Har Pundik glemt 4-8 1789?

Det er på en måde velgørende at læse Herbert Pundiks kommentar til begivenhederne i Egypten i Politiken fornylig, se her. Han lader sig ikke rive ind i en rørstrømsk beretning om demokratiets sejr. Han ser nøgternt og realistisk på Egyptens fremtid. Vi er, siger han, med det, der er sket, tilbage ved 1952, da kong Farouk blev sendt i eksil. Fra da af har militæret hersket i landet, gennem de fleste år med en præsident som kransekagefigur. Sfinksen er forsvundet, mumierne, i skikkelse af generalerne, består.

Har han ret i denne noget mistrøstige analyse? Ja, det er ikke til at vide. Jeg vil sådan set ikke være uenig med ham, blot pege på to ting, der gør tingene lidt mere indviklede, end han fremstiller dem.

Det første, jeg kom til at tænke på, da jeg havde læst hans analyse, var den 4. august 1789. Det var en ganske forunderlig dag i den franske revolutions historie. Grundtvig bliver helt euforisk, når han skal skildre denne dag i Mands-Minde foredragene. Han siger bl.a.: ”denne Nat var ogsaa i alle Maader en Undtagelse, thi til den har Engellænderne rigtig nok i hele deres lange Parlaments-Historie intet Sidestykke. I denne Nat frasagde nemlig Adelen sig alle sine Rettigheder, og Gejstligheden sin Tiende, en Ædelmodighed, der naturligvis forbavsede hele Evropa og vil, selv naar man har betragtet Sagen og Begivenheden fra alle Sider, bestandig blive et glimrende Træk i den franske Historie, som Adel og Gejstlighed næppe nogensteds efterligner.” (Mands-Minde, side 90).

Pundik havde skrevet: ”Generalerne er selvfølgelig klar over, hvilke konsekvenser frie valg kan få for militærets indflydelse og officerskastens privilegier, hvis de giver afkald på den absolutte magt, de besidder i dag, og underkaster sig folkets vilje. Derfor er der ingen tvivl om, at de vil gøre deres yderste for at øve indflydelse på valgenes udfald”. Altså: Militæret er blevet en kaste for sig, med særlige privilegier, med store indkomster, med forretninger, som de selv på passende måde kan støtte. De vil derfor, mener Pundik, givetvis gøre alt, hvad de kan for at kunne bevare deres magt.

Min indvending lyder: Er det nu også så givet? I hvert fald bør den selvfølgelighed, hvormed Pundik udtaler sig, anfægtes. Og det kan ske med henvisning til den 4. august 1789. Grundtvig er jo ikke ene om at mene, at der denne nat skete noget særligt. Mennesker er altså ikke sådan indrettet, at de pr. automatik vil stræbe efter at bevare deres privilegier. Det kan ske, at de frasiger sig dem i fællesskabets navn. Det kan forekommer, at en ny erkendelse breder sig i samfundet, en erkendelse af, at det ikke nødvendigvis behøver at være sådan, som det hidtil har været, en erkendelse af, at samfund kan eksistere på et grundlag om, at alle er lige. Og det kan ske, som det skete den 4. august, at denne erkendelse griber ikke blot dem, der vil få fordel af den nye samfundsindretning, men også dem, der mister rettigheder. Ja, det kan endda ske, at de, fordi de indser sandheden i det nye, selv frasiger sig deres privilegier.

Det var en ny erkendelse, der greb egypterne, ligesom det var en ny samfundsforestilling, der greb franskmændene i 1789. Og en sådan ny erkendelse har måske gennemsyret alle lag af samfundet, kanhænde endda officererne er blevet grebet af den. Faktisk véd vi det ikke. Og bevares, denne uvidenhed gør det vanskeligere at spå om fremtiden. Men selv om ægte demokratiske reformer kun kan gennemføres, hvis militærets privilegier beskæres, så skal vi altså ikke på forhånd regne sådanne reformer for utopier. Det kan ende med et fortsat militærstyre, nu blot under dække af noget andet end en stærk præsident, men det kan også ende anderledes. Vi må ikke glemme 4. august 1789.

