Den ensomme ulv i Stockholm

Indtil nu tyder det på, at bombemanden i Stockholm var alene om det. Men hvad enten han var alene om det, eller han havde medskyldige, er der én ting, vi står ganske uforstående overfor: Hvorfor gjorde han det?

Nå, ja, vi er vel efterhånden til at vænne os til de muslimske selvmordsbombere, men hvis vi ‘forklarer’ det med ‘den sædvanlige fanatisme’, så har vi dermed afskåret os fra at forstå ham. ‘Fanatikere’, det er betegnelsen for mennesker, der er udenfor pædagogisk rækkevidde, det er personer, hvis handlemåde vi på forhånd opgiver at forstå. Og vi burde vel, i det mindste for vor egen skyld, prøve at leve os ind i den tankegang, der driver sådanne mennesker.

Han hed Taimour Abdulwahab. Han blev 29 år. Han efterlod sig en lydfil på svensk og arabisk, se her. Og deri forklarer han sig i nogen grad. Han siger, at hans handling skyldtes tegneren Lars Wilks, der har tegnet Muhammed som en hund, og den svenske deltagelse i Afghanistan-krigen. Han siger også, at når vore brødre, søstre og børn dør, skal også jeres brødre, søstre og børn dø. Den ‘dem-og-os-tankegang’, som vi prøver at få os selv til at undgå, den lever i fuldt og farligt flor hos ham.

Så siger han en del i første person flertal: ”Vi findes her i Sverige og i Europa … vore aktioner taler for sig selv”. Så han er måske alligevel ikke den ensomme ulv, det hidtil har set ud til. I hvert fald føler han sig som deltager i en verdensomspændende kamp.

Og til de svenske muslimer siger han: ”Og til alle muslimer i Sverige siger jeg: hold op med at ydmyge jer selv for et nedværdigende liv langt fra islam. Hjælp jeres brødre og søstre og frygt ingen og intet, frygt kun den Gud, I dyrker”. Der står et svensk ord ”fjäska”, som, tror jeg nok, betyder ‘lefle for’. Det, han siger, er altså: ”hold op med at lefle for [de vantro] og med at fornedre jer for et nedværdigede liv, osv.” Men man må jo spørge sig selv: Hvordan kan det være et nedværdigende liv at leve som en normal svensker? Hvordan kan det at leve på normal vis i Sverige være at lefle for svenskerne? Hvorfor er et sådant liv et liv langt borte fra islam?

Endelig frikender han sin familie for medskyld. Og til sin kone siger han: ”Min kære kone og børn, jeg elsker jer. Jeg elsker dig, min kone. Min kærlighed til dig var aldrig en løgn. Tilgiv mig, at jeg ikke fortalte dig noget. Kys børnene fra mig. Sig til dem, at far elsker dem og altid vil elske dem”. Det er jo en noget besynderlig udtalelse fra én, der om ti minutter vil sprænge sig selv i luften, ikke for den elskede kones skyld, ikke for de elskede børns skyld, men for en politisk ideologi, islamisk jihad, som han elsker endnu højere.

Og til sidst anmoder han sine mujahedin-venner om at bede for ham. Og han begrunder det med, at her i Sverige er muslimerne så tilpas fornedrede, at de beder for ikke-muslimer i deres moskéer. Og han beder dem alle om at slå til. For nu er tiden inde.

Bliver vi klogere af det? I hvert fald melder det spørgsmål sig: Hvor har en 29-årig ellers ganske normal svensker med irakisk baggrund fået sådanne idéer fra? Den svenske avis ”Expressen” fortæller lidt om hans baggrund, se her. Han kom til Sverige fra Irak for 18 år siden sammen med sin familie, som bosatte sig i Tranås syd for Stockholm. Her tog han studentereksamen med glans. Året efter studentereksamen flyttede han til Luton for at studere ved Bedfordshire University lidt udenfor London. Og tre år senere var han som forvandlet, siger de, der kendte ham. En ven af familien fortæller, at han i en moské i Luton lærte en egyptisk imam at kende. Han introducerede ham for ortodoks islam, som han blev mere og mere grebet af. Måske var det også derfor, han annoncerede efter en hustru nummer to.

Nu kom han kun lejlighedsvis til Tranås. Vennerne dèr droppede han. For tre uger siden ankom han til byen. I den første uge købte han en bil til 10.000 kroner. Det var den Audi, han forsøgte at få til at eksplodere, før han futtede sig selv af. Og på dagen for selvmordet kørte han til Stockholm uden at sige til familien, hvad han agtede at gøre.

