Kristendommens enorme, uopdagede styrke

Man kan som kristen udmærket være ved godt mod. Altså, på kristendommens vegne. Kristentroen skal nok klare sig. Den har en enorm sejhed. Den gør sig gældende langt flere steder, end man tror. Den kan tilsyneladende ligge i dvale igennem årtier, men så pludselig dukke op med stor kraft, dog uden at man bagefter kan sige, at det var kristendommen, der afstedkom den eller den forandring.

I kristendommen tror vi på ordets kraft. Jesus selv kaldes jo Guds Ord. Og gennem hans liv og død kom det frem, hvordan ordet, sproget, virker iblandt os: det virker gennem magtafkald. Netop ved at slippe al magtanvendelse får du andre til at tro på dig. Netop ved at holde dig til sprogets egne kræfter, f.eks. de kræfter, der ligger i, at som du ønsker, andre skal behandle dig, sådan bør du behandle andre, netop derved får du skabt i andre den tillid, der gør samfundsliv mulig.

Vi så det i Sydafrika efter apartheid-styrets fald. Hvordan kunne man få skabt sammenhold mellem bødler og ofre efter alt, hvad der var sket i det land? Her viste det sig, at det gode, kristne ord ’tilgivelse’ havde enorm betydning. Her viste det sig, at det, der betød noget, var det at få ord på det, der var sket, at få konfronteret bødlerne med deres gerninger, ikke det at få hævn. Og det er ikke svært at føre en sådan holdning tilbage til evangeliets ord om Guds tilgivelse.

Nu forholder det sig imidlertid sådan, at evangeliet går sporløst gennem verden. Man kan aldrig påvise en én-til-én påvirkning fra evangeliet til en eller anden hændelse. Der vil altid kunne findes på andre forklaringer, f.eks. på det, der skete i Sydafrika. Og det gør jo ikke noget. Derfor kan vi kristne godt tro på, at kristendommen havde en stor finger med i spillet. Selv om det jo altså ‘kun’ er noget, vi tror på, ikke noget vi véd med sikkerhed.

Svarende dertil kan vi kristne jo ikke tage patent på det med tilgivelsen. Vil andre sige, at det med, at Gud tilgiver os, også hører med til deres religion, så må de gerne gøre det. Jo flere der tror på tilgivelsens magt, des bedre, om de så er muslimer eller hinduer eller buddhister eller kristne.

Når derfor Sherin Khankan her på religion.dk (se her), fortæller, at hun nytårsaften 2000 indså, at tilgivelse og forsoning er det centrale i det koraniske budskab, så kan man som kristen kun glæde sig over det. Det er udmærket, at det kristne budskab om tilgivelse også gør sig gældende blandt muslimer. Man kan kun ønske det alt mulig fremgang, også dèr.

Og sådan har det vist nok været i hele islams historie. Men det er sket ret umærkeligt. For evangeliet går sporløst gennem verden. Lad mig nævne det mest besynderlige tilfælde! Jeg tænker på Mansur al-Hallaj, se her. Han var muslimsk sufist, han gjorde sig mange tanker om menneskets énhed med Gud, han udlagde pilgrimsfærden til Mekka, som han selv havde gennemført tre gange, på en åndelig måde. Alt sådant blev han imidlertid anklaget for af de såkaldt rettroende muslimer i Bagdad. Det førte til, at man henrettede ham i 926 e. Kr.

Men nu kommer det mærkelige. For selv om koranen nægter, at Jesus døde på korset, selv om det var forbudt at hævde noget om Jesu forløsningsdød, så viste det sig ved hans død, at alle disse tanker var bevaret trods al tvang fra oven. For al-Hallaj henviste før sin henrettelse til Jesu død, en sådan død ville han også dø, ja, han henviste også til den forløsende virkning, Jesu død havde. Så stærk var altså kristendommen på den tid, at man kunne undertrykke den og forbyde den og nægte dens centrale trossætninger, de poppede alligevel op så her, så dèr, og altså med fuld styrke hos al-Hallaj, trodsende alle forsøg på at nægte dem.

Det samme kan for øvrigt ses hos den store muslimske filosof al-Ghazzali (død 1111 e. Kr.). Han ‘opfandt’ en række ord af Jesus, og selv om man aldrig så meget må indrømme, at han stadigvæk var muslim, så bærer disse ord dog præg af den livsholdning, som man genkender fra de kristne evangelier som Jesu livsholdning, se her.

Så derfor må det lyde til Sherin Khankan: Velkommen iblandt os, der tror på tilgivelse!

