Muslimsk hykleri

Man tror ikke sine egne ører. Men det er rigtig nok. To muslimer, oven i købet folketingsmedlemmer, godt nok kun for SF, hykler til den helt store guldmedalje. Man så det i Tv-avisen forleden aften. De reagerede meget kraftigt på VKO’s forslag om et pointsystem for familiesammenføring. Kamal Qureshi, menneskerettighedsordfører for SF, sagde: ”Jeg er da imod, at valget af ægtefæller og partnere i Danmark skal basere sig på partnerens uddannelse, partnerens evne til at tjene penge. Det skal basere sig på kærlighed”. Og Özlem Cekic, socialordfører, bekendtgjorde: ”SF kommer ikke til at stemme ja til den her aftale… Vi får et Danmark hvor der er et A-hold og et B-hold, og et B-hold som ikke kan blive familiesammenført med den de elsker”.

Det er da hykleri af værste skuffe. Begge har rødder i muslimske lande, henholdsvis Tyrkiet og Pakistan, så de må da vide, hvad de taler om. De må da vide, at netop i de lande baseres valg af ægtefælle ikke på kærlighed, ikke på, at de to parter er blevet forelsket i hinanden, ikke på, at de har mødtes en aftenstund og sød musik opstod i hjerterne. Nej, i de lande baseres valg af ægtefælle på aftaler mellem familierne, i de lande er arrangerede ægteskaber kutyme. OK, der kan være områder i byerne, hvor arrangerede ægteskaber ikke er så almindelige. Men blandt de muslimer, der kom hertil fra pakistanske eller tyrkiske landsbyer, var det såre almindeligt. Og den kultur har de bragt med sig til Danmark.

Og dette kulturtræk har behersket dem, lige fra de første gang betrådte Danmarks jord. Oven i købet med det særtræk ved sig, at én ung tyrk eller pakistaner, bosiddende her i landet, absolut skulle ind i et arrangeret ægteskab med én fra hjemlandet, formentlig fordi det gav flere penge til forældrene. Forelskelse? Glem det! Kærlighed? Ja, det kom nok med tiden. Det vigtigste var, at den unge fulgte familiens anvisninger og lod sig føre ind i det ægteskab, familien havde arrangeret for ham eller hende.

Og det må da disse to SF’ere vide. Det er da umuligt, at de kan være uvidende om, at det, der er ét af indvandringens største problemer, netop er, at vore familiesammenføringslove oprindelig havde som forudsætning, at ægteskaber blev indgået af kærlighed, og at disse forudsætninger er blevet fuldstændig undergravet af den anderledes kultur, der hersker i Tyrkiet og Pakistan, kulturer med arrangerede ægteskaber. Det er strømmet ind i landet med unge fremmede ægtefæller, vore integrationsanstrengelser kunne slet ikke følge med. Netop som vi mente, at nu var den eller den da ved at være klar over, hvad det vil sige at være dansker i Danmark, blev vedkommende familiesammenført med én fra hjemlandet, og så var alle anstrengelser spildte.

Og de må da også være klar over, at vi har haft meget vanskeligt ved at tackle det problem, som kulturerne med arrangerede ægteskaber rejser for os, der tror på kærlighedsbaserede ægteskaber. Alle er lige for loven, siger vi her i landet. Og mange etniske danskere, der blev forelsket i et menneske fra udlandet, har måttet finde sig i 24-års-regler og den slags, fordi vi har været nødt til at rejse nogle barrierer for alle de arrangerede ægteskaber, som vore pakistanske og tyrkiske medborgere prøver at sætte i værk, enten for at tjene penge på deres børn eller for at adlyde familieklanens bestemmelser.

Så meget kan folketingsmedlemmer ikke have sovet i timen, at de ikke véd, at det er dèr, skoen trykker: det er netop vore kærlighedsbaserede love, der ikke kan tage højde for deres kulturbaserede arrangerede ægteskaber. Og derfor er det en utrolig frækhed og et utroligt hykleri, at netop de nu vil hævde, at valget af ægtefælle skal baseres på kærlighed.