Det svenske politi vil jo nok prøve at finde ud af, hvor og hvordan han fremstillede de rørbomber, hvoraf heldigvis kun én gik af som planlagt, og hvor han købte de gasflasker, der skulle eksplodere i Audien, når den brændte. Så resultaterne af de undersøgelser må vi nok vente lidt med at få besked om. Men det væsentligste er vel heller ikke de tekniske detaljer, men den besynderlige tankegang bagved handlingen. Hvor kommer den fra? Det er her, man allerede nu kan sætte ind for at forhindre, at noget lignende sker i fremtiden.

Og her har vi brug for alle fredelige muslimers hjælp. Det er en god ting, at muslimske organisationer tager afstand fra en sådan udåd. Det er fint, at de kalder den slags handlinger uislamiske. Berlingske Tidende viderebringer en fordømmelse fra det Islamiske Råd i Norge. Det hedder i avisen, se her:

”Islamisk Råd Norge siger i en udtalelse, at det på det stærkeste fordømmer den selvmordsaktion, som ramte Stockholm lørdag. Rådet udtrykker “forfærdelse” og siger, at sådanne overgreb er klart i strid med islams lære og aldrig kan accepteres.
– Vi opfordrer alle norske muslimer til at være på vagt for at forhindre, at noget lignende kan ske i Norge. Noget, der vil være til umådelig stor skade for os alle, siger Islamsk Råd i udtalelsen.
-Vi opfordrer også alle ansvarlige personer til ikke at bruge denne forfærdelige hændelse til at piske en stemning op mod muslimer i Norge eller andre lande. Muslimer bør ikke stilles kollektivt til ansvar for handlinger, der er begået af en forrykt person, hedder det”.

Det sidste kan jo være sandt nok. Danske muslimske organisationer har vist også været ude med en lignende advarsel. Men det første er det mest glædelige ved erklæringen. Den tid er forbi, hvor vi blot betragtede muslimer som passive individer, der endelig ikke måtte fornærmes. Nu forventer vi noget af vore muslimer, nemlig at de aktivt virker med til at forhindre terroraktioner. Og at de norske muslimer erklærer sig enig i denne forventning, det er det glædelige i denne sammenhæng. Altså, muslimer, opdager I, at der er moskéer, der sælger voldsforherligende bøger eller videoer, opdager I, at en imam prædiker had mod Vesten, opdager I, at der er mennesker, der forvandler sig fra almindelige, mere eller mindre sekulære muslimer til alvorlige ortodokse muslimer med skæg og det hele, så giv PET et praj. Måske er en sådan muslim ude på noget slemt, måske er han ved at blive fanget ind af farlige, terroristiske kræfter.

Men det er vist alligevel Taimours kusine, der har sagt det mest positive i denne sørgelige anledning: ”Det er ufatteligt. Hvordan kunne han gøre det? Hvorfor ville han slå uskyldige mennesker ihjel? Hvad ondt har Sverige gjort os? Det er dette land, der har taget imod os med åbne arme og hjulpet os”. Her fornemmer man hos en muslim det, som vi andre også fornemmer: at det, Taimour har gjort, dog er imod al naturlig menneskelig taknemlighed. Bevares, hverken vi eller svenskerne har vel gjort, hvad vi har gjort, for at de mennesker, vi hjalp, bagefter skulle bringes i taknemlighedsgæld til os. Men det er alligevel rart at høre, at nogen af dem, vi har hjulpet, faktisk er taknemlige. Det er ikke alle, der som Taimour gengælder godt med ondt.

Én ting mere. Naser Khader siger i et indlæg i Berlingske Tidende, se her, at han har prøvet at få diverse stormuftier i Mellemøsten til at udstede en fatwa imod selvmordsbombere. De tør ikke, siger han. Hertil er vist kun at sige: Jamen, så gør selv noget. Gennemgå alle de skriftsteder fra koranen, som jihadisterne bruger, undersøg dem sprogligt, giv dem en anden tolkning, hvis det er muligt, lad de forskellige retsskoler i islam komme til orde, fortæl, hvad de har sagt i tilsvarende situationer, sig eventuelt, som man siger i Saudi-Arabien, at det ikke er tilladt en læg muslim at tage sagen i egen hånd, når det drejer sig om kamp mod Vesten, sig hvad som helst, der kan afvæbne disse selvmordsbomberes begrundelse for deres aktion.

