Er menneskerettigheder almengyldige?

Ja, det plejer vi at mene. Der findes ganske vist mennesker, der forsøger at hævde, at de forskellige kulturer står lige i forhold til sandheden; vi vesterlændinge kan ikke kræve ‘vore’ menneskerettigheder overholdt overalt, for de er ikke alle menneskers menneskerettigheder, de er kun ‘vores’. Sådanne opfattelser plejer at forekomme på venstrefløjen i Danmark, og det kan derfor overraske at finde dem i fuldt flor hos en mand, der ligefrem reklamerer med, at han tilhører højrefløjen, hos Morten Uhrskov Jensen. Han skriver på sin blog i Jyllands-Posten (se her), at universalismen har spillet fallit, at denne tanke, altså tanken om vestens kulturelle overlegenhed, har ligget bag kolonitidens overgreb på andre folk, men i vore dage hævner sig derved, at vi her i Europa har fået en enorm indvandring i kraft af netop vor universalisme-tænkning, og at denne tænkning forhindrer os i at se problemets omfang og i at foretage de nødvendige foranstaltninger for at beskytte vor kultur.

Det, han her skriver, er efter min mening så forkert, som det næsten kan være. Først er der nu hans historiske overblik. Vor universalisme-tænkning fører han helt tilbage til opdagelsesrejserne i slutningen af 1400-tallet. Senere mente vi at have ret til, netop fordi vi anså vor kultur for overlegen over alle andres, at erobre os kolonier rundt om i verden, for, ikke sandt, vi gjorde jo i virkeligheden kun det, at vi prøvede at drage disse underlegne kulturer op på vort eget herlige stade. Og, føjer så Uhrskov til, når nu vi oversvømmes af folk fra en anden kultur og ikke véd vore levende råd om, hvordan vi skal håndtere dem, så er vi selv ude om det; det er alt sammen denne universalisme-tænknings skyld. Det er hans fejl nummer to.

Jeg tør ikke sige, om alle den slags historiske analyser er overfladiske, men Uhrskovs er det i hvert fald. Jovist, der er da noget om, at vi mente gennem vore erobringer at drage ‘de andre’ op til vort stade. Men hvorfra kommer vore indvandrere? Fra de kolonier, der har lidt under vestlig udbytning? Det ses ikke af fakta. Nej, de kommer i stort omfang fra muslimske lande. Indien, Afrika og andre tidligere kolonier leverer ikke tilskud til indvandringen i nævneværdig grad. Men Tyrkiet, der aldrig har været europæisk koloni, gør.

Og i modsætning til, hvad Uhrskov synes at mene, vil jeg hævde, at hvad vi har brug for, ikke er mindre, men mere universalisme-tænkning. Hvis vi tænkte os, at han havde ret, hvis vi tænkte os, at hver kultur udgør en enhed for sig og lukker sig om sig selv, så ville vi kun have magtsproget tilbage. For så ville det være umuligt at overbevise vore muslimske medborgere om det gode ved vort samfund, for de har jo en anden kultur og kan derfor ikke forstå det gode ved vor kultur. Og fordi vi ikke kan overbevise dem, tvinges vi til at tvinge dem. Det er den yderste konsekvens af den forestilling, der vil gøre alle kulturer ligestillede med hensyn til sandhed.

Hvad Uhrskov overser, er, at der findes noget, der hedder ‘den naturlige lov’. Der findes i sproget en mulighed for, at der udvikler sig forestillinger om retfærdighed og ligeret, om ligelighed og forfordeling, om god øvrighed og dårlig øvrighed. Paulus skriver i Rom 2,15, at hedningerne er sig selv en lov, fordi de har loven skrevet i deres hjerte, og fordi deres tanker anklager og forsvarer hinanden. Og Jesus siger om den gyldne regel (Alt hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det samme skal I gøre mod dem), at ‘sådan er loven og profeterne’, dvs., han erstatter den åbenbarede Sinai-lov, som kun blev givet til jøderne, med den alment forståelige gyldne regel; eller man kan sige, at han flytter åbenbaringens sted fra Sinai til den frie debat mellem mennesker. Det fremgår af vores diskussion (når tankerne anklager og forsvarer hinanden) hvad god lov er.

