En moderne sværmer?

Det er sognepræst ved Marmorkirken, Mikkel Wold, jeg tænker på. Han har i en kronik i Jyllands-Posten den 4-12 10, se her, angrebet markedsmekanismen, som han mener bliver anvendt altfor tankeløst og i alt for mange ikke-egnede sammenhænge, med det resultat, at der skabes en homo oeconomicus, hvilket i hans sprogbrug vil sige et menneske, der kun tænker på sig selv og sine egne behov og kun har blik for, hvordan han får dem dækket. Nej, siger han, vi må have etikken ind i billedet til at styre markedsmekanismen, vi må lære at bruge andre ord end ‘kunder’, ‘profitoptimering’, ‘produktion’, ‘strategiske skemaer’ osv.

Og det kan jo være rigtig nok, at vi skal bruge den rigtige del af sproget på de rigtige områder af livet. Det er derfor, jeg i overskriften spørger, om mon Mikkel Wold er en moderne sværmer. For en sværmer (i luthersk forstand) er et menneske, der netop vil blande tingene sammen, vil bringe personetikken ind i politikken og bringe politikken ind i markedsmekanismen, altså én, der vil blande de sprogafdelinger, Gud har givet os til at løse de forskellige samfundsområders problemer med, uhjælpelig sammen. Gør man det, hævder Luther (og Grundtvig), så går det galt med samfundet.

Og det er netop, hvad Mikkel Wold gør. Han tør ikke stole på den del af sproget, der har med markedet at gøre. Det løber af sporet, det opfordrer til selviskhed, det lader den enkelte være sig selv nok. Og derfor må man prøve at indføre noget etik i denne ellers etikløse, åndløse og brutale verden.

Men er den økonomiske verden så etikløs? Mig forekommer det, at de love, der gælder dèr, slet ikke er så tossede endda. Godt nok kan man snyde en forretningspartner, men det gør man ikke mange gange, før han ikke vil handle med én længer. Og man risikerer jo også, hvis man sådan mere udbredt prøver at snyde, at ingen mere vil have med én at gøre. Det er en udmærket selvregulerende faktor, der på den måde hersker i den økonomiske verden, når der vel at mærke er frihed for kunden til at gå andetsteds hen.

Sandt nok, disse markedskræfter har medført en økonomisk krise i hele den vestlige verden, en krise, som vi har svært ved at komme ud af. Og mange har ledt efter en syndebuk i den anledning. Man har især peget på bankerne og har også sidenhen prøvet at indføre forskellige restriktioner i deres forretningsvirksomhed, så man skulle undgå kriser fremover. Det lyder dog ikke særlig overbevisende. Nej, man må sige, som den kendte sprechstallmeister, Jeremy Sachs, når han til sidst skulle have publikum til at synge med: ”And now, ladies and gentlemen, yourselves!” Skylden for krisen må bæres af alle almindelige boligejere. Det var en boligboble i USA, der udløste det hele, og det er de lande, der i tiden med boligspekulation havde de største profitter, der nu har de største vanskeligheder, Irland, Spanien, Portugal. Og såmænd også lille Danmark.

Det er os almindelige boligejere, der er skyld i krisen, for vi har intet gjort for at forhindre boligpriserne i at stige til himmelske højder. Eller rettere: vore politikere har intet gjort for at forhindre dem i at stige. Men når de intet har gjort, skyldes det, at vi parcelhusejere er en stor og særdeles selvbevidst vælgerskare, som de ikke tør lægge sig ud med. Skulle priserne have været holdt i ave, skulle vi jo have haft en skat, der steg med priserne. Og det tør politikerne ikke byde os. Så i stedet får vi de himmelske jordpriser, i stedet får vi et sammenbrud på boligmarkedet, i stedet får vi efterfølgende en finansiel krise, for bankerne har lånt boligmarkedet penge, som de ikke kan få hjem, og så bliver krisen altomfattende. De penge, som mennesker op igennem nullerne har tjent på at kunne sælge deres huse for de enorme summer, man kunne få for dem dengang, de skal nu møjsommeligt af os alle sammen gennem staten betales til diverse banker, for at de ikke skal gå konkurs. For hente dem hos de mennesker, der dengang indkasserede dem ufortjent, det lader sig ikke gøre.

