Kan vi undgå hykleri i indvandringsdebatten?

Jeg tænker her både på de danske politikeres hykleri og på muslimernes hykleri.

Man kan nemlig godt angribe de danske politikere for hykleri i den forbindelse. Man indfører en 24-års regel, der siger, at vil man have en udenlandsk ægtefælle til landet, kan det først lade sig gøre, når de to parter er fyldt 24 år. Formelt var formålet med reglen at undgå tvangsægteskaber. Men reelt var formålet at undgå arrangerede ægteskaber. Det blev indgående forklaret af den daværende integrationsminister Bertel Haarder. Reglen var udformet sådan, sagde han, at man ikke ramte ret mange etniske danskere. Og den havde tillige den virkning, at indvandrerkvinderne kom i uddannelse i stedet for i ægteskab, hvilket de selv var glade for.

Den såkaldte ‘starthjælp’, en formindsket kontanthjælp for indvandrere, havde det reelle formål, at den skulle gøre det mindre attraktivt for familier at ‘sælge’ deres sønner eller døtre til danske statsborgere i forhold til ‘salg’ til andre landes statsborgere. Men formelt forklarede man, at det ikke var rimeligt, at familiesammenførte ægtefæller fra dag 1 skulle have del i en ydelse, som de ikke havde været med til at optjene.

Samme skisma mellem det reelle formål og det formelle formål kan ses i det pointsystem, man nu vil oprette. Formelt skal det indrettes, så de mennesker, der kommer til landet i kraft af familiesammenføringer, kan bidrage til produktionen. Reelt er det meningen, at familiesammenføringer fra lande, hvor arrangerede ægteskaber er almindelige, skal neddrosles, og helst helt forhindres.

Og hvis man spørger, hvorfor vore politikere da ikke siger tingene ligeud, er svaret, at vor opfattelse af loven er, at alle er lige for loven. Loven eller lovgiverne kan derfor ikke ligeud gøre forskel på borgerne, i dette tilfælde på etniske danskere og danskere fra f.eks Tyrkiet og Pakistan, hvor arrangerede ægteskaber er det almindeligste. Tvindloven, der gjorde forskel på landets borgere, idet den direkte nævnte bestemte skoler i sin tekst, blev kendt ugyldig af højesteret. Og det har justitsministeriets lovkontor skrevet sig bag øret, så direkte at skrive i lovteksten, ja blot det direkte at sige, hvad den egentlige hensigt er, det afholder politikerne sig klogelig fra.

Man kan beklage et sådant hykleri – hvad jeg her iler med at gøre – men man kan muligvis ikke undgå det. Dog er jeg jo ikke politiker og derfor ikke bundet af sådanne begrænsninger. Så jeg vil tillade mig at være mere ligefrem, end vore politikere kan være, og altså sige åbent, at det er højst uheldigt med den kædeindvandring, der kan finde sted fra de pågældende lande til vort land i kraft af familiesammenføringer af ægtefæller i arrangerede ægteskaber.

Men der ligger altså også, som anført i det forrige blogindlæg, en form for hykleri hos muslimerne. De foregiver, at der er tale om forelskelse og kærlighed i de arrangerede ægteskaber, men efterhånden véd vi da godt, at der er tale om, at familierne arrangerer ægteskaberne. Dog véd vi ikke ret meget om, hvor store eller små økonomiske transaktioner der finder sted i den anledning. De har det måske med det, ligesom vi har det med lønnen: på en arbejdsplads tales der ikke meget om, hvad den får i løn og hvad den får. Men specielt overfor os danskere omtales det da ikke. For derved ville muslimerne jo slå den myte i stykker, den myte, der har været så givtig for dem, at de to selv fandt sammen og blev forelskede i hinanden, ligesom vore unge gør det.

Det skal være dette blogindlægs hovedpointe: at afdække de to religioners forskellige tilgang til kønsforskellen, at vise, hvordan de to forskellige syn på samme er helt og aldeles inkompatible, og at forsøge at afklare, hvorfor det næsten naturnødvendigt må give sig udslag i hykleri.

