Politikens nypuritanisme

I et særdeles læseværdigt indlæg på deres blog i Jyllands-Posten (se her) kommer Troels Heeger og Søren Villemoes med et bud på en forklaring på et problem, der ofte har undret mig: Hvorfor må man ikke kritisere islam?

Det har undret mig, lige fra jeg først begyndte på religion.dk, at man, så snart man begyndte at kritisere islam, fik på puklen, og at de, der følte sig stødt på manchetterne, ikke var muslimerne selv, men emsige danskere. Den kritik, jeg kom med, fornemmede jeg selv som en almindelig, ret selvfølgelig historisk påpegning af, at der er forskel på islam og kristendom. Og da det er svært at fortælle om de historiske begivenheder uden at komme med kritik af islam – de har jo trods alt erobret store kristne områder og bibeholdt deres fjendskab imod os, lige indtil de blev for svage til at kunne gøre os nogen synderlig fortræd – så blev jeg, hver gang jeg fortalte denne historie, stillet overfor en masse uheldige ting, vi kristne havde gjort. Igen: det var ikke muslimerne, der forsvarede sig selv, det var almindelige danskere, der mente, at man, før man kritiserede muslimerne, måtte gribe i egen barm og kritisere sig selv.

Hvorfor var det sådan? Og hvorfor er det stadig sådan? Det svarer de to herrer på. De har leveret en analyse af specielt Politikens holdninger, og når til det resultat, at avisen sidder fast i en gammeldags imperialismetænkning af Kiplingsk art. Det var Kipling, der dannede begrebet ‘Den hvide mands byrde’. Denne byrde bestod i, mente Kipling, at – med de to blogbestyrerers ord — ”Det er den hvide mand, der har ansvaret. Det er den hvide mand, der handler, vælger og agerer, mens befolkningerne i den tredje verden er reduceret til blot at være reaktioner på disse handlinger”.

De fortsætter: ”Det samme var tilfældet med Rose [Flemming Rose, der udgav Muhammed-tegningerne, rr]. Selv den dag i dag er det ganske almindeligt at give ham skylden for, at vi endte i Muhammedkrisen. Det er ham, der skal bebrejdes andre menneskers fanatisme, mens hele den muslimske verden er reduceret til blotte reaktioner på den ansvarshavende hvide mands valg og handlinger.” Og jeg må indrømme, mine erfaringer siger mig, at de har mere ret, end Politiken bryder sig om at indrømme; jeg betragter i denne sammenhæng blot Politiken som eksponent for denne altmodische imperialistiske holdning.

Men hvad så, hvis vi går lidt nærmere ind på deres analyse, holder den så også? Jeg mener, Politiken vil jo aldrig selv sige, at de betragter vesterlændinge som herrefolket og muslimerne som de ‘indfødte’, der hverken kan finde ud af det ene eller det andet. Hvordan ‘beviser’ de to forfattere, at det er Kiplings imperialismetankegang, der ligger bag?

De laver sammenligninger. Når Politiken blev dybt forarget på Jørgen Leth, fordi han skildrede sine erotiske oplevelser med kokkens 17-årige datter, så var det – sagde de selv – ikke fordi de var forargede på den seksuelle forbindelse, men fordi der var tale om, at Leth udnyttede sin magtposition overfor den svage. ‘Holder ikke!’ siger forfatterne, ‘se, hvordan Politiken reagerede, da Jeppe Kofod ‘forførte’ en 15-årig pige på et kursus for unge socialdemokrater; her var der tale om det samme magtforhold, men ingen råben op fra Politikens side. Nej, når Politiken blev forarget på Jørgen Leth, men ikke på Jeppe Kofod, skyldtes det, at kokkens datter tilhørte disse eksotiske ‘indfødte’, der skal beskyttes af ‘den hvide mand’, og Jørgen Leth havde overset sin pligt til beskyttelse.

