To skønmalere

”Det har intet med islam at gøre”, sagde Zubair Butt Hussain igen og igen i Deadline den 29-12 10. Og hans ‘kollega’, en anden muslim, der vist arbejdede en del med unge muslimer, bedyrede, at alle de unge, han havde truffet på, skam havde været irriterede og ærgerlige over, at der igen havde været nogen, der ville udøve terror i islams navn.

Anledningen til, at de to var blevet indkaldt som det, der i DR-sprog kaldes ‘eksperter’ (det betyder blot ‘mennesker, der er enige med journalisten i den vinkling, han vil anlægge’), var, at PET og SÄPO har afsløret nogle terrorister, inden de nåede at udføre deres skumle planer. Hvis vi nu skal holde os den regel efterrettelig, der siger, at ingen er skyldig, før han er dømt – noget, pressen i sin store glæde over ikke at være blevet sprængt i luften tilsyneladende glemmer – så må vi naturligvis bevare en vis skepsis overfor PET’s påstande, samtidig med, at vi håber, de har bedre beviser end mod den tuneser, der blev skyld i ‘tuneserloven’, fordi PET ikke ville lægge de beviser, de måske/måske ikke havde, åbent frem.

Men hvis vi nu går ud fra, at der er noget om snakken, så står vi altså med nogle mennesker, der ville trænge ind på Jyllands-Postens redaktion på Rådhuspladsen i København, skyde vildt omkring sig og måske til sidst skyde sig selv, hvis de ikke var blevet skudt forinden. Noget i retning af det terrorangreb, der fandt sted i Mumbai for et par år siden. Og dette med, at de ikke har tænkt på, hvordan de selv slipper levende fra det, men regner med, at de dør, og også målet: Jyllands-Posten, gør det klart, at der er tale om muslimske terrorister.

Og så hiver altså DR’s Deadline-redaktion to ‘eksperter’ ind i studiet, for at vi dumme danskere skal forstå sagen bedre. For vi fatter jo ikke en pind af, hvordan nogen kan være skruet sådan sammen inden i hovedet, at de vil ofre deres liv på at slå så mange danskere ihjel som muligt, og altså helst nogen, der har noget med de ‘blasfemiske’ tegninger at gøre.

Blev vi så klogere? Ikke for fem flade øre. De to var ikke eksperter, men skønmalere. De leverede i fællesskab et skønmaleri af islam i Danmark. Og ud fra det skønmaleri – at enhver terroraktion i islams navn intet har med islam at gøre, og at alle muslimer, inklusive de unge, bliver vrede på disse terrorister, fordi de nedsætter islams omdømme i danskernes øjne – tænkes vi altså at skulle acceptere, at islam i virkeligheden er ganske fredelig, det er blot en utrolig lille minoritet, der misbruger islams navn til at udøve terror.

Men hvad det er ved islam, der gør, at så mange formår at ‘misbruge’ denne religion til sådanne myrderier, det blev vi ikke klogere på. Vi fik blot lov til at høre Zubair Hussain uden yderligere argumentation flere gange hævde, at dette intet har med islam at gøre. Oven i købet blev pressen skældt ud, fordi den tillod sig at tale om muslimsk terror; den burde ikke hænge alle muslimer ud på den måde, forstod man.

Ak ja, ak ja. Og Nikolai Sommer var i den forbindelse intet andet end en tanketom mikrofonholder. Tænk, hvis han havde ladet en anden påstand fra selvudnævnte islam-eksperter som en boomerang falde ned over Zubair Hussain. Jeg tænker på det, der sker, når nogle islam-modstandere tillader sig at sige, at den slags terror ligger i fin forlængelse af den oprindelige islam. Straks hidkalder man ‘eksperter’, der med himmelvendte øjne kan forklare os uvidende, at der ikke findes nogen kerne i islam, islam er ikke andet, end hvad hver enkelt muslim gør den til, i virkeligheden findes der lige så mange former for islam, som der er muslimer. Det er naturligvis noget forfærdeligt vrøvl, men hvis nu Nikolai Sommer havde stillet Hussain overfor det problem, hvordan han kunne gå ud fra som en given ting, at hans tolkning af islam og ikke terroristernes er udtryk for den sande islam, så ville vi måske kunne blive klogere. For så skulle han til at argumentere, så ville han ikke kunne slippe af sted med en blot og bar påstand.

Og tænk, hvis Sommer havde stillet den anden, ungdomsarbejderen, overfor alle de eksempler på utilpassede unge muslimer, vi efterhånden har set, overfor de unge, der møder brandfolk og politi med stenkast og molotov-cocktails, ville han så ikke også være blevet tvunget til at komme med mere end løse påstande? Måske han endda vidste noget, der kunne være af betydning for vor forståelse.

