Så faldt Birthe Rønn

Men det er værd at lægge mærke til statsministerens begrundelse: Han ønsker en kommissionsundersøgelse og finder det uheldigt, hvis den minister, hvis resortområde skal undersøges, sidder på pinden, så længe undersøgelsen pågår.

Fint nok. Det er én af det politiske livs farer: man kan blive afskediget på uretfærdigt grundlag. Og det er måske det, der er sket for Birthe Rønn. Det vil nok først en undersøgelse kunne klarlægge. Men naturligvis, størstedelen af medierne kan ikke vente så længe: man har allerede nu dømt Birthe Rønn Hornbech, endda næsten stillet hende overfor en rigsret.

Der kan være god grund til at få en kommissionsundersøgelse. For den redegørelse, som integrationsministeriet ved Birthe Rønn Hornbech er kommet med (se her), giver ingen forklaring på det væsentligste problem: hvorfor begyndte man i 2004 efter vedtagelsen af stramningerne for indfødsretsadgangen at administrere de statsløse efter de almindelige regler og ikke efter de mere lempelige regler for statsløse? Det er stadigvæk et mysterium. Og det er et mysterium ikke mindst på baggrund af, at man i bemærkningerne til lovforslaget fra 2004 tydeligvis var opmærksom på det særtilfælde, de statsløse udgjorde med hensyn til tildeling af indfødsret. Det kommer jeg ind på til sidst.

Derimod er der en del andre ting, som redegørelsen faktisk svarer på, men som medierne i alt væsentligt har overset, så opsat har man være på at få stillet Birthe Rønn i et dårligt lys.

Mange medier har således slået på, at FN-konventionen er ganske let at forstå, og at det derfor er må fortolkes som smøl, når ministeriet bruger op til halvandet år på at rådspørge de andre nordiske lande, hvordan de fører konventionen ud i livet. ”Rønn kunne bare have ringet”, skrev Information på sin forside for nogen tid siden, og det nummer, hun skulle have ringet til, var FN’s menneskerettighedskommission. Eller man siger, at der var tale om et klokkeklart brud på konventionen, når man administrerede, som man gjorde indtil 2008. Dette understreges yderligere af en artikel i Information den 9-3 (se her), hvor man gennemgår Rønns redegørelse angående undersøgelserne om de andre nordiske landes praksis. Man har rådspurgt en række eksperter, og én af dem konkluderer, at de må betragtes som et forsøg på at finde en praksis hos de andre lande, der kunne legitimere en konventionsstridig praksis her i landet.

Ikke desto mindre skriver ministeriet gentagne gange i sin redegørelse, at der ikke tegnede sig et billede af en ensartet praksis i de nordiske lande. Den mest interessante tilbagemelding er, som jeg ser det, følgende: ”For så vidt angår betingelser har ét land krav om, at den pågældende statsløse skal opfylde både sprogkrav og vandelskrav (kriminalitetskrav). Reglerne finder anvendelse på alle statsløse ansøgere over 18 år og ikke kun de personer, der er født i landet. Landet har således valgt at stille sprogkrav og vandelskrav ud fra den betragtning, at konventionen ikke er til hinder for, at der kan stilles krav, som udskyder tidspunktet for opnåelse af statsborgerskab, så længe kravene ikke fører til, at en ansøger udelukkes fra at opnå statsborgerskab. Landet har dog efterfølgende oplyst, at det følger af national ret, at internationale forpligtelser har forrang”. Som jeg læser dette, arbejder man i det pågældende land med to sæt regler, der modsiger hinanden. Man har nationale regler, der stiller sprogkrav og vandelskrav, og man har internationale regler, der ikke gør det, og som har forrang fremfor nationale. Men hvordan man administrerer i den praksis, der dog vel ikke kan være både-og, det er ikke nemt at se.

Altså: det ‘klokkeklare’ viser sig ved nærmere eftersyn ikke at være helt så klokkeklart endda. Eller: de svar, man får, afhænger af, hvilke ‘eksperter’ man spørger, en kendsgerning, diverse medier nok skulle skrive sig noget mere bag øret. I hvert fald er det forståeligt, at ministeriet ville have svar fra ligemænd, som var i samme båd, ikke fra instanser, der havde helt andre interesser at varetage.

En anden ting, medierne godt kunne have lagt mærke til, er, at det tog indfødsretskontoret i integrationsministeriet omkring et halvt år at gøre sagen så tilpas grydeklar, at de kunne forelægge den for ministeren, fra februar 2008 til august 2008. Så vidt man kan se, er det kontoret selv, der bliver opmærksom på, at der vist er administreret forkert i sager om statsløse, og om det er for at dække over hidtidig forkert praksis eller det skyldes, at sagerne kræver individuel behandling, er ikke til at vide, tid tog det. Min slutning er, at det jo så også vil tage tid at forberede sagen, så den kan forelægges folketinget. Om det skulle tage så lang tid som frem til januar 2010, det er vel en smagssag, men det er lidt for overfladisk blot at sige, som mange medier gør, at sagen forelå klokkeklar allerede i august 2008, og at ministeren derefter blot prøvede at trække den i langdrag. Jeg kan selvfølgelig godt forstå, at man i bagklogskabens ulideligt klare lys kan sige, som man gør, og jeg forstår også godt, at ens store forargelse får alle indvendinger til at svinde ind, men alligevel! Forargelsen burde komme bagefter, ikke bringes ind som drivkraft for de undersøgelser, man foretager.

