Hvad skal pakistanerne gøre?

Den tidligere britiske indenrigsminister, Jack Straw, er kommet i en ‘Hedegaard’-situation i England. To unge pakistanere er blevet dømt for adskillige tilfælde af seksuelt misbrug af unge hvide kvinder, og det har fået ham til at komme med nogle generelle bemærkninger om pakistanere og pakistansk miljø i England. Ifølge Jyllands-Posten den 9-11 11 (se her) har han sagt, at ”Disse unge mænd lever i et vestligt samfund, og de opfører sig som alle andre unge mænd. De syder og bobler med testosteron, og de har brug for at få afløb for det. Men de pakistanske piger er uden for rækkevidde, og forældrene forventer samtidig, at de finder en pige fra Pakistan. I stedet søger de efter andre muligheder, og så ser de disse unge, hvide og sårbare kvinder, som de opfatter som lette ofre.”

Han har endvidere opfordret det pakistanske miljø til at være mere åbent overfor sådanne problemer, altså erkende, at de eksisterer.

Og både det ene og det andet har fremkaldt voldsomme protester. Én ting er, at han er blevet ramt af en engelsk ‘Hedegaard’. Ligesom Lars Hedegaard her i landet er blevet anklaget for at komme med udtalelser om muslimer, som man mener generaliserer, skønt han umiddelbart efter har præciseret, at hvad han sagde, ikke var ment om alle muslimer, sådan er Jack Straw blevet kritiseret for at ‘stereotypisere’ et helt minoritetssamfund. Så vidt jeg kan skønne med lige så stor uret som Lars Hedegaard.

Men en anden ting er, at man pure har benægtet, at der er tale om et særligt pakistansk problem. Som én har spurgt: ”Hvad er det, Jack Straw vil have det pakistanske samfund til at gøre? Er de bedre i stand til at beherske brune kriminelle end det hvide samfund er til at beherske hvide?” (Se her). Og at man har reageret sådan, både fra ‘hvid’ og fra ‘brun’ side, er straks mere prekært. For noget af det positive ved Straws udmelding er da, at han i disse domme ser et problem for pakistanerne. Blot må man indrømme, at han er alt andet end tydelig i sin påpegning af problemets kerne. Han véd, at byen hedder Snerpe, men han véd ikke, hvor den snerper hen.

Problemet er, at der her er tale om to kulturer, der støder sammen, en pakistansk eller muslimsk kultur og en kristen eller vesterlandsk kultur. Og jeg gætter på, at det vil være meget vanskeligt, om ikke umuligt, at få pakistanerne (eller andre muslimer for den sags skyld) til at indrømme, at det også er dem, der har et problem. For netop med hensyn til kønsmoralen mener de fleste muslimer om sig selv, at de er bedre end os. Og en sådan fromhed er næsten umulig at afvæbne. Så meget mere umulig er den, som vi kristne eller vi vesterlændinge slet ikke forsøger på det.

Men hvis vi nu retter os efter det gode råd, som Kenan Malik gav i Deadline (se det forrige blogindlæg) og undlader at lade os gribe af den sædvanlige ‘ædelmodige’ holdning til muslimer, at man endelig ikke må bebrejde dem noget, for det er så synd for dem, at de er et mindretal, og i stedet lige på og hårdt giver udtryk for, hvor de efter vor mening er helt galt afmarcheret, så kunne de måske komme til at se på sig selv og deres samfund ‘udefra’, f.eks. fra vores synsvinkel.

Hvad kønslivet angår, mener de sig langt frommere end os. Vore piger kalder de rask væk ludere, for de går letsindigt klædt, de giver sig i lag med fremmede drenge, de ser lige på andre mennesker og slår ikke blikket ned, som ethvert fromt menneske jo véd, at en kvinde skal gøre. Deres piger, derimod, klæder sig tækkeligt, og hvis de ikke af sig selv formår at opføre sig ordentligt, skal deres brødre og fædre nok tvinge dem til det. Men de fleste gør det nok ganske frivilligt. For det ligger dybt i de muslimske kvinder, at de skal være kyske, ikke indlade sig med mænd, holde sig på måtten, indtil de kan blive gift.

På trods af denne store fromhed må vi kalde den muslimske kønsmoral hyklerisk. For hvad en mandlig muslim forlanger af de muslimske kvinder, drømmer han ikke om selv at rette sig efter. Han kræver, at hans brud skal have en ubrudt mødom ved ægteskabsindgåelsen, men han ville finde det højst urimeligt, hvis bruden ville forlange eller bare forvente noget tilsvarende af ham. De muslimske brødre er meget påpasselige overfor deres søstre, for hvad de gør eller ikke gør, kan være med til at besmitte familiens ære. Men hvad drengene gør og ikke gør med deres kønsliv, betyder intet for familiens ære; de kan hore og leve sammen med danske kvinder i ét væk, det betyder intet. Og den holdning har vi et godt dansk ord for, det ord er ”hykleri”.

Men det er nu én ting, at vi overfor den enkelte muslim i langt højere grad burde påpege denne forskel i behandlingen af ligeværdige mennesker. Det kan være vanskeligt nok at få dem til at indse, at der er noget om det, vi siger. Noget andet er, at vi burde kunne få muslimerne til at indse, at de ikke blot har et ansvar, hvis man sådan ser på enkeltindividets moral, men at de også skulle overveje, hvordan deres anderledes kønsmoral virker ind på vort samfund og vor levevis. Det har Jack Straw da ret i, at pakistanerne eller muslimerne i det hele taget burde hæve sig op over deres eget samfunds moral eller mangel på samme og se, hvordan samfundet i det hele fungérer, altså det samfund, hvor alle skal kunne være her og være her på lige fod.