Vi danskere har i vor lovgivning om borgernes ret til at bosætte sig her i landet med udenlandske ægtefæller taget det som en selvfølge, at de ægteskaber, der var tale om, byggede på forelskelse og kærlighed. Sådan har vi det jo med den mærkelige og herlige kønsforskel: vi giver vore unge mulighed for at omgås med individer af det modsatte køn, vi har blandede klasser i skolerne, vi har fester med pardans, det eneste sted, hvor vi finder det nødvendigt at have adskillelse mellem kønnene, er på de offentlige toiletter. Og derved får forelskelsens kræfter mulighed for at gøre sig gældende.

Men derved støder vor opfattelse også sammen med den muslimske tilgang til den herlige forskel. For muslimerne vil ikke lade forelskelsens kræfter gøre sig gældende; de stoler ikke på disse kræfter, de er altfor tilfældige. Nej, lad os voksne med erfaringerne sætte os sammen og afgøre sagerne! Og for at deres unge nu ikke skal blive udsat for disse tilfældige og ofte uhensigtsmæssige kræfter i forelskelsen, indretter de deres samfund med en næsten absolut kønsadskillelse. Det kan ikke lade sig gøre her i landet, men så kan man i det mindste holde pigerne tilbage i hjemmene, give dem forbud mod deltagelse i enhver fest, hvor der forekommer alkohol og drenge (og det vil i Danmark sige: enhver fest). Det mærkelige er for så vidt blot, at de ikke giver drengene et tilsvarende forbud. De må godt feste og danse med danske piger, men de må ikke gifte sig med dem. For forældrene søger at bevare den indflydelse på deres ‘valg’ af ægtefælle, som de havde i deres hjemlande.

Alt dette er foreteelser, der ikke direkte har indflydelse på det problem, jeg her tager op. Lad kun muslimerne indrette sig, som de vil! Lad dem blot søge det bedste, de kan, at bibeholde det, de betragter som en vigtig del af deres kultur! Det samme gør vi danskere jo, når vi slår os ned i udlandet. Det giver problemer, og det er ikke let at løse de problemer, det giver anledning til, men, om store eller små, disse problemer kan vi dog se ende på, for de forholder sig til de muslimer, der er kommet ind i landet.

Anderledes med de arrangerede ægteskaber. De har givet muslimer fra i hvert fald Tyrkiet og Pakistan mulighed for kædeindvandring her til landet. Hvis der hos disse muslimer var tale om ægteskaber på baggrund af forelskelse, ville denne kædeindvandring aftage i takt med, at der blev flere og flere muslimer her i landet. For forelskelsesægteskaber indgås på baggrund af de chancer, de unge har for at møde andre unge af samme slags. Og efterhånden som der blev flere muslimer, ville chancen for, at en herboende muslim mødte én af det andet køn her i landet, fuldstændig overskygge chancen for, at han eller hun mødte én fra hjemlandet. Sådan er det som bekendt ikke gået. Og det skyldes netop, at det ikke er de unge selv, der bestemmer, det er familien. Og familien synes mærkelig nok, at det bedste for deres unge afkom vil være at få en ægtefælle fra hjemlandet.

Ja, man må sige ‘mærkelig nok’. ”Lige børn leger bedst”, siger vi om vore unges ægteskaber. Og vi kan vel ikke se andet, end at det må gælde ethvert ægteskab, også muslimers. Det vil sige: for en ung muslim, der er vokset op her i landet og i nogen grad har tilegnet sig landets skikke, vil det alt andet lige være lykkeligst at gifte sig med en muslim med tilsvarende opvækst. Men muslimske forældre synes ikke at tage hensyn til deres børns lykke, når de vælger en ægtefælle fra hjemlandet. Af og til vælger de endda en sådan ud fra en betragtning om, at deres barn er blevet altfor dansk. Af og til er det måske mere økonomiske forhold eller forholdet til familien i hjemlandet, der tæller.

Men om det er det ene eller det andet, det er oftest de unge, der bliver taberne i det spil (plus altså det danske samfund, hvis det får tilvandrere i et omfang, som det slet ikke kan opsuge i en ordentlig integration). Og det er det, politikerne prøver at sætte ind imod. Vi ønsker ikke, at muslimernes tradition med arrangerede ægteskaber skal medføre en kædeindvandring af muslimer fra Pakistan og Tyrkiet.

