Selvrefleksion — en europæisk værdi?

Det er vist på en lidt bagvendt måde, at jeg kom på den tanke, at selvrefleksion kunne være en værdi, oven i købet en værdi, som specielt kendetegner de europæiske folk. Jeg var ved at læse en artikel i Kristeligt Dagblad om Geert Maks sidste bog ”Europa”. Artiklen hedder ”Europa er et skib i ubalance”, er fra den 24-2 2011, men er ikke lagt ud på internettet.

Geert Mak har en række overvejelser af den sædvanlige forvrøvlede slags om, at vi europæere skal være åbne overfor de fremmede, om, at de fremmede med deres innovative evner er nødvendige for os, hvis vi skal klare os som kontinent, om, at muslimerne kender sig selv bedre, end vi europæere kender os selv, osv. Men han siger også, at han undrer sig over, at vi danskere har brug for en værdikommission, og føjer til, at Danmark af den grund ligner et land med en identitetskrise. Og det var vist disse ‘visdomsord’, der fik mig til at gå i gang med at overveje, hvilke værdier vi kan siges at have. Og her faldt det mig ind, at værdien ”selvrefleksion” vist ikke er nævnt af ret mange, men nok kunne være værd at gøre opmærksom på. Det er ikke en værdi, der nævnes i interview’et med Geert Mak, så det er vist ikke den, han lægger vægt på i sin 1000 sider store bog (jeg har ikke læst den, og vil heller ikke gøre det for at finde ud af denne detalje), men alligevel var det den, jeg kom i tanker om, måske i en slags protest.

Og hvilken rolle spiller så begrebet ”selvrefleksion” hos os? Er det en del af vor identitet, at vi er selvreflektoriske?

Ja, det vil jeg mene. Jeg vil oven i købet mene, det er en del af vor kristne arv, omend det er en del, vi meget sjældent tænker over, og da slet ikke tænker over som en rest af den kristne påvirkning, vi har været udsat for. Men tag Jesu angreb på farisæerne! Det har givet anledning til, at en farisæer i vor sprogbrug er identisk med en hykler, en, der tror, han er bedre end andre, men i sine handlinger giver bevis for, at det er han aldeles ikke. Og det har givet anledning til, at vi godt kan gå og vogte på hinanden, om monstro den anden ikke opfører sig lige lovlig farisæisk. Det har haft en negativ virkning på vor folkelighed. Janteloven med dens ”Du skal ikke tro, du er noget!” ville ikke være blevet til uden Jesu forkyndelse. Men det har også haft en positiv virkning: Vi er alle lige, ingen er større eller bedre eller mere betydningsfuld end andre; altså nedenunder al forskelligheden.

Eller tag Jesu opfordring til først at fjerne bjælken fra sit eget øje, før man begynder at ville operere splinten i sin brors øje ud (Matt 7,3ff). Det er blevet en indgroet del af vor folkelighed, at man skal se på sig selv udefra, så man selv bliver klar over de fejl, man har, og tager hensyn til dem i sin optræden overfor andre, eller i hvert fald: tager hensyn til, at man nu nok har en del fejl. Den brovtende, selvglade og overlegne optræden gør sig ikke iblandt os.

Og alt dette er noget, vi har fra kristendommen, uden at vi dog tænker over det eller er taknemlige mod kristendommen af den grund. Men selv om det er kristendommen, der har været det enzym, der har fået denne selvrefleksion til at træde frem og gøre sig gældende i vort samliv med hinanden, kan den muligvis godt leve videre uden kristendommen. Man kan måske – lidt sortseerisk – sige, at vi igennem de sidste halvandet hundrede år har gennemført det eksperiment, om ikke vi kan bevare alle kristendommens positive indvirkninger på folkelivet uden at bevare kristendommen selv. Hvad selvrefleksion angår, ligger den i kim i sproget selv. Når vi taler med hinanden, opfordres vi hele tiden umærkeligt til selvrefleksion. ”Jeg er tørstig”, siger den ene, og skal den anden forstå det, må han sætte sig i den førstes sted: hvordan har han det selv, når han siger ”Jeg er tørstig”. Så opdelingen i første og anden person så at sige tvinger os til at være selvreflektoriske: vi skal sætte os i den andens sted, vi skal se på os selv udefra, osv.

Den opdeling har vi fra sproget selv, og den er derfor fælles for alle folk. Blot er det ikke alle religioner, der understøtter den, kristendommen gør, islam gør ikke.

Alt sammen udmærket. Men så kom de fremmede, eller specielt: så kom muslimerne. Og selvfølgelig modtog vi dem ud fra den forudsætning, at de tænkte ligesom vi, handlede ligesom vi, og i det hele taget var ligesom vi. Ja, vi undrede os da lidt over, at de tog det så højtideligt med deres religion, men hvad, det måtte de da gerne, det gik nok over, når vi nåede frem til anden og tredje generation.

