Demokrati i de arabiske lande?

”… ikke vende virkningsløst tilbage – ikke vende virkningsløst tilbage”.

Det gamle testamente er nu noget særligt. Der er virkelig saft og kraft i det. Det er der sikkert også i det ny testamente. Men det er, som om vi har vænnet os til en indelukket brug af det. Det handler om den enkelte og hans liv, tror vi. Gud, nå ja, han er selvfølgelig himlens og jordens skaber, det står der jo i trosbekendelsen, og dog har vi puttet ham ind i kirken, ladet ham have sin gerning derinde, i menigheden og de omvendelser, han kan fremkalde dèr, ladet ham have nok i at få os til at gøre gode gerninger. Det kan han sikkert også have stort besvær med, men alligevel: er han mon også virkelig Gud for alle mennesker, har han virkelig overskud til at gøre noget hos andre folkeslag, måske endda gudløse folkeslag, måske folk med en helt anden religion? Vi kan næsten ikke tro det.

Og så ryger ved formiddagens gudstjeneste et sådant ord ind på lystavlen: Guds ord vender ikke virkningsløst tilbage, fra Es 55,11. ”Virkningsløst”! I den gamle oversættelse stod der ”tomt”. Måske derfor fanger det opmærksomheden. ”Ikke virkningsløst”, det lyder stort, det lyder som et ord, ikke fra den Gud, der svæver rundt mellem kirkens mure og ikke har ret meget at gøre udenfor, men fra Det gamle Testamentes Gud, ham, der flytter rundt på folkeslag, opvækker Kyros, når han har brug for ham, nedbryder mure, lader byer falde for belejringer, gennemfører, hvad han vil, midt igennem menneskers vilje og foretagsomhed.

Nå, på mine gamle dage har jeg vænnet mig til at koncentrere mig nogenlunde om gudstjenesten. Tidligere kunne jeg næsten ikke gå i kirke og høre en prædiken uden hele tiden at få det spørgsmål ind i hovedet: hvordan ville du have prædiket over den tekst? Og når man sidder og rammes af den slags tanker, får man ikke meget ud af hverken prædiken eller gudstjeneste i det hele taget. Den vane har jeg efterhånden aflagt. Også i dag.

Men da jeg kom hjem, vendte ordet om det ikke virkningsløse ord tilbage, og jeg mindedes de mange prædikener, jeg havde holdt, dengang Sovjetunionen faldt sammen, hvordan jeg dengang tog det frem i prædiken efter prædiken; for var det ikke den store Gud, ham, der skalter og valter med folkeslag, som vi her så i aktion? Ordets Gud, som står bag alle ordets virkninger, den Gud, som er Ordet selv, han lod sig ikke misbruge mere, alle ordene om demokrati og frie valg, som styret derovre havde misbrugt gennem årtier, kunne pludselig ikke misbruges mere, der fremstod en leder, Gorbatjov, som troede på ægtheden af ordene. Men det skulle han ikke have gjort, for alle de tidligere ledere havde forstået, at ordene blot var pynt, der skulle tilsløre, at det var magten, det gjaldt. Nu var de ikke længer pynt, ”glasnost” og ”perestrojka”, de ord gjorde deres virkning, de vendte ikke virkningsløse tilbage, de fik folket til at rejse sig, den frygt, der indtil da havde holdt unionen sammen, forsvandt, for når lederen troede på ordenes ægthed, så var truslen jo forsvundet, og så forsvandt frygten med den.

Og så spørger jeg mig selv: Er denne Ordets Gud ikke i aktion igen nu? Er det ikke hans gerninger, vi ser i Tunesien, i Egypten, og nu i Libyen? På en anden måde end ved Sovjetunionens fald, selvfølgelig. Men alligevel det samme ord. Hvad betyder korruption? Det betyder, at der ikke er ærlighed mellem statens repræsentant og borgeren. Det betyder, at den betaling, der skal ydes, ikke foregår efter reglerne, men efter den enkelte embedsmands magt. Det betyder, at statens repræsentant opererer overfor folket som en lille Mubarak, som man sagde i Egypten under oprøret dèr. Og nu vil folket ikke mere. Nu vil man have ærlighed. Nu vil man have valg, der ikke manipuleres med. Nu vil man have en presse, der er troværdig. Nu skal sandheden herske og ikke de mange halve sandheder, man har hørt til bevidstløshed.

Hvad siger ikke Esajas i kapitel 55: ”Jeg vil slutte en evig pagt med jer, opfylde de urokkelige løfter til David; v4 jeg gjorde ham til et vidne for folkene, til fyrste og hersker over folkene. V5 Du skal kalde på et folk, du ikke kender, et folk, der ikke kender dig, kommer løbende til dig, for Herren din Guds skyld, Israels Hellige gør dig herlig”. Nej, jeg siger ikke, at disse ord er gået i opfyldelse med det, der sker i Nordafrika, i gammeldags, håndgribelig forstand. Men jeg spørger mig selv, om ikke profeten her har set dybt ind i den måde, Gud gennem ordet, dvs. gennem sproget og dets sære mekanismer, griber ind i historien på, og om ikke vi kan se den måde, som profeten her lægger frem i ord, lægges frem i handling i disse ugers begivenheder i disse lande.

Man kan kalde det en profeti om Messias, man kan i dette se en forudgribelse af det, der skete med Jesus. For han var jo Guds ord, om nogen. Men igen: det er ikke sådan direkte en håndgribelig profeti. Det er en profeti, fordi den griber ned i sprogets diskrete og uanselige virkemåde, den virkemåde, som blev afsløret af davidssønnen fra Nazareth, den virkemåde, at han gentog talen om ordets virkemåde: overraskende, uventet, kommende bag på os, og alligevel gribende os med en uimodståelig magt, den virkemåde, at det virker gennem magtafkald, hans eget magtafkald på korset, og hans disciples magtafkald gennem martyrierne efterfølgende.