Denne tanke om den naturlige lov har i vor del af verden givet sig udtryk i, at vi fik formuleret nogle menneskerettigheder. Og fordi alle mennesker har et sprog, fordi der i alle kulturer kan udvikle sig en forståelse af den naturlige lov, som svarer til vor forståelse af den, derfor er disse menneskerettigheder universelle.

Uhrskovs opfattelse svarer nærmest til muslimernes opfattelse. De har jo en åbenbaret sandhed, denne sandhed findes i koranen, og denne koran og dens forskrifter holder de sig til, uanset hvad deres samvittighed siger. Samtidig med, at de fik koranen, fik de pligt til at gennemtvinge overholdelsen af koranens bud i hele verden. Det har de gjort op igennem historien på den måde, at de har ladet de forskellige kulturer passe sig selv indenfor rammerne af den muslimske overhøjhed. Ligesom kommunisterne mente, at kristendommen ville dø af sig selv, når den blev underlagt det kommunistiske styre, sådan har muslimerne givet kristendom, jødedom, hinduisme, m.m., lov til at skøtte sig selv. Blot var der visse begrænsninger. De kristne måtte ikke evangelisere. Der var dødsstraf for at prøve at overbevise en muslim om kristendommens sandhed, og der var dødsstraf for den muslim, der lod sig overbevise, så han blev døbt. Og en kristen mand måtte ikke gifte sig med en muslimsk kvinde, ligesom børnene af det blandede ægteskab, hvor manden var muslim, kvinden kristen, automatisk skulle være muslimer.

Alt sammen forståeligt ud fra den (muslimske) forudsætning, at kulturerne er uden mulighed for at forstå hinanden. Der er ikke noget fælles, der er ingen universalisme, eller måske snarere: koranen er det universelle budskab til menneskene, og det skal udbredes derved, at muslimerne sætter sig i besiddelse af statsmagten og derefter lader tiden om at få de andre til at gå over til islam.

Op imod en sådan tankegang skal vi da have mod og vilje til at sætte vor vestlige tro på det universelle i mennesket. Det ligger ikke i en bog, heller ikke selv om man kalder denne bog: bibelen. Det ligger heller ikke i en fastlagt kultur, som om vor kultur ikke kunne udvikle sig og forandre sig, eventuelt i sammenstødet med andre kulturer. Men det ligger i sproget, i den frie og åbne debat. En sådan debat skal vi møde vore muslimske medborgere med. Og i det stykke mangler vi utrolig meget.

Lad os tage den debat, der raser for øjeblikket: debatten om det foreslåede pointsystem, eller altså: debatten om forelskelses-ægteskaber kontra arrangerede ægteskaber, det første en vestlig foreteelse, det sidste en muslimsk. Vi kan da ikke på nogen måde forestille os, at det er umuligt for muslimer at blive forelskede. Sandt nok, de har hidtil levet i en kultur, hvor kønnene holdtes strengt adskilt, men nu kommer de jo til vores kultur, hvor vi lader de unge omgås hinanden frit, så de kan finde ud af, hvem de kan blive forelskede i. Skulle så ikke forelskelsens kræfter, der normalt har været undertrykt i den muslimske kultur, kunne gøre sig gældende?

Og skulle vi ikke have mod til at lade vor ægteskabsforståelse konkurrere med den muslimske? Skulle vi ikke tro så meget på kærlighedens kræfter, at vi gav frihed for vore piger til at mødes med og måske blive forelsket i muslimske drenge? Og omvendt, lade vore drenge omgås de muslimske piger, med den ‘risiko’ for øje, at de måske blev forelskede i dem? Jovist, der er muslimer i den ældre generation, der ikke kan forlige sig med en sådan frihed til de unge. De er vant til at bestemme, hvilke ægteskaber der går an og hvilke ikke, og den magtkamp mellem ung og ældre generation i de muslimske miljøer her i Europa kan nok ikke undgås. Men hvorfor dog på forhånd regne med, at kulturerne er så forskellige, så forelskelse aldrig vil optræde, og hvis den optræder, aldrig vil gøre sig gældende?