Det samme mønster sås i Politikens forargelse over Muhammed-tegninger, kontrasteret med deres manglende forargelse over deres én af deres egne tegninger, der udstillede jøderne på samme måde som Muhammed blev udstillet. Dette vakte ikke et skuldertræk hos ledelse. For jøderne hører med til ‘os’, de var ikke eksotiske nok til at få tildelt beskyttelse og omsorg af ‘den hvide mand’. ”Forargelsen var således en avanceret politisk korrekt racisme (‘antiracismens racisme’, som man kalder den), hvor mødet med den ædle vilde påkalder sig en særlig moralsk adfærd og ansvarlighed – især fordi den vilde ikke forventes selv at tænke eller handle.”

Det er netop det problematiske ved denne holdning: man tror ikke, at muslimer kan tænke selv; man viser dem enorm omsorg, men drukner fuldstændig al deres selvstændighed i denne omsorg; man siger, at man ønsker for dem, at de må gennemgå en oplysningstid, som vi i vesten har været igennem vor oplysningstid, men når nogen vover at stille kritiske spørgsmål til dem for på den måde at fremkalde andre og mere religionskritiske tanker hos dem, så er man straks på pletten med sine bebrejdelser mod sådanne kritiske røster, og derved handler man åbenlyst imod det ønske om en oplysningstid for muslimerne, man siger, man har.

Under Muhammed-krisen rettede man skytset mod politikerne og mod Jyllands-Posten, men kun i ringe grad mod muslimerne. Det var ellers oplagt at tage al den vold, tegningerne fremkaldte i de muslimske lande, som bevis på, at Kurt Westergaards tegning talte sandt: der er virkelig et enormt voldspotentiale i den muslimske tro. Det er den slags selvmodsigelser, man betragter det som en yndet sport at afsløre, når det ikke drejer sig om muslimer. Men her? Ikke, om syv vilde heste kunne få danske medier til at påpege uoverensstemmelsen. For der er jo tale om disse eksotiske muslimer, og de kan naturligvis ikke gøres ansvarlige for det, de gør.

Nuvel, som det vil være denne blogs læsere bekendt, har jeg fra tid til anden prøvet at udforske de mærkelige bevæggrunde for den tilbageholdenhed med hensyn til islamkritik, der er så udbredt i samfundet. I indlægget ”Den evigtvarende gæstfrihed” (se her) forsøgte jeg at plædere for, at vi stiltiende opfatter os selv som værter og vore indvandrere, specielt de muslimske af slagsen, som gæster; det er et andet skema, vi tænkes at bevæge os efter, end det, de to blogbestyrere fra Jyllands-Posten redegør for. Men gør det noget? Er vi ikke tvunget til at afsøge mange forskellige forklaringer, før vi når frem til den rigtige? Og måske der i virkeligheden er tale om en blanding af det ene og det andet?

Og måske af det tredje med! I et indlæg ”Den ny farisæisme” (se her) prøvede jeg at indfange årsagen til vort mærkelige selvhad og deraf følgende manglende lyst til at kritisere andre, hvor kritisable vi end mener, de er, deri, at vi forvandler dette: ikke at fjerne splinten i den andens øje, før vi har fjernet bjælken i vort eget (Matt 7,3-5), til en farisæisk handling: nu har vi lært, hvordan man undgå at være farisæer, og så kan vi overfor den islamkritiske person bryste os af, at vi i hvert fald ikke er sådan en farisæer som han. Ak ja. Som de to blogforfattere angriber den antiracistiske racisme, sådan angreb jeg den antifarisæiske farisæisme.

Men hvor er vi dog indviklede, vi vestlige mennesker! Og hvor er det dog synd for vore indvandrere, at de af alle disse velmenende mennesker skal hindres i at få et indtryk af, hvad der bevæger os, det vil sige, skal hindres i at blive virkelig integrerede i vort samfund.

Nå, man kan vel håbe på, at de finder ud af det alligevel. Men hvorfor dog ikke ligefremt og ligetil være ved, at vi er som vi er? Det er mig en stadig kilde til undren, at vi ikke tør det.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s