Men det gik ikke over, religionsudøvelsen blev tværtimod mere indædt fra deres side. Religionen var, hvad de knyttede sig til, religionen brugte de, som danskere i udlandet, forøvrigt, til at fastholde deres identitet. Så hvor det i begyndelsen var i småtingsafdelingen, de viste deres religiøse særpræg, så blev det efterhånden mere og mere udpræget: deres kvinder ville bære tørklæde overalt, deres børn skulle kun spise halal-mad, deres kønsadskillelse gjorde de meget ud af at fastholde. Og det, vi troede var helt umuligt til at begynde med, opdager vi nu, er en sørgelig realitet: muslimerne er ikke selvreflektoriske på samme måde, som vi er det; den værdi har de ikke fået ind med modermælken. (”Vi”, der opdagede det, er desværre indtil videre kun sådan cirka halvdelen af os gammeldanskere).

Muslimerne mener virkelig, de er bedre end andre. Muslimerne regner sig selv for rene, os andre for urene. Muslimerne prøver i fuldt alvor at chikanere andre ud af de boligområder, hvor de er i flertal. Muslimske unge regner ikke danskere for noget, hjemmehjælpere, lærere, brandfolk og politifolk, alt dette hører til det danske, ikke-muslimske samfund, og det er derfor ikke blot tilladt, men næsten en muslimsk pligt at chikanere dem så meget som muligt og forhindre dem i deres arbejde.

Nå, ja, det er som regel ikke noget, pæne aviser skriver om. Hvis der er uroligheder i de muslimske boligområder, hedder det som regel kun, at det er ”unge”, der laver ballade. At der er muslimske unge, må man gætte sig til. Uriasposten fortæller om en begivenhed i det malmøske kvarter ”Rosengården”, der hovedsagelig bebos af muslimer. Et tv-hold ville lave en reportage og i den anledning have en kendt person til at bo en uges tid i en lejlighed i ”Rosengården”. Men det blev der ikke noget ud af. ”De unge”, det vil altså sige: de unge muslimer i bebyggelsen, var på pletten fra første færd, og modsatte sig med trusler og tilråb, at der blev filmet, og at der blev lavet reportage. ”Vi har vore egne love”, råbte de, ”dette er ikke Sverige”. (se her). Det endte med, at truslerne og angrebene blev så håndgribelige, at tv-holdet fortrak.

Den slags begivenheder har delt den gammeldanske befolkning i to næsten lige store dele. Der er dem, der er selvreflektoriske næsten til overmål og derfor altid griber i egen barm først: hvad har vi gjort forkert, siden de opfører sig sådan? De prøver at forklare den slags optræden sociologisk og får derved gjort samfundet som sådant til den skyldige. Én ting vover de i hvert fald ikke: de vover ikke at tro om muslimerne, at de ikke er som os. Naturligvis er de da lige så tilbøjelige som vi til at se på egne fejl først, førend de griber til disse drastiske midler. Og de drager med vanlig dansk selvbebrejdelse den slutning, at det er samfundet, der er noget i vejen med, muslimerne er ofre for ét eller andet i samfundet, og da man ikke kan finde andet, ser man selve diskussionen om islam og muslimers integration i samfundet som det udslaggivende: Naturligvis bliver ”de unge” så aggressive, når de er udsat for en sådan hadkampagne, som vi ser fra ”visse partiers” side. (Man siger som regel ikke direkte fra ”Dansk Folkepartis side”, men kun fra ”visse partiers” side).

Til en sådan indvending er der det at sige, at eksemplet, jeg kom med, er fra Malmø, og Malmø ligger for nærværende i Sverige. Dèr har man haft en utrolig debat, en pinlig politisk korrekt debat, der har holdt enhver kritik af indvandrere tilbage, dèr gælder derfor anklagen mod Dansk Folkeparti ikke.

Men den anden halvdel af gammeldanskerne, vi, der virkelig mener at have opdaget, at islam er forskellig fra kristendommen, at islam ikke på samme selvfølgelige måde er selvreflektorisk, og at muslimer derfor uden at blinke anser sig selv for bedre end andre, er vi ikke, i og med, at vi hævder det, nogle værre farisæere, og burde vi ikke i stedet gå lidt stille med dørene, at ikke vort hykleri skal blive alt for åbenbart?

Det er faren ved begrebet ”farisæisme”, det rammer den, der vover at anklage andre for det, bagfra som en boomerang. Eller, vi skal nu nok nøjes med at sige: det rammer tilsyneladende os selv bagfra. For vi hævder jo ikke, at det er os, der er bedre end muslimerne, vi hævder kun, at kristendommen er bedre end islam. Blot er det ikke alle, der formår at skelne mellem de to ting.