Og sandt nok, det må indrømmes, at mange af disse muslimske drenge måske bliver forelskede i deres danske kæreste, men af og til ikke så meget, at de vil gifte sig med hende. Hun kan få lov at optræde som en gæst i deres liv, mere bliver det ikke til. For de er stadig så bundet af deres familiemønster, at de ikke kan tænke sig at gå imod familien med den risiko for øje, at de afbryder alt samkvem med dem. Og forlanges det af familien, at den unge gifter sig med én god muslim efter familiens smag, så bøjer ganske mange af de unge muslimer sig.

Og det er også sandt, at mange muslimske piger tigger og beder deres danske kærester om at konvertere til islam. Det, at de har fundet en dansker, som de vil giftes med, kan være slemt nok i familiens øjne, helt galt vil det da være, om de vil trodse den almene muslimske lov, der siger, at en muslimsk kvinde ikke må gifte sig med en ikke-muslim. Det kan naturligvis holde hårdt for en sådan ikke særlig religiøs dansker at modstå dette pres, især hvis forelskelsen er stor, og det kan også holde hårdt for os, der godt vil oplyse unge danske mænd om, hvad islam egentlig er, og altså gerne vil gøre det, før de kommer ud i sådanne valg, det kan være hårdt for os, at vi gang på gang skal beskyldes for islamofobi og andre slemme ting, når vi på den måde vil opfylde vores pligt, men alligevel! Har vi danskere ikke fat i den lange ende? Vil det ikke i sidste ende gå sådan, at forelskelses-ægteskabet vinder over det arrangerede ægteskab?

Naturligvis går denne proces ikke af sig selv. I hvert fald bliver den i betydelig grad besværliggjort, hvis ikke vi danskere tør være ved det, vi står for, i dette tilfælde: forelskelses-ægteskabet. Herunder hører også at skamme vore muslimske medborgere ud, hvis de på grund af, at deres søn eller datter gifter sig med en anden end den, de har bestemt for dem, afbryder alt samkvem med dem. Hvad er det for en umenneskelighed at lægge for dagen? Hvordan kan de dog få sig selv til at bryde det bånd, som naturen har bundet? Ja, hvordan kan de få sig til at berøve sig selv den glæde, som børnebørn kan give, og berøve deres børnebørn den tryghed, som bedsteforældre kan indgyde? Hvis deres sharia virkelig kræver det af dem, så er det da shariaen og ikke vore traditioner, der er umenneskelige.

Der kan givetvis være de muslimer, der vil tage denne holdning som bevis for, at vi danskere intet forstår af deres kultur. Men der kan også være dem, der kan indse, at vi med en sådan udskamning rammer dem på et ømt punkt, som altså kan indse, at de opfører sig forkert, hvis de prøver at tvinge deres unge til at rette sig efter deres vilje med hensyn til ægteskab, ved at nægte dem samkvem fremover.

Mange ting kan vi affinde os med fra muslimernes side: badeforhæng i brusekabiner; tørklæde hist og tørklæde her. Men vi behøver i hvert fald ikke give dem ret i deres umenneskelige behandling af deres unge, hverken i det, at de nægter samkvem som straf for lydighedsnægtelse, eller i det, at holder deres unge piger tilbage i hjemmet. Bevares, vi kan ikke tvinge noget igennem på de punkter. Men skamme dem ud kan vi.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom. Bogmærk permalinket.

4 svar til Er menneskerettigheder almengyldige?

