Skønsomhed savnes

Overskriften fanger blikket: ”Vi finder os ikke i religiøs diskrimination”. Man spekulerer på, om der mon er valuta for pengene i selve teksten. Jo, for man véd jo, at journalister har det med at sætte en iøjnefaldende overskrift på, og det sker af og til, at overskriften har fået en drejning, som der ikke er basis for i artiklen selv. Men her synes der at være overensstemmelse mellem overskrift og artikel.

Jeg tænker på Bettina Meisners artikel på religion.dk, se her. Hun er forkvinde for Islamisk Trossamfund og griber ind i debatten til fordel for muslimske kvinders ret til at bære tørklæde overalt. Alt andet er, mener hun, religiøs diskrimination. Og en sådan diskrimination vil muslimer altså ikke finde sig i. Hun undlader dog klogelig at sige, hvad de vil gøre, hvis de bliver udsat for det. Men hun når at påkalde sig loven og menneskerettighederne og er i det hele taget lidt højt oppe i tonelejet.

Jeg vil påkalde indholdet af et læserbrev i Kristeligt Dagblad 26-11 10 for at bringe Meisner lidt ned på jorden igen. Det er skrevet af speciallæge i almen medicin, Hans Christensen, og indleder med at indrømme, at det er fuldstændig urimeligt, at patienter fravælger sygehuspersonale med muslimsk tørklæde på. Han fortsætter med at sige, at hans mening også er, at ”det er fuldstændig urimeligt, at muslimske kvinder med henvisning til deres religion eller hensynet til deres ægtefæller kan fravælge mine mandlige kvalificerede kolleger”. Og han slutter med at sige, at den situation har han og hans mandlige kolleger oplevet adskillige gange.

Jeg véd såmænd ikke, om man kan sige, at hvis det ene skal være tilladt, skal det andet også være det. Jeg vil faktisk meget hellere appellere om at udvise lidt almindelig skønsomhed. Og specielt vil jeg mene, at muslimerne burde udvise en betydelig større skønsomhed her i landet.

De kunne tage ved lære af jøderne, ku’ de. Jøderne har også en lov, som de påstår er guddommelig, og også de gør sig stor umage med at få de gamle lovbestemmelser oversat til moderne tankegang. Sommetider med de mest besynderlige konsekvenser. Jeg er ikke inde i alle detaljerne, men det forlyder, at en jøde ikke må tænde ild på sabbaten. Det har man i moderne tid udlagt sådan, at en jøde ikke må tænde eller slukke for en elektrisk kontakt. Og det kan i et højhus, beboet af sådanne fromme jøder, give sig det bizarre udslag, at elevatorerne bliver indrettet til automatisk kørsel på sabbatten. Så kan de fromme mennesker benytte den uden at tænde for nogen kontakt, hvilket de jo gør, når de benytter den på normal vis udenfor sabbatten.

Man tager sig til hovedet. Kan moderne, nogenlunde fornuftige mennesker virkelig finde på den slags spidsfindigheder? Og værre endnu: Kan noget menneske virkelig sådan for alvor mene, at han overholder, ikke sine egne, selvlavede love, men højtidelige, guddommelige love? Man fristes til at tale om gudsbespottelse, men må vel nøjes med at sige: Dem om det!

Men hvordan administrerer så jøderne disse besynderlige regler? Nogle af mine bekendte havde et par jøder som gæster i deres hjem igennem nogen tid. Én af dem hørte til den fromme type. Men han ville som en god gæst ikke gøre altfor meget ståhej ud af sig og sine regler. Et problem for ham var, at han ikke kunne benytte husets køleskab om sabbatten, uden at den lampe, der sad i det, blev sat ud af funktion. Ellers overtrådte han jo det fine guddommelige bud om at ikke tænde ild på sabbatten. Hvordan de løste problemet, om det var ved at skrue pæren løs eller ved at sætte tape over kontakten, kan jeg ikke huske. Men han var en sød og venlig type, som fik snakket godt for sine mærkelige regler, så det hele forløb uden gnidninger af nogen art.

Men ærlig talt! Hvis jeg var beboer på et kollegium med fælles køkken, og én af beboerne var en jøde af den slags, der skulle have en pære løs hver sabbat, så tror jeg nu nok, jeg ville stejle ikke så lidt. Han skulle da være velkommen til at leve på sin besynderlige måde, hvis han syntes, det var sjovt, men hvorfor skal vi andre ulejliges med hans særheder? Hvorfor skulle jeg huske at tage en lommelygte med hen til køkkenet, når jeg skulle have fat på min leverpostej en lørdag? Det ville nok have bragt en vis irritation ind på kollegiegangen. Men noget sådant er vist heller aldrig forekommet. For jøderne har forstået at undgå at blande andre ind i deres særheder. Der har altid været en vis skønsomhed til stede hos dem, så de gjorde sig klart, at andre ikke skulle belemres med ulejlighed eller besvær på grund af deres leveregler.

