Goddag mand — økseskaft

Fire kloge Åger på vildspor om indvandring – Forskrækkelig fordrejet fokus i Deadline-debat – De radikale: Troværdige ædle i stedet for dødsensfarlige vildledere – Disse og mange andre overskrifter kan bruges om Deadline-debatten søndag aften den 28-11 10.

Man var i gang med den sædvanlige, lidt triste del af Deadline, der hedder ”Ugens værste”. Og allerede dèr blev det spor lagt, der førte debatten på vildspor. Det bemærkelsesværdige er blot, at ingen af de fire kloge mennesker formåede at bringe debatten tilbage på sporet. Man begyndte nemlig med et oplæg, der fortalte om, hvordan Villy Søvndal gav køb på idealerne med hensyn til indvandring for at kunne fremstå regeringsduelig. Man tog derefter fat på Margrethe Vestagers udmelding fra de radikale om, at de ikke under nogen omstændigheder ville lægge stemmer til noget pointsystem. Tilsyneladende prellede al tale om, at oppositionen ville stå sig bedst ved at være enige om et så væsentligt spørgsmål som indvandringspolitikken, fuldstændig af på hende. De radikale ville under ingen omstændigheder medvirke til, at man, hvis man blev forelsket i en udlænding, skulle til at overveje, om vedkommende nu også kunne blive en gevinst for det danske samfund.

Men det var på ingen måde denne politik, man diskuterede, det var i stedet den strategi eller mangel på samme, en sådan udmelding var udtryk for. ‘Man’, det var værten, Nikolai Sommer, Informations David Rehling, Politikens Anita Bay Bundegaard og blogger Mikael Jalving. Det hele blev en demonstration af, hvor afsporet udlændingedebatten er her i landet. Og det mærkelige skete, at disse fire kloge hoveder endte med at blive næsten enige om, at man da i politik må have nogle idealer for at kunne fremstå troværdig i offentlighedens øjne; det kan ikke være magtsyge det hele; man skal kunne tælle til halvfems, hvis man vil have gennemført sin politik, javist, men hvad nytter det, man kommer til magten, hvis den politik, man er kommet til magten på, er modpartens politik.

Og kort efter sad minsandten David Rehling og roste de radikale, fordi de faktisk har holdt fast ved deres udlændingepolitik; lige fra Bernhard Baunsgaards tid i firserne og til nu har de holdt fast ved deres idealer. Det var helt mærkeligt, sagde han, at det parti, der ellers havde fået ord for at være noget af en vejrhane, der svingede fra højre til venstre, som vinden blæste til, i dette stykke var fuldstændig uforandret op gennem alle årene. Og man forstod på ham, at det tog han faktisk hatten af for, det var rosværdigt. Som han sagde: skulle de radikale blive udslettet på den konto, så gik de i det mindste i døden med ære.

Bortset nu fra, at vist intet parti, heller ikke de radikale, ser noget stort i at gå i døden, om det så sker med nok så megen ære, så må man da virkelig spørge: Er der noget som helst ærefuldt over en sådan til stædighed grænsende vedholdenhed? Jo, jo, man forstår nok, at et sådant syn på sagen svarer meget godt til de radikales syn på sig selv og deres rolle i dansk politik, men hvordan i alverden går det til, at dette syn på sagen fuldstændig får overhånd i en debat mellem ellers ret indsigtsfulde mennesker?

Sagen er jo den, at vi som samfund tog grundigt og afgørende fejl med den indvandringspolitik, der blev ført i firserne med helhjertet radikal støtte. De fleste andre partier har efterhånden set fejlen og ændret politik, kun de radikale kan ikke og vil ikke se, at der var noget forkert ved firserpolitikken.

