Kan vi undgå hykleri i indvandringsdebatten?

Jeg tænker her både på de danske politikeres hykleri og på muslimernes hykleri.

Man kan nemlig godt angribe de danske politikere for hykleri i den forbindelse. Man indfører en 24-års regel, der siger, at vil man have en udenlandsk ægtefælle til landet, kan det først lade sig gøre, når de to parter er fyldt 24 år. Formelt var formålet med reglen at undgå tvangsægteskaber. Men reelt var formålet at undgå arrangerede ægteskaber. Det blev indgående forklaret af den daværende integrationsminister Bertel Haarder. Reglen var udformet sådan, sagde han, at man ikke ramte ret mange etniske danskere. Og den havde tillige den virkning, at indvandrerkvinderne kom i uddannelse i stedet for i ægteskab, hvilket de selv var glade for.

Den såkaldte ‘starthjælp’, en formindsket kontanthjælp for indvandrere, havde det reelle formål, at den skulle gøre det mindre attraktivt for familier at ‘sælge’ deres sønner eller døtre til danske statsborgere i forhold til ‘salg’ til andre landes statsborgere. Men formelt forklarede man, at det ikke var rimeligt, at familiesammenførte ægtefæller fra dag 1 skulle have del i en ydelse, som de ikke havde været med til at optjene.

Samme skisma mellem det reelle formål og det formelle formål kan ses i det pointsystem, man nu vil oprette. Formelt skal det indrettes, så de mennesker, der kommer til landet i kraft af familiesammenføringer, kan bidrage til produktionen. Reelt er det meningen, at familiesammenføringer fra lande, hvor arrangerede ægteskaber er almindelige, skal neddrosles, og helst helt forhindres.

Og hvis man spørger, hvorfor vore politikere da ikke siger tingene ligeud, er svaret, at vor opfattelse af loven er, at alle er lige for loven. Loven eller lovgiverne kan derfor ikke ligeud gøre forskel på borgerne, i dette tilfælde på etniske danskere og danskere fra f.eks Tyrkiet og Pakistan, hvor arrangerede ægteskaber er det almindeligste. Tvindloven, der gjorde forskel på landets borgere, idet den direkte nævnte bestemte skoler i sin tekst, blev kendt ugyldig af højesteret. Og det har justitsministeriets lovkontor skrevet sig bag øret, så direkte at skrive i lovteksten, ja blot det direkte at sige, hvad den egentlige hensigt er, det afholder politikerne sig klogelig fra.

Man kan beklage et sådant hykleri – hvad jeg her iler med at gøre – men man kan muligvis ikke undgå det. Dog er jeg jo ikke politiker og derfor ikke bundet af sådanne begrænsninger. Så jeg vil tillade mig at være mere ligefrem, end vore politikere kan være, og altså sige åbent, at det er højst uheldigt med den kædeindvandring, der kan finde sted fra de pågældende lande til vort land i kraft af familiesammenføringer af ægtefæller i arrangerede ægteskaber.

Men der ligger altså også, som anført i det forrige blogindlæg, en form for hykleri hos muslimerne. De foregiver, at der er tale om forelskelse og kærlighed i de arrangerede ægteskaber, men efterhånden véd vi da godt, at der er tale om, at familierne arrangerer ægteskaberne. Dog véd vi ikke ret meget om, hvor store eller små økonomiske transaktioner der finder sted i den anledning. De har det måske med det, ligesom vi har det med lønnen: på en arbejdsplads tales der ikke meget om, hvad den får i løn og hvad den får. Men specielt overfor os danskere omtales det da ikke. For derved ville muslimerne jo slå den myte i stykker, den myte, der har været så givtig for dem, at de to selv fandt sammen og blev forelskede i hinanden, ligesom vore unge gør det.

Det skal være dette blogindlægs hovedpointe: at afdække de to religioners forskellige tilgang til kønsforskellen, at vise, hvordan de to forskellige syn på samme er helt og aldeles inkompatible, og at forsøge at afklare, hvorfor det næsten naturnødvendigt må give sig udslag i hykleri.

