Skal kirken skilles fra staten?

Ikke så snart har man gendrevet en overdrivelse fra den ene side, før man skal arbejde med én fra den modsatte side. Jeg var just færdig med at argumentere imod Charlotte Dyremose og hendes advarsler mod en adskillelse af stat og kirke, da Sofie Carsten Nielsen fra de radikale kommer til syne i Kristeligt Dagblad med et indlæg med en lovprisning af samme adskillelse, se her. Den ene overdrev til den ene side, den anden gør det til den anden side.

Andre vil vel sige: Bliver han da aldrig tilfreds, den mand? Selv vil jeg spørge: Kan folk ikke længer tænke? Hvorfor skal politikere absolut, lang tid før valgkampen er skudt i gang, gribes af valgkampskuller? Hvorfor skal vi lytte til overdrivelser, fordrejelser og fantasifulde forestillinger?

Der findes en række gode argumenter for at adskille kirke og stat. Det har der gjort igennem snart mange år, uden at det har ført til nogen adskillelse. Og vil man tale for en adskillelse, ser jeg ingen anden mulighed end at tage disse argumenter frem og støve dem lidt af, eventuelt give dem lidt sminke. Men fordreje dem, putte nye argumenter ind og fantasere sig frem til enorme besparelser, det er under lavmålet, det må være forårsaget af, at valget nærmer sig.

Det, der får Sofie Carsten Nielsen til at gribe pennen (eller computeren), er, at hun mener, der i den senere tid er kommet en overrepræsentation af præster i de kirkelige råd og nævn, senest i værdikommissionen. Og for at også de mere tungnemme skal forstå, hvor alvorlig en sag det er, siger hun om disse præster, at de anvender det religiøse som et argument, der har værdi i sig selv. Dog ulejliger hun sig ikke med at komme med eksempler på noget sådant. For værdikommissionens vedkommende vil det nok også være vanskeligt, for den er ikke fremkommet med noget argument endnu.

Der har været masser at præster og teologer, der har deltaget i det politiske liv, ligesom der har været masser af læger og sagførere. Men det har yderst sjældent været kendetegnende for dem, at de anvendte det religiøse som et argument i sig selv. I hvert fald indtil for nylig, skriver Sofie Carsten Nielsen. ”Man oplevede kun sjældent, at troende og præster blandede sig i det sekulære – og da som regel på det sekulæres præmisser”. Men så går der valgkamp i det: ”Vi har en grundlovssikret ret til religionsfrihed, der … bliver trådt under fode af den siddende regering”. Hvornår er religionsfriheden blevet trådt under fode? Tænker Sofie Carsten Nielsen på det forhold, at teologer er udvalgt til værdikommissionen? Måske. Men hvordan kan det være et anslag mod hendes religionsfrihed?

Sofie Carsten Nielsen anerkender, at der findes en kristen kulturarv, men mener vist, at vi kristne skal gå lidt stille med dørene, hvad den angår. Giver vi os til at tale om den, måske oven i købet forlange, at der, når der tales kulturarv, også skal tales om den kristne kulturarv, så forstår man på hende, at det er en voldsom provokation mod alle ikke-troende eller anderledes-troende. Hvordan det kan være en provokation, at vi kristne i dag gør lidt mere opmærksom på os selv end tidligere (hvis vi da gør det, det véd jeg såmænd ikke), det fortæller hun ikke noget om. Sandt nok, det har tidligere i store dele af den folkelige elite været kotyme at betragte os kristne som enten ikke eksisterende eller, når det kom højt, som en uddøende race, og hvis det er den ændring, at vi nu lader, som om vi faktisk er i live, hun tænker på, så er det ærlig talt svært at se noget provokatorisk i de pip, vi kommer med. Men det må vist være det.

I hvert fald skriver hun: ”Når den luthersk-protestantiske kirke frivilligt lader sig tage som gidsel i denne politiske værdikamp, kan den ikke længere nyde de privilegier, den hidtil har haft som statsreligion.” Og på det forstår man, at dette, at biskop Dons Christensen har ladet sig vælge som formand for værdikommissionen, det er ensbetydende med, at kirken har ladet sig tage som gidsel i den politiske værdikamp. Og så skal kirken ha’ da-da. Så må vi have adskilt kirke og stat. Så kan kirken sandelig ikke få lov til at nyde sine privilegier (hvad det så er for nogle) længere.

