Dårlig religionsfilosofi

En ateist spørger ud fra helt forkerte forudsætninger. Og så bliver spørgsmålet umuligt at svare på, selv om svareren, Claus Korsholm Poulsen, gør sit bedste.

På religion.dk har man modtaget et langt spørgsmål fra en ateist, se her. Det plejer at være svarene, der er længst. I hvert fald, når det er mig, der svarer. Men her er det omvendt. Og så er spørgsmålet endda forkortet.

På trods af længden læste jeg alligevel spørgsmålet igennem. Det var irriterende og besværligt at komme igennem. Det, man er vidne til i spørgsmålet – og man kan jo selv se efter, hvis man ikke tror mig – er, at spørgeren opstiller sin egen religionsfilosofi og forlanger svar indenfor denne ret snævre ramme. Og det bliver en næsten umulig opgave for den, der skal svare.

Nuvel, Gabriel Brodersen (sådan hedder spørgeren) vil naturligvis ikke sige, at han opstiller nogen religionsfilosofi. Men det er ikke desto mindre det, han gør. Alle religioner slås sammen til ét (i sig selv et yderst hasarderet foretagende) og der lægges kun vægt på den ene ting, at de alle påstår noget ubevisligt. Næste træk i Brodersens religionsfilosofi er sige, at de også alle hævder, at alle de andre religioner er forkerte. Uden begrundelse overhovedet, efter Brodersens mening. Når han er nået dertil i opbygningen af sin religionsfilosofi, er det lykkedes ham at fremstille alle religioner som tåbelige og alle deres påstande som varm luft, som intet fornuftigt menneske behøver tage hensyn til.

Det gode ved en sådan religionsfilosofi, set fra Brodersens synsvinkel, er, at den fremstiller alle andre end ateisterne som de rene idioter. Det kedelige ved den – hvad Brodersen dog ikke gør sig klart – er, at den har meget lidt med virkeligheden at gøre, om overhovedet noget. Den er med andre ord selv varm luft. Dels nægter de religioner, som Brodersen samler under én hat, hårdnakket at lade sig samle på den måde, når man undersøger sagen nærmere. Dels har visse religioner et ideal om at gøre andre religioner til underafdelinger af sig selv, så det er slet ikke alle religioner, der hævder, at de andre er løgn. Og dels bunder de stridigheder, der er opstået mellem de forskellige religionsformer, aldeles ikke i ‘varm luft’, men har særdeles jordnære begrundelser. Så den religionsfilosofi, Brodersen opstiller, kan kun antages af dem, der lider af stor uvidenhed og af ulyst til at sætte sig ind i sagerne.

Det er f.eks. karakteristisk for hinduismen, at den tænker positivt om andre religioner. Den formår at indrubricere både kristendom og islam under sig. Så den nægter altså at gå ind under Brodersens religionsfilosofi. Omvendt er det karakteristisk for kristendommen, at den nægter at lade sig fremstille som en underafdeling af hinduismen; det bliver ikke kristendom, der fremstår på den måde, siger man. På samme måde gør kristendommen vrøvl over, at islam fremstiller Jesus som en muslimsk profet, underlagt Muhammed. Den betragter Muhammed som en falsk profet, og Jesus som Guds søn.

Jamen, dèr har vi det, vil vel så Brodersen sige. Se, hvordan kristendommen vil have eneret på sandheden, en sandhed, som den udelukkende bygger på ubeviselige påstande, altså på varm luft! Og se, hvordan den ud fra denne sandhed mener sig i stand til at erklære andre religioner for løgn! Det er jo netop det, min religionsfilosofi hævder.

Sandt nok, ja. Men var det ikke en idé at undersøge indholdet og begrundelserne nærmere i stedet for at holde sig til det rent formelle? Når kristendommen erklærer Muhammed for en falsk profet, skyldes det bl.a., at islam vil overbevise om sin egen sandhed gennem magtudøvelse (selve det, at islam gør sig til herre over mange riger og lande, gøres til et bevis på islams sandhed), mens kristendommen vil overbevise i frihed (mennesket skal selv indse kristendommens sandhed, ikke med sin fornuft, for mennesket er andet og mere end fornuft, mere med de fænomener, der gælder i det menneskelige samliv).