Sproget har en indbygget hensigt: det vil virke i frihed. Blot har vi mennesker alle en tendens til ikke at ville lade det virke sådan. Vi vil belægge vore ord, vi vil understrege dem, vi vil understøtte dem med magt, om muligt. Og så får vi magtstater og ikke retsstater, så får vi tyranner, der spiller den ene magtfaktor ud mod den anden, og ikke ledere, der handler og dømmer efter loven.

Det er Gud, der har nedlagt denne hensigt i sproget. Det er hans ord, der lyder, når vi bruger sproget og lader det virke på os. Og dette uanselige – vi bruger det hver evig eneste dag, vi bruger det i vores small-talk med naboen, i vores aftaler og handelsoverenskomster og i vore staters lovgivning – dette uanselige kan vel igennem lang tid misbruges på det groveste, men – siger altså profeten — ”som regnen og sneen falder fra himlen og ikke vender tilbage dertil, men væder jorden, befrugter den og får den til at spire og giver udsæd til den, der vil så, og brød til den, der vil spise, v11 sådan er mit ord, som udgår af min mund; det vender ikke virkningsløst tilbage til mig, men det gør min vilje og udfører mit ærinde”. Guds ord var det, der blev brugt til alle rævestregerne, Guds ord var det, magthaverne brugte, når de talte ‘nysprog’ til de undertrykte, Guds ord var det, aviserne og tv-oplæserne brugte, når de drejede kendsgerningerne rundt til de herskendes fordel. Og til en tid kan det gå. Folk vænner sig til det. Men pludselig – i Guds time – falder klokken i slag, ordet rejser sig i al sin vælde, for det har ligget der hele tiden, det var jo Guds ord, der blev brugt og misbrugt, og det vender ikke virkningsløst tilbage, det sagde profeten, og sandheden i hans tale viser sig nu.

Nu står de frem, alle de mennesker, der blev holdt nede af frygten, nu tør de, for nu er de mange, nu tør de ikke blot i Egypten, hvor hæren ikke ville skyde på folket, nu tør de også i Libyen, hvor der så sandelig bliver skudt på folket.

Nej, nej, jeg prøver ikke at tage oprøret til indtægt for kristendommen. De er jo ikke kristne, disse mennesker. Og det er ikke kristendommen eller den kristne kirke, der har vundet nogen sejr. Det er ikke Vesten, der har vundet over sindene, det er Ordet, Guds ord, det ord, der ikke begrænser sig til at virke søndag formiddag bag kirkens tykke mure, men virker i al vor tale, den tale, der skal være ja, ja, nej, nej, for alt, hvad der er derudover, er af det onde.

Og for øvrigt, vi i Vesten har ikke noget at prale af i henseende til at lade os påvirke af Ordet. Jovist, Ordet har haft en heldig hånd med udviklingen af vore samfund, så frihed og demokrati præger dem, sandt nok. Men hvad gjorde vi, da vi blev angrebet den 11. september? Lod vi Ordet virke? Ak, nej, vi skulle absolut vise vor magt, så vi invaderede Afghanistan, og senere Irak.

Og så er det måske alligevel gennem os, at Ordet er slået igennem hos dem. Såvidt jeg husker, var det Saddam Hussein, der på et tidspunkt kom med en lidt pralende bemærkning om, at nu var Bush senior ikke mere præsident i USA, men han, han sad stadig på magten i Irak. Også måske også andre i disse lande har følt det som en svaghed ved Vestens system, at magthaverne hele tiden skiftede. Indtil tankegangen til sidste vendte om: at det dog måtte være bedre at kunne udskifte sin leder end at skulle beholde ham gennem tyve og tredive år, når han syntes at blive værre og værre.

Dog, én ting kunne man ønske sig for landene nu. På ét punkt kunne man håbe, at de ville lytte til kristendommens tale, til profetens tale, til Jesu tale. For landene står jo nu i samme situation som Sydafrika efter de hvides magtovergivelse: den undertrykkelse, der har fundet sted, har været brutal, og de mennesker, der har udøvet den, befinder sig stadig i landet og er så mange, at de på én eller anden måde skal være en del af landets fremtid. I Sydafrika nedsatte man en sandheds- og forsoningskommission, der skulle gøre op med fortiden uden at afskære alle fra en fremtid. Det kunne man gøre, fordi man af kristendommen havde lært, at der er noget, der hedder tilgivelse, forsoning, nyt håb og nyt liv. Det kunne man ønske sig også måtte præge disse lande, om end de kristne er aldrig så meget i mindretal. For en ”de lange knives nat” fører nemt til undertrykkelse med modsat fortegn.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

3 svar til Demokrati i de arabiske lande?

  1. Ellen Margrethe Nielsen siger:

    Ordet skaber, hvad det siger. Jo, det er et virkeligt tankevækkende indlæg, og jeg giver dig ret. Man kan ikke skjule sandheden i evighed. Alle føler, at noget er galt, og at der burde gøres noget ved det. Men hvem magter det i sin afmagt.
    Først når nogen sætter livet ind på det: Risikerer livet for at få lov til at leve sandt/anstændigt, så sker der noget. Og sandheden er på de undertrygtes side. Også magthaverne ved det; derfor deres angst og paranoia. De ved godt, at deres magt er uretmæssig, men de tør/vil ikke afgive magten, før de tvinges til det.
    Der er noget guddommeligt ved denne fællesviden, som ligger i sproget.

  2. Pingback: Gorbi – Gorbi – | ricardtriis

  3. Pingback: Af sig selv | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s