Og kan I ikke finde noget, fordi alle kilderne giver jihadisterne ret, så sig det åbent, vedgå, at I fornægter den traditionelle islam og vil leve efter en ny og bedre islam. Gør I ikke det, så gør I jer medskyldige i jihadisternes udåd.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam. Bogmærk permalinket.

12 svar til Den ensomme ulv i Stockholm

  1. Claes siger:

    jeg tænker mig, at du taler for døve ører. Selvmordsterrorister har en anden motivdannelse end den vi kender i vesten. Hos os forsøger forbrydere at slippe væk uden selv at komme til skade. Det er netop dette brud på det almindelige, som gjorde 11 sep. 2001 så uhyggelig for os.

  2. Ricardt Riis siger:

    @ Claes!
    De muslimer, jeg formaner til at hjælpe os med at forhindre selvmordsattentater, er ikke selvmorderne selv, men dem, der omgås dem og måske opdager, at de er på vej ud i det ekstreme.
    I tilfældet her: Det forlyder, at Taimour Abdulwahab blev udelukket fra en moské i Luton, fordi han var for ekstrem, og man ville i den moské ikke have sådanne ekstreme personer til gå omkring i moskéen og hverve sammensvorne. Det har Daily Mail berettet. Men denne avis stiller også det højst relevante spørgsmål: Hvorfor fortalte de ledende i denne moské, som fik ham udelukket, ikke politiet noget om, at han var en farlig mand, som man måske skulle holde øje med?
    Det er på den måde, vore muslimske medborgere kan hjælpe os. Det er det, vi må forvente af dem. Og det er altså åbenbart også det, Islamisk Råd i Norge vil mene, må være en god opgave for norske muslimer.

  3. Morten - - - siger:

    Desværre er historien i Daily Mail nok kun historien om en moské, der prøvede at beskytte sig selv, og ikke samfundet.

    Det er ikke givet, at de i princippet havde noget imod TA’s forehavende – de indså blot, at det ville skade deres mission, hvis attentat-manden kunne forbindes med deres moské.

    Jeg ved, det er en temmeligt pessimistisk udlægning, men der kan findes indicier til støtte for den i de mønstre, vi ser. – Vi kan ikke få en fatwa mod selvmordsterrorister, f. eks. En ret opsigtsvækkende kendsgerning.

    – – –

  4. Ricardt Riis siger:

    @ Morten —
    Det er muligt, du har altfor meget ret. Det kan man godt blive lidt bange for. Hvad jeg er ude efter, er blot at få det gjort til en almindelig forventning til de såkaldt moderate muslimer, at de ‘sladrer’ til politiet. Og i den henseende er det glædeligt, at det islamiske råd i Norge også forventer, at de moderate prøver at forhindre selvmordsbombere i at fuldføre deres onde hensigter.
    Det er på den måde, vore muslimske medborgere kan hjælpe os. Det er det, vi må forvente af dem. Og det er altså åbenbart også det, Islamisk Råd i Norge vil mene, må være en god opgave for norske muslimer. Man kan godt sige, at de udtrykker sig lidt valent – noget med at være på vagt for at forhindre det – men jeg mener, man bør tage dem på ordet og udlægge denne væren på vagt på den måde, jeg gør det: giv PET et praj, hvis I opdager nogen af jeres egne, der opfører sig ekstremistisk.
    At så moskéen i Luton ikke har gjort det, selv om de har været imod hans ekstremisme (efter hvad de siger), må vi netop stille som et spørgsmål til dem.

  5. Claes siger:

    @ Ricardt Riis. Mon ikke dit råd til almindelige muslimer om at give myndighederne et praj om optrækkende ekstremisme for dem har samme klang, som hvis tyskerne under krigen bad danskere om at give dem et praj, hvis de fornemmede optræk til sabotage fra danske side. Jeg tænker, de opfatter det som forrædderi imod deres brødre.
    Det der muligvis kan holde igen på uvæsnet er, hvis almindelige muslimer oplever, at de ekstremistiske forbrydelser skader islams sag i Vesten. Endvidere skal danskere undgå at ligge under for den almindelige psykologiske mekanisme, der heddder identifiktion med agressor. Det kan vi måske ved, at være opmærksom på den.

