Ak, hvor forandret!

Nu dukker tørklædedebatten op igen, ak ja. Nogle sygehuse har givet muslimske læger og sygeplejersker lov til at bære muslimsk hovedtørklæde. Og det har bevirket, at en patient har bedt om at måtte få en anden læge til at undersøge sig. Vild furore! Pæne, velmenende mennesker formelig falder over hinandens ben for at fremkomme med deres dybe og, mener de selv, yderst forståelige forargelse. Sådan kan man som patient da virkelig ikke bære sig ad. Man kommer vel til hospitalet for at blive behandlet, ikke for at vise sin foragt for muslimer!

Tja! Det er i sandhed en mærkelig verden, vi lever i. Jeg har tidligere givet udtryk for min holdning til tørklæder (det tør svagt antydes), mest tydeligt vel nok i dette blogindlæg ‘Lad dog barnet!’, se her. Og dette nogenlunde afslappede synspunkt vil jeg da holde fast ved også i den nye debat. Det er imidlertid ikke hovedsagen i dette indlæg. Hovedsagen her skal være en til græmmelse grænsende forundring over, hvad det dog er, der er sket i vort samfund. Hvordan er det dog gået til, at det, hele den velmenende elite for tyve år siden anså for dybt forkasteligt, i dag antages som det mest selvfølgelige? Hvordan kan det dog være, at de selvfølgelige retningslinier, man tidligere satte for, hvordan patienter på landets hospitaler skulle behandles, i dag er fuldstændig glemt? Hvad er det for en mærkelig dille, der har bemægtiget sig os, så det, der dengang med største selvfølgelighed blev fastholdt, også selv om det var ubekvemt for nogle, i dag betragtes som en bagatel, som man let og elegant ser bort fra?

For tyve år siden eller mere blev det bekendtgjort fra højeste sted, at landsbypræster ikke mere havde adgang til at få oplysning fra sygehusene om, hvilke patienter fra deres sogne der lå på sygehuset. Vi bypræster har aldrig haft overskud til at besøge det væld af patienter, der måtte ligge fra vores sogn, men visse landsbypræster mente dengang, at det var en naturlig del af deres præstelige forpligtelse at besøge deres sognebørn, hvis de blev indlagt på det nærmeste sygehus. Og de plejede at kunne få en aftale med sygehuset om, at de kunne gennemse patientkartoteket for at finde ud af, om der lå nogle patienter fra deres sogn, som de så efterfølgende kunne besøge.

Så vidt jeg husker, var det ikke en aktuel sag, der gjorde ende på dette fænomen, det var vist bare nogle embedsmænd, der havde opdaget, at når nu registerloven var meget indskrænkende med sine tilladelser til, hvem der måtte vide hvad om den enkelte borger, så kunne det ikke passe, at en præst skulle have adgang til sygehusenes kartoteker. Man havde opdaget, at et sygehus’ patientkartotek jo også var et register og som sådant skulle ind under registerloven.

Der var en del snak om det dengang, også blandt præster. Vi var da godt klar over, at en sådan tilladelse kunne misbruges. Og vi kunne vel også godt forestille os, at nogle emsige kolleger ville være lidt for påtrængende overfor deres sognebørn. Men vi måtte naturligvis affinde os med forbudet, også selv om det for nogle sognes vedkommende var en lang og god tradition, der opløstes. Men bevares, de fleste af os kunne da godt se logikken bag forbudet: det drejede sig om at beskytte patienten; det var patienten og patientens rettigheder og hele situation, det drejede sig om. Den kom i første række.

Så spoler vi lige filmen frem til i dag. Her har diverse sygehusadministrationer skullet tage stilling til de mange muslimer, der arbejder i sundhedsvæsenet: skal de kvindelige af slagsen have lov til at gå med muslimsk tørklæde? Og jeg vil da umiddelbart svare, som jeg altid har gjort: lad dog barnet! Hvis det ikke skader nogen, så lad dem dog bare!

