De abrahamitiske religioner

”- Jødedom, islam og kristendom er religioner med fælles rødder. Og når roden er den samme, må de nødvendigvis kunne trives og vokse side om side. Vi må ikke lade gadens demokrati definere forholdet mellem troende fra forskellige traditioner, siger Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen til Berlingske Tidende”. Sådan skriver Lene Koogi på dr.dk, se her.

Jeg studser over ordet ‘nødvendigvis’. Det er måske sandt nok, at de tre religioner alle nedstammer fra Abraham, de er abrahamitiske religioner, som nogen har udtrykt det. Men det betyder minsandten ikke, at de kan vokse og trives side om side. Og det betyder da slet ikke, at det er noget, de nødvendigvis må gøre. Tværtimod, mens jødedom og kristendom efter mange hundrede år, hvor kristenheden havde yderst svært ved at acceptere jøder midt iblandt sig, omsider har fundet den sekulære samfundsform, hvorefter de kan vokse og trives side om side, så er der foreløbig intet, der tyder på, at muslimer vil opgive deres sharia som samfundsmodel og give sig ind under den sekulære samfundsopfattelse.

Nu er dette sagt af Peter Skov-Jakobsen i en fredssøgende sammenhæng. Han har været en del af et team, bestående af jøder, muslimer og kristne, der opfordrer til tolerance mellem de tre religioner. Og det kan vel i nogen grad undskylde ham. Han har i hvert fald andre steder udtrykt sig mere klart om forholdet til islam, se her. Men alligevel! Han burde have holdt sig Luthers skelnen mellem kærlighedens totale eftergivenhed og troens ufravigelige fasthed bedre for øje.

Luther skriver i sin Store Galaterbrevskommentar: ”For kærligheden tåler alt, tror alt, håber alt (1 Kor 13,7), troen derimod hersker, styrer, triumferer, viger ikke for nogen, men alt bør underkastes den og vige for den, skarerne, folkene, kongerne, jordens dommere, som Sl 2,10 siger: “Og nu, I konger, forstå, lad jer undervise, I, der dømmer jorden, tjen Herren med frygt osv. Hvis ikke, skal I forgå på jeres veje”. Derfor er det hele modsatte virkninger, embeder og dyder, som kærligheden og troen har.” (se her). Sammenhængen er den fra Gal 2,14, hvor Paulus bebrejder Peter, at han ikke mere spiser sammen med hedningerne i Antiokia. Her er det troen, der er på spil, hævder Luther. Og hvis Paulus af hensyn til enigheden mellem apostlene havde ladet fem og syv være lige, ville han have forbrudt sig mod troen. For Peter hyklede i Antiokia ved først at spise sammen med hedningerne, dernæst, da der kom nogle fra Jerusalem, at unddrage sig fællesmåltidet.

Udlagt på forholdet mellem jøder og kristne i vore dage: Vi skal naturligvis bøje af og være fleksible overfor jødernes skikke. Men vi skal ikke på nogen måde give dem ret i, at det er, hvad Gud kræver af dem. Og udlagt på forholdet mellem muslimer og kristne: Vi skal give muslimer al den frihed til at udøve det, de mener er Guds befaling til dem. Men vi skal ikke på nogen måde gøre det, så det ser ud, som om vi går med til, at det er Guds befaling.

Bevares, jødedommen ‘nedstammer’ fra Abraham. Muslimerne påstår også, at de nedstammer fra Abraham, ikke gennem Isak, som jøderne, men gennem Ismael. Men kristendommen nedstammer jo ikke fra Abraham eller fra jøderne på den måde. Tværtimod, den religion, der havde dannet sig på Jesu tid i Abrahams navn, den rabbinske jødedom, den vendte Jesus sig imod af al magt. Han nærmest vendte alting på hovedet. Sabbatten var Guds ordning for mennesker, sagde rabbinerne, den måtte man holde hellig, på den måtte man afholde sig fra alt arbejde. Det var en lov fra Gud, og en sådan lov skal holdes uden at spørge om fornuft eller begrundelse. Overhovedet ikke, sagde Jesus, sabbatten er til for menneskets skyld, ikke mennesket for sabbattens skyld (Mark 2,27). Der er rene dyr, og der er urene dyr, sagde rabbinerne og henviste til gammeltestamentlige udsagn. De urene dyr, svin, f.eks., må vi ikke spise, Gud har forbudt det, det er Guds ordre. I tager helt fejl, sagde Jesus, det, der gør et menneske urent, er ikke det, der går ind ad munden, men det, der går ud af den: urene tanker, falsk vidnesbyrd og bespottelser. (Matt 15,11).

