Islam og demokrati

Vil begivenhederne i Egypten forandre vort syn på islam? Det var det ene spørgsmål i søndag aftens Deadline, 2. sektion. Det andet spørgsmål var: Hvad kommer der ud af demonstrationerne på Tahrir-pladsen?

Deltagerne i diskussionen var Jes Stein Pedersen, ordstyrer, Flemming Rose, Pernille Bramming og Rasmus Boserup. Og de er da alle fornuftige mennesker. Man kan derfor ærgre sig en lille smule over, at de blev sat til at diskutere begge de to spørgsmål på én gang. Man burde have diskuteret de to spørgsmål hver for sig. Som det gik nu, var man nødt til at gøre sig det tankeeksperiment, at det hele faktisk vil ende med mere demokrati i Egypten, før man kunne svare på, om det vil ændre vort syn på islam.

Dertil kommer imidlertid en betydelig alvorligere anke mod hele diskussionsopstillingen. Man havde som indledning valgt at bringe billeder af Geert Wilders og Jesper Langballe i situationer, hvor de angriber islam for at være demokratifjendtlig. Og det var så naturligvis meningen, at man skulle overveje, om virkelig alle disse ganske almindelige mennesker, muslimer de fleste af dem, kunne siges at være imod demokrati, når det, de ønskede så brændende, og det, de demonstrerede for med livet som indsats, netop var demokratiske frihedsrettigheder.

Men en sådan opstilling er falsk. Man overser en særdeles vigtig skelnen. Man må skelne mellem islam som religion, som ideologi, som verdensforståelse, og så opførsel og ønsker hos de mennesker, der er muslimer. Eller, kan jeg sige, man må skelne mellem islam og muslimer. Man må sige, som jeg sagde i en overskift på et blogindlæg for snart længe siden: ”Islam kan ikke være demokratisk, muslimer kan”, se her.

Den skelnen havde man overhovedet ikke blik for i den ellers spændende diskussion i Deadline. Men det er da virkelig pinende nødvendigt at tage den skelnen med i sine betragtninger. Jeg er da ikke i tvivl om, at jeg efter demonstrationerne i Egypten vil komme til at se anderledes på egypterne. Som jeg har levet med i deres forhåbninger, som jeg har prøvet at dele deres folkelige stolthed over at være egyptere, kan det ikke være andet, end at jeg fremover ikke mere vil se på dem som en flok sløve vatnisser, men som mennesker, der har de samme forhåbninger og drømme som jeg. Og det er opløftende, det er lovende for en god fremtid, det er menneskeligt.

Men det betyder da ikke, at jeg sådan lige på en studs vil ændre min opfattelse af religionen islam. Skal den opfattelse ændres, skal der argumenter på bordet. Og dem har jeg ikke set nogen af, heller ikke fra de mange demonstranter i Cairo. Det, der har gjort, at jeg er meget skeptisk overfor islams muligheder for at kunne forenes med en demokratisk grundholdning, er jo argumenter. Og uden modargumenter kan jeg da ikke sådan skifte opfattelse.

De argumenter, der er tale om, kan kortes ned til følgende: Demokratiet bygger på fornuften og den naturlige lov. Islam bygger på den åbenbarede lov. De to ting modsiger hinanden. Så længe derfor islam fortsat vil grunde sig på en åbenbaret lov, står den logisk set i modsætning til demokratiet, der grunder sig på fornuften.

Lad mig vise det med et eksempel! I gamle dage, for en fyrre-halvtreds år siden, var det almindeligt, at manden, når et ægtepar blev skilt, efterfølgende skulle betale hustrubidrag. Dengang var det nemlig ikke almindeligt, at kvinder var udearbejdende, og, sagde man, derfor er det kun rimeligt, at hustruen, som har deltaget i og været medforudsætning for mandens økonomiske karriere, i tilfælde af skilsmisse skal kunne høste samme fordel af karrieren som manden. Han skal altså betale hustrubidrag over en kortere eller længere årrække.

Men naturligt nok, eftersom flere og flere kvinder er kommet ud på arbejdsmarkedet, er hustrubidrag ved skilsmisse nu næsten en saga blott. Kvinden har ikke bidraget mere til mandens karriere, end manden har til kvindens. Derfor skylder den ene ikke den anden noget, hvis de går fra hinanden. Det er, mener vi, noget, alle kan indse. Det var ret og rimeligt, at der tidligere fandtes hustrubidrag, og det er ret og rimeligt, at det så at sige ikke forekommer i dag.

Dette er et eksempel på, hvordan den naturlige lov fungérer. Gennem en fri diskussion finder vi i samfundet ud af, netop hvad der er ret og rimeligt. Det er naturligt, det er ligetil, det er noget, der er vokset frem hos os og har ændret sig over tid. Og vil nogen sige, at det er uretfærdigt, så må han fremkomme med argumenter imod de argumenter, der taler for, at det faktisk er rimeligt nok.

Det hele ser imidlertid helt anderledes ud, hvis man går ind for, at der er noget, der hedder den åbenbarede lov. Og det gør muslimer over en bred kam. I hvert fald gør de imamer det, der har noget at skulle have sagt i de muslimske samfund. De betragter shariaen som en lov fra Gud selv. Derfor kan man ikke diskutere med den. Derfor skal man rette sig efter den, uanset om man forstår den eller ej. Og derfor vil den optræde som en hund i et spil kegler i ethvert demokratisk samfund.

