Den barmhjertige samaritaner i Stockholm

Der er et billede, som bliver ved med at forfølge mig: billedet af den mand, der iler hen til selvmordsbomberen i Stockholm og giver ham hjertemassage for at prøve at redde hans liv.

Det er jo fuldstændig absurd: Den mand, der sekunder tidligere havde prøvet at dræbe så mange svenskere som muligt, han modtager nu hjælp af én af disse af ham selv dødsdømte svenskere.

Nuvel, det skyldes naturligvis, at den pæne mand, der ville hjælpe, ikke anede, hvad der foregik, og heller ikke var i stand til at regne det ud på baggrund af, hvad der var sket. Han har formentlig troet, at den mand, der lå hjælpeløs på jorden, var kommet ud for en ulykke. At han var terrorist, det faldt ham ikke ind.

Når dette billede bliver ved med at poppe op inden i mig, skyldes det nok, at det afslører terroristens totale mangel på menneskelighed. Han har fået en ideologi ind i hovedet, som giver ham lov til at slå uskyldige mennesker ihjel, mennesker, der er ham ganske ukendte, bortset fra, at de har givet ham og hans familie beskyttelse i en farefuld verden. Og det har de gjort uden på nogen måde at kunne forestille sig, at nogle af de mennesker, de således har hjulpet, skulle betale deres hjælp tilbage på en så umenneskelig måde.

Ja, mere endnu – og det er jo det, der er så både lattervækkende og dybt tragisk i situationen – de søger endog at hjælpe i selve det øjeblik, hvor terroristens mordplaner er mislykkedes og kun er gået ud over ham selv. Man må spørge sig selv igen og igen: Hvad er det dog for en ideologi, der kan være så umenneskelig? …der kan besvare det svenske samfunds hjælpsomhed med mord? …der kan udnytte samfundets åbenhed til at planlægge terrorhandlinger? …der kan udtrykke en sådan ligegyldighed med menneskeliv, en ligegyldighed, som familien åbenbart ikke havde, da det var deres eget liv, det drejede sig om? Og det absurde, det umenneskelige, og det direkte djævelske i en sådan holdning kommer frem i al sin usselhed, når den i netop dødsøjeblikket stilles side om side med én af disse vantro svenskere, der med største selvfølgelighed viser sig som et menneske.

Et menneske fuldt af overskud fra et samfund med menneskeligt overskud til at yde hjælp, hvor det trænges, stilles overfor en forkrampet selvmorder, der af besynderlige grunde vil dette i dobbelt forstand overskudssamfund tillivs. Og morderen måtte altså i sin dødsstund ikke blot lide den tort, at hans djævelske plan ikke blev gennemført, han måtte tilmed finde sig i, at én af disse vantro, som han foragtede og ikke tillagde menneskeværd, kom ham til undsætning, viste sig tusind gange mere menneskelig end han selv og prøvede det bedste, han kunne, at give ham det liv tilbage, som han i sin forløjethed ofrede for noget, han bildte sig ind var sandhedens sag.

Det er, som om højere magter derved gør godt og grundigt grin med denne bombemand. Og vi må i det mindste trække lidt på smilebåndet over ham. Så stor en beslutsomhed, så stor en offervilje, så mange års oparbejdet had fuser ud til ingen verdens nytte og opnår kun at blive til grin: al hans had mødes af hjælpsomhed. Hvor han havde villet skabe frygt, skabte han i stedet velvilje. Hvor han havde villet vise sig stor og stærk og respektindgydende, fordi han var muslimsk terrorist, endte han med være den lille, der måtte modtage hjælp, ikke fordi han var muslim, blot fordi han var et menneske, også han.

Jesus fortæller om den barmhjertige samaritaner. Da han er færdig med historien – samaritaneren har hjulpet den overfaldne, bragt ham til et herberg og bedt værten om at sørge for ham – spørger Jesus, hvem den overfaldnes næste er, altså hvem han skylder at elske. Det er et tricky spørgsmål, for den overfaldne var jøde, og jøder omgikkes dengang ikke samaritanere, de så skævt til dem, de var ikke rigtige mennesker. Alligevel svarer den jøde, som Jesus retter spørgsmålet til, at den overfaldne jøde har en samaritaner til næste og altså er skyldig at elske ham. Situationen har nedbrudt det skel, som jøderne havde sat op mellem sig selv og samaritanerne. (Luk 10,25-37).

Sådan også i Stockholm, hvor historien om den barmhjertige svensker blev fortalt. Den selvindlysende sandhed, som jøden dengang kunne se: at en jøde blev skyldig at elske en samaritaner, dukker op for terroristen i de sidste sekunder af hans liv: ‘Du har opstillet et skel mellem muslimer og ikke-muslimer. Muslimer skylder ikke noget til ikke-muslimer, og da slet ikke næstekærlighed. Men se så den situation, du er blevet anbragt i. Er du ikke skyldig at elske denne dig ubekendte svensker, som hjalp dig, omend forgæves? Må ikke hans simple og for ham og andre svenskere selvfølgelige handling nedbryde ethvert skel, som I muslimer vil opstille mellem jer og os?’