  6. Ricardt Riis siger:

    @ Claes!
    Det var dog den mest hårrejsende sammenligning, du her foretager. Jeg håber sandelig ikke, du har ret. Muslimer i dagens Danmark skulle føle sig under besættelse. Og de undertrykkende, onde besættere, det er os, de oprindelige danskere. De forskellige terrorhandlinger, som muslimer foretager, er at sammenligne med de sabotagehandlinger, som de danske frihedskæmpere foretog under besættelsen. Og den opfordring, som det norske islamiske råd kommer med (”Vi opfordrer alle norske muslimer til at være på vagt for at forhindre, at noget lignende kan ske i Norge”), er at sammenligne med den danske regerings opfordring til at angive sabotører, for sabotage og lignende handlinger imod den tyske værnemagt kan have ‘de mest skæbnesvangre følger for land og folk’.
    Jeg vil nu trods alt vove at tro på, at langt de fleste muslimer her i landet godt kan se, at diverse terrorhandlinger skader islams anseelse, de fleste vil vel også sige, at det er imod islam at lave den slags. Men jeg vil da ikke afvise, at en del muslimer vil føle en vis ulyst ved at angive deres trosfæller til politiet; man vil sikkert hellere ordne det internt. Hvad jeg gør, er ikke at afvise, at nogle tænker på den måde om at ”sladre”, men at holde dem fast på, hvad de siger. Når det norske islamiske råd siger, som det gør, vover jeg at præcisere: at være på vagt, det vil altså sige: at give sin mistanke videre til politiet.
    For i modsætning til danskerne under besættelsen kan muslimer her i landet ikke vente nogen ”befrielse” (dvs en fuldbåren, islamisk stat) indenfor en rimelig fremtid. De må derfor affinde sig med ”besættelsesmagten” (dvs os danskere) lang tid fremover. Og hvis de i den tid vil have det nogenlunde godt her i landet, så må de tage afstand fra denne muslimske terror, ellers slår vi danskere alle muslimer i hartkorn med terroristerne. Det siger jo også det norske islamiske råd: ”Muslimer bør ikke stilles kollektivt til ansvar for handlinger, der er begået af en forrykt person”. Det glædelige – og vistnok også nye – ved rådets erklæring er, at det sammenkobler opfordringen til os andre med en opfordring til deres egne: de skal være på vagt for at forhindre den slags.
    Og så ser vi helt bort fra, at muslimerne her i landet frivilligt har givet sig ind under den ”besættelse”, du taler om.
    Nej, Claes, det går altså ikke med den sammenligning. Vi må finde på en anden.

  7. Claes siger:

    Naturligvis har du fuldkommen ret i at muslimer i Danmark ikke er under nogen form for besættelse. De har selv valgt at komme hertil og de kan rejse bort, hvis de foretrækker det, uden at møde modstand. Mit billede var uheldigt.
    Men undertiden kan man få det indtryk, at de reagerer, som om de er under besættelse, og at vi danske udøver tvang og undertrykkelse imod dem. Det er svært at se, hvordan vi skal opfører os, for at de kan føle sig tilpas. I sidste instans hænger det vel sammen med at de er muslimer og vi er kristne og at de to kulturer er forskellige.

  8. dcv2 siger:

    Jeg kommer til at tænke på, at jeg for år tilbage så Hamed El Moustis program på kanal københavn. Jeg holdt hurtigt op med at tælle alle de gange han omtalte muslimerne som “vores folk”.

  9. Svend Jespersen siger:

    Ja, det er glædeligt at se de muslimske fordømmelser.

    Desværre bliver den slags fordømmelser altid ledsaget af tilføjelser som f.eks. : “Islam forbyder drab på uskyldige”, hvormed man netop indirekte undgår at måtte indrømme Islams og Allahs tilladelse til at tage liv i nogle tilfælde. Læs her artikel 2 fra OIC’s islamiske version af Menneskerettighederne:

    “a) Life is a God-given gift and the right to life is guaranteed to every human being. It is the duty of individuals, societies and states to protect this right from any violation, and it is prohibited to take away life except for a Shari’ah prescribed reason.”

    Hvad disse “Shari’ah prescribed reasons” dækker over er netop de dele af teksterne, som nogle muslimer benytter, f.eks. i Stockholm.

    Hvornår ser vi muslimerne uden frygt indlede en åben og offentlig debat om netop de tekster? Måske en sådan debat endda kan ende med enighed om, at en religions gud, tekster og troende var bedre tjent med følgende tekst som udgangspunkt:

    Du må ikke slå ihjel.

    http://www.oic-oci.org/english/article/human.htm

  10. Morten - - - siger:

    “Islam forbyder drab på uskyldige” kræver jo en definition af “uskyldighed”. Det er en yderst elastisk og mistænkelig erklæring.

    – – –

  11. Pingback: De jødiske talebanere « Ricardt Riis

  12. Pingback: Overmennesker? | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s