Jeg — en nazispire?

Nej holdt, det er der da ingen, der vil påstå. Det må være en umulig tanke, at nogen i den danske debat skulle nære nazistiske tanker eller gøre eller sige noget, der bare minder om nazismen!

Aldeles ikke. Forslaget om pointsystem blev af en socialdemokratisk borgmester i Herlev karakteriseret som noget, der lugter af Tyskland i mellemkrigstiden. Og i går (den 21-11 10) var der i Deadline 2. sektion en debat mellem Lars Hedegaard og Knud Lindholm Lau om netop det emne. Debatten blev annonceret på følgende måde: ”Ord kan være som arsenik. Den tyske sprogforsker Victor Klemperer beskrev i 1947 i bogen LTI, Lingua Tertii Imperii, hvordan sproget blev brugt og misbrugt under det nazistiske rædselsregime fra 1933-1945. Klemperer sammenligner nazisternes sprog med en langsomtvirkende gift, og viser hvordan ordenes vold blev til virkelig vold. Nazisternes ord var giftige. Hvor giftige er ordene i nutidens danske debat om muslimer?”

Lindholm Lau har fornylig udgivet Klemperers bog fra 1947 i en dansk oversættelse. Og han tænktes i debatten at forsvare det synspunkt, at den danske debat om muslimer virkelig er giftig og måske kan medføre det samme som den tyske debat om jøder i sin tid. Men da Lars Hedegaard i begyndelsen af debatten begyndte at angribe dem, der mente sådan, slog Lindholm Lau helt om: det er ikke mig, du angriber dèr, hævdede han, og Jes Stein Petersen, ordstyreren, måtte gribe fat i bogens forord, hvor den tanke virkelig står sort på hvidt.

Jeg tænker mig, at Lindholm Lau på forhånd havde lagt en strategi for sin deltagelse i debatten, og at denne benægtelse var en del af denne strategi. For hen mod slutningen fremførte han netop det synspunkt, at den danske islamdebat, som vi i mellemtiden havde fået nogle eksempler på af Lars Hedegaard, ville ende samme sted som tyskernes jødedebat, hvis vi ikke passede gevaldig på. Og så var der for lidt tid for Lars Hedegaard til at forsvare sit synspunkt, han blev afbrudt mit i sit forsvar. Så debat og debat? Lindholm Lau var ikke meget for at vedgå sit synspunkt, og da han endelig gjorde det, gentog han blot de sædvanlige antydninger uden på nogen måde at imødegå Hedegaards argumenter, og vist med vilje så sent, at Hedegaard ikke fik megen tid til at svare.

Han veg for øvrigt også fuldstændig udenom, da Lars Hedegaard fremdrog nogle særdeles jødehadske udtalelser, ikke fra danskere, men fra muslimer i Mellemøsten. En ret relevant henvisning, for jødehad i dag træffer man ikke hos etniske europæere, men i rigt mål hos muslimske indvandrere. Det kan jøder i både København og Malmø tale med om. Men hvem véd, måske man fra Laus side mener, at man opildner til muslimhad ved at påpege muslimers jødehad.

Man må vistnok sige, at Jes Stein Petersen ikke var uden skyld i, at det gik så bedrøveligt til. Klemperers bog var i sig selv en debat værd, og der kunne være kommet mange interessante detaljer ud af en debat om den. Men det var ikke nok for Stein Petersen. Han skulle absolut have Klemperers bog til at være en advarsel om vor nuværende muslimdebat. Der var ikke meget af have en sådan sammenligning i, der blev heller ikke givet eksempler fra datidens Tyskland, der kunne passe på nutidens debat, og Lars Hedegaards argumenter angående forskellene mellem dengang og nu blev som sagt ikke imødegået, så vi blev egentlig ikke meget klogere. Hvilket vi kunne være blevet, hvis vi havde fået nogle eksempler fra bogen, og hvis vi havde nøjedes med at anvende bogens iagttagelser på Tyskland dengang. Så at denne interessante bog absolut skulle tjene som murbrækker for en anklage mod nutidens debat, hvorved den til dels blev ødelagt, det var i nogen grad Stein Petersens skyld.

Så meget mere grund er der til at repetere nogle af de forskelle, der er mellem Tyskland dengang og Danmark nu. Lars Hedegaard fik nævnt én: jøderne dengang blev spottet og hånet på grund af noget, de ikke kunne gøre for: deres race, dvs deres afstamning. De kunne være nok så velintegrerede, de kunne have deltaget i alle Tysklands krige, de kunne have været med til at hjælpe Tyskland på fode, de kunne være særdeles værdifulde samfundsborgere, de kunne påtage sig alle tyske skikke, dele alle tyske værdier, det hjalp dem ikke spor. For det, de blev angrebet for, og det, der i sidste ende førte til deres udryddelse, var deres forfædre. Og dem kan man ikke sådan udskifte.

