To moderate muslimer

Den 20. december bragte religion.dk en artikel af imam Naimatullah Basharat: ”Hjernevask i religionens navn er ikke et nyt fænomen”, se her. Det er det ene eksempel på en moderat muslim. Det andet er fra et blogindlæg på eftertanke.dk af Neeni Rasool med den lange titel: “Kun det, som er adskilt, kan mødes – du er mig, jeg er dig, forenede allerede.” Se her.

Og det er naturligvis meget interessant at opdage, at der altså også findes moderate muslimer, muslimer, der tilsyneladende ikke kunne drømme om at udøve vold, muslimer, der oven i købet mener, det er imod islam at udøve vold. Så man læser begge indlæggene med stor interesse.

Når man alligevel bliver skuffet, skyldes det måske, at man har sat næsen op efter for meget, det er da muligt. Men jeg tror også, det har med en speciel muslimsk argumentationsmåde at gøre. Jeg har oplevet det før. Det er, som om muslimer tror, at blot de har argumenteret for den positive side af sagen, er alle glade og tilfredse. Den negative side, dette at imødegå argumenter i modsat retning, mener de ikke, de behøver gøre noget ud af.

Se blot, hvordan Basharat argumenterer! Han fremhæver en række korancitater, der skal vise, at det, som selvmordsbombemanden i Stockholm gjorde, er imod islam: det, han har gjort, giver ham ikke en direkte adgangsbillet til paradis. Og han fremhæver den muslimske sekt, han selv tilhører: Ahmadiyya-sekten, og dens stifter: Hazrat Mirza Ghulam Ahmad, der i slutningen af 1800-tallet stiftede ahmadiyya-sekten, som en gren indenfor islam, der går imod anvendelsen af vold.

Og det er da alt sammen udmærket. Specielt er det dejligt at høre den menneskelighed, der kommer til udtryk i Hazrat Mirza Ghulams lære, når han bl.a. lærte, ”at hellig-krig/jihad imod en regering som har religionsfrihed er udtryk for utaknemlighed imod den regering og at vi i dag bør fremme dialog og ikke krig og blodsudgydelse”.

Men det er altså ikke helt ligegyldigt at gøre opmærksom på, at Ahmadiyya-sekten er en ret lille sekt indenfor islam, og at den betragtes som kættersk af den store sekt sunnierne og af den grund bliver forfulgt på forskellig måde i Pakistan.

Hvad der er mere væsentligt, er imidlertid, at det tilsyneladende ikke falder Basharat ind at tage nogle af de korancitater frem, som diverse selvmordsbombemænd bruger, og vise, hvordan de skal forstås, hvis de ikke skal forstås, som disse terrorister vil forstå dem. Han nøjes med de positive citater, de negative springer han let og elegant over.

Og det er også en slem undladelsessynd, når han fortæller os, at krig indenfor islam kun er tilladt som forsvarskrig, men derefter standser al videre argumentation. Jeg mener: der er dog nogle historiske kendsgerninger, der burde få ham til at komme med yderligere argumenter. Det er en kendsgerning, at islam blev udbredt med sværdet, fra Muhammed kom til Medina i 622, og frem til den tid, da de islamiske staters magt var brudt. Det var ikke ved lutter forsvarskrige, at islam blev udbredt, hverken i den første angrebsbølge (hvor islam blev standset i Frankrig i 722) eller i den anden (hvor Tyrkiet blev slået tilbage i 1683). Og det er også en kendsgerning, at islamiske historieskrivere, både Ibn Khaldun og al-Waqidi og formentlig mange andre, beretter om muslimske angrebskrige: den og den muslimske fyrste havde besluttet at føre hellig krig og angreb derfor det og det land, underforstået, et land, der ikke havde generet muslimerne på nogen måde.

Hvis krig indenfor islam kun er tilladt som forsvarskrig, så må enten disse historieskrivere have taget fejl (men det er en påstand, det må være næsten umuligt at forsvare) eller også må islam, indtil Hazrat Mirza Ghulam trådte frem i slutningen af 1800-tallet, have levet i den sørgelige vildfarelse, at hellig krig var noget, der var tilladt indenfor islam.

Dog, intet af dette hævder Basharat, han lader blot som ingenting.

Det samme kan man sige om Neeni Rasool, omend på en lidt anden måde.

Hun viser sig at have et ret stort kendskab til europæiske tænkere. Hun nævner både Kant, Habermas, K. E. Løgstrup, og synes at kunne bruge deres tanker i sin beskrivelse af, hvordan mennesker mødes. Man kan mødes i en selvisk kærlighed, men man kan også mødes i den ægte kærlighed, hvor man er sig Gud bevidst i alt og i sig selv. Kun på den sidste måde bliver vi ligeværdige. ”Vi får en følelse af eget værd ved at leve efter den bedre del af os selv og vi bliver dermed i stand til at se den bedre del i den anden. Heri ligger dannelsens betydning også, da dannelse handler om at overskride sig selv, at se sit liv i et større perspektiv og at se sig selv i den anden.”

Udmærket! Godt! Også godt at se, at den slags tanker rummer islam også (der er, så vidt jeg kan se, tale om en form for sufisme). Men se så, hvordan hun fortsætter! ”Vi lever i et land, hvor vi er stolte af vore demokratiske og moderne værdier, hvor vi ser os selv som værende uddannede og dannede mennesker. Men hvordan kan så gå til, at Islamofobien er stigende? Hvordan kan gå til, at der gennem den politiske retorik skabes et kulturelt og religiøst hierarki, hvor Islam og muslimer ses som værende tilbagestående og som en trussel? Og hvordan kan det ske, at visse muslimer vælger at ty til vold som modsvar på den verbale fjendtlighed de møder, når deres religion, Islam, er fredens og retfærdighedens vej? Lad os tage afstand fra voldelige politikeres og voldelige religiøse menneskers ego-krig, som de så fint kalder ”kampen for demokratiske værdier” eller ”religion”.”

