Hizb ut Tahrir i Diamanten?

De mange, der lige nu diskuterer Hizb ut Tahrirs møde på Det kgl. Biblioteks Dronningesal, glemmer i deres iver altfor ofte at foretage en højst fornøden skelnen: Man må skelne mellem, hvorvidt en given forening har ytringsfrihed, og hvorvidt den af det offentlige skal have stillet lokaler til rådighed. Blot er vi her i Danmark så indsovset i socialistisk tankegang, at det er næsten umuligt at foretage denne skelnen. Jeg skal ikke her argumentere imod denne indsovsning, blot påpege, at sådan er det.

Staten er jo på mange områder slet ikke nogen neutral instans, højt hævet over alle borgere. Vi har fra gammel tid vænnet os til, at staten tog sig af utrolig mange ting på vore vegne. Og ved at tage sig af disse opgaver kunne det ikke undgås, at den gik de borgere i bedene, der også tilbød sådanne opgaver til borgerne. Blot har vi i årtiernes løb i den grad vænnet os til, at sådan er det, at vi næsten ikke mere tænker over det.

Jens Jørgen Thorsen fik i 1973 offentlig støtte til sin Jesus-film, en film, som nogle opfattede som blasfemisk. Og det vakte et vældigt røre. Men også dengang blandede man tingene gevaldigt sammen. Der var store kredse, der mente, at man ikke måtte krænke Jens Jørgen Thorsens ytringsfrihed, og at han derfor skulle have støtte, også selv om de personligt ikke brød sig om filmen (der for øvrigt slet ikke var lavet endnu). Men at der var forskel på at krænke ytringsfriheden og nægte støtte til en bestemt film, det så kun ganske få.

Historien gentog sig for et halvt års tid siden, da en kunstner havde lavet en yderst pornogratisk tegning af de kongelige. Den ville det galleri, han havde aftale med, imidlertid ikke udstille. Og straks mente kunstneren sin ytringsfrihed krænket. Dog var mange debattører her i stand til at skelne skidt fra kanel. Man påpegede nemlig, at han jo udmærket kunne udstille, hvad han havde lavet, enten for egen regning eller hos en anden galleriejer. Han måtte ytre, hvad han ville. Man han måtte ikke tvinge nogen til at udstille hans ytringer.

Men hvad så, hvis ‘galleriejeren’ er staten? Det var tilfældet med Thorsen-filmen. Og det er også tilfældet med Hizb ut Tahrirs møde i Diamanten. Kan man anvende den samme logik her?

Ja, det vil jeg mene. Blot har ingen prøvet på det.

Jacob Mchangama har udmærket gjort rede for den side af sagen, der har med ytringsfriheden at gøre, se her. Han stillede det spørgsmål, om den indirekte opfordring til vold, der kunne ligge i Hizb ut Tahrirs indbydelse, hvor man ser kister med danske, norske og svenske soldater i afbildet, og hvor det hævdes, at det er islamisk uacceptabelt at være passiv, og at det ikke er nok med bare en moralsk fordømmelse, om denne opfordring til vold skulle fordømmes som stridende mod ytringsfriheden. Og han besvarede spørgsmålet derhen, at man burde udstrække ytringsfriheden også til sådanne ytringer, fordi der nok var indeholdt en opfordring til vold i indbydelsen, men ikke en præcis og konkret opfordring.

Han gjorde det samme i en debat med Jesper Langballe i Deadline for nogle dage siden. Dog lagde han ikke mærke til, at Jesper Langballe skiftede fokus midt i debatten. Han gav sig til at tale om den anerkendelse, der kunne ligge i, at Hizb ut Tahrir fik lov at optræde i Diamanten. Hvad bliver det næste? spurgte han, Christiansborg? Og med den slags spørgsmål har vi forladt problemet om ytringsfriheden og er gået over til spørgsmålet om, hvad staten som ejer af den og den bygning skal tillade, at bygningen bruges til. Og det er et helt andet spørgsmål.

Var der tale om en privatejet bygning, ville den, der ønskede at leje bygningen, være henvist til ejerens forgodtbefindende. Ejeren skal jo have penge i kassen, men hvis han f.eks. har besluttet at markedsføre sin foredragssal som kristen foredragssal, har han naturligvis ret til at afvise muslimer. Blot går han jo så også glip af eventuelle lejeindtægter fra muslimske foreninger. Men hvor der er tale om offentligt ejede bygninger, forventer man naturligvis, at alle religioner stilles lige, og at de regler for udlejning, der opstilles, er neutrale i religiøs henseende.