Men så er det, at sagen fra Føtex melder sig. En muslim blev ansat som praktikant i en Føtex-butik. Hun skulle i løbet af sin praktikanttid prøve lidt af hvert. Da hun skulle prøve at sidde ved kassen, forlangte ledelsen, at hun iførte sig den for sådanne personer reglementerede hovedbeklædning. Det nægtede hun og blev derfor fritaget for dette job og sat til lagerarbejde. Hun anmeldte siden Føtex, fordi hun ikke kunne få lov at bære sit muslimske tørklæde ved kassen. Men Føtex blev frikendt, dels fordi de havde kunnet give hende andet arbejde, dels fordi de havde en påklædningsetikette for de ansatte, der skulle betjene kassen. Deres argument var, om jeg husker ret, at en kassedame først og fremmest skulle signalere, at de var Føtex-ansatte, først derefter kunne deres personlige sym- og antipatier komme til orde.

Det samme kan gøres gældende overfor sygehuspersonale. De skal med deres påklædning signalere, at de er sygehusansatte, og hvis administrationen fastholder det, synes de at kunne have en retssag som Føtex-sagen at rette sig efter. At der gælder en vis påklædningskodex, kunne vel sygehusadministrationerne have fastholdt. Måske der også er nogle, der har gjort det. Men de fleste har vist bøjet sig for de muslimske krav og på typisk dansk manér lavet én eller anden mellemløsning, så den muslimske hovedbeklædning på én gang signalerer sygehuspersonale og muslim. Og lad det så være sådan, da, hvis man ikke tør andet!

Blot falder man altså noget i forundring, når man sammenligner med den først omtalte sag. Den var en storm i et glas vand, kan man sige, for dette er vist en meget rimelig betegnelse. Men var den en storm i et glas vand, så er den nuværende sag i det mindste en storm i et vandfad, eller måske endda i et badekar. Og én ting falder i øjnene. Det, der dengang havde en næste overnaturlig indflydelse: hensynet til patienterne, det synes i den nuværende diskussion fuldstændig fraværende. Og det, der dengang var fuldstændig fraværende: hensynet til en religions tradition, det står i dag i første række. Med det resultat, at den, der kommer på sygehuset, og som ved den søde grød har nok at tænke på, foruden alle disse bekymringer skal tvinges til at gøre sig tanker om, hvordan man omgås muslimer: Kan man bede om et glas vin af dem? Kan man få dem til at servere flæskesteg? Kan en kvindelig muslimsk læge undersøge en mand fra top til tå? Osv.

Og vil man her sige, at har en dansker ikke lært det før, at der findes muslimer blandt os, og at de er lige så gode som vi andre, så kan han eller hun passende lære det på hospitalet, så må man spørge modsat: Hvornår er sygehusvæsenet blevet en underafdeling af undervisningsministeriet? Er det en særlig heldig undervisningssituation, der foreligger på et sygehus?

Man vil måske også indvende, at vi er nødt til at bøje os for de muslimske krav, ellers får vi aldrig muslimer til at gå ind i sundhedsvæsenet. Tja, måske. Men man har ikke ladet det komme an på en prøve. Hvem véd, om ikke én eller anden imam kunne bevæges til at give tilladelse til, at sundhedspersonale godt kan undvære den muslimske hovedbeklædning! Der er i hvert fald én af dem, der har givet muslimske kvinder lov til at gå med bare arme i sundhedsvæsenet, se her, så hvem véd! Eller hvem véd, om ikke der ville være muslimer, der selv kunne indse, at de må følge det påklædningsreglement, der nu engang gælder og ikke skille sig ud.

Men alt dette er for så vidt i denne sammenhæng underordnet. Hvad jeg her vil gøre opmærksom på, er den ændring i holdningen, der er sket her i landet i løbet af bare tyve år. Dengang vi kun var os selv, kunne man holde fast ved principperne. Dengang gjaldt inden religiøs kæremor. Alle måtte bøje sig for det, man bestemte var patienternes tarv. Men nu, hvor det er muslimer, det gælder, bøjer og drejer man alle principper for at gøre dem tilpas. Nu, hvor muslimerne kalder deres påklædning et religiøst krav, springer og danser alle for at opfylde disse såkaldt religiøse krav. Patienterne, jamen, det må de da virkelig finde sig i. Dem skal man vel ikke tage hensyn til, når det drejer sig om at vise, hvor tolerant, man er. Vil de ikke frivilligt være med til at vise Danmarks store tolerance, så skal de minsandten tvinges til det.

Det er nu noget mærkeligt noget. Også for den, der siger: lad dog barnet!

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam. Bogmærk permalinket.

11 svar til Ak, hvor forandret!