Men det er mere end det. Hykleriet har et endnu dybere lag. For lur mig, om ikke de med deres udtalelser røber det hykleri, der har gennemstrømmet de fleste af deres landsmænd i deres forklaringer og holdninger til os danskere. Jeg husker nok, da nogen undrede sig over de mange fætter-kusine-ægteskaber fra f.eks. Tyrkiet. Og jeg husker også den forklaring, vi fik: jamen, der var tale om, at en ung dansk-boende tyrk under et besøg i hjemlandet havde truffet en sød kusine; hende var han blevet forelsket i ved en fest, og nu ville han gerne giftes med hende og have hende med til Danmark. Jamen, det forstod vi da så udmærket. Blot de brugte ordet ‘forelsket’, så lukkede alle døre sig op.

Og det var først i det lange løb – ak, i det alt for lange løb – at det gik op for os, at vi havde ladet os narre. Der var ikke tale om et ægteskab, baseret på kærlighed, men om et ægteskab, arrangeret af familien. Vi forstod ikke kulturen, vi fattede ikke, at forældre kunne handle sådan imod deres børn. Men vi måtte lære det på den hårde måde. De såkaldte ‘æresdrab’ var med til at åbne vore øjne for den anderledes kultur. Og det forhold, at vore krisecentre for kvinder er fulde af muslimske kvinder, der ikke kan holde deres ægteskaber ud, har også medvirket til, at vi er blevet klar, hvordan den tyrkiske og pakistanske ægteskabsskik er.

Og havde så ikke vore muslimske medborgere løjet for os? De havde jo talt om forelskelse, når der var tale om arrangement? Jo, det kan man sige. Blot må man her huske på, at det arrangerede ægteskab var naturligt for dem. Og skulle de have os til at forstå, havde de måske opdaget, at det gled meget lettere ned hos os, hvis de talte om forelskelse. Så i første omgang må man nok undskylde muslimerne. De narrede os, jo. Men de gjorde det på en måde for at bygge bro mellem de to kulturer.

Men nu? Nu, hvor alt dette ligger klart for dagen? Nu, hvor vi har gjort vore erfaringer og derfor véd, at der er denne store forskel på vore kulturer? Nu kommer minsandten to muslimer og vil narre os for anden gang. Første gang lod vi os narre til at tro, at de mange ægtefæller, der blev hentet hertil fra hjemlandet, blev hentet hertil, fordi der var tale om forelskelse. Det var forkert, der var tale om arrangerede ægteskaber, det har vi omsider fået ind i knolden. Tror de virkelig, at de nu kan narre os med den samme påstand for anden gang?

Man kan spørge: Vil det skade herboende muslimer, at de får meget vanskeligt ved at hente ægtefæller fra deres hjemlande? Og svaret er naturligvis, at det ville det, hvis de havde vores syn på ægteskabet. For så ville formentlig en del af deres unge blive forelsket i én fra hjemlandet og ville så ikke kunne få vedkommende med til Danmark. Men netop, fordi de bruger arrangerede ægteskaber, har vi ikke nødig at ynkes over de unge, der oh så gerne ville have hinanden, men ikke kan få hinanden på grund af vore hårde love. Sådanne unge pakistanere er ikke til. De er alle underlagt familiens krav om ægtefælle. Og familien kan lige så godt vælge en ægtefælle, bosiddende i Danmark, som én, bosiddende i Pakistan. Nå, ja, der er unge fra Pakistan, der så ikke får det gode liv i Danmark, som deres ældre søskende fik: med bolig og kontanthjælp, osv. Og der er måske også familier i Pakistan, der ikke får tilsendt penge fra dem, de har giftet bort til Danmark. Men at forhindre det, er jo just også meningen med loven om et pointsystem. Men at det går ud over mennesker, der er blevet forelsket i hinanden, på ingen måde. Sådanne mennesker findes ikke i den kultur, blandt andet, fordi kønnene holde strengt adskilt, så de unge ikke får en kinamands chance for at blive forelsket.

Og hvis man har noget imod, at arrangerede ægteskaber ikke mere kan foregå på tværs af grænserne så gnidningsfrit som før, så sig dog det! Men lad være med at køre det ind under forelskelse! Den gik i første omgang. Men den går ikke anden gang. At ville forsøge sig med det narrespil er det rene hykleri.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam. Bogmærk permalinket.

