Journalisters magt

Episoden med Bertel Haardes vrede viser os, hvor stor en magt journalister har. I hvert fald, når de er enige.

Og enige synes de at være i denne sag. Der er tale om, hedder det, at en minister vil lægge bånd på en journalist ved at nægte at svare på spørgsmål, som ikke er aftalt i forvejen. Journalisten, der blot udfører sit arbejde, har til opgave at afsløre ministres og andre magtmenneskers skurkestreger. For at kunne gøre det må de have lov til at komme med nærgående spørgsmål, overraskende spørgsmål, spørgsmål, hvormed de kan fange deres ‘offer’ med bukserne nede. Og når Bertel Haarder bliver stiktosset over ikke at have fået det afgørende spørgsmål på forhånd, skyldes det, at han har noget at skjule.

Sådan omtrent tænker man i journalistverdenen. Og da denne verden består af travle folk, og da en Tv-avis kun bringer indslag af begrænset længde, kan man være ret sikker på, at mange af dem kun har deres viden fra en stærkt forkortet gengivelse af optrinnet, dvs. fra en gengivelse, der er redigeret af journalister. Det samme gælder formentlig mange af de forargede personer, der nu giver deres mening til kende: også de nøjes med en gengivelse, passende til et indslag i Tv-avisen.

Men selv, hvis man ser hele optrinnet igennem, som det er lagt ud på nettet af DR, kan man godt nå frem til den fejlagtige konklusion, at Haarder er ude på at begrænse pressens magt. For hvordan skal det hele tolkes? Hvilken sammenhæng skal man som almindelig borger sætte det ind i? Det er sandelig ikke let at finde hoved og hale i det, der sker her.

Lad mig først pege på Søren Pinds blog på Berlingske Tidende, se her. Han gør opmærksom på, at han overfor Tv-avisen 18.30, der gerne ville høre hans mening om sagen, nægtede på forhånd at tale interview’et igennem med interview’eren. Og så havde hans mening ingen interesse. Det vil sige: Journalisten ville gerne i forvejen høre, hvad Pind havde tænkt sig at sige, så han kunne forberede de gode og dybtborende spørgsmål. Sådan plejer de åbenbart at få det. Og det er sikkert rimeligt nok. For skal man igennem en sag på 40 sekunder, så må man som interview’er være godt forberedt. Men lige for lige. Hvis journalisten vil have det sådan, er der ikke noget at sige til, at ministeren også ønsker lidt forhåndsorientering. De har hver deres interesser. Og hvis journalistens interesser skal tilgodeses, skal vel politikerens også.

Lad mig dernæst pege på en fejl, som mange gør sig skyldige i, her i Kristeligt Dagblads gengivelse tilsyneladende en Ritzau-journalist. Det hedder nemlig, at Bertel Haarder fik et raserianfald for åben skærm. Det er simpelthen løgn. Der var ikke tale om en direkte udsendelse. Der var tale om en optagelsesseance, der skulle klippes til sidenhen. Det var begge klar over. Men det kan man kun blive klar over, hvis man har set den hele episode igennem (og det er ret træls). På et tidspunkt står de og småsnakker lidt og Bertel Haarder siger så, at de jo kan begynde forfra. Det véd journalisten, Kristian Sloth, ikke rigtig, om han vil. Og så er det, Haarder siger: ”Spørg, for Satan!” Det skyldes naturligvis, at der har oparbejdet sig en dårlig kemi mellem journalist og ‘offer’, men det skyldes også, at Haarder efterhånden er temmelig utålmodig. Han synes, han har spildt sin tid. Skønt journalisten véd, at han har travlt, har han trukket ham igennem det samme spørgsmål mindst fem gange. Ka’ vi da ikke få det her afsluttet?

Sørine Gotfredsen har lagt mærke til dette ministerielle kraftudtryk i sin kommentar i Kristeligt Dagblad, se her. Hun har også lagt mærke til, at Haarder tilføjer: ”Du behandler mig som en lort”. Men hvis hun har sin opfattelse fra ”21 Søndag”, kan jeg godt forstå, at hun tilsyneladende ikke er klar over, at Haarder her giver en ganske præcis beskrivelse af det, der er foregået. Ser man det hele igennem, opdager man, at de to, journalist og ‘offer’, optræder som instruktør og skuespiller. Eller man opdager, at Sloth på én gang skal tænke på, om det, han har fået i ‘kassen’, kan beskæres godt nok – han skal altså være en slags filminstruktør – og samtidig have det i tankerne, om sagen er blevet godt nok belyst. Og når han i en sekvens står og siger ‘hmm’ til det, Haarder siger, véd Haarder ikke, om det er instruktøren eller journalisten, der taler. Men han véd, at det kan være begge dele. Og han prøver, som den trænede politiker, han er, at udfylde sin skuespillerrolle så godt som muligt. Med engleagtig tålmodighed svarer han igen og igen på det samme spørgsmål, om dog ikke ‘instruktøren’ på ét eller andet tidspunkt kan blive tilfreds.

Jeg har ikke før været klar over, at der også er den side at se sagen fra, når man overvære et 40-sekunders interview i Tv-avisen. Men når man har set alle de 13 minutter igennem, som blev lagt ud på nettet, véd man også, at det er hårdt arbejde, når bare 40 sekunder skal vises i Tv. Men så forstår man også bedre, at ‘skuespilleren’ bliver gal over den behandling, instruktøren giver ham, ja, man kan give ham fuldkommen ret: han bliver behandlet som en lort.