Og kan han ikke selv høre mere – og han hørte nok ikke, hvad situationen sagde til ham, i mere end et par sekunder – så må da hans læremestre kunne høre det, de, der har prædiket jihad og had til Vesten for ham, så han blev radikaliseret. Helle Merete Brix har givet nogle eksempler på sådanne hadprædikanter, der har fået adgang til at prædike for muslimske studenter på engelske universiteter, uden at nogen greb ind, se her. Det kan man forarges på de engelske myndigheder for. Men her vil jeg nøjes med at forarges på det, disse prædikanter siger. Der er f.eks. Abdur Raheem Green, der senest blev inviteret den 22. januar 2009. Han blev i 2005 nægtet indrejse i New Zealand, på grund af ekstremistiske anskuelser. Green har blandt andet udtalt, at “Sandheden er, at islam lærer sine tilhængere at søge døden på slagmarken og at døden ved jihad er en af de sikreste veje til paradis og til at behage Allah”.

Der er Al-Awlaki, der opmuntrer muslimer til at deltage i væbnet jihad. Han har understreget at “hadet til ikke-muslimer” er en væsentlig bestanddel af den militære kamp: “Allah vil ikke skænke os sejr, sålænge vi stadig har en form for kærlighed til fjenden i vore hjerter”. ‘Allah’, det betyder Gud. Det skulle altså være Gud selv, der har opstillet det uoverstigelige skel mellem muslimer og ikke-muslimer og har befalet muslimer at hade ikke-muslimer. Men vil de kunne opretholde hadet, når disse af Gud forbandede ikke-muslimer viser sig langt mere menneskelige end muslimerne, ja, viser sig at elske muslimerne, selv når de viser deres had for fuld skrue? Mon Al-Awlaki selv ville kunne holde til at komme i en situation som Taimours, hvor al dette had besvares med venlighed og hjælpsomhed, uden at opdage det hule, det krampagtige, det selvmodsigende i al denne hadefuldhed?

Måske man i nogen grad trods alt på én eller anden måde langt inde i sit sind kan føle en slags forståelse for de fremmede had-prædikanter. De bor jo selv i lande, som er muslimske, og har de vænnet sig til at henføre alle deres lands ulykker og manglende succes til Vestens dårligdomme, så er det måske til at fatte, at de hader Vesten, omend på et helt forkert grundlag. Men hvordan kan mennesker, der bor i Vesten, omgås os vestlige mennesker, mærker vor imødekommenhed, bliver klar over, at de her hos os har rettigheder, kan få penge, kan blive hjulpet på næsten enhver måde, osv., hvordan kan de drømme om at lytte til en sådan hadtale? Ja, hvordan kan de få sig selv til at invitere hadprædikanter til at opildne hadet hos dem? Det synes jo i hvert fald tydeligt, at de er nødt til at lægge bånd på al deres naturlige menneskelighed, om de skal hade os. Og er det i virkeligheden det, islam opfordrer til?

Jeg kan godt forstå, at svenskerne undrer sig over, at det første selvmordsattentat i Norden kom til at finde sted hos dem. For de har jo, i deres debatkultur i hvert fald, været yderst forsigtige i deres omtale af ‘de fremmede’. Men også for os danskere er der grund til undren. For også vi har jo i os den samme umiddelbare hjælpsomhed som svenskeren, der gav bombemanden hjertemassage. Heller ikke vi kan jo forstå, at disse fremmede hader os. Blot har vi efterhånden tolket så mange af deres handlinger som udtryk for had, at vi vover at sige det ligeud. Men det er alligevel, som om vi skal tvinge os til det hver gang. Så unaturligt er dette had os.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam. Bogmærk permalinket.

4 svar til Den barmhjertige samaritaner i Stockholm

  1. Karen E. Hansen siger:

    Den menneskelige handlemåde har naturligvis rødder tilbage til historien om den barmhjertige samaritaner. Til kristendommen.Hvad enten man vil se det som direkte afledt eller indirekte.
    Men den vigtigste kamp mod terroren er uden tvivl kampen mellem denne hjælpsomme svenskers tankegang og terroristens, eller rettere had-prædikanternes.
    Hvis ikke de snart modsiges utvetydigt af andre bemærkelsesværdige muslimske prædikanter med en anden tilgang til islam, så vil det blive svært at opretholde den tillidsfulde og hjælpsomme holdning.
    Med mindre 1500 års kristendom alligevel viser sig stærk?
    Næstekærligheden over for foragten for “svagheden” ?
    Jeg er alligevel urolig over for udfaldet!

  2. Claes siger:

    Selvmodrdsbomberen var trods alt et medmenneske, en stakkels vildført ung mang, der var forledt til at sætte sit liv ind i hadets tjeneste. Ikke så mærkeligt, at en svensker kunne finde på at komme ham til hjælp. Han så ikke ondskaben med kun medmennesket.
    Jeg tror, det er sådan, at godhed sejrer over ondkab, at Guds kærlighed er stærkere end de onde magters oprørstrang og had, og at svenskerens hjælpsomhed er en genspejling af denne guddommelige virkelighed.
    Det lys, der blev tændt i Betlehem, vil gradvist oplyse hele jorden, så selv mørkemagternes repræstentanter bøjer knæ for den nyfødte Konge, og hylder ham som den han i sandhed er Guds elskede Søn, der skal oprette sit rige i den faldne verden. Han begynder i det enkelte menneskes hjerte.

  3. dcv2 siger:

    Ja Karen,

    Vi kan ikke vide hvad udfaldet bliver i den her omgang. Forholder man sig til den historiske virkelighed, så må man sige, at kampen mod mørket bølger frem og tilbage. Denne verden et et limbo / tusindårsrige, et prøvelsens sted.

  4. Pingback: Sydney-terroristen har noget med islam at gøre | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s