Det er derfor, det kan være klarende at henføre selvrefleksionen til kristendommen. Jesus angreb jo farisæerne på det voldsomste. Men han brugte ikke på nogen måde magt imod dem, ja, han lod dem tværtimod bruge deres magt imod sig. Og det er naturligvis ganske svært at handle ud fra et tilsvarende magtafkald. Men det er ikke umuligt. Det betyder f.eks., at vi ikke skal udnytte folkekirkens flertalsposition til at gennemtvinge kristne love eller fordelagtigere forhold for kristendommen end for islam. Vi skal overbevise med ord, ikke med magt.

Men det betyder på den anden side ikke, at vi skal undlade at kræve vore verdslige love overholdt eller tillade, at der opstår særlige islamiske domstole med håndhævelsesret. Så længe disse verdslige love giver alle religioner lige ret til at være her og udøve deres religion, kan muslimerne ikke have noget at klage over.

Det er sikkert rigtigt, som Geert Mak hævder, at vi danskere har svært ved at finde vore egne ben i forhold til muslimerne. Det kan også godt være, at muslimerne har lettere ved at finde ud af, hvad de skal gøre og ikke gøre (skønt jeg tror det nu ikke, på trods af, at de har deres sharia, deres som de mener guddommelige lov). Men det betyder ikke, at vi ikke har nogen værdier. Det betyder ikke, at vi ikke lever efter bestemte overbevisninger. F.eks. lever begge de omtalte halvdele af den danske befolkning ud fra en selvfølgelig selvrefleksion, der får os til at gribe i egen barm først, før vi taler om vore muslimske landsmænds fejl. Men den ene halvdel af os har dog omsider indset, at hvor mange barme vi end griber i, der er nogle objektivt erkendelige fejl eller anormaliteter i islams tilgang til verden, der er indenfor islam en tendens til at betragte en muslim som bedre end andre, der er i islam en hierarkisk tankegang, der sætter ikke-muslimer lavere end muslimer. Og hvor meget vi end skal vare os for farisæismen, den tankegang i religionen er dog ikke så god som den tankegang, vi har i vores religion: at ingen rangerer højere end andre.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom. Bogmærk permalinket.

3 svar til Selvrefleksion — en europæisk værdi?

  1. Svend Jespersen siger:

    En hollandsk fjernsynsserie over Geert Maks bog med titlen, “Rejse gennem det 20. århundredes Europa”, vises for øjeblikket på DR K. I aften vises episode 5 og 6 med start kl. 1850. Jeg kan varmt anbefale serien.

    http://www.dr.dk/search/forside.htm?output=xml_no_dtd&client=default_frontend&oe=UTF-8&ie=UTF-8&q=rejse%20gennem%20det%2020.%20%C3%A5rhundrede&getfields=*&filter=p

  2. Peter Buch siger:

    Vi skal overbevise med ord, ikke med magt.
    Såfremt mange andre ikke vil lytte, se eller føle ordet, og tilstedeværelsen af vidt modsatrettede værdisæt i større omfang medfører krigslignende tilstande eller noget der ligner, da er for mig at se kun fysisk adskillelse, af individer og større grupper med hegn, mure, overvågning, væbnet personels tilstedeværelse, altså en de facto delen af territorier muligheden for de enkelte gruppers og individers nogenlunde fredelige sam-eksistens i tid- uden samme lokale rum.

    Forresten var det vist ikke – kun -ord der endte 2. verdenskrig, og nazismen, eller fremtidigt ender andet hvor modsætninger fandtes eller findes.

  3. Ricardt Riis siger:

    @ Peter Buch!
    Den vold, der skal anvendes, skal udøves af staten. Staten har monopol på voldsanvendelse. Og derfor er statsmagten selvfølgelig ansvarlig overfor loven, volden skal udøves i overensstemmelse med loven. På den måde er ordet overordnet magten.

    http://www.sappho.dk/mode-med-jodehad.htm kan man læse, hvordan en arabisk udseende mand i en megafon udråbte dødstrusler mod alle jøder: ”Alle jøder skal dræbes, de har ingen ret til at eksistere”. Efterfølgende har politiet ikke anklaget den pågældende, fordi han ikke har kunnet identificeres ud fra diverse videoklip. Hvis der deri ligger, at man ville have anklaget ham for opfordring til vold, hvis man havde kunnet identificere ham, er det selvfølgelig ikke helt tosset. Men dette står i en stærk kontrast til det forhold, at man har villet anklage Lars Hedegaard for hadefuld tale, altså ikke opfordring til vold.

    Det er vores måde at overbevise på. Så dette, at vi skal overbevise med ord, ikke med magt, betyder altså ikke, at magt ikke skal være til stede, blot at den altid skal være underordnet ordet.

    Noget af det, demonstranterne i Nordafrika har lært, er vel blandt andet, at ordet har en utrolig magt. Fredelige demonstranter versus bevæbnet ‘ordensmagt’, ja, men demonstranterne vandt. I Tunesien, i Egypten, og forhåbentlig også i Libyen.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s