Hvad ville Jesus ha' sagt?

Underforstået: til vielse af homoseksuelle? Sådan spørger Mogens Gottfred Jensen i et indlæg i Kristeligt Dagblad den 28-2 2011, se her. Det spørgsmål vil jeg mene, man godt kan komme med et velunderbygget svar på. Men inden jeg når frem til det, vil jeg godt gøre opmærksom på faren ved i det hele taget at svare Mogens Gottfred Jensen. Han fordrejer nemlig enhver henvisning til bibelen til en lovregel. Der er ikke tale om, at han undersøger, hvad det ny testamente siger i den hensigt at tage det op til overvejelse, at lade det indgå i de tanker, man gør sig. Nej, med det samme, han er nået frem til et svar på spørgsmålet om, hvad Paulus eller hvad Jesus siger, er han tilfreds: så véd vi, hvad vi har at rette os efter.

Jeg kan også sige, at han ikke vover at lytte til Jesu handlingsanvisninger som formaninger, som forslag til, hvad man kunne tage og gøre, underforstået: du må da selv kunne se, at det er det rigtige, nej, Jensen er kun ude efter at få en regel, han kan rette sig efter, hvad enten han forstår den eller ej. Han har en lovholdning bag sine spørgsmål til det ny testamente, og det farver det svar, han mener at få fra det ny testamente.

Jeg kan sige det med et Jesus-ord. Jesus siger i afskedstalen i til sine disciple bl.a.: ”Jeg kalder jer ikke længere tjenere, for tjeneren ved ikke, hvad hans herre gør; jeg kalder jer venner, for alt, hvad jeg har hørt af min fader, har jeg gjort kendt for jer” (Joh 15,15). Ordet ‘tjener’ kan bedre oversættes ved ‘slave’. For det, der får Jesus til at skifte betegnelse fra slave til ven, er, at han ikke ønsker, disciplene skal gøre det, de gør, bare fordi han har sagt det, nej, de skal gøre det, fordi de har forstået ham. Jøderne rettede sig efter deres renhedsforskrifter, ikke fordi de forstod baggrunden for det, men fordi det stod skrevet. Den lovholdning til Guds ord var det, Jesus for enhver pris ville tillivs. Derfor forklarer han omhyggeligt skaren det unødvendige i at overholde de gamles overlevering: »Hør og forstå: v11  Ikke det, som kommer ind i munden, gør et menneske urent, men det, som kommer ud af munden, det gør et menneske urent.« (Matt 15,10f). Altså, han opfordrer dem til ikke at adlyde, fordi det er en overlevering, men fordi de har forstået: ‘hør og forstå’, siger han.

Så når Jensen lidt spidst spørger Thomas Reinholdt Rasmussen: ”Mener Rasmussen virkelig, at det, han sidder og kommer frem til i Tversted Præstegård, har lige så stor vægt og autoritet som det, apostlen Paulus skrev?”, så må man svare: Ja, det Rasmussen sidder og kommer frem til har ikke blot lige så stor vægt og autoritet, men større vægt og autoritet end det, Paulus skrev. Altså, for Rasmussen. For han tænkes virkelig selv at komme frem til det, der skal gøres i den enkelte situation, han kan på ingen måde dække sig bag ord af Paulus eller af Jesus, men må selv tænke sig om, selv handle, gøre det han gør for egen regning og risiko.

Men det forstår Mogens Gottfred Jensen måske slet ikke. Og forstår han det ikke, er det nok et tegn på, at han har en slave-holdning til Jesus og Jesu ord. Og det var dog just den holdning, Jesus ville undgå, at hans disciple skulle have til ham.

Men så til opgaven: Kan vi i det hele taget gøre os tanker om, hvad Jesus ville have sagt til en homoseksuel?

Mogens Gottfred Jensen tager en bestemt situation frem for at antyde et svar, nemlig situationen fra Joh 8,1-11, hvor de fører en kvinde frem for Jesus, som er grebet i ægteskabsbrud. Det er ud fra den situation, han spørger, om Jesus ville have sagt til en homoseksuel: gå bort, synd fra nu af ikke mere! eller om han ville have sagt: Gå hen og bliv viet til din partner? Det er jo ganske klart, hvad Jesus ville have sagt, hvis sagen stilles op på den måde. Men der er tale om et snyde-svar. Der er tale om, at Mogens Gottfred Jensen har lagt svaret ind i forudsætningen. Kvinden var grebet i en synd. Altså går han ud fra, at den homoseksuelle også er grebet i synd ved selve det at være homoseksuel. Men det er jo netop det, der er til diskussion.

