Hver dag sin skandale

Aviserne skal sælges. Tv-aviserne skal have seere. Og der konkurreres på livet løs i den branche. Men man konkurrerer ikke på saglighed og troværdighed. Man konkurrerer på forargelse. Jo mere forarget man kan gøre læserne, des bedre, altså: des større salg. For den potentielle læser tænkes at tænke: Kan det virkelig være sandt? Det må vi undersøge nærmere. Og så køber han avisen.

Det er muligvis sådan, det foregår. Men hvor er det irriterende? Information gik for nogle år siden over til tabloid-format. Og så kan man åbenbart ikke finde ud af at have flere overskrifter på forsiden. Så gør man som tabloid-pressen, BT og Ekstrabladet, tidligere gjorde: laver en forside, der virkelig kan vække forargelse.

Jeg har i lang tid sprunget over alt det med Birthe Rønn Hornbech, som Information har offentliggjort. Bladet vil have mig til at forarges. Jeg reagerer ved at nægte at blive forarget. Det koster mig altfor megen energi, hvis jeg hver dag skal hidse mig op over ét eller andet, som bladet synes er forargeligt.

Men så i går aftes oplevede jeg i Deadline, at Helge Sander fik lejlighed til at forsvare sig mod nogle beskyldninger, der er fremsat imod ham i en anden sag, der verserer for øjeblikket: Penkowa-sagen. Og han gjorde det godt. Adam Holm, værten, måtte indkasserer et par verbale øretæver, hvilket han tog med fatning. Og derigennem finder man ud af, at der i denne sag har været nogle journalister, der har været for nævenyttige; de har misfortolket almindelige dagligdags hændelser; de har hele tiden troet det værste; de har for enhver pris, også sandheden, villet have os til at være forargede på Helge Sander. Men ved denne lejlighed gik den altså ikke. Han vandt.

Men man drives jo så til at overveje, om også Birthe Rønn-sagen er overdrevet. Den er også drevet frem af forargelseslystne journalister. Og så omsider gav jeg mig til at undersøge sagen forholdsvis løseligt: hvad er op og ned i sagen om de statsløse palæstinensere? Blod på tanden fik jeg også af gårsdagens sene Deadline-udsendelse, hvor redaktør fra Information, Christian Jensen, og professor i forvaltningsret, Jens Elo Rytter, debatterede sagen. Her viste det sig nemlig, at professoren, der jo var indkaldt som ekspert, udtalte, at FN-konventionen var meget let at forstå, man behøvede ikke halvandet år til at overveje pro et contra, og så lang tid havde Birthe Rønn brugt.

Hvad der undrede mig, var, at professoren uden videre regnede denne konvention som en del af dansk ret. Det er den måske også. Men det er da nyt for mig, at en FN-konvention uden videre bliver dansk lov, blot fordi folketinget vedtager konventionen. Og hvis det er tilfældet, burde vi måske, i stedet for at diskutere Birthe Rønns administration, diskutere, om vi fortsat sådan uden videre diskussion skal acceptere, at FN lovgiver om danske forhold.

På en hjemmeside, se her, skriver formanden for FN-forbundets menneskeretsudvalg, Ole Olsen, at ”Det danske folketing besluttede i 1977 at ratificere konventionen, hvilket betyder, at bestemmelserne siden har været at regne som dansk lov.” Javist, sådan mener han, det er. Men man burde måske alligevel skelne mellem love, som umiddelbart er vedtaget af det danske folketing, og love, som kun har gyldighed i kraft af, at folketinget har ratificeret en eller anden konvention. I det mindste kunne kan skelne i sin sprogbrug og tale om, hvorvidt den og den handling fra administrationens side er lovmedholdelig eller konventionsmedholdelig.

Det er dog ikke en skelnen, det er let at få journalister til at bruge. De har efterhånden vænnet sig til at bruge de ord, der vækker størst forargelse. Og det er klart, i den henseende virker ‘lovstridig’ bedre end ‘konventionsstridig’. Og det forhold, at de tillige ofte er ret sjuskede med deres ordanvendelse, virker i samme retning. Således brugte Martin Breum en hel Deadline-udsendelse igennem ordet ‘ulovlig’ om nogle strejker, der var blevet gennemført her i landet. Næste dag måtte han undskylde: Det er ikke ulovligt at strejke her i landet, men de pågældende strejker var overenskomsstridige. Det ord skulle han have brugt.

På samme måde med ordene ‘ulovlig’ og ‘konventionsstridig’: det første ord er klart bedre til at fremkalde forargelse; og når det dertil er lettere at udtale og måske også lettere at forstå, så er der en klar tendens til at det bliver brugt fremfor det andet.