Sloth prøver flere gange at spørge ind til, ikke, om der ligger besparelseshensyn bag den begrænsning af fedmeoperationer, som man foreslår, og som Haarder egentlig bliver interview’et om, men om det mærkelige i, at den regering, der har villet forgylde privathospitalerne, med denne bestemmelse fratager dem en ret stor indkomst. Og Haarder forklarer tålmodigt, at det udelukkende har været lægelige hensyn, der har ligget bag forslaget; man har ikke overvejet, om det gik ud over nogens økonomi.

Så spørger Sloth omsider om, hvorfor man ikke afventer, hvad det udvalg, Sundhedsstyrelsen har nedsat, når frem til. Det udvalg kender Haarder ikke noget til, siger han. Og det er så det, der fremkalder hans vrede, for havde han vidst, at han ville blive spurgt om det, kunne han i forvejen have fundet ud af det.

Men denne vrede blev ikke udløst for åben skærm. Haarder kender udmærket arbejdsgangen, hvilket hans tålmodighed med de idelige gentagelser beviser. Og han véd også, at hvad de står og taler om indimellem de saglige oplysninger, Haarder kommer med, så let som ingenting kan klippes fra. Derfor er han ikke bange for at give udtryk for sin efterhånden store utålmodighed overfor Sloth, også selv om kameraerne snurrer, for det kan alt sammen klippes fra. At man siden fra DR’s side har valgt at udsende en række optagelser af den vrede minister, det er et tillidsbrud af dimensioner. Men se, det taler journalister ikke om.

Tillidsbrud? Ja, hvordan vil man fremover få en minister til at samarbejde om at få det bedst mulige interview? Hvis ministre tager ved lære af det, der er sket med Bertel Haarder, vil de da i hvert fald nægte at være så imødekommende og tålmodige, som han har været. De vil nægte at svare mere end én gang på spørgsmål. De vil nægte at være overbærende overfor en lidt forfjamsket journalist. Der vil opstå en krigslignende tilstand mellem presse og politikere. Og er nogen tjent med det? Er seerne tjent med det?

Jeg har tidligere i et svar på Kim Thomassens blog, se her, antydet, at Sloth ligefrem kunne være ude på at få Bertel Haarder til at ‘gå op i det røde felt’. Det tror jeg ikke holder vand. Nej, der er såmænd bare tale om, at Kristian Sloth har været uprofessionel, han har ikke forberedt sig godt nok. Haarder holder sig hele vejen igennem til, at forslaget bygger på anbefalinger fra lægelig side, det vil, så vidt jeg kunne høre, sige fra Sundhedsstyrelsens side. Og hvis han ikke har kendt til et udvalg under samme styrelse, som beskæftiger sig netop med det emne, og som først skal afgive betænkning i marts, så optræder Sundhedsstyrelsen her lidt mærkeligt. Det kunne der være grund til at grave i for en journalist. Og hvis det virkelig er tilfældet, at Sundhedsstyrelsen på et tidspunkt har nedsat et udvalg af den art, så kunne der vel især være grund til for Haarder at spørge sig for i sit ministerium. Der må være en lægefaglig person, der har rådgivet ham, for han var virkelig inde i sit stof. Har denne person kendt til det udvalg? Har han villet have sin opfattelse igennem udenom udvalget? Eller har udvalget nogle helt andre opgaver? Sådanne spørgsmål har vi ikke fået svar på. Og det får vi heller ikke gennem en middelmådig journalist.

Nuvel, det synes forudbestemt til at gå sådan, at det bliver Bertel Haarder, der bliver syndebuk. Sådan gik det tidligere Per Stig Møller. Han blev valgt til formand for de konservative. Men diverse journalister gav sig til at bore i hans fortid, om man ikke kunne finde ét eller andet skævt, der kunne miskreditere ham. En journalist fra BT, der hed Pedro, ringede ham op, optog samtalen på bånd og hævdede bagefter, at Per Stig havde løjet for ham. Det havde han på ingen måde. Han havde såmænd blot sagt til ham ”Tampen brænder” uden at ville fortælle mere, dvs., han havde indirekte sagt: ”du er tæt på, men jeg siger ikke mere; fortsat ad det spor, så finder du noget!” Jeg kan ikke mere huske, hvad det drejede sig om, det var noget med en ungdommelig udskejelse, ikke noget særligt. Men dengang var det desværre Pedro, journalisten, der vandt. Per Stig måtte trække sig. Ikke på grund af sin fortid. Men fordi man troede på Pedro, når han sagde, at Per Stig havde prøvet at lyve sig fra det.

Sådan går det forhåbentlig ikke denne gang. Men sørgelig er sagen. Kun én glædelig ting har jeg fundet ved den. Politikens tillæg ”At tænke sig” har digtet en sang på melodien ”På loftet sidder nissen med sin julegrød” om denne begivenhed, med udgangspunkt i, at Haarder flere gange siger, at han afbrød sit måltid med sin livret ”risengrød” for at komme ud til DR-byen, se her. Den sang er faktisk sjov. Nej, den har vistnok ikke de kvaliteter, der præger Bertel Haarders sange – jeg har hørt, at han er en habil sangskriver – og den benytter sig også af de misforståelser, jeg har nævnt ovenfor, men selve det, at versefødderne og rimene passer, gør det nu til en sjov oplevelse at læse den.

Så måske Bertel Haarder tager den med til sin nytårsfest og lader den afsynge ved den lejlighed. Nå nej, han kan jo nok skrive én, der er bedre. Men alligevel – så har de to.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s