Lad os se på en anden situation! Vi tænker os, at en homoseksuel mand møder op på pastor Jensens kontor og klager sin nød. Hans partner gennem 15 år truer med at forlade ham, og han er dybt ulykkelig. Han véd godt, at de kom op at skændes, og det var tilsyneladende over en bagatel, men det var noget, der havde irriteret ham længe, og så kom han frem med det. Men så blev hans partner helt balstyrisk, skældte og smældte, og det var efterfølgende umuligt at tale ham tilrette. Og nu var han vistnok begyndt at se sig om efter et andet sted at bo. Og så var det altså, at vor ven her henvendte sig til præsten, for er det dog ikke muligt at de to kan forsones, så alt bliver godt mellem dem igen?

I den situation er jeg ikke det mindste i tvivl om, hvad Jesus ville have svaret. Og jeg er heller ikke i tvivl om, hvad ethvert nogenlunde anstændigt menneske i vore dage ville have svaret. Egentlig er jeg såmænd heller ikke i tvivl om, hvad vor ven, pastor Jensen, ville svare. For han kan jo godt se, at alt det, den anden fortæller ham, er noget, han kender så udmærket fra sit eget ægteskab. Man kommer op at skændes, fordi man irriteres over en eller anden bagatel, man er dybt ulykkelig bagefter, men kan ikke skrue tiden tilbage. Og ligefrem bede om forladelse, når man ikke synes, man har gjort noget forkert, det er vel for meget forlangt. Ok, jo, han har været det alt sammen igennem selv.

Så derfor vil han måske spørge nærmere ind til, hvad det var, der fremkaldte den andens vrede, om det dog ikke var muligt at komme bagved den. Måske han endda ville fremhæve Jesu ord om at vende den anden kind til, for det er jo netop sådan en situation, dette ord er beregnet for: lad være med at spekulere i ret og uret, indrøm åbent, at du giver pokker i, om det er dig eller den anden, der har ret, du er kun interesseret i, at I bliver gode venner igen. Og hvis den homoseksuelle synes, at det dog er for meget sådan ligefrem at glemme al tale om ret og uret, så kan måske Jesu ord om at skynde sig at blive forligt med sin modpart, mens man er med ham på vejen (Matt 5,25), gøre indtryk på ham.

Men præsten vil naturligvis spørge og lade den anden tale, ikke fordi han håber på, at forholdet er ødelagt, men fordi han, ligesom sit skriftebarn, håber på, at det kan genetableres, og fordi han vil formane ham til dog at prøve at gøre sit dertil, også om det skal bestå i, at han giver afkald på sin ret.

Man kan naturligvis spørge, hvordan jeg i det hele taget kan nævne den tanke, at præsten inderst inde håber på, at forholdet mellem de to homoseksuelle er ødelagt. Og svaret ligger i Mogens Gottfred Jensens valg af situation. Han har valgt en situation, hvor han kan få Jesus til at sige: ”Synd ikke mere, dvs. opgiv at leve som partner i et homoseksuelt forhold!” Og selv om jeg godt véd, at én ting er at sige sådan noget i en højst teoretisk diskussion, noget helt andet er at sige det til et menneske ansigt til ansigt, så kan jeg ikke helt komme bort fra, at der kan være mennesker, præster ikke mindst, der har en så udpræget slaveforståelse af det ny testamentes ord, at de i en sådan situation slet ikke tør være sig selv, men gemmer sig bag ét eller andet skriftord. Der findes mennesker, som af lutter fromhed bliver helt umenneskelige.

Mogens Gottfred Jensen mener, at Jesus ganske sikkert må have mødt homoseksuelle mennesker, og han stiller så det enkle spørgsmål: ”Hvordan har Jesus mon mødt disse mennesker?” Og gør man sig klart, at Jesu sigte hele tiden går ud på at bevare de forhold intakt, som mennesker står i til hinanden, ægteskabsforhold, venskabsforhold, familieforhold, osv., så er det som sagt slet ikke svært at svare på et sådant spørgsmål.

Men går jeg så ikke på forhånd ud fra, at Jesus godkender et partnerskabsforhold?

