Hvem er Hizb ut Tahrir?

Der er tale om en politisk forening eller et politisk parti, der er en blanding af en snakkeklub og en rekrutteringsanstalt.

En snakkeklub er det, ja, for de virker ved foredrag og studiekredse, ikke ved handling. En rekrutteringsanstalt, ja, for hele den retorik, de bruger, kan meget let få ubefæstede, muslimske sjæle (og dem er der nogle stykker af) til at mene, at det rigtige for en muslim er at gribe til våben imod Vesten.

Når de ikke selv mener, der bør gribes til våben, hænger det sammen med, at de sammenligner deres situation med den situation, Muhammed befandt sig i i Mekka. Han og hans få tilhængere var en minoritet i et samfund, der ikke anerkendte Muhammeds sendelse. Sådan er Hizb ut Tahrirs tilhængere en minoritet, både i Vesten og i de muslimske lande. For hverken det ene eller det andet sted forefindes den rene islamiske ‘umma’, altså det muslimske samfund, der retter sig helt efter koranens lære. Det vil først komme, når Hizb ut Tahrirs indflydelse er blevet tilstrækkelig stærk. Så vil kalifatet blive genoprettet, så vil kalifatet blandt muslimerne i området vælge sig en kalif, der får fuldmagt til at gennemføre alle islams lovkrav.

Men indtil kalifatet er på plads, er situationen for de rettroende muslimer (dvs for Hizb ut Tahrirs tilhængere) som Muhammeds i Mekka: de er en minoritet blandt vantro.

Man kan imidlertid ikke fortænke nogle muslimer i at prøve at få noget mere kød på disse noget luftige fremtidsdrømme. Det kan da godt være, at kalifatet kommer i Guds time, vil de vel mene, men skal vi alligevel ikke give en hånd med? Er der ikke brug for en, der er villig til at sætte livet til for islams skyld? Kunne det ikke hjælpe på sagen, hvis vi, der mener noget med islam, gør noget? Den tanke er dog ret nærliggende. Og det er det, der gør, at man godt kan betragte Hizb ut Tahrir som noget af en rekrutteringsanstalt.

Tag bare noget af det, de begrunder mødeindkaldelsen til Diamantmødet med: ”Det er islamisk set uacceptabelt at være passiv og det er ikke tilstrækkeligt bare at være imod krigen på det moralske plan” (her fra Jacob Mchangamas blog). Hvad betyder det sidste mon for en muslim, der befinder sig i Danmark og synes, det er forfærdeligt med den krig i Afghanistan? Betyder det, at han ikke som muslim kan tillade sig at være passiv? Betyder det, at han altså må se at finde ud af, hvordan han kan komme til Afghanistan og hjælpe sine trosfæller? Det er ret svært at læse det anderledes. Men i betragtning af, at Hizb ut Tahrir måske i virkeligheden mere er en snakkeklub end et rekrutteringskontor, skal det måske kun forstås som tom snak. Og man har da heller ikke hørt om, at deres ledere er gået foran og har vist et ‘godt’ eksempel.

Det, jeg her vil hæfte mig ved, er imidlertid noget helt andet. Det er det forhold, at vi her har islam i en nogenlunde ren aftapning. I Hizb ut Tahrir træffer vi en islamopfattelse, der ligeud siger alle de ting, som andre muslimer holder skjult bag ryggen. Det er svært at se, at islam og demokrati kan forenes. Islam mener, at de love, der skal gælde i et samfund, skal være de guddommelige love fra koranen. Alle demokrater mener, at lovene skal være de love, som man i en demokratisk forsamling kan blive enige om, altså menneskeskabte love. Guddommelig kontra menneskeskabt, de to ting rimer ikke. Og diverse islamfortolkninger har da også meget svært ved at forklare, hvordan islam og demokrati alligevel kan forenes.

