Folkelig stolthed

Hvordan ender det i Egypten? Vi holder alle vejret af spænding. Og diverse kommentatorer har hårde tider. De har i virkeligheden ikke noget nyt at bringe, men skal alligevel sige noget. For det tror de, vi kræver, vi seere og læsere. Men lidt ærlighed er der da iblandt dem. For selv om de bliver presset hårdt af studieværterne, siger langt de fleste af dem, at fremtiden er det umuligt at spå om. Om det går den ene eller den anden vej, vi véd det ikke.

Tag så en artikel af Lars Hedegaard! Se her. Han prøver at slå koldt vand i blodet på os. Det er godt nok svært, for vi går jo alle og håber, at demokratiet vil sejre. Javel, siger han, men hvordan sejrede det egentlig hos os? Der var ganske mange ting, der skulle falde på plads, før det sejrede. Der var autoriteter, herunder ikke mindst religiøse autoriteter, der skulle nedbrydes. Der var magthavere, der skulle have frataget deres magt. Og det opnår man ikke bare ved at gå på gaden og forlange demokrati.

Og så tillader han sig minsandten, midt i den glædesrus, som også vi vesterlændinge deler, at gøre lidt nar af demonstranterne. Hvad sker, siger han, pludselig bøjer alle sig mod Mekka og deltager i fællesbønnen. Siger de ikke dermed, hvilket styre de i virkeligheden vil have?

Og så må vi jo prøve at dæmpe vores glæde en smule. For sandt nok, som Ayaan Hirsi Ali gør opmærksom på i en kronik i Kristeligt Dagblad (den 5-2; se en engelsk udgave her), Det muslimske Broderskab venter i kulissen, og eftersom de sekulære egyptere ikke er nogen særlig fasttømret gruppe, vil de stå svagt ved et kommende frit valg. Som hun skriver: ”Broderskabet vil argumentere med, at en stemme på dem er en stemme på Guds lov. Men regeringsmagten vil ikke blive indtaget af Gud og hans engle. Disse stillinger vil blive indtaget af mænd, der er arrogante nok til at sætte sig i Guds sted”. Men med fællesbønnen in mente kan man da godt tvivle på, at de sekulære egyptere vil blive stærke nok. De frie valg skal jo foretages blandt alle egyptere, ikke blot blandt dem, der bor i de store byer, og som vi nu ser demonstrere.

Godt nok skriver Hirsi Ali også, at egypterne har den fordel, at de har set iranernes skæbne. Her troede man også ved shahens fald på, at sharia måtte være frelsen. Det viste sig i al sin gru, at det var det ikke. Men nu, hvor egypterne står overfor det samme valg, burde de kunne tage ved lære af iranernes fejl.

Så er der ikke grund til at slå koldt vand i blodet? Lad os ikke forvente altfor meget, vi bliver bare skuffede.

Men nej, jeg vil altså ikke undlade at håbe. Og én af dem, der får mig til at håbe trods alt, er Mona Eltahawy, egyptisk journalist, bosiddende i New York. Hun har tidligere været interview’et i Deadline, og har dèr optrådt som en kyndig, veltalende og temmelig ordrig dame. Jo, jo, det var da klogt, det, hun sagde, men almindeligt; hun var som alle andre kommentatorer, der siger noget klogt og tankevækkende. Men hør hende så her forleden aften i Deadline. Som forvandlet! Klog og veltalende, jovist, men først og fremmest begejstret, begejstret, så ordene strømmede fra hende. Hun skulle altså have fortalt os alle sammen, hvor stolt hun var over at være egypter. Det lyste ud af hende, det kom igen og igen i hendes ordvalg. Man forstod på hende, at her var virkelig sket noget, der gjorde, at hun som egypter igen kunne se sig selv i øjnene. Helt anderledes end før.

Og så hører man også andre, man kan knytte sit håb til. Almindelige demonstranter, som uden tøven tager Obamas ord i deres mund: ”Yes, we can! Yes, we can”. Og stoltheden lyser ud af øjnene på dem.

Stolthed over at være egypter. Ikke stolthed over at være araber. Tilsyneladende slet ikke stolthed over at være muslim. Nej, stolthed over at tilhøre et folk, der nu er ved at vågne af sin alt for lange søvn. Stolthed over at se sig selv som en del af et folk med fælles sprog og fælles historie og – håber de alle – fælles strålende fremtid.

Den folkelige samhørighed, den bevidsthed om, at her skete der noget, der ikke kan gøres om, her opstod der noget i folket, som ingen senere kan tage fra det, her oplevede egypterne det, som andre folk også har oplevet ved andre begivenheder, de oplevede deres ”finest hour”, som russerne foran Lenin-mausolæet, som østtyskerne, da de myldrede ind i Vestberlin, den bevidsthed vil leve fremover, hvad der end sker, og hvad den kan føre til, kan ingen vide og ingen forestille sig i dag.

Så var det altså ikke forgæves, at Napoleon drog til Egypten og vækkede det slumrende folk, fortalte dem, at de havde en historie, før islam tog over, at de var efterkommere af mægtige pyramidebyggere, hvis ånd stadig ser ned på dem. Så har den europæiske begejstring for Egypten som også vor civilisations vugge alligevel gjort indtryk på egypterne. Så slår sfinxen omsider sine øjne op, og hvad der sker, når den rejser sig, når menneskelighed gennemsyrer folket, det kan ingen selv nok så stor fantasi fortælle os.

Jamen, det muslimske broderskab? Den muslimske fællesbøn på Tahrir-pladsen? Vil ikke alt det vinde i sidste ende? Indrømmet, jeg kan ikke forestille mig en folkelig frigørelse uden frigørelse fra sharia. Jeg kan ikke se, at det kan blive til noget med ytringsfrihed og demokrati, uden at egypterne vover at sige til broderskabet, når de kommer med deres propaganda: en stemme på os er en stemme på Guds lov: ”Rend og hop, I hyklere! Bliv os fra livet med jeres guddommelige lov! Vi véd udmærket, at I selv har tænkt jer at skulle være dem, der administrerer Guds lov. Og det vil vi ikke have jer til!”

Måske det kan ske på anden måde. Men det overgår min fantasi. Og den er ellers stor.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

Et svar til Folkelig stolthed

  1. Pingback: Det forsømte forår « ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s