  1. Mikele G. Schultz-Knudsen siger:

    Jeg bliver simpelthen nødt til at smide et indlæg – blot som en slags protest – jeg mener dybest set, at du har misforstået alt, hvad du beskriver i dit indlæg.

    Menneskerettigheder er historisk set et borgerligt projekt – men i dagens Danmark er det da oftest venstrefløjen, der påberåber sig dem, og der er da store dele af højrefløjen, som er imod universalisme-tankegangen, og som ser folk som opdelt i dybest set helt forskellige kulturer, der ikke kan forstå hinanden.
    Søren Krarup mener jo f.eks., at Kristendommen netop er et opgør med tanken om, at der skulle findes “naturlige rettigheder” – og Søren Espersen har netop udtalt, at han er fuldstændig ligeglad med, hvordan afghanerne indretter deres samfund, når vores soldater er ude.

    Du opstiller så “den naturlige lov” som modsætning til denne tanke. Fint! Rart at høre, at du er tilhænger af den naturlige lov…
    Men så formår du på en eller anden måde, at smide “muslimerne” (som selvfølgelig er en samlet gruppe, der alle tænker på den måde, som du har besluttet dig for) over i den modsatte fløj. Hvad?

    Islam er da NETOP tilhænger af tanken om, at der findes én sand naturlig lov. Der er næppe nogen religion, der står stærkere på dette felt. Der er strømninger i Islam, som ser denne som udelukkende baseret på åbenbaring, men der er også fremtrædende strømninger, der ser den som baseret på fornuft og åbenbaring.
    Kristendommen fik naturretten i fokus gennem Thomas Aquinas, som pudsigt nok var voldsomt inspireret af Ibn Rushd (Averroes) og hans kommentarer til Platons og Aristoteles værker.

    Din forståelse af Islam lader til at være baseret på, hvilke historiske begivenheder, du nu lige kan komme i tanke om. Med den tolkning kunne vi også mene, at Kristendommen kræver forfølgelse af anderledes troende og tvangsdåb. Det har trods alt været de historiske fakta i Europa indtil for ca. 1-200 år siden (det vil sige indtil kristendommen blev trængt tilbage af sekularisering og ateisme)

    Hvordan forklarer du dette citat: “Alt sammen forståeligt ud fra den (muslimske) forudsætning, at kulturerne er uden mulighed for at forstå hinanden. ” stillet overfor følgende Koran-citat: “We have made you into nations and tribes, so that you might come to know one another” (49.13), som jo dybest set siger det stik modsatte.

    Og igen fremdrager du din snak om en bestemt “muslimsk” ægteskabsforståelse. Blot et spørgsmål: Hvordan forbinder du den, med den undersøgelse, der viser, at 39 % af danskerne vil tillade deres barn at blive gift med en muslim, hvorimod 47 % af muslimerne vil tillade deres barn at blive gift med en ikke-muslimsk dansker? Det fremstår da ærligt talt som om flere muslimer er åbne overfor dette, går ind for flerkulturelle og flerreligiøse ægteskaber, og også vil lade deres børn følge deres forelskelse.
    Måske er det danskerne, der har en kulturcentreret forståelse af, hvad man kan tillade? Helt ærligt, kun 39 % vil tillade det??
    http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/362962:Danmark–Svigersoennen-maa-ikke-vaere-muslim

    Hvem fortæller dig egentligt alt dette om, hvad der er en “muslimsk” kulturforståelse og hvad der er en “muslimsk” ægteskabsforståelse – for det fremstår mest som en række fordomme uden noget grundlag!?

  2. Ricardt Riis siger:

    @ Mikele G. Schultz-Knudsen!
    Du har ret i, at der er kristne teologer, der ikke er tilhængere af tanken om den naturlige lov, deriblandt Karl Barth, Søren Krarup, m. fl. Men der er altså andre teologer end dem.

