Terrorist eller voldsmand?

Den somalier, der angreb tegneren Kurt Westergaard i hans hjem, er nu blevet dømt. Og han blev dømt, ikke blot efter voldsparagraffen, men efter den langt strengere terrorparagraf. Derfor kunne han straffes med 9 års fængsel og udvisning. Er det rimeligt?

Politiken anser det i sin leder den 4-2 ikke for rimeligt, se her. Man henholder sig til lovteksten, hvor det hedder, at man for at kunne dømmes efter terrorparagraffen skal have »forsæt til at skræmme en befolkning i alvorlig grad og at destabilisere eller ødelægge et lands grundlæggende politiske, forfatningsmæssige, økonomiske eller samfundsmæssige strukturer«.

Avisen spørger, ”om en mand, der handler på egen hånd og som kun angriber én person, kan siges at have til forsæt at skræmme befolkningen og destabilisere samfundet”, og svarer, at ”man kunne hævde, at det [som øksemanden har gjort] er at ville skræmme denne enkelte person. At det så er skræmmende for andre, er nok muligt. Men det er ikke, hvad loven siger og af gode grunde”.

Det vil erindres, at man på Politiken har haft meget svært ved at se ytringsfriheden angrebet af diverse enkelthandlinger. Det er, som om man regner med, at ytringsfriheden kun kan angribes af staten. Det er, som om man tænker, at da staten herhjemme ikke har indført censur og ikke har drømt om at gøre det, er der ingen fare overhovedet for ytringsfriheden.

Den holdning går igen i bedømmelsen af, om terrorparagraffen kan anvendes eller ej.

Lad mig derfor henvise til et par hændelser i nyere europæisk og amerikansk historie! Først var der nu Rushdie-sagen. Hans bog ”De sataniske vers” nedkaldte som bekendt en fatwa over hans hoved. Og vel blev han ikke selv dræbt, men der var personer omkring bogudgivelsen, der blev dræbt eller såret af gale muslimer. Så var der Theo van Gogh. Han lavede en islam-kritisk film: ”Submission” og blev efterfølgende dræbt af en muslim.

Disse begivenheder førte til en stærk europæisk og amerikansk selvcensur. Der er tale om en blanding af frygt for selv at lide samme skæbne og en slags forståelse for muslimers følelse af krænkethed. Tilsvarende på den anden side: muslimer føler sig på den ene side som ofre for det, de anser for krænkelser, altså som svage mennesker, der kræver beskyttelse, og mener på den anden side, at disse ‘krænkelser’ giver dem moralsk ret til at dræbe krænkeren, og så er al tale om, at de er svage, beskyttelseskrævende mennesker borte.

Og denne selvcensur, foranlediget af diverse muslimske galninges angreb, er, hvordan man end vender og drejer det, en indskrækning af ytringsfriheden. Jamen, siger man så, vi kan jo udmærket sige, hvad vi mener uden at krænke muslimer. Kan vi virkelig det? Bo Bjørnvig giver i Weekendavisen den 4-2 en række eksempler på selvcensur.

Han begynder med Daniel Pipes bog ”The Rushdie Affair” fra 1989. Forlaget opsagde pludselig aftalen med ham, og han måtte se sig om efter et andet forlag. Det samme skete i 2006 med en bog om selvmordsbomberens psykologi. Et særdeles relevant emne, skulle man synes, men bogen blev først udgivet i 2010.

Så var der Random House’s aflysning af bogen ”Medinas juvel” om Muhammeds barnebrud Aisha. Det var i 2008. Og efter at det engelske forlag Gibson påtænkte at udgive bogen, blev ejeren udsat for et brandattentat. Så opgav også dette forlag udgivelsen. Den er dog blevet udgivet på Beaufort Books.

Kendt er vist også udgivelsen af den danskfødte professor Jytte Klausens ”The Cartoons that shook the World”. Den blev udgivet, men uden at gengive de tegninger, det hele handlede om.

Sidste skud på stammen er Flemming Roses bog ”Tavshedens Tyranni”. Ikke den danske udgave, den er hel og fuld, den medtager de famøse Muhammed-tegninger. Men i Norge véd man ikke rigtig, om tegningerne skal med. Dårlig læserservice, siger Rose, tegningerne indgår i et langt afsnit om krænkende tegninger, fra impressionisternes første udstillinger over nazistiske tegninger i ”Der Stürmer” til Jesus-gengivelser. Derfor vil det være kunstigt at udelade tegningerne.

Og spørgsmålet er jo altså: Er de voldshandlinger, der ligger bag, ikke et angreb på ytringsfriheden? Er ytringsfriheden ikke en del af det danske samfunds grundlæggende strukturer? Er det derfor ikke helt ude i skoven, når Politiken vil hævde, at øksemanden kun ville skræmme denne enkelte person, og at det er sagen uvedkommende, at andre måske vil lade sig skræmme?

Jo selvfølgelig. Det er ikke sagen uvedkommende, det er netop sagens kerne, vi har her. Samfundet straffer for at få andre til at afholde sig fra tilsvarende strafbare handlinger. Og da nu muslimerne har erfaret, at et enkelt drab eller to er nok til at skræmme en hel branche, så de af sig selv afholder sig fra at komme med udgivelser, muslimer kan tænkes at ville anse for krænkende – det tør som ovenfor påvist svagt antydes, at muslimer har gjort den erfaring – så er det ret klart, at øksemanden også havde den hensigt at skræmme potentielle Muhammed-krænkere.

Og det er terror.

Det er at ødelægge en af vort lands grundlæggende strukturer. For ytringsfriheden ER én af de grundlæggende strukturer. Som skrevet står i loven. Så dommen er lige efter bogen. Lovbogen.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

Et svar til Terrorist eller voldsmand?

  1. Morten - - - siger:

    Konsekvensen af holdningen, der tilkendegives på lederplads er, at en opfordring som ‘Behead those who insult islam’ ikke er en opfordring til terror, da denne direkte nævnelse af repressalier altså ikke kan formodes at have nogen afskrækkende virkning.

    – – –

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s