Det er sjovt, som tingene ændrer sig. At biskop Kjeld Holm fra 1997-2001 var formand for nævnet for Etnisk Ligestilling, var ikke noget, der fik nogen kulturradikal til at gø. Der var ingen, der dengang talte om, at balancen mellem kirke og stat var ved at tippe. For de kulturradikale og de kun radikale var godt tilfreds med Kjeld Holm på den plads. Og så gjorde det ikke noget, at han var teolog. Men nu, hvor der kommer en kommission, de ikke bryder sig om, har de travlt med på forhånd at skyde alt, hvad den kan komme frem med, ned, og så bliver selve det, at det er en teolog, der sidder ved roret, noget suspekt, noget, der oven i købet skal medføre en adskillelse af kirke og stat.

Man tager sig til hovedet. Om så kirke og stat havde været adskilt hundrede gange, intet ville da have forhindret en minister i at opfordre en biskop til at indtræde i dette eller hint råd. Hvordan det kan kædes sammen med kirkens noget uafklarede stilling i forhold til staten, er ikke til at forstå. Men det skal måske heller ikke forstås. Det lyder nærmest, som om Sofie Carsten Nielsen taler magtsprog. Og så betyder det jo ikke så meget med argumenternes lødighed.

Men lad alt dette være, som det være vil. Dette har kun med begrundelsen for adskillelsen mellem kirke og stat at gøre. Nu kommer vi til de konsekvenser, som Sofie Carsten Nielsen nævner. Og her er hun endnu mere ude at svømme.

Den første konsekvens, hun nævner, er denne: ”Folkeskolen vil ikke længere være forpligtet til at undervise i kristendomskundskab, men kan lægge vægt på den som én blandt andre erkendelsesformer”. Helt forkert! At folkeskolen underviser i kristendomskundskab, skyldes det historiske forhold, at kristendommen er en del af vor kulturarv, ikke at kirken ikke er adskilt fra staten. Det er af historiske grunde, at der skal lægges mere vægt på den end på andre erkendelsesformer. Og Danmarks historie bliver ikke lavet om, fordi vi adskiller stat og kirke.

Den næste konsekvens, der nævnes, lyder sådan: ”Det vil være et personligt valg, hvilken kirke man vil tilhøre og følgelig betale til”. Forkert! Det er allerede i dag sådan, at det er et personligt valg, hvilken kirken man vil tilhøre. Desværre er det ikke helt sådan, at man ikke behøver at betale til folkekirken, hvis man melder sig ud. Der er et statstilskud til præstelønningerne, der har gode historiske forklaringer, men elendige nutidige begrundelser. Det bør man lave om. Men ingen er tvunget til at være medlem af folkekirken.

Næste: ”Folkekirken vil ikke længere have til opgave at rumme – eller indordne – divergerende kristendomsopfattelser, der derfor vil få større frihed til at udøves”. Dette er en konsekvens, som Sofie Carsten Nielsen mener er til gavn for folkekirken. Hun mener vist, at kirken kan få mere slagkraft i folket. Og det vil muligvis blive tilfældet, hvis folkekirken bliver overtaget af nogle mere bastante kræfter. Men vil det gå sådan, hvis kirke og stat adskilles? Det er ret tvivlsomt.

Så følger: ”Folkekirken vil ikke længere have monopol på navngivning”. Det er en lidt spøjs måde at udtrykke sig på. Sandt nok, staten har lagt den grundlæggende personregistrering over til folkekirken, og man skal melde fødsel til et kordegnekontor, hvis man vil gøre det ved personligt fremmøde. For et par år siden blev det efter klage fra Ateistisk Selskab (tror jeg nok, det var) ordnet sådan, at man kunne melde fødsel pr. post, vistnok helt udenom folkekirken. Stor sejr for ateisterne! Men monopol på navngivning? Der er tale om, at staten har udliciteret en opgave, oven i købet tale om, at folkekirken, der stort set skal udføre opgaven alligevel, gør arbejdet gratis for staten. Og hvis staten vil, og hvis folkekirken kan få råd, er der vel intet til hinder for, at denne ordning kan fortsætte efter en adskillelse.