Ak, sådan blev der ikke spurgt. Det var rent mikrofonholderi.

Og det var ærgerligt. Det var ærgerligt, at Deadline’s redaktion havde valgt en så åndssvag vinkling; se bare, hvordan den svenske presse efter terrorbombemanden i Stockholm borede og borede efter en forklaring! Og det var ærgerligt, at de to muslimer var sådan nogle elendige pindsvin (til trods for at Zubair er pilskaldet), der øjeblikkelig gik i forsvarsposition.

Og spørger man, hvad de to muslimer skulle have gjort, så er svaret, at de skulle have hjulpet os med at forstå disse muslimske afvigere, så vi kan blive bedre til at finde dem og uskadeliggøre dem i fremtiden. I stedet for giver Zubair sig til at klandre PET, fordi man – fuldstændig korrekt – har lagt mærke til, at de unge mænd blev mere religiøse, lod skægget gro, gav sig til at gå i traditionelt arabisk tøj, osv. Jamen, kom dog over til os, dine landsmænd, kære Zubair! Vi har for længst opdaget, at der er en sammenhæng her; når en ung mand bliver mere optaget af islamiske forskrifter, er der fare for, at han er i færd med at blive terrorist. Det er besynderligt, ja, og vi skal naturligvis ikke erklære alle skæggede muslimer for terrorister, men hvorfor hjælper Zubair os ikke med at tydeliggøre, hvad der kan drive sådanne muslimer ind i terrorismen? Han kender vel noget til miljøet indefra. Han véd vel lidt om, hvilke vanskeligheder unge muslimer kan have med at finde deres egen identitet. Og han har måske også lidt fornemmelse for, hvad traditionel muslimsk jura siger og ikke siger.

I stedet fik vi den oplysning, at også han iførte sig dette særlige muslimske outfit, så snart han kom indenfor sit hjems fire vægge. En ganske uvedkommende oplysning, hvis da ikke ligefrem en påstand, der skal tjene til at dække over og tilsløre den virkelighed, at der er noget om forbindelsen mellem øget religiøs interesse og øget tilbøjelighed til terror. Nå, det sidste er nok for meget at lægge ind i den. Det er sikkert blot hans noget forkrampede pindsvinestilling, der fører til en sådan bagatellisering.

Alt i alt, en sørgelig forestilling i Deadline. Det eneste positive er vist, at de to muslimer i det mindste ikke havde den holdning, som en række muslimer havde efter mordet på van Gogh: at de godt forstod morderen, og at van Gogh selv var ude om det. Den holdning var dog i det mindste fraværende. Så et lille skridt fremad er vi da kommet.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam. Bogmærk permalinket.

2 svar til To skønmalere

  1. Dan Ritto siger:

    Hej Richardt!

    Jeg tror mere at problemet med journalisternes tilgang til islam ganske enkelt er mangel på viden. For det første fokuserer medierne forholdsvist meget på den voldelige side af islam – med det resultat at når en person som Zubair Butt-Hussain så tager afstand fra drab på tilfældige, kommer han straks til at fremstå som moderat. Mere skal der ikke til! Men prøv så at spørg ham om han deler terroristernes politiske mål. Ønsker han at shariaen helt eller delvist skal erstatte eller ‘supplere’ grundloven? Ønsker han elementer fra sharia indført i den øvrige lovgivning? Ønsker han at etablere en form for islamisk supremacisme her i landet?

    Med andre ord: skyldes hans afstandtagen fra drab på tilfældige mennesker at han er uenig i målet eller kun i taktikken, vejen til at nå målet? Se, hvis nu ellers Deadline kunne finde sig en journalist med forstand på disse ting og evnen til at stille de rigtige spørgsmål, ville det VIRKELIG blive interessant!

  2. Ricardt Riis siger:

    @ Dan Ritto!
    Jovist skyldes det mangel på viden hos journalister. Men denne mangel er altfor ofte parret med manglende stolthed over eget samfund. Når Zubair uimodsagt får lov til at kræve ordene ‘muslim’ og ‘islamisk’ fjernet fra pressens betegnelser for terroristerne, skyldes det også, at vore journalister næsten aldrig vover at fremhæve noget hos os selv som godt og værd at bevare. Det sker kun indirekte gennem deres udvælgelse af stof. Så vi, der ønsker samfundet bevaret som frit og ‘vestligt’, står overfor en dobbelt modstand: den direkte fra muslimerne, som ønsker sharia indført, og den indirekte fra den folkelige elite, som forhindrer os i at være stolte over det samfund, vi har fået.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s