesindede støttes, ikke bekæmpes”. Selvfølgelig skal hun støttes, selv om mit indtryk af hende er, at hun bestemt ikke behøver støtte, blandt andet fordi hun ikke bor i Egypten, men i New York.

Men når så Jacob Mchangama vil imødegå påstanden om, at Eltahawy og hendes ligesindede blot udgør et forsvindende lille mindretal i det muslimske folkehav, så hopper kæden af for Mchangama. Så griber han til det sædvanlige argument om de europæiske oplysningstanker, der slog igennem trods kirkens modstand, og det generer ham ikke spor, at han kun kan få denne sammenligning til at sige noget, hvis kristendom og islam siger nogenlunde det samme. Og her er det så, hans teologiske uvidenhed viser sig.

Han skriver: ”At det fra et teologisk synspunkt kan være endog meget svært at forene eksempelvis homoseksualitet og frafald med islam, kan ikke være afgørende. De fleste kristne i Vesten er heldigvis demokrater og tilhængere af frihed. Men det har også krævet en mental omstilling fra tidligere tiders forestillinger om religionens indhold og rolle i samfundet”. Altså, tanken er den: religion er religion. Og hvis der er lykkedes at få kristendommen gjort demokratisk, meget mod dens vilje, så skulle det vel også kunne lykkes med islam.

Men den tankegang holder ikke. Den tankegang er noget teologisk makværk. For kristendom og islam er ikke det samme. Jeg véd godt, at Jacob Mchangama sammen med Frederik Stjernfelt betragter det som historisk bevist, at Luther ikke havde noget med vore frihedsrettigheder at gøre, og at samtlige kristne kirker var imod oplysningstidens idealer. (Gad forresten vidst, om han springer op og falder ned på Grundtvig som han gør det på Luther!) Den diskussion har jeg hidtil betragtet med en vis overbærenhed. Jo, for jeg mener, at det afgørende vel må være, hvordan kristendommen i vore dage stiller sig til frihed og demokrati; så kan man altid, engang man får tid, give sig til at skændes om, hvem der var medvirkende til hvad.

Men hvis vores kristendom sådan uden videre skal slås i hartkorn med islam, så må jeg protestere. Der er forskel, ja, der er virkelig afgørende forskel. Man kan se det på de vidt forskellige helligskrifter, og man kan se det på den forskellige historie. Kristendommen udbredte sig på frivillig basis, for oldkirken havde ikke nogen magtmidler at sætte bag sin forkyndelse. Oven i købet blev kirken og dens forkyndelse mødt med voldelig modstand fra den romerske øvrigheds side, så de første århundreder af kirkens historie er fulde af martyrier. Trods det – eller måske netop i kraft af det – bredte kirkens budskab sig ud til flere og flere, så til sidst den romerske kejsermagt opgav sin modstand mod kirken.

Modsat kirken havde islam en helt anden begyndelse. Den begyndte i det små i Mekka med Muhammeds forkyndelse, og den forkyndelse lå der ingen magtmidler bag. Men den fortsatte i Medina, hvor Muhammed forvandlede sig til en krigsherre og undertrykte diverse stammer af forskellig religiøs observans, indtil ved hans død i 632 hele den arabiske halvø var underlagt ham i både religiøs og politisk henseende. Det har bl.a. betydet, at der i koranen er forskrifter for, hvordan de sejrrige muslimske hære skal forholde sig til de besejrede jøder og kristne.

Og disse regler har man uden omtolkninger kunnet rette sig efter i islams senere historie med den begrundelse, at det var Guds egne regler, man adlød. Kristendommen, derimod, har aldrig haft regler for, hvordan samfund skal indrettes. Først Luther gjorde sig tanker derom, og disse tanker var ikke baseret på specielle bibelske udsagn, men på fornuften eller på den naturlige lov, dvs., på en lov, der er uafhængig af kirken og kan erkendes uden hjælp fra præster eller paver.