Blot er det her som overalt sådan, at djævelen ligger i detaljen. Det offentlige kan f.eks. kræve, at den, der vil leje bygningen, må acceptere, at der er offentlig adgang til det møde, der påtænkes afholdt. Og man må formentlig også på forhånd kunne kræve, at arrangørerne, hvis de ønsker at dele tilhørerne op efter køn (og det forlyder jo, at Hizb ut Tahrir-folkene har netop det ønske), må nøjes med at henstille det; der må ikke på nogen måde udøves tvang for at foretage kønsopdeling. Så hvis eksempelvis nogle tidligere soldater fra Afghanistan besluttede at møde op en bloc og sætte sig i kvindesiden, så ville arrangørerne være henvist til at forhandle med dem, de ville ikke kunne tvinge dem til at flytte sig.

Nå, det er nu ikke, fordi jeg ønsker en sådan provokation. Man må da håbe, at mødet forløber nogenlunde fredeligt. For ja, jeg går ind for, at Hizb ut Tahrir skal have lov til at leje offentlige lokaler på lige fod med alle andre. Det lønner sig ikke i det lange løb at udsætte dem for negativ forskelsbehandling. Til gengæld skal de heller ikke udsættes for positiv forskelsbehandling. Hvis f.eks. kvindeindgangen er lang og snørklet og derfor ikke kan bruges til nødudgang i tilfælde af brand, kan arrangørerne tvinges til at gøre opmærksom på, at i tilfælde af brand aflyses al kønsopdeling. I Saudi-Arabien forekom et forfærdeligt tilfælde ved en brand om natten i en pigeskole. Pigerne blev gennet tilbage for at klæde sig tækkeligt på. Hvilket resulterede i, at mange af dem indebrændte. Den slags vil vi gøre alt for at undgå på dansk grund. Det vil danske Hizb ut Tahrir-arrangører formentlig også.

Det, det drejer sig om, er jo ikke at vise sig som en magtfuld stat, der ikke giver efter for muslimsk pres. Det drejer sig i stedet om at vinde ‘minds and hearts’. Det drejer sig om at overbevise muslimerne om, at vores system er det bedste. Det system lader, i modsætning til shariaen, alle være lige for loven. Det system lade fornuftige begrundelser være baggrund for den lov og de regler, der skal gælde, hvor muslimerne (ikke mindst Hizb ut Tahrir) vil lade en påstået åbenbaret lov, koranen, være den, der skal gælde. Men vil nu Hizb ut Tahrirs arrangører argumentere ud fra netop alle borgeres lige adgang til statens ydelser, så må de også bøje sig for det fornuftige og retfærdige, når de selv skal yde noget, det vil sige: så må de skyde deres shariaregler til side til fordel for vore fornuftbetonede regler. Og holder vi fast på, at det er den slags love, vi har, og at vi er stolte over disse love, og at vi blæser deres sharia en lang march, så får deres hårdnakkede sharia-tro modspil, og det er netop det, den skal have.

Problemet er med andre ord ikke, at vi er eftergivende overfor de krav, Hizb ut Tahrir stiller på baggrund af love og regler, vi selv har opstillet, problemet er (som altid) at vi ikke tør være stolte over vor kultur, at vi ikke tør sætte den tilstrækkeligt i modsætning til deres ideologi, men i én eller anden skæv gæstfrihedsfølelse bøjer os alt for meget for deres tåbeligheder.

Derfor: lad hundrede vittighedstegnere blomstre! Der er nok at gøre nar af i islam. Deres selvherlige og selvfede og udokumenterede overbevisning om, at koranen er bedre end alt andet, er latterlig. Og vi mener jo, den er latterlig. Hvorfor så ikke tage den åndelige kamp op? Hvorfor ikke sige det åbent? Og vil Hizb ut Tahrir hævde, at de ønsker et kalifat indført, hvorfor så ikke finde frem alle de andre muslimer, der i tidens løb har ønsket det samme, vise, hvordan alle disse forsøg er slået fejl, afsløre, hvordan man gang på gang har forvekslet den guddommelige lov med sine egne ønsker?