Her siger Hizb ut Tahrir åbent og ærligt, at det ikke er muligt at forene deres tanker om guddommelige love med vore om menneskeskabte ditto. Jeg bryder mig ikke om det. Jeg vil også mene, det må være noget nær umuligt at arbejde sammen i diverse fora med den slags mennesker. Men jeg må indrømme, at der er logik i forestillingen. Eller, lidt mere præcist: Jeg må indrømme, at der ville være logik i tanken, hvis det lod sig gøre at påvise, dels, hvordan koranens love virkelig er guddommelige, og dels, hvordan de på guddommelig vis, dvs uden påviselig menneskelig indblanding, kan omsættes til praksis i samfundet. Dette sidste er jo, så vidt jeg har kunnet læse mig til, alle muslimske samfunds akilleshæl: det er altid mennesker, der sidder med magten i et muslimsk samfund, dvs. man kan give koranen al den guddommelige pondus, man bare kan finde på, man slipper ikke for det menneskelige element. Og så er det vel egentlig mere renfærdigt at sige, som vi gør det i Vesten, at alt det med guddommelige love blot er en metode, teologer har udfundet til at snyde andre mennesker med, og at vi derfor alle står lige med hensyn til bedømmelsen af loves brugbarhed.

Når Hizb ut Tahrir-folkene vil have indført kalifatet, skyldes det, at de vil gengive islam dets fordums storhed. Og igen: de lægger ikke skjul på hensigten. Når de muslimske stater, først og fremmest vistnok de arabiske stater, er blevet underlagt et kalifat, så kan de begynde den verdenserobring, der blev afbrudt, da kalifatet blev svagt, en erobring, der naturligvis kaldes ‘jihad’ og naturligvis betegnes netop som en erobring. Det er jo det, der er meningen. Den sprogbrug er der noget befriende ved, f.eks. sammenlignet med andre muslimers forsøg på fortælle os, at islam så sandelig i den grad er en fredens religion, at den kun må føre forsvarskrig, se mit tidligere blogindlæg ‘To moderate muslimer’.

Men ikke blot er Hizb ut Tahrir som alle andre muslimer ude af stand til at forklare, hvordan overgangen fra skreven lov i koranen til appliceret lov i samfundet kan ske uden menneskelig medvirken, de er også ud af stand til at forklare os, hvordan den ene kalif kan afløse den anden på guddommelig vis, altså uden at det i virkeligheden er mennesker, der bestemmer.

Ét af de mest slående beviser imod koranens guddommelighed er den kendsgerning, at der ikke gives nogen anvisning på, hvordan Muhammeds efterfølger, kaliffen, vælges. Hvis det virkelig var Gud, der havde skrevet koranen, og hvis han virkelig havde villet, at koranen skulle være vejledning for det muslimske samfund indtil dommedag under en kalifs ledelse, så ville han naturligvis have anvist, hvordan denne kalif skulle udpeges. Muhammeds død kan ikke være kommet som nogen overraskelse for den almægtige, han kan ikke tænkes at have været for sent ude med sin anvisning på, hvordan arvefølgen skal være. For det er jo ham, der sætter Muhammeds død i værk. Derimod kan man godt tænke sig, at Muhammed selv blev overrasket over, at han, Guds udvalgte sendebud, skulle dø allerede som 62-årig, og derfor havde glemt at sørge for, hvordan man skulle finde hans efterfølger.

I hvert fald, denne manglende oplysning om arvefølgen blev fatal for det muslimske samfund. Den blev skyld i skismaet mellem shiitter og sunnier, shiitterne mente, at kalifværdigheden skulle være arvelig, sunnierne, at hver kalif skulle udpeges af det muslimske samfund. Og den er også skyld i, at Hizb ut Tahrir-folkene, skønt de vender sig imod demokratiet ved lovgivningsprocessen, fordi det er en vestlig opfindelse, er parat til at anerkende det ved den vigtigste overgang i deres samfund, valget af kalif. Det er højst besynderligt. Men den er god nok.

Man kan læse om det på deres hjemmeside, se her, eller på Wikipedia, se her. Begge steder kan man se, at Hizb ut Tahrir gør sig store anstrengelser for at få dette valg af kalif til at fremstå så retfærdigt som muligt, med ligelig indflydelse til alle muslimer (ikke-muslimer har naturligvis ikke ret til at vælge kalif, selv om de sådan set er borgere i det muslimske samfund, der skal have en ny kalif). Og det er jo ganske mærkeligt at læse om, hvordan den demokratiske institution, der hedder ‘frie valg’, på det bestemteste må forkastes, når den foregår i den vestlige del af verden, fordi den er udtryk for det menneskelige og ikke for det guddommelige, den kan pludselig godt bruges, når man skal udfylde det ‘hul’, som er efterladt i koranens forskrifter, nemlig den manglende oplysning om, hvordan arvefølgen skal være.