Jo, sådan set. Ligesom Mogens Gottfred Jensen på forhånd gik ud fra det modsatte i sit tankeeksperiment. I det hele taget er det at ville opstille sådanne tankeeksperimenter et anakronistisk foretagende og viser ikke stor respekt for normal historisk undersøgelsesmetode. Det eneste, vi gør gennem sådanne tankeeksperimenter, er, at vi hver for sig påstår, at det er mig, der bedømmer tingene i Jesu ånd.

Og jeg vil som sagt mene, at opdager man to mennesker af samme køn, der har levet et langt liv i fællesskab, så vil man, ud fra den menneskelighed, man har lært af Jesus, aldrig kunne sige: opgiv din homoseksuelle partner!, man må altid sige det samme, som man må sige til et ægtepar: søg forlig med ham eller hende, du er blevet uvenner med, gå i dig selv, opgiv din ret, gå to mil, selv om den anden kun kræver én mil, osv.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Etik. Bogmærk permalinket.

5 svar til Hvad ville Jesus ha' sagt?

  1. Claes siger:

    Kunne Jesus ikke også have sagt: Når I kommer i konflikt om så lille en ting, er det så ikke fordi jeres forhold er ved at være slidt op? Skulle du ikke hellere sige til din ven, at hvis han ikke gidder dig mere, så er det da bedre, at I går hver til sit, som Abraham og Lot.
    Så har de måske bag efter en god tid at mindes i stedet for et forhold der irriterer mere og mere fordi det er nedslidt. I et ægteskab er det anderledes. Der er der ud over løftet de gav hinanden også børn og familje at tage hensyn til.

  2. Ricardt Riis siger:

    @ Claes!
    Jeg lurer på, om det er muligt at tænke sig en nytestamentlig person, herunder også Jesus, som kan formane til at opgive et forhold til et andet menneske. Jeg véd godt, at Jesus har en lignelse om de ti brudejomfruer, og den mener jeg netop handler om, at et forhold kan gå i stykker, så det ikke står til at redde. Men jeg synes også, man kan læse ud af den, at den er fortalt som en advarsel; den slutter jo med: Våg og bed! Så den er af samme art som formaningen om ikke at se på en kvinde med et lystent blik: så lidt skal der til, blot et inviterende blik, og dit ægteskab er gået i stykker; også den formaning har mere advarslens karaktér. At tilliden mellem mennesker sommetider brydes på uoprettelig manér, er en konstatéring, intet mere. Og man må vist også sige, at kan det gå sådan i et venskabsforhold, så kan det også gå sådan i et ægteskabsforhold.

    Løftet? Jeg er ikke sikker på, at man på nytestamentlig tid gav hinanden et løfte ved ægteskabsindgåelsen. Børn? De nytestamentlige formaninger synes ikke at tage hensyn til børnene, jvfr Paulus i 1 Kor 7,11, hvor han tænker sig en skilsmisse, men ikke bruger børnene som argument for, at man ikke må gifte sig igen. Familien i øvrigt? Der vil vist være de samme hensyn at tage ved et venskabsforhold.

  3. dcv2 siger:

    Ricardt Riis. Mogens er vel på linie med såvel apostelbrevene i NT som Luther, når han stiller sig tilfreds med eksempelvis et Paulus svar?

  4. Claes siger:

    @Ricardt Riis. Ikke for at trampe rundt i det – men en konflikt, som den du beskriver, kan være udtryk for at vennen inderst inde er i tvivl om det rigtige i deres forhold, og at han uformuleret gerne vil ud af det. Skriftebarnet viser større kærlighed ved at stille sin ven frit uden forsøg på at presse ham. Han kan sige, at han holder af sin ven og nødigt vil miste ham, men at han også forstår, hvis vennen af indre grunde helst vil have at de holder nu. De har kun hinanden at tage hensyn til.
    Måske kan de så fortsætte venskabet på lidt større indbyrdes psykologisk afstand og skriftebarnet kan vise sin respekt for den anden ved at træde det skridt tilbage, som sætter vennen fri. Det kan smerte og næsten slå ihjel, men større kærlighed har ingen end den, der sætter livet til for sin venner.

  5. Ricardt Riis siger:

    @ dcv2!
    Det er det, der er problemet: Selvfølgelig er Mogens på linie med ny testamente, HVIS MAN LÆSER NY TESTAMENTE SOM EN LOVBOG. Men skal ny testamente virkelig læses sådan? Jeg foreslår en anden læsemåde.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s