Hvad vi forståeligt nok vender os imod, er altså ikke den muslimske tradition i sig selv. Hvis de vil søge at bibeholde deres tradition med arrangerede ægteskaber, så må de da godt det, hvis de blot holder sig indenfor dansk lovs rammer. Nej, hvad vi vender os imod og vel må vende os imod, er dette, at de forældre eller de ældre slægtninge, der arrangerer de unges ægteskaber, absolut skal hente en ægtefælle til den unge mand eller kvinde fra hjemlandet. Hvorfor skal de det? Hvorfor er de muslimer, der er opvokset her i landet, ikke gode nok? Hvad er det for kræfter, der sørger for, at hjemlandets muslimer bliver foretrukket? Man kan forestille sig økonomiske kræfter, man kan tænke på forestillinger om slægtens ære, man kan mene, det væsentligste er et ønske om, via et sådant input fra hjemlandet, at bevare sin tradition ‘ubesmittet’. Men hvad det end er, det er ikke vort samfunds interesser, der varetages derved. Tværtimod.

Og skal vort samfunds interesser tilgodeses derved, at en sådan kædeindvandring forhindres, kan det så gøres uden juridisk fifleri? Hvis man f.eks. tænkte sig, at man indførte kvoter for ægtefællesammenføring fra Pakistan og lod størrelsen afhænge af, hvor godt pakistanerne her i landet blev integreret, så ville et sådant forslag måske ved første øjekast synes retfærdigt nok, men ville ved nærmere eftertanke måtte forkastes, fordi vi her i landet stræber efter at behandle individer og ikke befolkningsgrupper retfærdigt.

Og hvis man som påtænkt opstiller en række krav til ægtefæller, der vil familiesammenføres med et menneske med dansk statsborgerskab, så må man jo affinde sig med, at man ikke kan stille krav om, at der skal være tale om forelskelse og ægte kærlighed, for loven kan ikke granske hjerter og nyrer og skal heller ikke gøre det. Og man må være klar over, at man med sådanne restriktive regler rammer alle danskere, også dem, der faktisk er blevet forelsket i en pakistansk pige. Og den slags tilfælde skal medierne nok sørge for at finde frem. Og det kan man godt kalde lovfifleri eller direkte hykleri fra lovgivningsmagtens side. Jeg kan blot ikke se anden udvej.

Sådan set skulle man synes, at den muslimske side bedre kunne undgå hykleri. Skulle det ikke være muligt at hævde, at det syn på kønsforskellen og på, hvordan man tackler den, som deres tradition anbefaler, nu engang går ud på kønsadskillelse og deraf følgende arrangerede ægteskaber, og at de, når de henter en ægtefælle til deres børn fra hjemlandet, blot går ud fra de almindelige menneskerettigheder? Skulle det ikke være muligt at undgå at udsmykke deres tradition med den vestlige foreteelse, der hedder forelskelse og kærlighed? Oven i købet ville de vel kunne hævde, at de da godt véd, at muslimsk lovgivning tillader forskelsbehandling af grupper, men at de i dette tilfælde vil behandles efter vestlig lov.

Men under alle omstændigheder: Hvem der hykler mest, kan nok ikke afgøres, men viser disse fiflerier og juridiske krumspring ikke, at de to syn på kønsforskellen, det muslimske og det vesterlandske, er inkompatible? I hvert fald viser de, at juraen ikke kan gribe ind på alle områder, den er nødt til at forudsætte en række forhold i samfundet, som den ikke har indflydelse på: tillid mellem mennesker, respekt for de love, der vedtages, og altså også: et syn på ægteskabet, hvorefter det indgås på baggrund af forelskelse og kærlighed.

Et sådant syn findes forresten også i én af den muslimske kulturs største skatte: ”Tusind og én nats eventyr”. Den kendsgerning lader vi lige stå og blafre lidt til almindelig forundring. For det er sandt nok.