  1. Claes siger:

    Tørklæde til muslimsk personale på sygehuset. Det forekommer så harmløst. Men der er patienter, der bliver bange for den muslimske manifestation. Hvis en patient tænker, at muslimer ikke tager det så nøje med at hjælpe dem, fordi de er “vantro”. Eller en patient tænker, at islam er en fjende af kristendommen og derfor en virkning af de mørke magters virksomhed. Så begynder tørklædet trods alt at blive et problem på afdelingen.
    Kunne muslimer ikke vise de kristne patienter den barmhjertighed at undlade brug af tørklæde, når de er på arbejde, så ville de gøre en god gerning overfor skrøbelige mennesker. De kan mene at kristne gør sig unødige bekymringer, men hensynet koster dem så lidt. Ingen ville mistænke dem for at være sexuelt løsagtige fordi de i arbejdssituationen ikke bar tørklæde. Ingen ville råbe ludder efter dem. De kunne jo tage tørklædet på, så snart de forlod hospitalet.

  2. dcv2 siger:

    Claes,

    Det er nok ikke realistisk. Der er jo ikke mindre brug for at dække sig til, når man er omgivet af vantro. Så lavt agter ingen af dem danskerne trods alt, at de kunne sidestille danskernes blikke med hundes. Tænk også hvilke optrin det kunne blive, hvis sådanne sygeplejersker skulle gå rundt flankeret af onkler, der ville være klar til at dele øretæver ud til patienter, der kiggede forkert på deres kvinder ;).

  3. bent siger:

    de mennesker, der er gamle nok til at være bange for noget anderledes, er også gamle nok til at huske, at deres mor eller bedstemor gik med tørklæde. Problemet er ikke-eksisterende og “opfundet” af et DF-medlem. Big surprise..

    Forøvrigt Ricardt – hvis du virkelig bekymrede dig om integration (hvilket kan være svært at tro, når man læser dine “analyser”), så ville det nok være en idé at droppe den patroniserende holdning og retorik.

  4. Ricardt Riis siger:

    @ Bent!
    Patroniserende? Er min holdning patroniserende?

    Det må være det med ‘lad dog barnet!’, du tænker på. Men den holdning er i virkeligheden inkluderende. Dermed siger jeg til muslimerne: ‘Ja, I må få al den frihed, vort samfund kan bære. Men I skal ikke tro, at vi godkender jeres traditioner. Dem betragter vi som udtryk for umodenhed’. Det vil sige: jeg behandler dem på nøjagtig samme måde, som jeg behandler vore egne medborgere: kritiserer dem og argumenterer imod dem, hvis jeg er uenig med dem. Det er faktisk at acceptere dem som fuldgyldige medborgere.

    Modsætningen er den holdning, der betragter muslimer som et eksotisk indslag i vort dagligliv, og som er utrolig ivrig efter at vise sin enorme tolerance, men selvfølgelig aldrig drømmer om at acceptere noget af det, muslimerne står for; tværtimod, hvad religion og kultur angår, mener man, at de er ligesom vi; og vi, der prøver at påvise det, som virkeligheden efterhånden påviser langt tydeligere: at de har en helt anderledes kultur, vi kaldes islamofober. For man har på forhånd godtaget muslimerne og besluttet, at de skal være ligesom vi. Derfor diskuterer man selvfølgelig ikke med dem, for, ikke sandt, de mangler måske lidt udvikling, og om føje år er de fuldgyldige danskere, der ikke er til at kende fra os andre. I virkeligheden er det vel snarere den holdning, der er patroniserende.

    Dette, at muslimerne for alt i verden skal være ligesom vi, kommer du selv med et eksempel på: de tørklæder, som vore bedstemødre havde på, bar de af samme grunde som muslimerne i dag bærer deres tørklæder, hævder du. Det er helt forkert, for der er en afgrund mellem de to kulturer, men det ser du ikke. Vi havde f.eks. ikke nogen kønsadskillelse og ikke nogen arrangerede ægteskaber. Vor kultur byggede på forelskelsesægteskaber. Men lad det blot være!