Og så kommer et eksempel på en besynderlig uvidenhed: ”Kirken må selv betale for driften af sine bygninger – eller afhænde dem. De skal selvfølgelig ikke forfalde, så kirken kan vælge at overlade dem til for eksempel Kulturarvsstyrelsen. Et kæmpe byudviklingsmæssigt potentiale og en kæmpe besparelse”. Jamen, jamen, jamen, kirken betaler for øjeblikket selv for driften af sine bygninger. Vedligeholdelsen af de gamle kirkebygninger betales over kirkeskatten. Ikke-medlemmer har intet at gøre med denne folkelige forpligtelse. Det synes Sofie Carsten Nielsen ikke at være klar over. Så der bliver for staten 0 kroner i besparelse, og hvilke byudviklingsmæssige potentialer, der tænkes på, fortoner sig, som så meget andet i artiklen, i det uvisse. (Måske man kunne have ønsket sig, at Kristeligt Dagblads redaktion havde mailet tilbage til Sofie Carsten Nielsen: Er du klar over, at folkekirken selv betaler for vedligeholdelse af sine bygninger? Men det er måske ikke kotyme.)

Men det sidste eksempel på uvidenhed er vist alligevel det værste: ”Domstolene vil ikke længere – hverken symbolsk eller i praksis – have kristendommen som forudsætning, men alene loven. Et stort fremskridt for retsstaten”. Det synes ikke at være gået op for Sofie Carsten Nielsen, men vi har ikke nogen form for sharia her i landet, heller ikke en kristen sharia. Vi har én lov, og den lov er verdslig, skabt ud fra en folkelig debat, vedtaget i folketinget og anbragt foran dommerne at dømme efter. Vi har ikke som i Iran et ‘Vogternes Råd’, der skal sikre, at domstolene dømmer efter kristne forudsætninger. Der er i det hele taget ikke noget, der hedder kristne forudsætninger, når det drejer sig om domstole.

Og da dette, at domstolene skulle dømme efter kristne forudsætninger og ikke efter loven, er fri fantasi (og temmelig vild fantasi, hvis det må være mig tilladt at sige det), vil en adskillelse af kirke og stat ikke ændre det mindste ved domstolenes virke.

Alt i alt: godt nok har det længe været sådan, at enhver kunne udtale sig om teologiske spørgsmål uden at kende det mindste til teologi; at være uddannet teolog betragtedes i den henseende nærmest som et handicap. Men det er nyt, at det samme synes at gælde kirkepolitiske spørgsmål. Her kan man tilsyneladende fremsætte hvilke påstande man vil uden på nogen måde at føle sig forpligtet på at undersøge sagen i forvejen.

Kirkeministeriet har en hjemmeside, hvor man kan finde forskellige interessante oplysninger, f.eks. om statens tilskud til folkekirken, se her. Som sagt kunne jeg godt tænke mig at få lidt mere klarhed ind i billedet. Men jeg véd da godt, at gør man regnskabet op imellem stat og kirke, er det ikke langt fra, at tingene går op. Blot er det, som tingene ser ud i dag, svært at forklare folk, hvordan det forholder sig, hvilket Sofie Carsten Nielsens artikel er et eksempel på. Staten betaler for noget, som folkekirken skulle betale for, bl.a. en del af præstelønningerne. Omvendt betaler folkekirken også for noget, som staten egentlig skulle betale for, personregistreringen, begravelsesvæsenet, bortset fra begravelsesvæsenet i de større byer, hvor det er kommunalt, og vedligeholdelsen af de mange middelalderkirker.

Nå, dette var et pip fra den endnu ikke helt døde folkekirke. Og det var et forsøg på at få lidt saglighed ind i debatten.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s