Rabbinerne havde også et ønske om at holde jødedommen ren. Det var vel umuligt at straffe alle dem, der overtrådte loven, især når man skulle tage hensyn til alle de underafsnit, der i tidens løb var kommet til. Men det var ikke umuligt at straffe dem, der lærte imod loven og imod templet. Det gjorde de kristne. Derfor forfulgte man dem efter Jesu død og det i den grad, at man ligefrem slog dem ihjel. Paulus var én af dem, der drev på med forfølgelse og drab på de kristne. Nej, sagde Jesus, det er en helt forkert fremgangsmåde, ordet skal virke ved sin egen kraft, du må ikke på nogen måde understøtte det med bandeord eller anden kraftig tale (Matt 5,33-37). Og et andet sted: Her på denne side af dommedag skal ukrudt og hvede vokse sammen. (Matt 13,24-30).

Jamen, viser ikke Jesu skæbne, at han havde uret? Han blev jo netop slået ihjel af rabbinerne og de skriftkloge, fordi han lærte imod loven.

Det er kristendommens sære påstand, at den Jesus, der således blev dræbt, fordi han lærte imod loven, han opstod på tredjedagen fra de døde. Og i den påstand ligger, at det er den rette menneskelige holdning til spørgsmålet om sandhed og løgn, at enhver skal overbevises frit. Ordet skal netop virke ved sin egen kraft, uden ydre hjælpemidler, tvang eller tilskyndelser, og da især uden frygt for at komme til at lide døden.

For hvordan bliver det menneske, der danner sig sin livsopfattelse, fordi det frygter repressalier? Bliver det et helt menneske? Bliver det et menneske, der hviler i sig selv? På ingen måde. Det bliver et menneske, der hele tiden har øjnene rettet mod de andre, mod de mægtige, mod dem, der kan gøre fortræd, om man ikke er enig med dem. Og det er ikke det sande menneske. Det sande menneske har blikket rettet mod det saglige, mod det, der skal gøres. Er det sande menneske en slave, anbefaler Paulus et sådant menneske, at det skal handle overfor sin herre netop ikke med øjentjeneste, men ‘af et oprigtigt hjerte’, (Ef. 6,5f) egentlig ‘i hjertets helstøbthed’, dvs.: du skal kun tænke ligefremt, ikke tænke med bagtanker. Det samme siger Jesus: ”Øjet er legemets lys. Er dit øje klart (egtl. ‘helstøbt’), er hele dit legeme lyst” (Matt 6,22). (Se her for en nærmere undersøgelse af ordet om legemets lys).

I parentes bemærket: Det er denne dybt menneskelige holdning, der bryder igennem i Egypten i disse dage og uger. Nu, omsider, føler mennesker, at de kan sige, hvad de mener. Nu, omsider, fornemmer de, at de er fri for hele tiden at skulle tage hensyn til, hvad magthaverne ønsker de skal mene. Der var en kvinde, der sagde sin stilling som nyhedsoplæser op, fordi hun ikke mere ville være med til at udbrede løgne på det statslige Tv. Hun ville tænke som et helt menneske, ikke som én, der skulle sige ét og mene noget andet. Parentes slut.

Man siger ikke for meget, hvis man siger, at hele vort demokratiske samfund, med ytringsfrihed og næringsfrihed og alle de andre friheder, bygger på sådanne Jesus-tanker. Men man ville bestemt sige for meget, hvis man ville sige, at kirken har understøttet disse tanker i hele sin historie. Der er store afsnit af kirkens historie, som vi i Jesu navn må tage afstand fra.

Men hvorfor dog sætte vort lys under en skæppe! Hvorfor lade, som om det næsten er lige meget, hvilken religion man tilhører! Hvorfor sidestille kristendom med dens modsætninger, jødedom og islam! Ja, ja, det ville da være udmærket, hvis disse religioner på samme måde som kristendommen gik ind for ytringsfrihed. Og det er da mig bekendt også lang tid siden, jødedommen ophørte med at kræve dødsstraf for foragt for loven. Men store kredse indenfor islam kræver stadig, at en frafalden muslim skal dræbes. Og alligevel skal man høre fra Københavns biskop, ikke blot, at de tre religioner, jødedom, kristendom og islam, må kunne vokse og trives sammen, når roden er den samme, men minsandten ligefrem, at de nødvendigvis må kunne det. Desværre, biskop, der er tale om alt andet end nødvendighed. Der er tale om, at jødedommen har forandret sig efter Jesu død, jeg véd ikke, hvornår og hvordan. Og det er tale om, at islam på modsat vis igennem hele sin historie har fastholdt dødsstraf for frafald.

”Nødvendigvis”? Nej, nej, at sige sådan i den forbindelse, det var en smutter, hvis man skal tage det meget fornuftige, Peter Skov-Jakobsen ellers har sagt, for pålydende. Sådan må jeg nødvendigvis se på dette ord.

Advertisement