    Det får mig til at tænke på de gamle missionsfolk. De kaldte sig selv ‘de hellige’, de afholdt sig energisk fra dans, kortspil og alkohol, og de mente, at et gudvelbehageligt liv måtte indbefatte sådanne gerninger. Men de måtte også finde sig i at blive kaldt ‘farisæere’ af de andre. I dag opfører de fromme muslimer sig på samme måde. De kalder sig selv ‘de hellige’, på arabisk förstås, ‘muslim’ betyder ‘én, der hengiver sig til at gøre Guds vilje’. De afholder sig fra dans på den lidt besynderlige måde, at de lader deres drenge gå frit omkring og lave alskens ulykker, mens de holder pigerne langt bort fra alt, hvad der har med fest og dans at gøre. De spiller muligvis kort, det véd jeg ikke, men de afholder sig også fra alkohol.

    Hvad der i den sammenligning er højst forunderligt, er jo så, at ingen kalder dem ‘farisæere’, selv om de, som de rigtige farisæere og som vist også de gamle missionsfolk, mener om sig selv, at de er bedre end andre. Det gør mit udtryk ‘lad dog barnet’ sådan set heller ikke. Men det gør det dog klart for dem, at vi smiler lidt af al den store fromhed, de prøver at gennemføre, måske med Paulus’ ord i baghovedet: ”Alt er tilladt, men ikke alt opbygger”.

    For det er jo, hvad det drejer sig om: at vi i fællesskab opbygger det samfund, vi alle er med i. Og ‘i fællesskab’, det vil sige: ud fra en erkendelse af, at vi alle hører med i lige høj grad. I den forbindelse er det ikke særlig frugtbart, at nogen mener om sig selv, at de er bedre end andre, men hvad, hvis ellers vi andre bliver ved med at fortælle dem, at det er de ikke, så holder det vel op en dag. Og indtil det sker, nå ja, så ‘lad dog barnet!’

  5. Claes siger:

    “Lad dog barnet” – er nu nedladende, det antyder, at muslimer ikke er mennesker på lige fod med os andre. Hvad ville du selv sige, hvis nogen sagde om dig og din holdning – “Lad dog barnet.” Jeg tænker du ville sige – “Lad mig nu være fri for den slags nedgørende tiltale”
    Muslimerne er vore medmennesker, står ikke højere og ikke lavere end os, men de har ladet sig hypnotisere af en mærkværdig profet, og tager hans ord for Guds ord. Vi kan sikkert ikke overbevise dem om deres vildfarelse. Gud vækker dem, til den rette forståelse, hvis det er hans vilje med dem. Det, der er åbenbart er, at deres holdninger i mange henseender er umenneskelige og barbariske.

  6. Claes siger:

    Citatet ” Lad dog barnet ” stammer fra Henri Nathansens skuespil – Indenfor murene. I stykket siges det om et forkælet jødisk barn, som får hvad det peger på.

  7. Ricardt Riis siger:

    @ Claes!
    Om ‘Lad dog barnet!’ er nedladende eller patroniserende, lad det kun være, det er i hvert fald ikke anerkendende. Og det er pointen. Jeg vil som sagt give muslimer al den frihed, vort samfund kan tåle, til at klæde sig, som de vil, holde gudstjeneste, som de vil, spise hvad de vil og i det hele taget opføre sig som de vil (indenfor lovens rammer, naturligvis). Men jeg vil sandelig også have lov til overfor mine landsmænd at give udtryk for, at dette, at jeg anerkender deres ret til at gøre disse mange mærkelige ting, ikke betyder, at jeg ophører med at synes, at det dog er noget besynderligt noget. Og skulle muslimer høre denne udtalelse, så kan det da godt være, at nogle af dem vil bekræftes i deres opfattelse af, at jeg er en elendig vantro, men det er vel ikke umuligt, at andre vil synes, at det faktisk er noget mærkeligt noget, de (altså muslimerne) har gang i. Og i hvert fald: hvis vi alle holder vores mund og lader, som om vi forstår deres regler så udmærket, og gør alt, hvad vi kan, for at gøre dem tilpas, og i alle sammenhænge lader være med at gentage Jesu ord om, at det, der gør mennesket urent, ikke er det, der kommer ind i munden, men det, der går ud af den, så bliver de ikke klar over, at vi ikke bare er vantro mennesker, men mennesker, der faktisk har en kultur, mennesker, der faktisk har tænkt over tilværelsen og truffet vore afgørelser. Og det skylder vi dem dog som vore medmennesker, at vi træder i det mindste så meget i karaktér.

    Så ja, hvis jeg var lige så bundet af mærkelige regler, som muslimerne er, så burde jeg glæde mig over det, hvis nogen på den måde gjorde lidt nar af alle disse regler.

