Tahrir-martyrer = kristne martyrer?

Det forlyder, at man vil omdøbe ”Tahrir-pladsen” til ”Martyrernes Plads”. ”Man”, det er demonstranterne fra de sidste 18 dage. Og det mærkelige er, at bag en sådan navngivning ligger en kristen, ikke en muslimsk martyrforståelse.

Demonstranterne har hele tiden arbejdet ud fra en ikke-volds-filosofi, inspireret mere af Ghandi end af Jesus. Og det er en sådan ikke-volds-tankegang, der nu omsider har båret frugt. At så mange mennesker har givet udtryk for deres ønske om regimets undergang, det har regimet i sidste ende ikke kunnet sidde overhørig.

Der er sket det, som Grundtvig beskriver i sin sang ”Menneskelivet er underligt”. Her hedder det i femte vers: ”Sjæle og kroppe i tusindtal/ kan menneskeånden forbinde/ dem gennemtrænge med ord som lyn/ så alle de ét får i sinde”. Man skal lægge mærke til, at det, Grundtvig beskriver, er menneskelivet, ikke kristenlivet. Og tilsvarende er den ånd, han taler om, menneskeånden eller folkeånden, ikke kristenånden eller Helligånden. Det gælder altså alle mennesker, at de lever i en folkelig sammenhæng, også de mennesker, der mener, de umiddelbart lever i den globale verden. Og det gælder dem alle, at de, næsten uden at de vil det, kan blive grebet af den folkelige kraft, der hedder folkeånden, så de, på tværs af alle religiøse skel, ser den uret, der begås, og protesterer imod den.

Men der var altså nogen, der mistede livet i de første tumultuariske dage, da sikkerhedspolitiet troede, man kunne neddæmpe demonstrationslysten ved at skyde på folkemængden. Og disse nogen vil man mindes ved fremover at kalde Tahrir-pladsen for Martyrernes Plads. Derved siger man, at sikkerhedspolitiet handlede uretmæssigt, da det skød. Derved hævder man, at menneskemængden var i sin gode ret til at demonstrere.

Men derved siger man altså også, at bliver nogen dræbt, når de udøver deres ret til at demonstrere, så sker det med samme mangel på ret, som da Jesus blev dræbt, som da de kristne martyrer blev dræbt, som når kristne dræbes i Pakistan og Nigeria, blot fordi de er kristne. Nej, det sidste siger man ikke, i hvert fald ikke åbent, men den tanke er skjult til stede i den brug, man her gør af martyrtanken.

For når vi hører, hvordan selvmordsbombere kaldes martyrer, fornemmer vi, i hvert fald vi kristne, at der er noget forkert ved det; muslimerne har tyvstjålet vort gode begreb ‘en martyr’, og brugt det i deres egen, forkerte sammenhæng. Sandt nok, en martyr er én, der er villig til at sætte livet på spil for religionens skyld. Men den kristne martyr sætter livet på spil på den måde, at han udfordrer autoriteterne, han nægter at bøje sig for deres uretmæssige krav, også selv om de truer med at slå ham ihjel. Og bliver han slået ihjel, så er det altså andre, der slår ham ihjel, ikke ham selv, og han tager ikke andre med sig i døden. Han søger ikke døden, han søger retfærdigheden.

Omvendt med selvmordsbomberen. Han søger døden. Han skal helst have så mange andre med sig i døden som muligt. Han venter ikke på, at andre skal true ham eller slå ham ihjel, nej, han tager sagen i egen hånd, påfører både sig selv og andre døden for det, han mener er religionens sag.

Det er bemærkelsesværdigt, at den egyptiske revolution var så ikke-voldelig, som den var. Det er forunderligt, at så mange mennesker har kunnet komme sammen, uden at det førte til vold. Jeg forstår godt, at egypterne er stolte over det, der er sket, og har alle mulige glade forhåbninger for fremtiden. Men det mest mærkelige er måske, at de bruger den kristne martyrforståelse og ikke den muslimske, når de vil kalde Tahrir-pladsen for Martyrernes Plads.

Jeg skal gerne ændre betegnelsen ‘den kristne martyrforståelse’ til ‘den folkelige martyrforståelse’. For ligeså lidt som iranerne skal tage patent på den egyptiske omvæltning, skal naturligvis vi kristne gøre det. Men jeg kan alligevel ikke dy mig for at gøre opmærksom på, at mens islam i store dele af sin historie har undertrykt folkeligheden, de folkelige kræfter, de folkelige kunstarter, de folkelige udtryk af forskellig art, har kristendommen understøttet de samme folkelige kræfter.

Og derfor er det altså stadigvæk højst bemærkelsesværdigt, at når egypterne har oplevet et så ovenud stort øjeblik som her, har oplevet, at deres folkeånd har kunnet gennemlyne tusinder, så ”alle de ét får i sinde”, så er de nødt til, hvis de skal fastholde mindet om det mod, der krævedes i begyndelsen, at bruge den forståelse af martyrbegrebet, der ligger i kristendommen, og fuldstændig kaste vrag på den forståelse, der ligger i selvmordsbombeteologien.

Det lover godt for fremtiden.

Advertisement