I modsætning dertil er det, vi i dagens Danmark angriber muslimerne for, deres religion. Man må for min skyld gerne sige: ‘deres kultur’, blot man gør sig klart, at kultur lige så lidt som religion er noget, der klæber uafrysteligt til et menneske; den kan faktisk udskiftes, hvis man ikke bryder sig om den. Så bare det turde dog være en særdeles væsentlig forskel.

Her var Hedegaard særdeles klar i mælet. Han mente ikke, at han nogensinde havde angrebet muslimer som sådan; han var udmærket klar over, at mange muslimer ikke tog det så nøje med alle deres religions forskrifter; men han mente ikke desto mindre, at der var tilstrækkelig mange af muslimerne, der tog sharia alvorlig, til, at vi burde interessere os noget mere for denne samfundsideologi. Han mente, islam i virkeligheden er en samfundsideologi. Man kan være enig eller uenig med ham i hans analyse af islam, men at islam vil noget i samfundsmæssig henseende, og at det må være muligt i et demokrati, hvor vi netop diskuterer samfundsanliggender, også at diskutere islam, det turde stå ret klart. Og dog blev disse argumenter på ingen måde imødegået af Lindholm Lau. Han havde vist på forhånd besluttet sig til at nøjes med et sidste angreb på et tidspunkt, hvor Hedegaard ikke kunne svare igen.

Dertil kommer, at vi nutidsdanskere bestræber os for at indoptage muslimerne i vores kultur. Ikke sådan, at de skal slippe alt deres eget, ikke sådan, at de skal ophøre med at være muslimer, men sådan, at de, hvad samfundsstruktur angår, skal glide ind i den samfundsstruktur, der forefindes. Nogle hævder, at muslimer ikke kan integreres, andre, at det vil volde store vanskeligheder, andre igen, at de altid vil søge at danne parallelsamfund, men bestræbelsen for os alle går dog ud på integration: muslimerne skal på én eller anden måde indoptages i vort samfund, skal komme til at føle sig som danskere.

I modsætning dertil gik bestræbelserne i datidens Tyskland ud på det modsatte: man ville udskille jøderne fra det tyske samfundslegeme, i første omgang på den måde, at man tvang så mange som muligt af dem til at emigrere, i næste omgang på den djævelske måde, at man direkte slog dem ihjel i gaskamrene. Man brugte i stor udstrækning billedet af et menneske, der har lus. Jøderne var lusene, og når jøderne blev smidt ud af Tyskland, sagde man, at Tyskland var i færd med at afluse sig selv. Dette ord var ganske rigtigt som en gift, der måske ikke mærkedes i første omgang, men som i det lange løb gjorde sin virkning.

Men kan man så ikke se, at når vi i dagens Danmark taler om integration, så er det det modsatte af det, man talte om dengang? ‘Integration’ er ikke et ‘giftord’, men et positivt ord, og problemet for os er ikke, hvordan vi kan få fjernet muslimerne, men hvordan vi kan få indoptaget dem i samfundet, så de to vidt forskellige kulturer kan komme til at leve side om side.

Skal vi nævne endnu en forskel! Dengang, i tredivernes Tyskland, gik jøderne stille med dørene, prøvede på enhver måde at gå i ét med tapetet, så ingen opdagede, at de var jøder, forsøgte at være tyskere blandt tyskere. I dagens Danmark, derimod, prøver muslimerne modsat på mange forskellige måder at skille sig ud, at gøre det tydeligt for enhver, at de er muslimer, sommetider endda tydeligt, at de er muslimer, før de er danskere. Det jødehad, der dengang opæggedes i Tyskland, var derfor irrationelt: man beskyldte jøderne for alskens onde hændelser, arbejdsløsheden, bankernes pengegriskhed, ja, man opererede med et fuldstændig selvopfundet begreb: verdensjødedommen, for at kunne rette sin vrede over tingenes almindelige dårligdom et sted hen. Hvad vi her i Danmark vredes over ved muslimerne, er derimod noget højst konkret: at politi og brandfolk ikke kan arbejde i ghettoerne, at der forekommer æresdrab blandt muslimer, at der er mange muslimske kvinder i vore kvindecentre, det vil sige, det er noget håndgribeligt, derfor vel også noget, vi kan gøre noget ved, i hvert fald i det lange løb.

Og vi skal da heller ikke glemme, at den tyske propaganda mod jøderne dengang havde frit løb. Der var ingen ytringsfrihed, så der var ingen avis og intet tidsskrift, der kunne modarbejde eller modargumentere de ofte helt absurde påstande, der fremkom i f.eks. det jødehadske magasin ”Der Stürmer”. Sådan er det ikke i dagens Danmark. Her har vi ytringsfrihed, her kan enhver påpege urimeligheder, hvis sådanne forekommer. Man kan såmænd næsten sige, at for en ti-tyve år siden var det os med den islamkritiske holdning, der var ved at blive ramt på vor ytringsfrihed af den megen politiske korrekthed. I hvert fald måtte vi finde os i at blive skældt ud for ret umenneskelige ting. Det har dog ændret sig.

