Politisk kultur og ukultur

Indenfor kort tid er to politiske personligheder blevet angrebet: En guvenør i Pakistan, Salmaan Taseer, og en kongreskvinde fra Arizona i USA, Gabrielle Giffords. Fremgangsmåden var nogenlunde den samme: en attentatmand kom på tæt hold af politikeren og affyrede sit våben. Taseer blev dræbt af sin livvagt, Giffords blev hårdt såret af en galning, der havde trængt sig ind på hende.

De to vidt forskellige reaktioner på disse angreb viser tydeligt forskellen på den politiske kultur i USA og Pakistan. I USA flager alle på halv, alle tager afstand fra attentatet, man anser det for et angreb, ikke blot på en enkelt politiker, men på det amerikanske system som sådant. En folkevalgt har – det er, hvad man giver udtryk for med sine reaktioner – en særlig status som uangribelig, og angriber man ham eller hende alligevel, er det statens inderste kerne, man angriber.

Dertil kommer, at man nu kikker sin retorik efter i sømmene. ‘Tea Party’- bevægelsen har øjeblikkelig fjernet en del af sin hjemmeside, hvor man så forskellige politikere, deriblandt Gabrielle Giffords, anbragt i et sigtekorn. Kun på en enkelt blog forekommer en kommentar, der går ind for politisk vold: ”En skam, det ikke var Al Gore; men hvad, en demokrat er en demokrat!”

Omvendt i Pakistan. Her må politikere leve livet farligt. De mennesker, der angriber dem, er ikke syge galninge, men raske mennesker, der blot har fået islam på hjernen. Og den islam, de har fået på hjernen, deles af utrolig mange mennesker i Pakistan. Taseer blev dræbt, ser det ud til, fordi han tog en kristen kvinde i forsvar, som var dømt til døden efter Pakistans meget strenge blasfemiparagraf. Det får tusinder til at demonstrere til fordel for denne blasfemiparagraf, det får imamer i læssevis til at udsende erklæringer om, at den, der sørger over Taseers død, vil risikere at komme til at lide samme skæbne som han.

Andre pakistanere forsøger at vende sig mod den politiske vold. Imamernes advarsel forhindrede således ikke tusinder i at deltage i hans begravelse.

Men det er svært. Man vil jo gerne fremstå som en god muslim. Og når så mange imamer bestemmer, at noget er imod islam, så tildeler de sig selv en vældig magt, omend naturligvis under dække af religionen. Man forstår også af forskellige kommentarer, at Taseer skam ikke ville afskaffe blasfemilovgivningen. Det ville han ikke slippe godt fra i et så muslimsk land, hed det. Han ville kun tage den kristne kvinde i forsvar i denne specielle retssag. Men ikke engang det kan man tillade sig i et land, hvor religion går forud for demokrati, (læs: hvor selvbestaltede imamer tiltager sig mere magt end folkevalgte politikere).

Hvordan nogen kan få sig selv til at vende sig imod den dybt menneskelige reaktion: at sørge over et medmenneskes død, det er ret uforståeligt. Jovist, man ønsker ikke, at han skal gøres til martyr; det lader sig forstå. Men så skulle man jo have ladet være med at slå ham ihjel og ladet være med at juble over hans død.

Hvordan den religion nogensinde skulle kunne udvise den samme respekt for valgte personer, som man udviser i USA, det er en stor og uløselig gåde. Hvordan de demokratiske kræfter i Pakistan fremover vil holde sig indenfor de grænser, som voldsfikserede imamer fastsætter, når disse grænser til stadighed bliver indsnævret, det har vi til gode at se.

Den ukultur, Pakistan udviser, står i grel modsætning til den kultur, vi ser i USA.

Advertisement