Vi danskere har i vor lovgivning om borgernes ret til at bosætte sig her i landet med udenlandske ægtefæller taget det som en selvfølge, at de ægteskaber, der var tale om, byggede på forelskelse og kærlighed. Sådan har vi det jo med den mærkelige og herlige kønsforskel: vi giver vore unge mulighed for at omgås med individer af det modsatte køn, vi har blandede klasser i skolerne, vi har fester med pardans, det eneste sted, hvor vi finder det nødvendigt at have adskillelse mellem kønnene, er på de offentlige toiletter. Og derved får forelskelsens kræfter mulighed for at gøre sig gældende.

Men derved støder vor opfattelse også sammen med den muslimske tilgang til den herlige forskel. For muslimerne vil ikke lade forelskelsens kræfter gøre sig gældende; de stoler ikke på disse kræfter, de er altfor tilfældige. Nej, lad os voksne med erfaringerne sætte os sammen og afgøre sagerne! Og for at deres unge nu ikke skal blive udsat for disse tilfældige og ofte uhensigtsmæssige kræfter i forelskelsen, indretter de deres samfund med en næsten absolut kønsadskillelse. Det kan ikke lade sig gøre her i landet, men så kan man i det mindste holde pigerne tilbage i hjemmene, give dem forbud mod deltagelse i enhver fest, hvor der forekommer alkohol og drenge (og det vil i Danmark sige: enhver fest). Det mærkelige er for så vidt blot, at de ikke giver drengene et tilsvarende forbud. De må godt feste og danse med danske piger, men de må ikke gifte sig med dem. For forældrene søger at bevare den indflydelse på deres ‘valg’ af ægtefælle, som de havde i deres hjemlande.

Alt dette er foreteelser, der ikke direkte har indflydelse på det problem, jeg her tager op. Lad kun muslimerne indrette sig, som de vil! Lad dem blot søge det bedste, de kan, at bibeholde det, de betragter som en vigtig del af deres kultur! Det samme gør vi danskere jo, når vi slår os ned i udlandet. Det giver problemer, og det er ikke let at løse de problemer, det giver anledning til, men, om store eller små, disse problemer kan vi dog se ende på, for de forholder sig til de muslimer, der er kommet ind i landet.

Anderledes med de arrangerede ægteskaber. De har givet muslimer fra i hvert fald Tyrkiet og Pakistan mulighed for kædeindvandring her til landet. Hvis der hos disse muslimer var tale om ægteskaber på baggrund af forelskelse, ville denne kædeindvandring aftage i takt med, at der blev flere og flere muslimer her i landet. For forelskelsesægteskaber indgås på baggrund af de chancer, de unge har for at møde andre unge af samme slags. Og efterhånden som der blev flere muslimer, ville chancen for, at en herboende muslim mødte én af det andet køn her i landet, fuldstændig overskygge chancen for, at han eller hun mødte én fra hjemlandet. Sådan er det som bekendt ikke gået. Og det skyldes netop, at det ikke er de unge selv, der bestemmer, det er familien. Og familien synes mærkelig nok, at det bedste for deres unge afkom vil være at få en ægtefælle fra hjemlandet.

Ja, man må sige ‘mærkelig nok’. ”Lige børn leger bedst”, siger vi om vore unges ægteskaber. Og vi kan vel ikke se andet, end at det må gælde ethvert ægteskab, også muslimers. Det vil sige: for en ung muslim, der er vokset op her i landet og i nogen grad har tilegnet sig landets skikke, vil det alt andet lige være lykkeligst at gifte sig med en muslim med tilsvarende opvækst. Men muslimske forældre synes ikke at tage hensyn til deres børns lykke, når de vælger en ægtefælle fra hjemlandet. Af og til vælger de endda en sådan ud fra en betragtning om, at deres barn er blevet altfor dansk. Af og til er det måske mere økonomiske forhold eller forholdet til familien i hjemlandet, der tæller.

Men om det er det ene eller det andet, det er oftest de unge, der bliver taberne i det spil (plus altså det danske samfund, hvis det får tilvandrere i et omfang, som det slet ikke kan opsuge i en ordentlig integration). Og det er det, politikerne prøver at sætte ind imod. Vi ønsker ikke, at muslimernes tradition med arrangerede ægteskaber skal medføre en kædeindvandring af muslimer fra Pakistan og Tyrkiet.