Der var det galt, at vi troede, at de fremmede var ligesom os. Der var det galt, at den familiesammenføringspolitik, vi havde, passede udmærket til en kultur med forelskelses-ægteskaber, men aldeles ikke til kulturer med arrangerede ægteskaber. Og efterhånden som de danske politikere har fundet ud af, at muslimer faktisk har en anden kultur, faktisk har en tradition med arrangerede ægteskaber, har de ændret deres politik. Det fortjener de anerkendelse for, også socialdemokraterne, selv om de var længe om det. Man har indført diverse stramninger for at forhindre det, man kalder kædeindvandring: det forhold, at man kan få en uhæmmet tilstrømning til landet, hvis alle herboende muslimer til stadighed gifter sig med én fra hjemlandet. Og det gjorde de i halvfemserne. Det ville naturligvis ikke finde sted, hvis deres kultur gik ind for forelskelses-ægteskaber, men netop fordi den går ind for arrangerede ægteskaber, kan fri adgang til familiesammenføring af en ægtefælle føre til en masseindvandring, som vi som danskere ikke ønsker os.

Det vil sige: i stedet for, som Rehling, at rose de radikale, fordi de ikke skifter mening, bør man klandre dem, fordi de ikke forholder sig til virkeligheden. Og læg mærke til det: Den virkelighed, de ikke forholder sig til, er ikke den politiske virkelighed på Christiansborg, men den virkelighed, der hedder arrangerede ægteskaber.

Det kom frem, da Anita Bay Bundegaard forklarede, at det var ganske utilstedeligt med et pointsystem at ville tvinge folk til, når de var i færd med at blive forelsket i en udlænding, da at skulle tage det med i deres beregning, om denne udlænding nu ville kunne opnå point nok. At ikke alle ægteskaber er forelskelses-ægteskaber, var hun tilsyneladende ikke klar over, og ingen af de andre debattører prøvede at afæske hende svar på, hvordan hun så på den kendsgerning, på samme måde som vi endnu ikke har hørt fra de radikale, om de anerkender de sociologiske kendsgerninger, som f.eks. arrangerede ægteskaber udgør, og anerkender, at denne kendsgerning kan medføre en uønsket masseindvandring af muslimer.

Det vil sige: forskellen mellem de politiske partier er ikke blot en forskel i politik, det er langt mere en forskel i opfattelsen af den virkelighed, der skal drives politik i. Om socialdemokratiet må man vist sige, at de omsider har erkendt farerne ved kædeindvandring; de socialdemokratiske borgmester på den københavnske vestegn har efterhånden fået deres partifæller, herunder Helle Thorning-Schmidt, overbevist om, hvordan det forholder sig. Og måske SF er ved at nå den samme erkendelse. Nå ja, det er vist et stort ‘måske’. Men om de radikale må man stadigvæk sige, at de ikke har forstået en pind. Og det er ikke spor ærefuldt.

Hvorfor har de så ikke det, kan man spørge, de er jo ellers fornuftige mennesker?

Jeg tror, det hænger sammen med en udbredt opfattelse hos eliten i vort folk. Man vil anerkende de fremmede. Men at anerkende, mener man fejlagtigt, er at mene og påvise og regne med, at de i grunden er ligesom vi. De skal have samme rettigheder som vi har. Indrømmet! De er mennesker ligesom vi. Selvfølgelig! Men så kommer fejlslutningen: de tænker og tror som vi og stræber efter det samme som vi; de forelsker sig som vi forelsker os, de gifter sig og får børn på samme måde. Jovist, alt det legemlige har de og vi fælles. Men det kulturelle ikke. Der sidder helt andre tanker i hovedet på dem end på os.

Men læg mærke til: så snart man siger noget sådant, så snart man gør opmærksom på kulturforskellen, kommer der straks nogle velmenende mennesker og bagatelliserer disse forskelle, ja, måske oven i købet der kommer nogle knap så velmenende mennesker og kalder os med kulturforskelsbetragtningen for islamofober.