Nuvel, man kan komme med mange andre forklaringer på krisen. Hvad der her er relevant, er, at man må lade sådanne forklaringer holde sig indenfor det økonomiske område. Hvis man giver sig til at komme med åndelige forklaringer på materielle forhold, hvis man f.eks. som Mikkel Wold vil anklage vor tids mennesker for mangel på ånd, og vor tids politikere for en idémæssig krise, så blander man tingene sammen på en højst uheldig måde. Det var det, socialisterne gjorde, da de hævdede, at man gennem en forandring af samfundsforholdene kunne ‘skabe’ det socialistiske menneske, som var helt anderledes end det kapitalistiske. Og det er det, mange af de mennesker gør, som prøver at finde syndebukke for finanskrisen. Man er ikke tilfreds med, at mennesker handler økonomisk, at et mennesket er en homo oeconomicus, dvs. at mennesket prøver tjene penge, det er der noget lusket ved, synes man.

Men der er ikke noget galt med markedsmekanismen. Det er da muligt, at man visse steder i det offentlige bruger den lidt for ivrigt. Det er muligt, at man ikke kan lade markedskræfterne gælde, når det gælder hjemmepleje og sygehusordninger. Men så kunne jo Mikkel Wold sige det. Så kunne han jo mere præcist angribe den uheldige brug af markedsmekanismen i stedet for at angribe den over en bred kam.

Han skriver f.eks.: ”Denne markedsgørelse af alting er ikke blot nedbrydende for vores menneskesyn. Den ødelægger også vores måde at administrere tingene på i en lang række vigtige institutioner. Alt bliver gjort op i målbare enheder, og det, der ikke kan registreres i et regneark, tæller ikke. Det medfører skematyranni og kontrolforanstaltninger og bureaukrati, hvilket stort set alle offentlige og statslige institutioner har fået at mærke”.

Det kan være sandt nok, at der indenfor det offentlige er sket det, man kalder en djøffisering, udledt af ‘Dansk Jurist- og Økonom Forbund’s initialer; man har villet effektivisere og har tilsyneladende ansat gamle rationaliseringseksperter til at se på ting, der kun vanskeligt lader sig effektivisere, menneskelig omsorg f.eks. Men det er jo ikke markedsmekanismens skyld.

Sjovt nok springer kæden helt af, når Mikkel Wold vil til at eksemplificere sin kritik. Han skriver: ”En socialrådgiver skrev for nylig til mig, at hun var frustreret over at se klienterne omtalt som kunder og ydelserne fra kommunen som »varer på hylderne.« Hun reagerede mod en snigende umenneskelig dimension i måden at betragte dem på, som hun skulle hjælpe”. For eksemplet her sætter sandelig ikke markedsmekanismen i dårligt lys. Hvad der her er galt, er ikke, at man taler om kunder og varer, men at det i den forbindelse er løgn. En kontanthjælpsmodtager er ikke en kunde, for han kan ikke vælge frit eller gå et andet sted hen, hvis han bliver afvist det første sted. Og de ‘varer’, der er på hylderne, er jo ikke varer, der er tale om bestemte, på forhånd fastlagte kasser, og man skal ikke tilbyde ‘kunden’ nogle varer, man skal finde ud af, hvilken kasse han skal puttes ned i.

Kontanthjælpsmodtageren må da, stillet overfor en sådan sprogbrug, sige: ”Ja, bare jeg var kunde, bare jeg fik mulighed for at vælge og vrage, som andre kunder”. Eller han må sige: ”Ja, gid det var så vel, at jeg havde forskellige varer, jeg kunne vælge imellem. I stedet er det min socialrådgiver, der vælger, jeg må bare klappe hælene sammen og sige javel”. Så det umenneskelige består ikke i, at man vil anvende markedsmekanismen, men i, at man ikke gør det, og ikke kan gøre det.

Hvad vi da trænger til?

Ja, da vi jo nok ikke kan få nogen til at gøre noget ved boligproblematikken, så vi undgår kriser i fremtiden, må vi nøjes med de to næsten ens udgaver af keynesianismen, som forefindes i det politiske landskab: regeringen på den ene side, der vil prøve at skabe vækst i den private sektor for at få penge i statskassen, og oppositionen, der egentlig vil nøjagtig det samme, blot med et større begyndelsestræk på de offentlige finanser. Men begge lever livet farligt. For ingen aner, om regeringens plan med udgiftstilbageholdenhed vil få væksten i gang eller ende i mindre vækst, og ligeså få aner, om oppositionens plan med øgede statsudgifter vil udhule statens økonomi eller sætte gang i hjulene.

Men begge parter arbejder på markedsøkonomiens præmisser: at mennesker nu engang er homines oeconomici, vi stræber efter at tjene penge. Og hvis Mikkel Wold har noget imod den slags mennesker – og det synes han at have, ifølge sin kronik – så er han en sværmer, der ikke i politisk henseende tør tage mennesket, som det er og forefindes. Og det kommer der ikke noget godt ud af.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s