Det er en åndelig kamp, vi står i, ikke en kamp om lokaler og penge og statslig anerkendelse.

Dette indlæg blev udgivet i Islam. Bogmærk permalinket.

2 svar til Hizb ut Tahrir i Diamanten?

  1. Svend Jespersen siger:

    Ja, selvfølgelig skal HUT have lov til at leje offentlige og andre lokaler på lige fod med alle andre lovlige organisationer.

    Desværre er debatten om deres møde i Dronningesalen blevet afsporet. De sekulære og demokratiske modstandere af HUT koncentrerer sig om at sætte spørgsmålstegn ved deres ret til at afholde et sådant møde i det pågældende lokale og ved arrangørernes ret til at adskille mænd og kvinder.

    HUT har med kyshånd taget imod den udfordring og koncentreret udtalelser til medier og muslimer i disse få ord: ”Se her, hvordan de alle er efter os”. I aften lyder det således fra organisationen: ”Vi lader os ikke skræmme”. Hvis HUT’erne virkeligt lader sig skræmme af ord og debatter om, hvor lovlydige eller demokratiske, de egentlig er, så slip dog ordene løs.

    Og det er netop ord og debatter, indsatsen mod HUT og deres ligesindede skal koncentrere sig om. Angrib dem på deres livs-, samfunds- og menneskesyn. Angrib dem på deres ideer om, at alle svarene på alle livets spørgsmål findes i en godt 1300-år gammel samling af en persons ord, angrib dem for deres ide om, at den bog og person kan skabe et paradis på jorden for alle mennesker til alle tider, angrib dem for deres tese om, at alle menneskers skæbne ligger i en bestemt guds hånd, angrib dem for, tjah, så godt som alt, de står for.

    Fra journalister skal vi ikke forvente ret meget af den slags. Dertil er deres hverdag nok for travl med alt for mange forskellige temaer at holde styr på. At stille fornuftige spørgsmål og have relevante kommentarer eller modspørgsmål til udtalelser fra HUT kræver en del mere end at vide, at HUT ønsker at etablere et islamisk kalifat. Det kræver også, at journalisten ved, hvordan han/hun skal angribe udtalelser fra HUT om, at ”de skam er fortalere for demokrati og ligestilling mellem kønnene”. Desværre besidder journalisterne ikke den viden.

    Og her kunne så f.eks. resten af Danmarks muslimer passende træde til. Vi har efterhånden en del muslimske organisationer, som påstår at have den rette tolkning af, hvad islam står for. Var de tilstede med bannere ved demonstrationen i dag? Hvis de var, så man så bannere fra deres side med tekster som: ”Menneskeskabte love er bedre end gudskabte”, ”Koranen har ikke svarene på alle spørgsmål”, ”Koranen skal ikke definere mænds og kvinders roller”, ”Sharia skal ikke definere, hvad jeg må eller ikke må”.

    Den dag, vi ser muslimer på gaden med protestbannere af den slags, vil de blive fuldt accepterede her i Danmark på lige fod med alle andre. Og Kristeligt Dagblads muslimske eksperter og debattører kunne passende vise vejen.

  2. Morten - - - siger:

    Jeg tror også, det er bedst, at staten ikke tager stilling til, hvad der er “gode meninger” og “ikke gode meninger”, men lader domstolene råde.

    Det er glimrende at give HuT lov til at holde et møde, som det i går. – Det giver anledning til modmanifestationer. – Modmanifestationer, der har langt mere effekt, end HuT’s.

    Det er også en fordel, at HuT har et “ansigt udadtil”, som forpligter, og som kan drages til ansvar. For en nær, muslimsk, bekendt af mig har personligt oplevet, at internt blandt bevægelsens medlemmer er der prædiket koran-fortolkninger, som har gået på, at “ikke-muslimer er ikke rigtige mennesker” samt “det er ingen synd at voldtage en ikke-muslimsk pige, for hun er at ligne ved et dyr”.

    HuT har i det hele taget givet husly til et miljø, som vi vil have gavn af at se i fuld belysning. HuT som undergrundsbevægelse er ingen god ting. Det er fra den slags sammenslutninger, vi har alle de rædselsfulde myter, som de kriminelle indvandrere er storaftagere af.

    – – –

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.