En sådan skønsomhed mangler næsten fuldstændig hos muslimerne. De kom til vores land som gæster og blev af os i lang tid betragtet som gæster, hvis man da ikke vil sige, at de stadigvæk så mange år efter betragtes som gæster af os. Men de opførte sig bestemt ikke som gæster. Der var ingen ende på de krav, deres religion stillede, ikke blot til dem, men så sandelig også til os. Der skulle være badeforhæng i baderummene, der skulle være bedepladser på arbejdspladserne, der skulle være halal-mad til børnene i skolerne og i børnehaverne. Så det, at de vil have deres kvinder til at måtte bære tørklæde i alle jobs, uanset hvad vores beklædningskodeks siger for det pågældende job, det er nærmest kun den hidtil sidste krølle på deres krav.

Alt sammen krav fremsat med største selvfølgelighed, som noget, vi skylder dem, når de nu har gjort vort land den ære at bosætte sig her. Finfølelse, skønsomhed, nej, det har der ikke været tale om. På samme måde som enhver skønsomhed er som støvsuget bort fra Meisners indlæg. Overskriften siger det hele: ”Vi finder os ikke i religiøs diskrimination”. Så er tonen slået an.

Hvad bliver så resultatet i det lange løb? Det er svært at sige. Vi kender resultatet af jødernes holdning. Da tyskerne i 1943 besluttede sig for at føre jøderne til Tyskland, vakte det en vældig modstand i det danske folk. Kan gerne være, jøderne var blevet drillet, kan gerne være, de var blevet set ned på, men det var vores jøder, og dem skulle tyskerne ikke røre. Det gjorde de jo altså alligevel, og det fremkaldte en folkelig protest af ganske uhørt omfang, en protest, som er et vidnesbyrd om, hvor stærk en samhørighed vi følte med jøderne dengang. (Om jødeaktionen, se her).

Sandt nok, muslimerne var udsat for et udslag af den samme samhørighed, da israelerne angreb Libanon, og det viste sig, at henved 3000 palæstinensere skulle evakueres tilbage til Danmark. Men i deres tilfælde viste samhørigheden sig gennem staten, i jødernes gennem ganske almindelige mennesker. Så meget er vist givet, at vor samhørighedsfølelse med jøderne under besættelsen hænger tæt sammen med jødernes skønsomhed i deres forsøg på at bevare deres anderledes traditioner uden at gøre opsigt hos os danskere. Hvis muslimerne ønsker, at vi skal føle samme samhørighed med dem som i sin tid med jøderne, mon så ikke de godt selv kan se, at det så er en noget større imødekommenhed fra deres side, der er brug for.

Jamen, det er religiøse påbud, vil man sige, det er Gud selv, der har givet os anvisning på, hvordan vi skal bære os ad.

Såmænd er det ej. Bevares, den troede vi på i begyndelsen, men i dag er vores mening snarere den, at så tosset er Gud altså ikke. Han har ikke forlovet sig med muslimerne, de er ikke hans kæledægger. Og han forlanger ikke af nogen, at de skal gøre sig udtilbens i et samfund, der bygger på samhørighed. Han forventer snarere, at vi bøjer af mod hinanden, så vi alle kan være her på en naturlig måde.

Der er snarere tale om, at muslimerne, deres uvane tro, vil tvinge tingene igennem; de vil tvinge os til at respektere Muhammed, de vil tvinge os til at anerkende dem som noget særligt. De er nu blevet grebet af en slags vækkelse – for tyve år siden, siger en kendt dansk egypter, bar næsten ingen egyptiske kvinder slør, nu gør næsten alle det – og føler det som en religiøs pligt at vise os andre, hvor mange de er og hvor alvorlig de tager det med troen. Men igen: det er ikke at tage det med Gud alvorligt, når man blindt retter sig efter det, man påstår er regler fra ham. Det er snarere at tage ham alvorlig, når man forsøger at få folkelivet til at blomstre dèr, hvor man bor. Og det kunne muslimerne altså godt gøre noget mere for.

Dette indlæg blev udgivet i Islam. Bogmærk permalinket.

2 svar til Skønsomhed savnes

  1. finn rasmussen siger:

    af din artikkel kan jeg forstå at ortodokse jøder og muslimer er to alen ud af et stykke

  2. Ricardt Riis siger:

    @ Finn Rasmussen!
    Så er der noget, du har misforstået. Jeg gør udtrykkelig opmærksom på, at hvor jøderne har skønsomhed og prøver at indordne sig, dèr er muslimerne helt anderledes anmassende. Men sandt nok, begge tror, at det drejer sig om én eller anden minutiøs overholdelse af en såkaldt guddommelig lov.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.