    Men vi skal vist diskutere temmelig lang tid, før vi bliver enige om, hvad naturlig lov vil sige. I min optik står naturlig lov i modsætning til åbenbaret lov. Og både islam og jødedommen er karakteriseret ved at gå ind for en åbenbaret lov. Indenfor kristendommen, derimod, er det ikke loven, der bliver åbenbaret, men Guds kærlighed. Loven kan vi selv finde ud af, kærligheden ikke.

    Det mener jeg er nogenlunde alment anerkendt, også blandt ateistiske humanister. Det svarer nogenlunde til, hvad Patricia Crone i sin bog ”God’s Rule”, side 173, citerer al-Rawandi for at sige (han var muslimsk rationalist, død 912 e. Kr.). Han skulle have sagt, at de mirakler, profeterne udførte, var tryllekunster, og at den åbenbarede lov skulle forkastes: enten var den i overensstemmelse med fornuften, og så var den overflødig, eller også var den i modsætning til den, og så var den forkert. Han ser altså, som jeg, en logisk modsætning mellem den naturlige lov (fornuften) og åbenbaringen. Men han var en enlig svale blandt muslimske filosoffer. De andre prøvede så godt, de kunne, at få fornuft og åbenbaring til at stemme overens. Det gjorde også Ibn Rushd, som du nævner. Men man kan i høj grad tvivle på, om det lykkedes ham. Man må i den forbindelse huske på, at han fik langt større indflydelse i det latinske Vesteuropa end indenfor islam. Som bekendt tilbragte han sine sidste år i eksil, hans nye fyrste turde ikke beholde ham, mullaherne var imod ham. Først to år før sin død vendte han tilbage til Cordoba.

    Det er sådan set logisk nok. Hvis det, mennesker ikke véd, er, hvordan de skal bære sig ad, hvis deres uvidenhed, altså det, der kræver en åbenbaring, er, at de ikke kan finde frem til de regler og love, de skal styres efter, så bliver åbenbaringen en åbenbaring af, hvad mennesker skal gøre, altså af en lov. Læser man koranen igennem, vil man da også finde, at en meget stor del af den er lovtekster. Svarende til, at en stor del af det gamle testamente er lovtekster. Blot har jo kristendommen forkastet det gamle testamente som lov.

    Så det, du skriver om islam, at ”islam er da NETOP tilhænger af tanken om, at der findes én sand naturlig lov. Der er næppe nogen religion, der står stærkere på dette felt. Der er strømninger i Islam, som ser denne som udelukkende baseret på åbenbaring, men der er også fremtrædende strømninger, der ser den som baseret på fornuft og åbenbaring”, er efter min mening håbløst selvmodsigende. Man kan ikke basere den naturlige lov på åbenbaring, de to begreber modsiger hinanden. Og man kan heller ikke mene, at den naturlige lov er baseret på både fornuft og åbenbaring, der er en indre modsigelse mellem dem, endskønt det jo må indrømmes, at mange muslimske filosoffer prøver at gennemføre netop det kunststykke: at forene det uforenelige.

    Så har jeg ganske rigtig skrevet, at islam går ud fra, at kulturerne ikke kan forstå hinanden. Det er skrevet som et forsøg på at imødegå Morten Uhrskovs tanke om kulturernes indbyrdes modsætningsforhold. Og lidt drilsk overfor ham søger jeg at vise, at hans tanke er mere muslimsk end vestlig. Du imødegår min påstand med dette korancitat: ”I mennesker! Vi skabte jer af mand og kvinde, og Vi gjorde jer til folkeslag og stammer, så I kunne genkende hinanden. Den fornemste af jer er i Guds øjne den af jer, der er mest gudfrygtig. Gud er vidende og indsigtsfuld.” Den oversættelse, du holder dig til, vil vel nærmere sige, at de forskellige stammer skulle lære hinanden at kende.

    Min påstand bygger på den måde, muslimerne indrettede sig på i de lande, de erobrede. Den lov, der gjaldt, var shariaen. Og den lagde ikke op til nogen diskussion religionerne imellem. Det er klart. Når man har fået den fuldkomne åbenbaring, som muslimerne mener de har, har man ikke nødig at lytte til andre. Så noget frit diskussionsforum var der på ingen måde tale om. Nogen udvikling frem mod en bedre forståelse af, hvem mennesket er, og hvilke love der bør gælde i samfundet, fandtes ikke.