For nogen tid siden var jeg sammen med en muslim, der absolut hører til de velintegrerede. Han fortalte om sine oplevelser som muslim, vokset op i Danmark. Og det var en meget gribende og også meget positiv historie, han havde at fortælle. Blandt andet fortalte han, at han som ung havde drukket alkohol og festet ligesom de unge danskere, han befandt sig iblandt. Han havde ikke oplevet nogen særlig diskrimination, sagde han, men fortalte dog, at det havde irriteret ham, at han og hans kammerater ofte var blevet afvist på diverse natklubber og barer på grund af deres ‘muslimske’ udseende. Den diskrimination var gået ham meget på, kunne jeg forstå.

For jeg prøvede at forklare ham, at der kunne være en god grund til, at mange restauratører afviste unge muslimske drenge. For det vidste man jo efterhånden, at unge muslimske piger ikke måtte gå i byen. Det vil sige, at danske drenge og muslimske drenge skulle deles om de danske piger. Det vil uvægerlig give dels et overtal af drenge på diverse natklubber, og dels en stor mulighed for voldelige episoder sammesteds. Men det synspunkt kunne han overhovedet ikke sætte sig ind i, endsige forstå. Der var blevet diskrimineret imod ham, en sådan diskrimination var ulovlig, basta. Længere rakte hans tankegang ikke.

Jeg var nok også for dårlig til at forklare mig. Vel hjemkommen fandt jeg en bedre måde at forklare det på. Den følger her: Vi tænker os to danske landsbyer for halvfjerds år siden, A-rød og B-strup. A-rød holder bal i forsamlingshuset og som sædvanlig tropper drengene fra B-strup op og vil være med. Det er drengene fra A-rød ikke så tilfredse med. Men da der ugen efter skal være bal i forsamlingshuset i B-strup, får A-røds drenge lejlighed til at gøre gengæld: de møder op og er med i B-strup. Der er altså en vis ligelighed, og bortset fra visse småskærmydsler kan alle være tilfredse.

Men tænker vi os nu, at folkene i B-strup overhovedet ikke nogensinde holder bal i forsamlingshuset, så ser forholdene lidt anderledes ud. Så skal altså rødderne fra A-rød både lægge forsamlingshus og piger til, når drengene fra B-strup skal fornøje sig. Det ville nok ikke gå stille af. Der ville næsten uvægerlig oparbejdes et had til drengene fra B-strup, og det skulle være mærkeligt, om ikke det en dag bryder ud i voldsomheder.

Sådan er forholdene mellem muslimer og danskere i mange byer. Og man kan undre sig over, at det hidtil ikke er gået mere voldeligt for sig, end tilfældet er. Måske man tør gætte på, at restauratørerne på forskellig vis har omgået anti-diskriminationsreglerne. Men hvis man tænker sig, at det fremover ikke fortsætter med lempelige forhold, hvis man forestiller sig, at politikerne reagerer med at give restauratører lov til at afvise muslimske mænd, hvis der i forvejen er en vis procentdel indenfor i klubben, så vil jeg æde min gamle hat på, at min muslimske ven fra før ikke ville forstå en pind, men blive ved og ved med at tale om, at han bliver diskrimineret. Og selvfølgelig ville han have en pointe. For, vil han nok spørge, behandler vi i vesten ikke mennesker som individer? Hvorfor skal så han behandles, ikke som det individ, han er: en familiefar med børn, der blot vil have sig en hyggelig aften med vennerne, men som medlem af en minoritet? Det er da uretfærdigt. Ja, det er imod det, vi så stolt betegner som ”danske værdier”.

Og alt det kan han da have ret i. Og ovenstående tankeeksperiment skulle da også gerne forblive et tankeeksperiment. Men det burde kunne åbne muslimers øjne for, at også de har et ansvar for at få deres skæve kønsmoral til at passe sammen med vores lige kønsmoral. Hvis min ven spørger, hvorfor han skal undgælde ved at blive diskrimineret i nattelivet, må man som modspørgsmål spørge ham: Hvorfor skal danske piger undgælde for den muslimske skæve moral? Hvorfor skal de lokkes ind i et samliv med en ung muslimsk mand, et samliv, som de mener er begyndelsen til et langt livs ægteskab, men som for deres muslimske ven blot er en venteperiode, som han kan nyde, indtil han kan få sig en god og from og ærbar og urørt muslimsk kvinde at gifte sig med?

Og dette: at man som muslim her i Europa har et ansvar for at få sine muslimske moralforestillinger til at passe sammen med de europæiske, det er just det, Jack Straw gør opmærksom på, og som jeg mener, man bør støtte ham i. Og det kan ikke fra muslimernes side gøres på den måde, at de nøjes med at pudse deres glorie og regne deres kønsmoral for højt hævet over vores, fordi de holder deres piger borte fra alle ‘fristelser’. Nej, de må virkelig også tage deres unge mænds problemer med kønsdriften alvorlig. De problemer kan de ikke bare tørre af på os.

Og vi, vi europæere, der er vant til at være åh så forstående overfor alle muslimernes krumspring, vi må virkelig tage bladet fra munden og direkte sige dem det, vi mener inderst inde: at de er nogle værre hyklere, når de ikke stiller samme krav om kyskhed til deres drenge som til deres piger. Og så kan de komme aldrig så meget med deres sharia, hykleri er det.

Advertisement