Bedst som man tror, at hende kan man da sagtens blive enig med, opdager man en afgrund af forskellighed. Bedst som det ser ud til, at hun har forstået, hvad der bærer det demokratiske samfund, ser man, at hun beskylder de danske politikere, der taler om at kæmpe for demokratiske værdier, for at være ‘voldelige’. Ja, det står der. Hvor øver dog disse politikere vold? Selv om vi så tager de ‘værste’ af vore politikere, dem, der bruger de mest nedsættende ord om muslimer og islam, de bruger ikke vold, de bruger ord, og ord må besvares med ord, ikke med vold.

Det er efter min mening helt forkert, at den politiske retorik har skabt et hierarki, hvor islam ses som en trussel. Men lad os antage, at det forholder sig sådan. Så er det spørgsmål, hun stiller: hvordan det går til, at tilhængerne af fredens religion, islam, reagerer på dette med vold, et yderst relevant spørgsmål. Og man ville meget gerne høre hendes forslag til svar på det spørgsmål. Men så langt tænker hun ikke. Vi får intet svar. Vi får en temmelig intetsigende opfordring til at mødes i øjenhøjde, mødes som mennesker, på den måde er vi hinandens skæbner og hjerter.

Jeg vil meget gerne glædes over sådanne moderate muslimer uden indskrækning. Men det irriterer mig, at de tror, jeg er så naiv, at jeg hopper på deres halve sandhed. Der er jo utrolig mange tanker indenfor islam, som man må tage afstand fra, hvis man hævder, som Neeni Rasool gør, at ”Er man sig Gud bevidst i alt og i sig selv, er man også bevidst om Guds lys og ånd i medmennesket. Dette forener os, uanset tro, farve, etnicitet, socioøkonomiske forhold osv.”. Jeg mener, hvis dette, at være sig Gud bevidst, forener os, hvorfor skelner muslimer så mellem rene og urene mennesker, hvorfor vil de så danne et ‘muslimsk område’ på Nørrebro, i Vollsmose, osv., hvorfor sætter de sig så så voldsomt imod det, hvis deres døtre vil giftes med en dansker, hvorfor kræver de af deres kommende svigersøn, at han skal blive muslim, hvis der således, når man forstår islam ret, er en gudsbevidsthed, der forener uanset tro?

Netop af de mennesker, som man må kalde moderate muslimer, forventer man da, at de har svar på nogle af disse spørgsmål. De må da på én eller anden måde kunne sætte sig i deres trosfællers sted, kunne forstå indefra, hvad det er, der får dem til agere så voldeligt, som de gør. Og så er det altså skuffende, at de helt og aldeles springer over disse vanskelige spørgsmål, tror, at de kan spise os ikke-muslimer af med en sludder for en sladder om, hvor fredelig islam er. Som om vi ikke har øjne i hovedet og lige så tydeligt som de kan de volden og de voldelige trusler fra muslimerne i Danmark!

Dette indlæg blev udgivet i Islam. Bogmærk permalinket.

5 svar til To moderate muslimer

  1. Claes siger:

    Når man har boet længe samme sted, lægger man ikke mærke til mangler og deftekter. En skjold på væggen, afskalning af maling eller hvad det kan være – man bliver det der kaldes “husblind”. Er det ikke lidt af det samme vi ser hos visse moderate muslimer? Det falder dem ikke ind at undres over muslimers krigeriske adfærd tidligere, sharialovens barbariske straffe, og hvad der ellers falder os andre i øjnene ved de islamiske nationer. De er på en måde blevet husblinde overfor islam.

  2. keh siger:

    Interessant udtryk, “husblind”!
    Men det er vel beboeren af huset, der bør have blik for den afskallede maling og dermed notere sig behovet for at få malet? Eller observere de løse tagsten og se til, at de bliver understrøget.
    Man kan benægte husets behov for vedligeholdelse, fordi “ingen skal blande sig i mine/vores sager”. Men man kan også have en fast ide om, at huset er perfekt, uanset hvad. Og så må den skeptiske nabo tvinges til at sige, at det er perfekt, eller straffes, fordi det er “krænkende” at påpege, at der er løse tagsten, som falder ned på de forbipasserende.
    En anden, mere moderat form er ejendomsmæglerens. Han priser husets beliggenhed, dets smukke have o.s.v. – og prøver at undgå, at kunden ser på taget.
    Det begreb, Riis efterlyser, er vel voksen ansvarlighed… men hvis nu forudsætningen for at bo i huset er, at man aldrig må se på det med et kritisk blik??

  3. Ricardt Riis siger:

    @ Claes!
    Jeg har ikke før tænkt på det med at være husblind. Og det kan godt være, det er det, der er på færde. Tidligere har jeg undret mig over denne tendens hos muslimer til kun at argumentere positivt. Dengang mente jeg, der var tale om, at de overbeviser med autoritet, hvor vi overbeviser med argumenter. Se http://riis.eftertanke.dk/2009/07/13/den-fromme-l%c3%b8gn/ . Men det er i hvert fald et træk hos muslimer, der er højst besynderligt.

  4. Pingback: Hvem er Hizb ut Tahrir? « Ricardt Riis

  5. MICHAEL HANSEN siger:

    jamen de krige var skam i forsvar for islam og derfor er de forsvarskrige
    at diskutere det her med en muslim er som at tale til en dør,de høre dig ikke de høre kun sig selv,Ricardt Riis jeg er dog 200% enig med dig i den her artikel.
    Som jeg plejer at sige!! folk der siger islam er en fredelig ideologi ved ikke hvad fred er.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.