Man så det tydeligt i den såkaldte Shah Bano sag i Indien. Shah Bano var en 62-årig muslimsk kvinde, der blev skilt fra sin mand. Han ville ikke betale det hustrubidrag, som den sekulære ret dømte ham til at betale, for det fritager sharia ham for at betale, hævdede han. Og den muslimske ulema, et råd af lærde muslimer, gav ham ret. Men højesteret var imod ham, for den indiske grundlov siger, at samme ret skal gælde for alle. Og da der var ved at blive oprør i de muslimske kredse, indførte Rajiv Ghandi en særlig lov, der i praksis fratog de muslimske kvinder den ret, grundloven ellers havde givet dem. Fraskilte muslimske kvinder skulle i fremtiden være henvist til den særlige muslimske form for almisse. Se om Shah Bano sagen her.

Her blev der ikke argumenteret med ret og rimelighed. Her betød det ikke noget, at hun havde bidraget til sin mands forretning, indtil hun blev mødt med hans skilsmissekrav. Hvad der betød noget for muslimerne, var udelukkende, hvad sharia sagde. Det, den sagde, var pr definition ret og rimeligt, det var guddommeligt, alt andet kun menneskeligt.

Jeg har tidligere bragt en artikel om ytringsfrihed i Egypten, se her

Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

5 svar til Islam og demokrati

  1. Kristian Baggesgaard siger:

    Ja, alle muslimer er dybt afhængige af den el. de hellige skrifter. Også de progressive og demokratisk sindede. Jeg er ved at læse Benazir Bhutto: FORSONING, Islam, Demokrati og Vesten. Her bruger hun 85 sider med masser af korancitater på at bevise, at netop koranen, mere end andre klassiske religiøse skrifter (islam skal jo være bedre end alt andet på alle områder), kræver demokrati, frihed og ligestilling. Man nikker ja til hendes synspunkter. De er rigtige. Men hvorfor skal vi hele tiden have koranen med, når vi ved at bruge fornuften når frem til, at demokrati, frihed og lighed er det, der frembringer de største goder for de fleste mennesker?

    Men her lander den gode muslim altid: At hvis fornuften finder en lovmæssighed, der er god for mennesker, så skal denne lovmæssighed kunne læses ud af koranen. Og hvis den ikke kan det, er det ikke Allahs lovmæssighed. Ergo er den heller ikke god for mennesker, selv om det tilsyladende ser sådan ud.

    En sådan tilgang til tingene ender med at forkludre det hele i den sidste ende.

    Statsræson udtænkes i sit eget rum, selvfølgelig gerne og helst med det dobbelte kærlighedsbud i baghovedet, med uden detaljerede henvisninger til et eller andet helligskrift. Det må muslimer lære, hvis de skal komme videre. De store regenter i den muslimske guldalder, som ingen muslimer kan glemme og med vemod og vel også direkte handlingslammelse tænker tilbage på, vidste også, at det var sådan tingene fungerede.

    Kristian Baggesgaard

  2. Morten - - - siger:

    Hvad angår demokrati, gælder det om at sande, at graden af demokrati er proportionel med graden af vilje hos medlemmerne af et samfund til at bevilge hinanden medindflydelse – ikke med viljen til at udøve indflydelse gennem demokratisk magt.

    Det samme kan siges om velstand. Afkald, som det udtryktes i andelsbevægelsen og i dag i omfordelingen, er nøglen til hele samfundets økonomiske trivsel. Ikke indædt stræben efter at skrabe til sig.

    Først når et samfund er modnedes til denne visdom, sker udviklingen, uanset hvor meget dets medlemmer begærer medindflydelse, hhv. rigdom.

    – – –

  3. gamleane siger:

    Jeg synes al den snak om demokrati glemmer det helt væsentlige, som alle mennesker har vidst til alle tider:
    Vær mod andre, som du ønsker de skal være mod dig (fx sagt af Kungfutse).
    Det er demokrati. Derfor er det selvfølgelig noget alle ønsker sig, uanset kultur, religioner, uddannelsesmæssige baggrund etc.
    I korte ufornuftige stunder har vildfarne mennesker glemt deres egen sunde fornuft og prøvet at få nogle goder til sig selv gennem magt, fx diktatur, korstogene etc. Det er altid slået fejl, netop fordi det strider mod almindelig folkelig sund fornuft.
    Islam har hverken mere eller mindre med demokrati at gøre end alle mulig andre. Religioner har altid kunnet misbruges, det ændrer ikke ved at alle religioner handler om næstekærlighed og det gyldne bud som ovennænvte og så ellers prøver at give en forklaring om meningen med livet.
    Nutidens mennesker har ikke den undskyldning at vi vidste ikke bedre, og slet ikke her i Danmark, hvor alle har gået i skole. Derfor er den mørke fanatiske islam-kritik også så forstemmende, igen er der nogen som ikke lytter til sin sunde fornuft. Det er dumt, meget dumt…

  4. Ricardt Riis siger:

    @ gamleane!
    Du skriver: ”Islam har hverken mere eller mindre med demokrati at gøre end alle mulig andre.” Jeg spørger: Har du læst, hvad jeg har skrevet? Har du forstået mine argumenter? Har du noget at indvende imod dem? I så fald: hvad? Jeg har møjsommeligt prøvet at vise, at muslimer over en bred bank regner koranen for Guds ord. Og jeg har prøvet at påvise, at gør man det, så skipper man sin fornuft, herunder den fornuft, der ligger i den gyldne regel, som også Jesus har formuleret: ”Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem” (Matt 7,12). Og jeg har oven i købet givet en række eksempler på, at muslimer mere retter sig efter koranens ord end efter fornuften.

    Alt dette fejer du til side som mørk, forstemmende, fanatisk islam-kritik, uden at komme med så meget som et komma af et modargument. Det er dumt, meget dumt …

  5. Pingback: Multi- eller monokulturelt samfund? « Ricardt Riis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s