Imidlertid må det jo her som alle andre steder i menneskelivet lyde: Har man sagt A, må man også sige B. Eller: Man kan ikke både blæse og have mel i munden. Eller: Tilgivelse er let i teorien, men svært i praksis.

For det véd jeg da fra kristendommen, at det kan ofte være dèr, vanskeligheden ligger. Jeg mener således, at det var forkert både med angrebet på Afghanistan og med angrebet på Irak. Ikke, at jeg ikke forstår amerikanerne, at de efter angrebet den 11. september 2001 ville ødelægge al-Qaedas baser i Afghanistan. Men de havde ikke behøvet at gøre det, de gjorde. Og havde de været grebet af tilgivelsens holdning, ville de ikke have gjort det.

Og jeg er også godt klar over, at vi kristne op igennem historien langt fra altid har opført os ud fra tilgivelsens holdning. Inkvisitionen er ikke noget at råbe hurra for, og specielt dens efterstræbelse af de resterende muslimer i Spanien i 1500- og 1600-tallet er tåkrummende læsning.

Så det hører med til den opgave, vi har som kristne i vore dage, kristne, der prøver at leve efter tilgivelsens livsholdning, at vi tager afstand fra ganske mange ting, som kristne har udført i historiens løb.

Og på tilsvarende måde må vel også muslimer, der går ind for tilgivelsens livsholdning, have en del i islams historie at tage afstand fra. Hvis virkelig hele islam havde været grebet af tilgivelsens holdning til andre mennesker, ville de mange erobringer af gamle kristne lande ikke have fundet sted, og islam havde måske blot bredt sig til Arabien og omliggende lande. Så disse erobringer kan Khankan da godt begynde med at undskylde. Men det må vel i øvrigt være op til hende selv at finde frem til det, hun synes, hun vil tage afstand fra. Blot går det ikke an bare at lade som ingenting.

Tilsvarende med forholdet til henholdsvis koranen og bibelen. Der er mange ting i bibelen, vi som kristne må sige nej til. Er tilgivelse det væsentlige, må vi sige fra overfor mange ord i det gamle testamente. Heldigvis har Jesus gjort det samme, så det falder os ikke så svært. Godt nok står der i det gamle testamente, at den, der gribes i utugt, skal stenes, men da Jesus ifølge Joh 8,1-12 beder den, der er ren, kaste den første sten, og da alle de anklagende efter det krav går bort, de ældste først, så tør også vi sige, at dette gammeltestamentlige krav tager vi afstand fra.

I en kronik i Kristeligt Dagblad den 18-12 10, se her, skriver Khankan: ”Nogle former for politisk islam udgør en trussel for de verdslige demokratier, og nogle former for politisk islam udgør ikke en trussel”. Men man kan kun gætte sig frem til, at hun nok vil tage afstand fra den islam, der udgør en trussel, hun siger det ikke selv.

Tilsvarende finder hun alle de koranord frem, hvor Gud afbildes som den tilgivende, uden at omtale dem, hvor der gives ordre til vold mod ikke-muslimer.

Så altså: Det er udmærket at ville gå ind for den tanke, at Gud er tilgivende og barmhjertig. Og det kan også være fint nok at gøre opmærksom på, hvor mange steder det faktisk står om Gud i koranen. Men vi andre kan jo også læse koranen. Og vi er ikke så naive, at vi overser, at temmelig mange muslimer holder sig mere til voldsopfordringerne i koranen end til tilgivelsesordene. Som hun selv siger: ”Nogle former for politisk islam udgør en trussel for de verdslige demokratier”.

Og selv om hun i kronikken undrer sig over, hvorfor det er umuligt at udvise en dobbelt loyalitet, altså både overfor Danmark og overfor islam, mon så ikke det er klart også for hende, at hun ikke kan være loyal både mod de muslimer, der er en trussel, og mod dem, der ikke er det.

Vi kristne vil da gerne tage imod Khankan ud fra en fælles opfattelse af Gud som den tilgivende. Men vi føler trang til at afgrænse os fra de mennesker, der udgør en trussel mod demokratierne.

Gør mon ikke Sherin Khankan det samme? Ellers kan vi da ikke fæste lid til hendes loyalitet overfor os danskere.

Altså: Det er skønt at se en muslim anerkende tilgivelse som det væsentligste i menneskelivet. Men man må drage konsekvenserne af det, ikke mindst i forhold til religionen islam.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom. Bogmærk permalinket.

Et svar til Kristendommens enorme, uopdagede styrke

  1. Pingback: Halve sandheder | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s