  8. Claes siger:

    @Ricardt Riis. 100% enig

  9. bent siger:

    @ricardt

    det er svært at debattere med dig, når du (bevidst?) fordrejer fakta.

    et eksempel: “Vi havde f.eks. ikke nogen kønsadskillelse og ikke nogen arrangerede ægteskaber. Vor kultur byggede på forelskelsesægteskaber”

    At dømme ud fra dit billede er du fra en anden generation end mig. Desto mere skræmmende at du skriver sådan. Måske du har læst/set Kaj Munks “Ordet?”. Tror du, han hev det ud af det blå?

    “Men kan man så ikke se, at når vi i dagens Danmark taler om integration, så er det det modsatte af det, man talte om dengang?” (fra foregående indlæg).

    Øh.. når man taler om muslimer som skadedyr, mener du? (Mogens Camre). Problemet er, at en stor del af politikerne ikke har nogen interesse i at integrationen skal lykkes og modarbejder den af al kraft. Dermed lægger de grunden til at den lettere påvirkelige del af befolkningen betragter “de fremmede” som problemet. Det er set så mange gange før i historien, og det er lige forfærdeligt hver gang.

    Hvis jeg skulle gennemgå dine indlæg for fejl og fordrejelser, ville det være et livsprojekt, så jeg vil stoppe her og opfordre dig til at være mere saglig for fremtiden.

    Derudover er grunden til at vi aldrig bliver enige, at du mener, at der er en særlig dansk kultur (som er andre kulturer overlegen), og at mennesker, der bor i Danmark, skal tilegne sig denne kultur. Jeg mener begge dele er absurd, så der er nok ikke meget håb om fælles forståelse.

    mvh

  10. Ricardt Riis siger:

    @ Bent!
    Jamen, du var velkommen til at komme, når du havde noget på hjerte, og du er velkommen til at gå, hvis du føler dig ilde behandlet. Det må du helt selv om. Men jeg undlader selvfølgelig ikke af hensyn til dig at sige, hvad jeg mener er sandheden.

    Og hvis du vil vise, at jeg fordrejer sandheden, så er da det eksempel, du kommer med, et meget tyndt eksempel. Jeg vil sige, at der er forskel på muslimsk kultur og dansk kultur. Og jeg forstår ikke, hvad galt der skulle være i et sådant forehavende. Hvad har du imod, at der er en sådan forskel? Der er f.eks. forskel med hensyn til kønsadskillelsen. Den prøver muslimerne at holde fast ved. Da etnologen Henny Harald Hansen drog til Irak i 1920erne, kom hun tilbage med højst epokegørende opdagelser. Alle havde regner med, at der i dette gammelirakiske samfund herskede en stor kvindeundertrykkelse. Men hun kunne, i modsætning til de hidtidige mandlige etnologer, komme ind i kvindeverdenen og derfra berette, at kvinderne aldeles ikke følte sig undertrykte. Sandt nok var mandens verden caféerne, hvor kvinderne ikke kom; derfor troede de mandlige etnologer, at kvinderne var undertrykte. Men kvindernes verden var til gengæld hjemmene, hvor mændene kun havde adgang til få af værelserne. Hvad man ikke havde regnet med, var, at man i det gamle Irak havde et samfund med en næsten total adskillelse af kønnene.

    Det betød naturligvis også, at al tale om forelskelse som baggrund for ægteskaberne var udelukket. For kønnene kunne ikke mødes, men holdtes hele tiden adskilt. Alle ægteskaber var derfor arrangerede ægteskaber. Og, siger Henny Harald Hansen, det var også udmærket, at det var forældrene, specielt mandens mor, der bestemte, for det var hende, der i det daglige skulle omgås sin svigerdatter; manden mødte hende praktisk taget kun i ægtesengen.

    Sådan har vi ikke haft det herhjemme. Vi har langt tilbage i tiden afholdt vore høstgilder, hvor kønnene kunne mødes og danse sammen, jvfr sangens ord om, at ”hurra, her til lands/ sluttes altid høsten med et gilde og en dans”.

    Vi har dog trods denne frie omgang kønnene imellem haft tilløb til arrangerede ægteskaber, det har vist alle samfund. Men dermed menes blot, at forældrene gerne har villet have en finger med i spillet med hensyn til, hvem deres børn skulle giftes med. Det ville f.eks. gamle Mikkel Borgen i ”Ordet”. Men læg mærke til, at der dermed ikke siges, at det var kotyme, at forældrene bestemte. Når Kaj Munk kan gøre det til et spændingsmoment, om den grundtvigske gårdmandssøn Anders kan få den missionske skrædderdatter Anne, skyldes det jo, at der hos alle tilskuerne er et ønske om, at det må være kærligheden, der sejrer.