Det vil sige: vil man opstille et demokratisk samfundsideal, så vil man uden vanskelighed kunne få kristendommen til at acceptere det, for dens krav til samfundet er kun, at lovene skal være afspejlinger af den naturlige lov. Og hvad den naturlige lov siger, er netop noget, man diskuterer sig frem til. Vil man derimod bøje islam ind under et demokratisk samfundsideal, støder man på islams lange historiske erfaring med guddommelige love (altså påstået guddommelige love), som modsætter sig al tale om udvikling (for guddommelige love udvikles ikke), og derfor ikke uden videre lader sig ændre; tilmed står de jo sort på hvidt i den muslimske helligskrift.

Den store muslimske filosof Ibn-Rushd med det latinske navn Averroës (1126-1198) kan siges at have personificeret en muslimsk oplysningstid, for efter hans mening var der ikke nogen uoverensstemmelse mellem religionen og fornuften. Hans fyrste ydede ham beskyttelse og ivrede for hans tanker, og det førte til en lang række spændende skrifter fra hans hånd, men da hans fyrste døde og hans efterfølger ikke besad den samme styrke overfor de muslimske lærde, fik de held til at anklage Averroës for kætteri, og han blev sendt i landflygtighed. Først to år før sin død blev han rehabiliteret. Men hans skrifter, især hans kommentarer til Aristoteles, fik langt større indflydelse i vesten end i den arabiske verden.

Derved bliver han et eksempel på, at reformation af den muslimske verden er en vanskelig affære. At bringe oplysning til dem, der ejer al den oplysning, der tænkes kan, fordi de har Guds åbenbaring, koranen, at holde sig til, må vel også siges at være en noget nær umulig sag.

Men naturligvis skal vi da ikke opgive håbet på forhånd. Blot er der vel ikke noget at sige til, at når Naser Khader fortæller os, at sharia og demokrati er uforenelige, spørger vi, hvordan en sådan opfattelse kan forenes med det at være muslim, ligesom vi spørger, hvordan Mona Eltahawy på én gang kan være demokrat og muslim, når en muslim dog tænkes at anerkende koranen som Guds lov, mens en demokrat tænkes at anerkende den naturlige lov som basis for samfundet. Det kan da ikke være nok, at de moderate muslimer bare SIGER, at de er muslimer, de må vel på én eller anden måde have noget at have deres påstand i, en teologisk tanke af én eller anden art. Eller har måske den almene teologiske uvidenhed bredt sig til dem også!

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam. Bogmærk permalinket.

Et svar til Teologisk uvidenhed

  1. keh siger:

    Den teologiske uvidenhed kan gå hen og blive en større udfordring end som så. Du nævner muslimer, som går helhjertet ind for demokrati og frihedsrettigheder – og spørger: Hvordan hænger det sammen med at føle sig som muslim?
    Har lige læst en artikel af Eve Ahmed fra Daily Mail, hvor hun spørger til, hvad der får en række veluddannede kvinder af europæisk baggrund til at konvertere til islam, (som hun selv forlod for år tilbage).
    Artiklen er interessant. Den taler om at finde spiritualitet i stedet for forbrugerkultur, og om at alt, hvad der gøres, også alle småting, får “et højere formål”. Dette formål er angiveligt “to please God”, og få, som det hedder, “et godt efterliv”. Hijab, renhedsregler o.s.v gør sagen konkret og synlig. Se omtale på http://www.rights.no
    Men forbindelsen mellem islam og politisk ideologi er ikke kun historisk. Den radikaliseres for tiden.
    Det minder om en tid, hvor mange intellektuelle erklærede sig som marxister og kommunister; men nød godt af Vestens demokrati og personlige frihed. Koblingen til politikken (Sovjet, Mao´s Kina eller Pol Pot) blev fortrængt. Den totalitære konsekvens af den ideologiske flirt i 70erne undgik vi. Men var det mere held end forstand?
    Problemet nu, er at den religiøse ideologi kan indføres i enklaver, ghettoer og moské-miljøer midt i demokratiet. Ikke mindst, når den teologiske viden står svagt.
    Men vanskeligt at højne den nu.
    Hvad kan vi gøre for det?
    Vh
    Karen

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s