Sandt nok, når vi her i landet diskuterer f.eks. hvor mange muslimer vi synes vi kan integrere, så kan vi jo ikke diskutere det i offentligheden, uden at muslimerne lytter med, og det synes nogle er mærkeligt. Det er det da også. Det svarer lidt til, om man ved et selskab åbenlyst diskuterer én af deltagernes familie, hvad de har lavet af ulykker, om man kan lide dem eller ej og hvorfor osv. Men hvad er der at gøre ved det? Vi er dog nødt til at have en debat om også dette spørgsmål, vi kan ikke lade dette vigtige spørgsmål være et tys-tys-spørgsmål, som ikke må berøres.

Men ok, lad så nogle synes, at vi, der vil diskutere disse materier, er for fremfusende, for direkte, for frække overfor muslimerne, osv. Så var vel det mindste, de kunne gøre, at imødegå os, at prøve at vise os, at det, vi dèr siger, modvirker den integration, vi alle er enige om er målet. Det ville i hvert fald være dejligt, om vi fik nogle direkte meldinger i stedet for disse dulgte antydninger om, at vi gør det samme overfor muslimerne, som nazisterne i datidens Tyskland gjorde overfor jøderne, dvs dulgte antydning af, at vores argumentationsmåde bedst kan sammenlignes med nazisternes, og at vi altså følgelig må betragtes som en slags krypto-nazister.

Den slags tale kan vi efter min mening godt undvære, for det er en helt igennem forkert sammenligning, man dèr foretager. Og som sagt: der kunne være kommet en interessant debat ud af Klemperers bog, hvis den havde fået lov til at frigøre sig fra at skulle tale ind i nutidens debatkultur. Og der kunne muligvis også være kommet en god debat ud af det i går, hvis Lindholm Lau havde turdet argumentere i stedet for at låse sig fast i en bestemt debatstrategi.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam. Bogmærk permalinket.

6 svar til Jeg — en nazispire?

  1. bent siger:

    nej, du er ikke nazispire. Du er bare ført bag lyset af dygtige demagoger (som det er set før i historien uden sammenligning i øvrigt).

  2. dcv2 siger:

    Jeg synes det racisme pjat bruges til at bortlede opmærksomheden fra, at den egentlige tvist er en politisk værdikamp imellem etniske danskere. Skal vi bevare det her velfærdssamfund? Er der grænser for vor rigdom? Skal vi fortie indvandre kriminalitet eller skal vi slå ned på det? Kan den kristne Gud kun sige ja (og er kristendommen derved en bombe under velfærdsstaten)? osv.

  3. Ricardt Riis siger:

    @ Bent
    Argumenter, kære Bent, argumenter! Hvis du er så meget klogere end mig, hvis du slet ikke er ført bag lyset af nogen, så må det jo være en smal sag for dig at fortælle mig, hvor jeg er ført bag lyset.

  4. Morten - - - siger:

    Jes Stein Pedersen lagde rent faktisk bolden smukt for Lars hedegaards fødder med inddragelsen af det herostratisk berømte eksempel på uhensigtsmæssig kommunikation, optaget på video.

    For det demonstrerer netop det modsatte af Lindholm Laus præmis: Intet er mere skadeligt for sagen, end det dårlige og forsimplende sprog.

    Ja, der blev tabt mange pointer på gulvet, og den enlige med slagkraft, der blev fremført, kom for sent.

    Sådan går det nogen gange.

    – – –

  5. Ricardt Riis siger:

    @ Morten —
    Ja, såmænd. Jeg har normalt meget tilovers for Jes Stein Petersen og skulle måske have nøjedes med at klandre ham for i det hele taget at være gået ind på den sammenligning, der forekommer i forordet til Klemperers bog. Hvad der irriterer mig ved den sammenligning, er især, at normal og grundig historieforskning gøres irrelevant. Det er, som om man kan fremføre den ene forskel efter den anden på dengang og nu, det preller alt sammen af på folk som Lindholm Lau.

    Men det værste fik jeg ikke nævnt i denne omgang. Jeg har nævnt det tidligere, se http://riis.eftertanke.dk/2010/08/06/sa-tr%c3%a6kkes-nazikortet-ak-ja/ Det værste er, at man ved en sådan sammenligning fuldstændig overser alt det uhyrlige ved den tyske jødeforfølgelse.

  6. Pingback: Nazisternes ord var dødsens giftige. Hvor giftige er ordene i nutidens danske debat om muslimer? « Generaliseringer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s