P.S.: Som forudsagt illustrerede ‘Nyhederne/tv2’ debatten om pointsystemet med et ‘forelskelsespar’, en dansk mand og en brasiliansk kvinde. Havde man nu bragt et interview med et ældre, pakistansk familieoverhoved, havde man hørt ham beklage sig over, at han fremover ikke kunne få så mange familiemedlemmer til Danmark, og at han derfor ikke kunne få så mange penge tilsendt til uddeling til fattige medlemmer af hans familie, se, det havde været relevant. Det andet, nå ja som sagt, det var det forventelige. Der er stadigvæk nogen, der ingenting har forstået.

Dette indlæg blev udgivet i Islam. Bogmærk permalinket.

6 svar til Kan vi undgå hykleri i indvandringsdebatten?

  1. keh siger:

    Tak fordi du forsøger at tænke tingene igennem og udtrykke dig klart!
    Alle er vi vist utilpasse ved hykleriet.
    Men, hvis de to kulturer er inkompatible, hvad bliver så resultatet for en lille velfærdsstat med frihedslovgivning, som Danmark?
    Vi fifler med frihedsideerne-
    og med ideen om velfærdsydelser til alle-
    fordi den gensidighed og det fælles mål, der er forudsætningen, ikke kan opnås?
    Det ser ud til, at Danmark vælger at fifle for at overleve-
    og at Sverige vælger (udadtil) at stå fast på de rene ideer, og vel går ned på det socialt og kulturelt, måske også økonomisk.
    Jeg bryder mig ikke om den “landskamp”, som kun har tabere.
    Vh
    Karen E.

  2. Morten - - - siger:

    “Et sådant syn findes forresten også i én af den muslimske kulturs største skatte: ”Tusind og én nats eventyr”.”

    Ja. Men den kan desværre ikke tjene til belæring for muslimerne, for det nytter ikke at præsentere mennesker for idéerne, før deres respektive kulturer er modne til dem. Idéerne er det universelle – deres iværksættelse det specielle. En sandhed, man udmærket kan bruge 1001 Nat som eksempel på. Ellers kunne dårligt fungerende nationer blot downloade de velfungerende landes konstitutioner m. m. Men sådan er det ikke. Og navnligt ikke i statiske kulturer, som de muslimske typisk henregnes til.

    – Den foretrukne underholdning i Pakistan er sange om romantisk kærlighed hhv.ulykkelig kærlighed. I Karachi sad min svoger på taget og sang højlydte og klagende kærlighedssange til den pige, han ikke måtte “få”. – For en gangs skyld skal i gåseøjne, fordi det skal tages bogstaveligt!

    Ulykkelig kærlighed er fuldstændigt socialt acceptabel, og dyrkes også af tilhørerne til den ulykkelige. Den får ikke for lidt, og mangen trubadur har baseret sin karriere på ikke at kunne få “den eneste ene”.

    Det er i øvrigt ikke blot de gamle eventyr, der dyrker “fri kærlighed” i de muslimske kulturer. Det er også den nyere filmbranche i de muslimske lande.

    Jo flere bånd – desto mere euforisk/sentimentalt dyrkes “friheden”. Men de unge bliver ikke mindre stramtandede af den grund, når deres egen tid som “ægteskabsformidlere” kommer …

    Muslimerne har ikke ændret sig grundlæggende, siden 1001 Nats Eventyr. Heller ikke, selvom man evt. kan blive forvirret, når man ser de biler, de har importeret fra moderne kulturer.

    Alle mine svogre kom til Danmark via pro forma-ægteskaber, for der var ikke basis for andre typer arrangerede ægteskaber (jeg har ikke været involveret, men jeg må indrømme, at jeg er vidende om det). De har også i vid udstrækning lavet ulykker, og vi havde umiddelbart været bedst tjent, uden deres tilstedeværelse. Eller med at lade dem være os selv til belæring? hvis det er noget sådant, vi trænger.

    – – –

  3. Morten - - - siger:

    Jeg har vist efterhånden en hel del indlæg i spam-filteret. Det sidst indsendte, er det kurante.

    – – –

  4. Jeg har boet næsten 4 år i Istanbul der hvor der ερ mere en to gange så mange muslimer som der er danskere i Danmark. Jeg har boet næsten 6 år i Ankara hvor der er ligeså mange muslimer som der er danskere i Danmark. Nu bor jeg “ude på landet” i Antakya med 200.000 indbyggere. Jeg taler tyrkisk og arabisk og ved hvad der foregår her på stedet. Jeg har ikke stor sympati for islam, men dog for muslimer.