8 svar til Muslimsk hykleri

  1. Morten - - - siger:

    Kære Ricardt Riis

    Du har mildest ret, når du skriver:

    Det er da umuligt, at de kan være uvidende om, at det, der er ét af indvandringens største problemer, netop er, at vore familiesammenføringslove oprindelig havde som forudsætning, at ægteskaber blev indgået af kærlighed, og at disse forudsætninger er blevet fuldstændig undergravet af den anderledes kultur, der hersker i Tyrkiet og Pakistan, kulturer med arrangerede ægteskaber.”

    Men jeg mener godt, man kan anklage dig for en form for raffineret, let hykleri, for du kan da heller ikke være uvidende om, at netop de to nævnte SF’ere begge lever/har levet i arrangerede ægteskaber. Kamal gør det stadig – og finder arrangementet i orden. Han er derfor en kende mindre hyklerisk, end sin partifælle Özlem. For han mener, at et ægteskab indgået af kærlighed til sine forældre også er et kærlighedsægteskab af en art. Hans indstilling til, om tvang er acceptabelt i denne forbindelse, er mig ubekendt. Men er man under 24 år, er der vel i princippet tale om en grad af tvang.

    Nu strammer jeg så skruen for dig:

    Kamal lever i et arrangeret ægteskab, uden kærlighed som forudsætning. Det er vist. Özlem brød ud af sit arrangerede ægteskab og har selv valgt en ny ægtefælle, men med etnicitet, som ufravigeligt kriterium!

    Hvordan især Özlem kan være medlem af SF er mig en gåde. For mig at se er der tale om en form for helt uacceptabel kvotering, uden hensyn til personens sympatier og præferencer.

    Men alright: respekt for, at du undlod at spille trumfkortet, selvom jeg mistænker dig for at sidde inde med det 😉

    – – –

  2. Karen E. Hansen siger:

    Disse to begreber: kærlighed og økonomi/integrering spilles da temmelig fordækt i hele denne debat. Ægteskab indgået af kærlighed må vel være indgået af voksne mennesker. Altså mennesker, der kan tage ansvar. Så når der argumenteres med kærlighed og retten til at bo netop her med en ægtefælle fra et andet land, blandes to sammenhænge.
    For det første: Selv om tanken er smuk, kan man ikke varigt leve af kærlighed og kildevand. Voksne mennesker bør vide det. Altså er overvejelserne over at bo i Danmark forbundet med forståelsen af landet som et velfærdssamfund. Men et velfærdssamfund kan ikke opretholdes, hvis for mange indregner, at “samfundet skal betale”. Så hvis kærligheden er kærlighed, må man da gøre en indsats for at kunne opretholde en familie, der hvor man vælger at bo.
    For det andet: Du har ret i, at det netop er de arrangerede ægteskaber fra Tyrkiet og Pakistan, der har givet landet et problem. Økonomisk og og hvad angår sammenhængen i samfundet. Men hvis det er voksnes frie valg både af ægtefælle og land, så vil en målrettet indlevelse i den anden parts kultur være en selvfølge fra den udenlandske ægtefælles side….Med mindre man som dansk statsborger faktisk tankemæssigt lever i f.eks. Pakistan. I så fald, hvorfor ikke bosætte sig i Pakistan??
    Så går vi over i de økonomiske argumenter igen.
    “Retten til at bo i sit eget land med den man elsker.” Lyder besnærende… men

  3. Ricardt Riis siger:

    @ Morten – – –
    Kim Møller var på uriasposten.net så venlig at gøre opmærksom på, at Özlem Cekic og Kamal Qureshi er muslimer. Jeg anede det nok, men nu var jeg da sikker på det. Hvad de ellers har bedrevet i og udenfor deres ægteskaber, vidste jeg ikke noget om. Og havde jeg vidst det, ville jeg ikke have argumenteret med det. Så diskussionen om, hvem af de to der er mest hyklerisk af de to, deres familiære forhold taget i betragtning, må du have for dig selv. Det hykleri, jeg påpegede, var, at de to lader, som om det er kærlighed, der står bag familiesammenføringerne fra Tyrkiet og Pakistan, selv om de véd, at der er tale om arrangerede ægteskaber i langt de fleste tilfælde.

