Vindmøller og menneskerettigheder

Til min store overraskelse lærte jeg noget igår aftes i Deadline. Besynderligt! Hvem skulle vel kunne lære mig noget? Jo, Ejvind Vesselbo kunne. Næsten mod min vilje.

Man talte om vindmøller og grøn energi, og herregud, vi har jo alle et ønske om så mange vindmøller som muligt og ser med et lidt hånligt smil på de mange, der lider af det kendte ”nimb-syndrom”: jovist, gerne vindmøller, men ikke lige i min baghave (not in my backyard). Og da det lød til, at Vesselbo ville forsvare den holdning, var jeg på forhånd skeptisk. Han ville fastholde, at det skulle være kommunerne, der skulle finde pladser at anbringe vindmøller på, og han argumenterede med, at det var dem, der var nærmest på borgerne.

Man tager sig til hovedet: hvorfor dog det? Det er da netop en sådan myndighed, tæt på borgerne, der er mest udsat for pression, og derfor dårligst egnet til at skære igennem og sige: dèr og dèr skal der placeres vindmøller, basta!

Men her var det, han lærte mig noget. Han sagde, at hele vindmøllesagen ville lide under det, hvis man pressede vindmøller ned over hovedet på folk. Så kunne i øvrigt vindmøllesagen være så god, den være ville, det hele ville falde til jorden, hvis folk på den måde fik indtryk af, at det, der foregik omkring dem, var noget, de ikke selv havde nogen indflydelse på. Vi ville ende med at få en stærk modstand mod vindmøller i det hele taget, hvis vi handlede sådan. Så hellere tage os lidt bedre tid til at få vindmøllerne indplaceret.

Men ikke blot lærte jeg noget om vindmøller ved den lejlighed, jeg lærte noget om demokrati i det hele taget. For det er jo noget af det samme, der er grunden til, at så mange stadigvæk er imod EU: man har indtryk af, at Bruxelles vil blande sig i det, der foregår på lokalt plan. Og det er også grunden til, at vi skal være enormt påpasselige med det, der lidt uretfærdigt kan kaldes Birthe-Rønn-sagen, selv om det vel snarere skulle hedde de statsløse palæstinenseres sag.

Vi har en FN-konvention, fastlagt højt, højt over det danske folk og dets folketing, som kræver, at der gives statsborgerskab til statsløse personer, der er opvokset her i landet. Og vi har en grundlov, som foreskriver, at det er folketinget og folketinget alene, der tildeler statsborgerskab. Folketinget har så vedtaget, at Danmark skal ratificere denne konvention. Og det betyder, siger man, at så bliver de betingelser, der stilles i konventionen, at regne for dansk lov. Men allerede nået så langt, giver det problemer.

Ét af de problemer, der opstår, nævnes af tidl. departementschef i udenrigsministeriet K. E. Tygesen i et indlæg i Berlingske Tidende den 2-3, se her. Han spørger, om der blev afgivet suverænitet derved, at vi tilsluttede os konventionen, og besvarer spørgsmålet med et ‘ja, måske’. Men spørger så videre, om ikke denne suverænitetsafgivelse skulle være foregået efter §20 i Grundloven, altså, den, der kræver fem sjettedeles flertal eller folkeafstemning. Når han kun siger ‘ja, måske’, skyldes det, at man kan argumentere for, at folketinget frit har tilsluttet sig konventionen, hvilken argumentation han dog drager noget i tvivl.

Hvis man ville arbejde lidt videre med denne argumentation, skulle man måske foreslå, at folketinget fra tid til anden tog de forskellige konventioner op til debat, for at blive klar over, om man stadig kan tilslutte sig dem. For efter det her sagte må det vel gælde som minimum, at et folketing i 1977, da denne FN-konvention blev ratificeret af Danmark, ikke kan binde alle fremtidige folketing. Enhver lov, der gælder i Danmark, kan tages op til debat. Enhver konvention, der binder os, bør derfor også kunne debatteres og om nødvendigt indskrænkes eller frasiges. Hvis ikke vi kan det, så må man sige, at der i 1977 skete en suverænitetafgivelse, og at den i det mindste skulle være sket på et grundlovmedholdeligt grundlag, altså efter §20.

Nu er jo vi danskere sådan nogle pæne og ydmyge, ja næsten selvudslettende mennesker, og vi kunne da ikke drømme om at bryde hverken den ene eller den anden internationale konvention. Men Jacob Mchangama gør i sin blog på Berlingske opmærksom på, at – som han siger i overskriften – menneskerettighederne kræver national forankring, se her. Og vi har efterhånden underskrevet så mange konventioner, at vi næsten ikke kan undgå kritik for overtrædelse af én eller anden konvention. Mchangama nævner selv en række kuriøse eksempler. Ét er fra FN’s komité om Økonomiske, Sociale og Kulturelle Rettigheder, som har kritiseret Danmark, men hvis kritik ville betyde, at ”Det vil altså styrke menneskerettighederne hvis Danmark slår hårdere ned på danskernes frihed til at nyde tobak og alkohol.” En komité for Kvindekonvention anbefaler, at Danmark indfører positiv særbehandling i form af kvindekvoter i relation til folketings- og kommunalbestyrelsesmedlemmer; blot er jo altså dette ‘kun’ en anbefaling, ikke et krav, og der er da heller ingen debattører, der har henvist til denne komité imod Lykke Friis, der ikke vil indføre kvoter. Endvidere er vi danskere blevet kritiseret for ikke at tiltale flere efter racismeparagraffen, som i sig selv er vedtaget for at vi kan være i overensstemmelse med en konvention. Det er der selvfølgelig nogen i debattens hede, der har gjort opmærksom på, men uden at det rigtig siver ind. Så vi taler pænt om konventionerne og regner som en selvfølge med, at vi overholder dem alle – for ikke sandt, det er da sådan et godt samfund vi har – men regner lige så selvfølgeligt med, at det er os selv, repræsenteret ved det danske folketing, der bestemmer her i landet.