Hvad vi forståeligt nok vender os imod, er altså ikke den muslimske tradition i sig selv. Hvis de vil søge at bibeholde deres tradition med arrangerede ægteskaber, så må de da godt det, hvis de blot holder sig indenfor dansk lovs rammer. Nej, hvad vi vender os imod og vel må vende os imod, er dette, at de forældre eller de ældre slægtninge, der arrangerer de unges ægteskaber, absolut skal hente en ægtefælle til den unge mand eller kvinde fra hjemlandet. Hvorfor skal de det? Hvorfor er de muslimer, der er opvokset her i landet, ikke gode nok? Hvad er det for kræfter, der sørger for, at hjemlandets muslimer bliver foretrukket? Man kan forestille sig økonomiske kræfter, man kan tænke på forestillinger om slægtens ære, man kan mene, det væsentligste er et ønske om, via et sådant input fra hjemlandet, at bevare sin tradition ‘ubesmittet’. Men hvad det end er, det er ikke vort samfunds interesser, der varetages derved. Tværtimod.

Og skal vort samfunds interesser tilgodeses derved, at en sådan kædeindvandring forhindres, kan det så gøres uden juridisk fifleri? Hvis man f.eks. tænkte sig, at man indførte kvoter for ægtefællesammenføring fra Pakistan og lod størrelsen afhænge af, hvor godt pakistanerne her i landet blev integreret, så ville et sådant forslag måske ved første øjekast synes retfærdigt nok, men ville ved nærmere eftertanke måtte forkastes, fordi vi her i landet stræber efter at behandle individer og ikke befolkningsgrupper retfærdigt.

Og hvis man som påtænkt opstiller en række krav til ægtefæller, der vil familiesammenføres med et menneske med dansk statsborgerskab, så må man jo affinde sig med, at man ikke kan stille krav om, at der skal være tale om forelskelse og ægte kærlighed, for loven kan ikke granske hjerter og nyrer og skal heller ikke gøre det. Og man må være klar over, at man med sådanne restriktive regler rammer alle danskere, også dem, der faktisk er blevet forelsket i en pakistansk pige. Og den slags tilfælde skal medierne nok sørge for at finde frem. Og det kan man godt kalde lovfifleri eller direkte hykleri fra lovgivningsmagtens side. Jeg kan blot ikke se anden udvej.

Sådan set skulle man synes, at den muslimske side bedre kunne undgå hykleri. Skulle det ikke være muligt at hævde, at det syn på kønsforskellen og på, hvordan man tackler den, som deres tradition anbefaler, nu engang går ud på kønsadskillelse og deraf følgende arrangerede ægteskaber, og at de, når de henter en ægtefælle til deres børn fra hjemlandet, blot går ud fra de almindelige menneskerettigheder? Skulle det ikke være muligt at undgå at udsmykke deres tradition med den vestlige foreteelse, der hedder forelskelse og kærlighed? Oven i købet ville de vel kunne hævde, at de da godt véd, at muslimsk lovgivning tillader forskelsbehandling af grupper, men at de i dette tilfælde vil behandles efter vestlig lov.

Men under alle omstændigheder: Hvem der hykler mest, kan nok ikke afgøres, men viser disse fiflerier og juridiske krumspring ikke, at de to syn på kønsforskellen, det muslimske og det vesterlandske, er inkompatible? I hvert fald viser de, at juraen ikke kan gribe ind på alle områder, den er nødt til at forudsætte en række forhold i samfundet, som den ikke har indflydelse på: tillid mellem mennesker, respekt for de love, der vedtages, og altså også: et syn på ægteskabet, hvorefter det indgås på baggrund af forelskelse og kærlighed.

Et sådant syn findes forresten også i én af den muslimske kulturs største skatte: ”Tusind og én nats eventyr”. Den kendsgerning lader vi lige stå og blafre lidt til almindelig forundring. For det er sandt nok.

P.S.: Som forudsagt illustrerede ‘Nyhederne/tv2’ debatten om pointsystemet med et ‘forelskelsespar’, en dansk mand og en brasiliansk kvinde. Havde man nu bragt et interview med et ældre, pakistansk familieoverhoved, havde man hørt ham beklage sig over, at han fremover ikke kunne få så mange familiemedlemmer til Danmark, og at han derfor ikke kunne få så mange penge tilsendt til uddeling til fattige medlemmer af hans familie, se, det havde været relevant. Det andet, nå ja som sagt, det var det forventelige. Der er stadigvæk nogen, der ingenting har forstået.

Advertisement