Og naturligvis gør de sig ikke nogen ulejlighed med at forklare det store mysterium: hvordan et valg i den muslimske verden kan være udtryk for en guddommelig indgriben, men er udtryk for lutter menneskelige tilbøjeligheder, når det foregår i den vestlige verden.

Et sådant valg mellem alle muslimer er mig bekendt aldrig forekommet i islams lange historie. Men når en muslimsk organisation, der om sig selv mener, at den griber tilbage til den oprindelige og ægte islam, pludselig står og mangler en procedure for valg til den post, der er den vigtigste i hele ‘systemet’, griber de fat i det, der forekommer mest fornuftigt, og det er – mirabile dictu – den vestlige demokratiske valgprocedure.

Men altså: Hizb ut Tahrir er en organisation af systematisk tænkende personer, der forsøger af få hold på islam som system. Og det kan være befriende, fordi man får en vis logisk sammenhæng i tingene, selv om det ikke er rart at høre alle de nedsættende ord om os vesterlændinge. Blot kan de ikke komme rundt om islams grundlæggende indre modsigelse: at man midt i alt det guddommelige, man taler om, ikke kan undgå den menneskelige faktor.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam. Bogmærk permalinket.

3 svar til Hvem er Hizb ut Tahrir?

  1. Claes siger:

    I kristenheden har vi nok haft de samme overvejelser. Hvem skulle samle og lede menigheden, når apostlene døde? Skulle det være de forsamlede biskopper, apostlenes efterfølgere? Skulle det være apostlen Peters efterfølger på Roms bispestol? Eller for at springe op til nutiden – skal alverdens kirkesamfund ved almindeligt demorkratisk valg samle sig om en leder?
    Gud ske lov – hos os har hvert enkelt menneske en personlig linje til Gud og behøver ikke en kristen Kalif. Vi kan slutte os sammen i større eller mindre forsamlinger efter vort eget behov. Hos os er det det verdslige samfund, der giver lovene, som borgerne skal rette sig efter, eller bryde, hvis de krænker samvittighedens primat. Det kristne hører til i privatsfæren.

  2. Karen E. Hansen siger:

    Ja, det er ganske rigtigt det svage punkt, fordi der ikke er nogen egentlig teologisk forklaring på, hvordan den totalt trancendente Allahs love (moralske og politiske!) i den totalt ufejlbarlige Koran skal omsættes i praksis i denne verden.
    Der må i den rene islam, som HuT fremstiller den, være en forestilling om, at ved dette valg af kalif vil det mirakuløst vise sig, at alle muslimer (mændene selvfølgeligt) er enige. Hvilket det gamle skisma mellem sunni og shia jo modbeviser. Hvis valget af kalif skal afvente denne ideelle enighed, kan vi nok trøste os med, at det vil vare lææænge. Men det er ikke sikkert, at de pæne unge mænd i HuT kan vente med deres jihad så længe!!
    Skulle en leder opstå, som vil påtage sig hvervet med at omsætte Allahs uangribelige lov til praksis – så vil enhver uenighed eller opposition naturligvis være at regne for blasfemi – og det skal straffes rigtig hårdt!
    (Der er forskellen til demokratiet, hvor samtalen, debatten er væsentlig).
    Får han magt, militært eller ideologisk, så har vi den traditionelle diktator, eller en tyran – evt. ein Führer!
    Suk.

  3. Dan Ritto siger:

    Hej Richardt!

    Mange tak for et godt og afbalanceret indlæg om HUT. Jeg synes også at HUT er dejligt befriende at høre på – simpelt hen fordi de er helt ærlige med hvad de vil. Og det er en uendelig sjældenhed her i landet, ikke mindst efter at imamerne jo nærmest har pålagt sig selv tavshed!

    Men jeg tror nu at du tager gevaldig fejl, hvis du betragter HUTterne som en ren og skær snakkeklub – i hvert fald på globalt plan. Derfor vil jeg gerne dele et link med dig – til en mastersopgave fra et amerikansk militærakademi, som omhandler HUT set ud fra et amerikansk sikkerhedsperspektiv. Det er artige sager, og det besvarer også hvordan de har tænkt sig at komme ‘ud over rampen’ ift slutspillet lige inden kalifatet grundlægges. Og så er der et par lande, hvor de bedømmes at være ganske tæt på!

    http://www.islamawareness.net/Deviant/Hizb/HT_Threat_Thesis.pdf

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s