    Du har også et eksempel fra en tekst, hvor jeg prøver at vise, at mens Tyskland i trediverne ville skille jøderne ud fra det tyske samfundslegeme, prøver vi her i vore dages Danmark at inkludere de fremmede i vort samfundslegeme. Det er faktisk, som jeg skriver, to ting, der går i hver sin retning. Du kan da også kun ‘redde’ din forkerte opfattelse med den temmelig horrible påstand, ”at en stor del af politikerne ikke har nogen interesse i at integrationen skal lykkes og modarbejder den af al kraft.” Det får du ikke mig til at skrive under på. Tværtimod. Selv Dansk Folkeparti vil have integrationen til at lykkes. Det er jo blandt andet det, at integrationen skal lykkes, de bruger, når de skal begrunde, at vi må sætte en stopper for den stadige strøm af nye indvandrere; hvis ikke, siger de, får vi aldrig de mennesker, der ER kommet ind i landet, integreret.

    Så du kan nok forstå, at jeg ikke er helt enig med dig i, hvem det er, der fordrejer fakta.

  11. Maria siger:

    @ bent:

    Uden at ville gå ind i diskussionen om det overordnede emne, som jo er ret stort og fører i mange retninger, har jeg blot, som Kaj Munk-læser, en kommentar på din fortolkning af “Ordet”:

    Så vidt jeg husker, er der hverken kønsadskillelse eller arrangerede ægteskaber i “Ordet”? Temaet for den ene af kærlighedshistorierne i stykket (der er også en kærlighedshistorie om Johannes, der bliver gal af smerte efter sin kærestes død, og en til om Mikkel, der lever i et kærlighedsægteskab og får sin elskede tilbage selv fra døden), den mellem Anne og Anders, drejer sig om to stædige personer (de tos fædre), der pga. personligt fjendskab ikke bryder sig om, at deres børn skal få hinanden. Dvs. det er en historie med samme tema som “Romeo og Julie” eller “Ronja Røverdatter”.

    I de tre tilfælde (“Ordet”, “Romeo” & “Ronja”) drejer det sig om personlige sympatier overfor personlige antipatier, ikke om en samfundsorden, der som sådan forbyder forelskelses-forbindelser, eller almindelig omgang mellem kønnene. De to unge i “Ordet” har jo netop kunnet forelske sig, fordi de har kunnet omgås hinanden åbent i landsbysamfundet på trods af deres forældres personlige standpunkter…

    Jeg tror, mange af os har prøvet at hive en kæreste med hjem, som forældrene ikke kunne lide. For nogle kan det også føre til større eller mindre ballade i familien. Mange forældre kan have svært ved at indstille sig på, når deres børn bliver voksne og viser sig at have andre præferencer end dem selv. Somme tider er forældre-barnrelationen ligefrem gået i stykker over sådan en uenighed. Det er sådan en konflikt, der beskrives i “Ordet”. (Dog uden noget brud.)

    Men der er ingen tematik omkring arrangerede ægteskaber, i og med, at ingen af de unge bliver forsøgt gift med en kandidat, som forældrene har udvalgt på deres vegne, ej heller kønsadskillelse…

    Den gamle Mikkel Borgen kan forresten ret hurtigt se det åndssvage i sin egen, antipatiske automat-reaktion og løber da straks hen til Peter Skrædder og siger:

    “Vore meningsforskelle, dine og mine, det skal ikke gå ud over vore børn. Vi skal jo netop som kristne mennesker ofre af vort eget for at kunne glæde andre.”

    Som sagt er det ikke min mening med denne kommentar at gå ind i en diskussion om islamisk eller mellemøstlig vs. kristen eller vestlig kultur. Jeg ville bare lige protestere mod en Kaj Munk-tolkning, som jeg mener var meget langt fra forlægget.

    Det er forresten et knaldgodt stykke, som godt kan tåle at blive genlæst, hvis det er længe siden sidst. Dets budskab om tolerance overfor snæersyn, samt om tro, håb og kærlighed, er ikke tidsbundet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s