Så derfor hører vi i denne tid den ene politiker efter den anden stå frem og sige noget i retning af, at lov er lov og lov skal holdes, eller at en minister, der administrerer imod loven, har fyret sig selv, eller at Danmark er en retsstat, og vi kan naturligvis ikke have en administration, der ikke overholder gældende ret, osv. osv. Alt sammen sikkert sandt nok. Men også alt sammen noget, der ikke når ned til sagens kerne, og måske heller ikke er særlig interesseret i at nå ned til sagens kerne.

Hvad er da sagens kerne?

Ja, det får vi nok at se, når Birthe Rønn om en uges tid kommer med sin redegørelse. Men jeg vil tillade mig allerede nu at fremkomme med den formodning, at det har noget at gøre med det, som Ole Olsen omtaler på denne måde: ”Ifølge konventionen om statsløse er der ikke andet end grov kriminalitet, som kan begrunde et afslag, hvis man i øvrigt opfylder fødsels- og opholdskrav. Alligevel har myndigheder, øjensynligt, uden at gøre opmærksom på det, gennem 6-7 år ment at nye skrappe generelle betingelser for at opnå statsborgerskab i Danmark skulle overtrumfe konventionens bestemmelser. En sådan tolkning er der ingen dækning for i konventionen, faktisk tværtimod.”

Altså, der er myndigheder, der har spurgt sig selv, om det er FN eller det danske folketing, der lovgiver her i landet. Et meget relevant spørgsmål. Blot burde man enten have meddelt FN, at vi ikke længer bøjer os for de mere large betingelser for statsborgerskab, som konventionen opstiller, men opstiller vore egne skrappere betingelser, eller have gjort det tydeligt i lovteksten, at undtagen fra de skrappere regler er de mennesker, der er omfattet af FN-konventionen om statsløse.

Ole Olsen gør opmærksom på, at der ikke er hjemmel i konventionsteksten til at mene, at danske regler skulle overtrumfe konventionsreglerne. Nej, selvfølgelig er der ikke det. Men det har ikke forhindret Storbritanien i at gøre opmærksom på, at de og de britiske regler forhindrer en fuld efterlevelse af konventionen, og føje til, at de ikke agter at lave om på de britiske regler. Det samme kunne vi have gjort.

Og i hvert fald: Hvis det er dèr, hunden ligger begravet, så diskuterer de højlig forargede journalister på Information og i Deadline og i tilsyneladende næsten alle andre medier noget helt forkert, når de forlanger ministerens afgang og endda taler om en mulig rigsretssag. Det, man bør diskuterer, er, om de strammere regler skal gælde for de statsløse, eller de stadig skal have mulighed for at komme lettere til statsborgerskabet end andre. Det sidste skal de muligvis, og det får de i hvert fald nu, for nu har ministeren afgjort sig og fundet ud af, at det er den løsning, hun vil vælge. Og man kan måske bebrejde hende, at hun har truffet sin afgørelse uden folkelig diskussion. Men man kan ikke bebrejde hende, at det har taget tid. For i modsætning til, hvad professor Jens Elo Rytter mener, går øvelsen ikke blot ud på at læse, hvad der står i konventionen, den går også ud på at finde ud af, om folketinget kan ændre på sin implementering af konventionen (hvad jeg så sandelig håber, det kan), og af, om tinget bør gøre det i dette tilfælde (hvad jeg ikke har nogen klar mening om).

Der er en vis ironi i, at medierne kaster sig over budbringeren, Birthe Rønn Hornbech (for det var hende, der bragte sagen frem) og ikke interesserer sig det bitterste for sagen selv (var det en formodning om, at dansk lovgivning overtrumfer FN-konventionen, der fastlagde den praksis, man fulgte, med afslag på afslag?) Der er også en vis ironi i, at medierne på ingen måde synes villig til at rette bebrejdelser mod sig selv; der er jo ikke blevet puttet med noget; nu kan man finde alting frem, men det har man jo kunnet hele tiden; hvorfor er ingen medier tidligere blevet forarget over praksis?

Men først og fremmest er det sørgeligt overraskende, at nu så at sige alle medier slutter op om hetzen mod Rønn. Skal man sammenligne de danske medier med noget, mener Henrik Jensen, tv-anmelder på Kristeligt Dagblad, må det være med græshopper. De dukker op i en stor sværm, hvor det kan være svært at genkende den enkelte, og slår ned på det samme bytte på samme tid med nogenlunde samme vinkling. Hvorfor? Ja, de har denne stræben efter at skabe forargelse tilfælles. De mener åbenbart, at det stadig skal være sådan, at ‘hver dag sin skandale’. Men mon brugerne gider blive ved med at gide?

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

Et svar til Hver dag sin skandale

  1. Back siger:

    Ja, vi har da mindst én forarget her på bloggen:
    http://anne.eftertanke.dk/2011/03/02/danskerne-er-ikke-racister-alle-konventioner-vil-blive-overholdt-til-punkt-og-prikke/
    som jeg har tilladt mig at henlede opmærksomheden på de her relevante betragtninger.

    😉 .b

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s