Dette kan også siges på en anden måde. Og det var det andet, jeg kom til at tænke på ved at læse Pundiks kommentar. Man kan sige med la Rochefoucauld: “Hykleri er lastens tribut til dyden”, og derved gøre sig klart, at onde handlinger, uretfærdige privilegier, korruption og deslige, altid vil skjule sig under fine og ædle motiver. Enhver diktator vil fremstille sig selv som landets redningsmand, dets frelser, dets landsfader, osv. Det egyptiske militær har også haft sine retfærdiggørende tanker og forestillinger angående dets særstilling. Og det er ikke utænkeligt (men indrømmet: det er ikke til at vide med bestemthed), at de tanker, der har gennemsyret den folkelige opstand, også er nået ind i militærets rækker. Man kan tænke sig, at protesten mod korruptionen har fået selv militærfolk til at føle, at hvad de hidtil har gjort, vist ikke har været til folkets gavn, eller måske direkte fået dem til at gøre sig klart, at de har været en slags snyltere på samfundet, og at de i fremtiden må retfærdiggøre deres stilling og handlinger noget bedre.

Herbert Pundik er selv inde på noget i den retning, når han skriver: ”Med Tahriropstanden er det slut med den indirekte kontrol. Forfatningen er sat ud af kraft, parlamentet opløst, og som på Nassers tid er Egypten nu underlagt et militærdiktatur og styres ved dagsbefalinger”. Sandt nok! Blot skal man jo altså gøre sig klart, at når militæret tidligere har fundet det nødvendigt at hykle, for derigennem at skjule deres snyltertilværelse, så vil de også fremover have behov for ét eller andet figenblad at skjule deres nøgenhed bag. Et direkte militærdiktatur, som nu er i spil i Egypten, må nødvendigvis, også efter militærets opfattelse, have en begrænset levetid, og give plads for noget andet. Forhåbentlig et mere demokratisk styre end det, man havde før. Men et demokratisk dække må det have.

Det sidste er måske det mest mærkelige. Selv om den muslimske tradition aldrig så meget op gennem århundrederne har støttet sig til kalifat-tanken: at en enevældig hersker har sin legitimitet fra en påstand om at være kalifatets arvtager, så har selv muslimske samfund i vore dage taget ved lære af de vesteuropæiske samfund, så også de mener, at den eneste legitimitet, et styre kan få, er den demokratiske. Undtagelserne synes kun at være oliestaterne, hvor styret kan holde folket i ro med de oliepenge, de får især fra Vesten. Men det holder måske også op. I hvert fald Libyen har ikke undgået folkelige protester.

Ikke desto mindre er noget af det, man kan være bekymret for, netop den muslimske tradition. Forudsætningen for, at den revolutionære tanke om alles ligeret, kan brede sig selv ind i militæret, er, at denne tanke er naturlig for folket. Men er der for meget muslimsk arvegods i folket, så er det muligvis ikke tilfældet. For islam er en hierarkisk religion: mænd er mere værd end kvinder, muslimer mere værd end ikke-muslimer, kristne og jøder andenrangsborgere. Og det er ikke vanskeligt for en herskende klasse at overføre dette hierarkiske forhold fra religionen til staten. Dog, det er i den forbindelse værd at bemærke, at det, de demonstrerende egyptere var stolte af på baggrund af, hvad de havde turdet, var, at de var egyptere, ikke, at de var muslimer eller kristne. Det er at håbe, at det vil blive det folkelige præg, ikke det religiøse, der vil komme til at præge de nye love, man arbejder på.

Så sandt nok: det forekommer indlysende, at vi skal slå koldt vand i blodet og ikke komme alt for højt op med vore forventninger. Men ved nærmere eftertanke skal vi måske slå ild i blodet og vente os det helt umulige. For som 4. august 1789 viste: det umulige er ikke så umuligt endda.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

Et svar til Har Pundik glemt 4-8 1789?

  1. Pingback: Kristen ateisme | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s