Det vil sige: Jeg er bange for, at det er sådanne fordomme, der forhindrer de radikale i at nå frem til virkeligheden. De vil absolut være gode og forstående overfor vore nye borgere, og da de kun kan være gode og forstående overfor mennesker, der er som de selv, forvandler de i deres tanker og forestillinger muslimer til danskere: de er ligesom vi, de må være ligesom vi, ellers hører alting op, tænker de.

Men kan vi da ikke acceptere og respektere mennesker, der er anderledes end vi, også mennesker, der har en anden forståelse af det at være menneske, end vi har? I hvert fald: det må være opgaven. Nå ja, måske ikke ligefrem respektere, i hvert fald ikke i alle deres anderledes kulturelle forhold, men acceptere, at de er her, at de skal være her, og at vi skal kunne leve sammen, det må vi da kunne.

Det er i hvert fald, hvad jeg forsøger midt i al min påpegning af forskellene.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam. Bogmærk permalinket.

10 svar til Goddag mand — økseskaft

  1. bent siger:

    “Og det gjorde de i halvfemserne”

    Kan vi få nogen tal på bordet? (fra en pålidelig kilde) Eller er det bare udokumenterede påstande det hele?

  2. Morten - - - siger:

    @ bent

    Hvis du ellers anser Politiken for en pålidelig, så her: http://politiken.dk/indland/ECE65880/kontaktbureau-for-indvandrere/

    Og stik nu ikke af, ligesom alle de andre! Bliv og diskutér!

    – – –

  3. Morten - - - siger:

    – Hvis du ikke gider læse hele artiklen, for at finde tallene, så står de nederst: “(…) i 91 procent af alle ægteskaber mellem tyrkere her i landet er der tale om en familiesammenføring. I Ishøj Kommune er procenten så høj som 97”.

    Du har muligvis bemærket, at det ikke er så tit, man ser en ung dansk fyr med en kæreste fra de typisk muslimske kulturer, mens man på den anden side ikke sjældent ser danske piger og muslimske fyre.

    Så det er nok ikke så rart at være en dansk dreng i et område med mange muslimer, der har den diskriminerende indstilling. Tror du vel, Bent ?

    Eller hvad tror du ? Har du en søn ? Eller en datter ?

    Så må du da både have gjort dig erfaringer og tanker.

    – – –

  4. bent siger:

    ikke lige den slags tal jeg efterlyste.. for det første så vil jeg aldrig kunne bruge bertel haarder som sandhedsvidne i noget som helst spørgsmål af betydning. For det andet så er det jo ikke de faktiske tal, selv hvis de skulle være rigtige.

    men jeg noterer, at der ikke er belæg for blogejerens påstande – ikke at det er en overraskelse..

  5. Ricardt Riis siger:

    @ Bent!
    Tallene er rigtige, men de er ikke de faktiske tal, siger du. Den metode til at sno sig udenom kendsgerninger, man ikke vil anerkende, har jeg ikke oplevet før. Men kunne du ikke finde en metode, der var lidt smartere? Det, du her siger, er da for dumt!

  6. Morten - - - siger:

    Bent har ret!

    Jeg har undersøgt sagen nærmere, og det er ikke sandt, at tallet er 97 % for Ishøj Kommune.

    Tallet er retteligen 98 %. 1 – 0 til dig, Bent.

    – – –

  7. Bent har ret! Jeg har undersøgt sagen nærmere, og det er ikke sandt, at tallet er 97 % for Ishøj Kommune. Tallet er retteligen 98 %. 1 – 0 til dig, Bent. – – –

  8. Ricardt Riis siger:

    @ Sharron Clemons!
    Hvad er egentlig meningen med at gentage Mortens indlæg?

  9. Jørgen Laursen siger:

    Sharron Clemons er en spambot, der vil ha’ os til at klikke på dens navn. Det er dét, der er meningen.

  10. Pingback: Hvad er problemet i vor politiske debat? « Ricardt Riis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s