I det hele taget er sagen den, at når man kikker på indholdet af de forskellige religioner, og specielt på stridighederne imellem dem, så gælder Brodersens religionsfilosofi ad Wandsbeck til. At jeg holder på min gud, andre på deres anderledes gud, det er ifølge Brodersen rent spilfægteri, det er varm luft. Men se så på virkeligheden. Da Asad ibn-al Furat ibn Sinan i 827 angreb Sicilien for at lægge øen ind under islams herredømme, altså for at føre hellig krig, sagde hans sendebud til de sicilianske kristne:

»Vi er af de arabere, hvis ry har nået verdens ende, bjergenes tinder og havets vidder. Den almægtige gud sendte os en profet, som var det mest veltalende, sanddru og ædelsindede menneske blandt os. Han kaldte os til den rette tro, og de uvillige lod han bekæmpe, indtil alle arabere forherligede gud, og han lod os vide, at gud vil give os sejr over alle andre religioner. Den eneste grund til, at vi er her, er for at I skal antage vor tro, tro på gud og hans sendebud, bede på ret vis og adlyde guds forskrifter. Så vil I være sikre i jeres huse og ejendele. Hvis I ikke vil omvende jer, må I antage os som herrer og betale jizja (underkastelsesafgift), men må beholde jeres huse. Hvis I derimod afviser vort tilbud, så vær advaret og vid, at kun sværdet da vil afgøre sagen. Falder vi i kamp, ved vi på guds ord, at vi kommer i paradis, mens I, hvis vi slår jer ihjel, kommer i helvede, som profeten har lovet«. (Ifølge den arabiske historieskriver al-Waqidi).

Den kristne Gud sender ikke sine tilhængere i krig for at besejre nogen fjende, han åbenbarede sig i Jesu ord, f.eks. i ordet om at give kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er. Og indretter vi samfundet på den måde (hvad vi kristne forresten har haft ganske svært ved op gennem historien), så må vi forsvare os i kejserens navn, men ikke angribe. Den forskel i synet på, hvem Gud er, har ført til det, som Huntington kalder ”den århundredlange militære interaktion mellem Vesten og islam”, se det foregående indlæg. Men det er i Brodersens optik kun varm luft; han holder sig fornemt udenfor og tager ikke stilling til hverken det ene eller det andet. For han har opstillet en religionsfilosofi, der lader det hele være ét fedt. Om man vil erobre og dræbe eller forsvare sig for at kunne leve i fred, betyder intet, begge opfattelser bygger på ubevislige påstande og man må derfor holde sig udenfor.

Men kan man sådan holde sig fornemt udenfor?

I hvert fald må han selv da vist glæde sig over at være født i en kristen civilisation. Her har han frihed til at tro og tænke som han vil. Det har han ikke i ret mange andre civilisationer. Og man må vist også tillade sig at kalde hans ateisme en kristen ateisme. For den er opstået i et kristent samfund og bygger på kristne værdier. Hvad han blot i farten overser. Når han henimod slutningen af sit spørgsmål siger: ”Ateister har lige så meget kærlighed til deres familier, medmennesker og menneskeheden i sig selv, naturen og deres omgivelser og så videre, som religiøse”, så må man gøre opmærksom på, at den kærlighed, han har til sin familie, til sine medmennesker og til menneskeheden i sig selv, er en kristen kærlighed. Den er i hvert fald ikke muslimsk. For så skulle han sætte sit liv ind for islams sag for med magt at tvinge respekt for Allah ind i hovedet på de vantro. Den er heller ikke buddhistisk. For så ville den bære præg af den buddhistiske kamp for at undgå afhængighed, også afhængighed af familien. Det var ikke for ingenting, at Buddha kaldte sin søn for ‘rahula’, hvilket betyder lænke.

Nej, den kærlighed, han nærer, er solidt forankret i den kristne civilisation. Og derfor kunne han såmænd have gavn af at gå lidt mere i kirke. Her kunne han høre en række Jesus-ord udlagt, som alle har til hensigt at styrke denne kærlighed, at gøre os bevidste om, hvordan et fortrolighedsforhold opretholdes, at lære os noget om, hvad det vil sige at tilgive. For det er jo helt ude i hampen, når han tilsyneladende mener, at vi går i kirke for at ‘dyrke vores kærlighed til vores tro eller til vores usynlige ven’. Her taler den blinde om farverne. Nej, vi går i kirke for at blive klogere på det menneskeliv, vi har at leve med hinanden.

Og hvis han vil sige, at i kirke går han ikke, for dèr sidder der så mange farisæere, så er svaret som altid: Kom kun ind, der er plads til én til! For det er jo også sandt, vi kommer også i kirke, for at få nedbrudt vor farisæisme. Den har det med at poppe op igen og igen. Hvilket viser noget andet ved den kristne gudstro: den er ikke en teori, vi har, som vi kan gå og pynte os med om søndagen, den vil gnave sig ind på os i vor dagligdag, så vort menneskeliv kan blive præget af forståelse, indlevelse, fortrolighed, kærlighed. Og noget sådant er en livslang proces.

Og som sagt, synes man, at man har behov for noget sådant, er man altid velkommen.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i ateisme. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s