Et tredje forsonende element skal også nævnes: kontoret markérede disse måske fejlagtige afslag, så man senere, hvis man fandt frem til en rigtigere praksis, let kunne ændre afgørelsen, jvfr bemærkningen om det andet nordiske land, som nok mente, man opfyldte konventionen, hvis det blot var tidspunktet for tildeling af statsborgerskab, der blev forskudt, og ikke statsborgerskabet i sig selv, der blev forhindret.

Og som sagt: alt dette står også i redegørelsen fra Birthe Rønn, og det burde i det mindste nævnes, når man, som f.eks. Information, giver det udseende af, at man refererer redegørelsen. Men det er klart: når man på forhånd har udset sig Birthe Rønn som offer, så læser man redegørelsen med nogle særlige briller på, der lader en klap gå ned, hver gang der optræder den slags forsonende elementer.

Til sidst: Det store og stadig uafklarede spørgsmål har slet ikke med Birthe Rønn Hornbech at gøre, nej, det handler om, hvordan den forkerte administration i det hele taget kunne tage sin begyndelse. Det står der lidt om i brevet fra ministeriet til folketingets indfødsretsudvalg af 27.1. 2010, se her. Her forklarer man, at muligheden for at opnå indfødsret ved erklæring, der hidtil havde været den mulighed, statsløse skulle bruge, ved lov af 2004 blev ændret til kun at omfatte nordiske statsborgere. Og man kunne tro, at fejlen så var smuttet ind ved den lejlighed. Men i bemærkningerne til loven står den fremtidige administration af statsløses ansøgninger tydeligt beskrevet. Det hedder: ”den nugældende § 3 [i loven før loven af 2004] tager bl.a. sigte på at opfylde Danmarks forpligtelser efter FN-konventionen af 30. august 1961 om begrænsning af statsløshed …. Den foreslåede begrænsning af § 3 til nordiske statsborgere indebærer, at Danmarks forpligtelser efter konventionen skal opfyldes på anden måde. Integrationsministeriet vil derfor – efter forudgående orientering af
Folketingets Indfødsretsudvalg – optage personer omfattet af konventionen på et lovforslag om indfødsrets meddelelse, når de i konventionen nævnte betingelser er opfyldt.”

Man er lige ved at kunne kalde denne administrationsanvisning for klokkeklar. Og det store mysterium er derfor, hvorfor man fra 2004 og frem til 2008 ikke har fulgt denne anvisning. Det kunne Birthe Rønn Hornbechs interne undersøgelse ikke give svar på; det kan måske en kommissionsundersøgelse afklare.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

5 svar til Så faldt Birthe Rønn

  1. Claes siger:

    Birthe Rønn Hornbech bøjede sig måske ikke ærbødigt nok for den 4.statsmagt i sin embedsperiode som minister, kan man finde en af årsgerne til hendes fald i det forhold?

  2. Ricardt Riis siger:

    @ Claes!
    Ja, det er en mulig forklaring. En anden er, at medierne ikke gider undersøge sagerne grundigt nok. Ralf Pittelkow nævnte i en diskussion på Deadline, at han havde læst brevet fra integrationsministeriet til Folketingets Indfødsretsudvalg af 27-1 2010, og hans medkombattanter kom ikke med nogen bemærkning i den anledning; de kunne have sagt, at det havde de sandelig også læst, de kunne have indvendt, at de nu altså, i modsætning til Pittelkow, syntes, det var meget indviklet, men intet sagde de. Min konklusion: de havde ikke læst det, og tillader sig alligevel at have en mening om det hele. Det er vist desværre symptomatisk. Og har man endelig læst lektien, læser man med de i artiklen omtalte briller på.

    Men du har ret: Pressen forventer sandelig, at en minister, der gribes i fejl, er mere ydmyg, end Birthe Rønn formår at være.

  3. Måske har P1 Orientering fat i forklaringen på det nævnte mysterium, og hvis P1 Orientering har ret, så nærmer Palæstinensersagen sig en ny Tamilsag. http://www.dr.dk/P1/orientering/indslag/2011/03/09/165226_1_1_1.htm

  4. Ricardt Riis siger:

    @ Mogens!
    Tak for henvisningen! Jeg prøver at finde ud af, hvad det nærmere betyder, men lover ikke, at det lykkes mig. For hvor er det dog indviklet!

  5. Pingback: Politik og medier » Blogarkiv » Haarder om medierne

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s