    Det kan godt være, at Kamal Qureshi ved den kærlighed, der ligger bag familiesammenføringerne, mener kærligheden til forældrene. Men det er i denne sammenhæng ligegyldigt. Derved forrykkes blot spørgsmålet fra det følelsesmæssige om forelskelse til det mere rationelle spørgsmål: Hvorfor skal forældrene absolut vælge en ægtefælle til deres barn fra hjemlandet? Og så kommer vi ind på en hel masse om familiernes ære og om deres økonomi, noget, som de gerne må have og dyrke for mig, men som jeg ikke mener, vi behøver understøtte ved en åben dør for familiesammenføringer gennem arrangerede ægteskaber.

  4. Thomas Thomsen siger:

    Nu er der lige det, at et danskere der træffer en udlænding som de vil gifte sig med, ikke kan få pågældende med sig til vort land, hvis den elskede ikke kan opfylde sprog- eller uddannelseskrav.
    Men det gør måske ikke så meget, hvis hadet mod muslimerne kan finde en tilfredsstillelse i de nye krav?

  5. Ricardt Riis siger:

    @ Thomas Thomsen!
    Det er ikke had mod muslimerne, der ligger bag de nye krav. Det er et forsøg på at undgå, at deres tradition med arrangerede ægteskaber fører til kædeindvandring, noget, vi har set tidligere, før 24-års reglen.

    Men for øvrigt, netop fordi vi har set denne kædeindvandring før, er det kun de radikale og enhedslisten, der vil undlade at begrænse ægtefællesammenføringen. Dit ønske om fri indvandring for ægtefæller er et nostalgisk ønske, men denne fri indvandring er blevet ødelagt af den muslimske kædeindvandring, hvad de selvfølgelig ikke har villet, men sådan er det bare blevet.

  6. Morten - - - siger:

    @ Ricardt Riis

    Taget ad notam. Jeg troede alle kendte såvel Özlems som Kamals baggrund.

    Med hensyn til gradsforskellen, egner den sig kun til at understrege, at der helt uomtvisteligt er tale om hykleri.

    – – –

  7. Morten - - - siger:

    “Et sådant syn findes forresten også i én af den muslimske kulturs største skatte: ”Tusind og én nats eventyr”.”

    Ja. Men den kan desværre ikke tjene til belæring for muslimerne, for det nytter ikke at præsentere mennesker for idéerne, før deres respektive kulturer er modne til dem. Idéerne er det universelle – deres iværksættelse det specielle. En sandhed, man udmærket kan bruge 1001 Nat som eksempel på. Ellers kunne dårligt fungerende nationer blot downloade de velfungerende landes konstitutioner m. m. Men sådan er det ikke. Og navnligt ikke i statiske kulturer, som de muslimske typisk henregnes til.

    – Den foretrukne underholdning i Pakistan er sange om romantisk kærlighed hhv.ulykkelig kærlighed. I Karachi sad min svoger på taget og sang højlydte og klagende kærlighedssange til den pige, han ikke måtte “få”. – For en gangs skyld skal i gåseøjne, fordi det skal tages bogstaveligt!

    Ulykkelig kærlighed er fuldstændigt socialt acceptabel, og dyrkes også af tilhørerne til den ulykkelige. Den får ikke for lidt, og mangen trubadur har baseret sin karriere på ikke at kunne få “den eneste ene”.

    Det er i øvrigt ikke blot de gamle eventyr, der dyrker “fri kærlighed” i de muslimske kulturer. Det er også den nyere filmbranche i de muslimske lande.

    Jo flere bånd – desto mere euforisk/sentimentalt dyrkes “friheden”. Men de unge bliver ikke mindre stramtandede af den grund, når deres egen tid som “ægteskabsformidlere” kommer …

    Muslimerne har ikke ændret sig grundlæggende, siden 1001 Nats Eventyr. Heller ikke, selvom man evt. kan blive forvirret, når man ser de biler, de har importeret fra moderne kulturer.

    Alle mine svogre kom til Danmark via pro forma-ægteskaber, for der var ikke basis for den anden type arrangerede ægteskaber (jeg har ikke været involveret, men jeg må indrømme, at jeg er vidende om det). De har også i vid udstrækning lavet ulykker, og vi havde umiddelbart været bedst tjent, uden deres tilstedeværelse. Eller med at lade dem være os selv til belæring? hvis det er noget sådant, vi trænger.

    – – –

  8. dcv2 siger:

    Kære Ricardt og Karen, tak for indlæg / kommentarer. I har nogen evner til at udtrykke jer balanceret og præcist i denne debat, som jeg misunder.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s