    Jeg skal indrømme, at det ikke så meget bedre ud indenfor den kristne verden. Men med reformationen og med oplysningstiden skete der dog noget hos os. Om det skete, fordi kristendommen blev trængt tilbage af sekularisering og ateisme, eller det var noget, der lå implicit i kristendommen og nu blev draget frem (Luther skrev et værk, der blev grundlaget for sekulariseringen), lad det emne vente til en anden gang. Blot står det vist fast, at vi kristne i dag har accepteret sekulariseringen.

    Så spørger du om den undersøgelse, som Kristeligt Dagblad refererer, hvoraf det fremgår, at sådan cirka lige så mange (eller lige så få) danskere som muslimer vil acceptere en svigersøn fra den anden religion. Undersøgelsen synes at være uvidende om den almindelige, muslimske regel, at en muslimsk kvinde ikke må gifte sig med en ikke-muslimsk mand. Den regel ER altså almindelig, den var årsag til, at Cairo-erklæringen om de såkaldte muslimske menneskerettigheder måtte tage forbehold overfor muslimske kvinders ret til at gifte sig med hvem de ville. Og den var også årsag til, at man krævede, at en professor, der af al-Azhar universitetet i Cairo var blevet erklæret ikke-muslim, skulle skille sig fra sin hustru. Han foretrak at flygte og boede siden i Holland.

    Så det er ret tendentiøst at holde sig altfor stærkt til den undersøgelse. Du skriver: ”Det fremstår da ærligt talt som om flere muslimer er åbne overfor dette, går ind for flerkulturelle og flerreligiøse ægteskaber, og også vil lade deres børn følge deres forelskelse.” Så også du synes at undlade at skelne mellem, hvad der er tilladt en muslimsk mand og hvad der er tilladt en muslimsk kvinde. Og forresten: Én ting er, hvad muslimerne siger, noget andet, hvad de gør. Som det blev fortalt af Morten i et tidligere blogindlæg, var det 98% af tyrkerne i Ishøj kommune, der i 2003 fik et ægteskab i stand via familiesammenføring.

    Til sidst spørger du: ”Hvem fortæller dig egentligt alt dette om, hvad der er en “muslimsk” kulturforståelse og hvad der er en “muslimsk” ægteskabsforståelse – for det fremstår mest som en række fordomme uden noget grundlag!?”

    Det er såmænd noget, jeg finder ud af ved at læse om tingene. Men jeg indrømmer, at jeg i min læsning går ud fra, at det godt kan være, der er store forskelle mellem muslimsk og vesterlandsk kultur. Hvis det har sin rigtighed med de 98%, så fortæller det noget om de tyrkeres kultur, der er kommet til Danmark, og den fortælling går altså ikke ud på, at de tænker og tror og handler nøjagtig som vi gør. Hvis det har sin rigtighed med de æresdrab, der har fundet sted, også her i landet, så siger det også noget om en helt anderledes kultur.

    Men man kan også nøjes med at lytte til, hvad muslimerne siger. Der var således for lang tid siden en muslim, der blev folketingskandidat for de radikale. Han blev spurgt om, hvorvidt han gik ind for dødsstraf, for den straf er jo anbefalet i koranen. Han svarede, at han som dansk politiker gik imod dødsstraffen, men som muslim gik ind for den. Dog, denne skizofrene holdning var for meget for selv de radikale, så de droppede ham som kandidat. Men hans udtalelser siger noget om forskellen mellem den naturlige lov og den åbenbarede lov. Den første kan og skal diskuteres, den sidste kan man ikke diskutere med, hvad der står, det står der.

  3. Pingback: Den gyldne regel | ricardtriis

  4. Pingback: For teologisk? | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s