    Findes der arrangerede ægteskaber? Ja, det gør der. Men i de mere end fjorten år jeg har boet i Tyrkiet har jeg højest mødt 5 tilfælde indgået efter 1975.

    En af mine venner er imidlertid inder. Han er tidligere diretør i Tyrkiet for et stort internationalt firma der fremstiller bildæk. Nu er han kun firmates formand. Han har hindu-baggrund og er ret velhavende. Han lever i et lykkeligt, arrangeret ægteskab.

    mvh

    jce
    Αντιοχεια επι Δαφνη

  5. Ricardt Riis siger:

    @ Jørgen Christensen-Ernst
    Kædeindvandringen er et kendt fænomen, bl.a. verificeret af Ejvind Vesselbo engang i halvfemserne. Når det har kunnet ladet sig gøre, skyldes det de arrangerede ægteskaber. Anden forklaring kan jeg ikke finde.

    Den muslimske kønsadskillelse er også herhjemme et kendt fænomen. Og principielt (omend ikke i praksis, heldigvis) vil en sådan adskillelse udelukke forelskelsesægteskaber.

    Men som jeg har forsøgt at sige: om muslimerne her i landet vil praktisere den ene eller den anden form for ægteskab, det vil jeg lade være op til dem at finde ud af. Hvad jeg har noget imod, er kun, at familierne absolut har skullet arrangere ægteskaberne, så de kunne få endnu et familiemedlem familiesammenført fra Tyrkiet eller Pakistan til Danmark.

    De tiltag, man har foretaget med pointsystemet, vil derfor kun skade etniske danskere og muslimer, der forelsker sig i en udlænding. De muslimer, der gifter sig via arrangerede ægteskaber, vil systemet ikke berøre, jo, de vil ikke som hidtil kunne gifte sig med én fra hjemlandet. Men det skader ikke de unge selv, tværtimod, de vil have langt bedre af at gifte sig med én, der også er opvokset i Danmark. Derimod skades de familier, der hidtil har draget fordel af de mange familiesammenføringer. Men behøver man have ondt af dem?

  6. Morten - - - siger:

    @ Jørgen Christensen-Ernst

    En tyrkisk pige fra Istanbul mødte en dansk interrailer, fulgte ham til Danmark (det var i firserne og let nok dengang) og fik et barn med ham. Hun fik arbejde her og slog sig ned med sin datter. Hun var en sød – også sexet – og helt igennem moderne indstillet pige. Jeg lærte hende at kende her i landet.

    En dag opdagede hun, at der i Hvidovre fandtes en forening for tyrkiske kvinder i Danmark. Det blev hun meget glad for, og hun syntes, det var så god en idé, at hun straks meldte sig ind.

    Dér mødte hun … overvægtige, særk- og tørklædeklædte kvinder, der gloede reserveret og yderst mistroisk på denne moderne kvinde og hendes lille “bastard-unge”. De havde intet at tale med hende om. – Og vice versa!

    Denne unge kvinde talte mildest talt også tyrkisk – og hun havde indtil for kort tid siden tilbragt hele sit liv i Tyrkiet. Men hun havde aldrig før mødt den kultur, hun dér stod ansigt til ansigt med.

    Det er imidlertid den kultur, vi der ikke bor i Tyrkiet, og ikke taler tyrkisk, møder her i Danmark. Uanset, hvad forklaringen så måtte være.

    Det vil enhver, der har en vis erfaring med udlændinge, kunne nikke genkendende til. Og det er den præmis, vi må fælde vores domme på.

    Tillykke til din hindu-ven. Hans eksempel er dog ikke til efterfølgelse.

    – – –

    P. S. Min stedfar var musiker, og boede blandt almuen i Tyrkiet i mere end fem år, samt besøgte landet jævnligt i forbindelse med sine studier af folkemusikken. Han var vidne til masser af forældreindblanding og tvang, dengang i 60’erne og 70’erne – samt til en “familie-henrettelse” af et ungt par fra landsbyen, der flygtede sammen, men blev indhentet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.