Det sidste viser sig nu at være forkert. Det er ikke folketinget, men FN, der bestemmer her i landet; i hvert fald på det specielle område, der hedder indfødsret til statsløse. Folketinget kan vedtage strammere regler for tildeling af indfødsret, men de personer, der er omfattet af FN-konventionen, er undtaget disse strammere regler. For det har FN bestemt og det har vi danskere, via folketinget, frivilligt tilsluttet os. Og nu bagefter kan vi åbenbart ikke lave det om.

Det vil sige: selvfølgelig kan vi det. Hvis vi tør. Vi kan selvfølgelig fastholde, at det folketing, der sad i 1977, ikke kan binde alle fremtidige folketing, og at vi derfor finder det rimeligt, at de statsløse, der er omfattet af FN-konventionen, fremover skal overholde skrappere krav end hidtil for at opnå statsborgerskab. Jovist, jeg véd godt, at den i forrige blogindlæg omtalte Ole Olsen afviser en sådan løsning ved at sige, at der ikke er dækning for noget sådant i konventionen. Men dertil kan vi jo svare, at hvis ikke folketinget kan handle sådan, er der ingen dækning for vores tiltræden af konventionen i vores grundlov. Og vi må i hvert fald stadigvæk fastholde, at her i landet regeres der i overensstemmelse med grundloven, og først, når den er overholdt, også i overensstemmelse med diverse konventioner.

En overgang var det næsten samtlige aviser, med Information i spidsen, der slog ned på Birthe Rønn Hornbech som den skyldige. Men blandt andet med de to indlæg i Berlingske har billedet vendt sig en smule. Dertil kommer, at Birthe Rønn har valgt at gå til modangreb: den praksis at nægte statsløse statsborgerskab ifølge FN-konventionen, går meget langt tilbage; hun vil godt påtage sig noget af ansvaret, men mener, at både de forrige ministre samt folketingets indfødsretsudvalg har et medansvar, se “her. Hvilket naturligvis straks er blevet affærdiget som et forsøg på at tørre ansvaret af på andre. Og sandt nok, det er sjovere at skælde andre ud end selv at blive skældt ud.

Men stadig står det spørgsmål tilbage, om det er FN-konventionen med sin uforanderlige ordlyd, eller folketinget, der kan ændre love ved simpelt flertal, der bestemmer i Danmark. Det er ikke helt let at afgøre.

P.S.: Det var egentlig meget sjovt at se Deadline i aften, den 3-3. Her var der en debat mellem Anita Bay Bondegaard, lederskribent på Politiken, og Per Hansen, formand for de offentlige chefer i DJØF. Anledningen var, at Anita Bay Bondegaard i en leder i Politiken for 3-3 (se her) indtil flere gange havde påstået, at embedsværket havde begået ulovligheder. Per Hansen hæftede sig tydeligt ved ordet ‘ulovligheder’ og mente, at der netop ikke var tale om ulovligheder, jvfr mine bemærkninger i det foregående blogindlæg, hvor jeg anbefaler, at man skelner mellem konventionsstridigt og lovstridigt. Hans argumentation lagde sig nu især op ad grundlovens paragraf 44, hvor han, lidt for spidsfindigt efter min mening, hævdede, at den lov, som folketinget skal vedtage for at de, der søger statsborgerskab, kan få det, ikke kan kaldes ‘ulovlig’. Men i hvert fald viste debatten, at de juridiske forhold er lidt mere indviklede, end mange forestiller sig, herunder mange jurister.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

Et svar til Vindmøller og menneskerettigheder

  1. Back siger:

    Igen nogle interessante betragtninger. Tak for det. Måske også i lyset af at Margrethe Vestager i går hylede op om at Birthe Rønn må gå af fordi hun har været fuldstændig åben om hvad hun har fundet ud af mht. konventionsbruddet. Skal man følge den radikale logik, må vi vel også kræve at Frank Jensen træder tilbage som overborgmester fordi han som den første justitsminister ikke gjorde noget ved sagen dengang den overgik fra amterne. – Ak ja, den strikte tænkning er vist ikke lige hvad der ligger visse politikere til byrde! Og hvad pressen angår, er “sagsbehandlingen” direkte demokratibelastende. Så det er rart at man, som her, kan støde ind i nogle med en udmærket form for klarsyn …
    😉 .b

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s