Assimilation contra integration

Den nytiltrådte integrationsminister, Søren Pind, var ikke længe om at få ørerne i maskinen. Hans udtalelse om, at han ikke gad høre mere om integration, det rigtige ord må være assimilation, blev revet ham i næsen med det samme, hans udnævnelse forelå. Han måtte bruge det meste af sin første dag på jobbet til at forklare sig. Og selv om jeg ikke er enig med ham i ovennævnte udtalelse, må jeg sige, at hans forsvar faktisk ikke var så tosset.

Det er jo sandt nok, at vi i begyndelsen, da ‘de fremmede’ var et nyt fænomen for os danskere, talte om integration og ikke om assimilation. Oven i købet talte vi om integration på samme måde, som man i Københavns kommune taler om det den dag i dag, efter hvad Troels Heeger og Søren Willemoes hævder på deres blog, se her. Her siger de, at i København handler integration ”mere om at opdrage de fordomsfulde ‘gammelkøbenhavnere’ end om at føre en aktiv integrationspolitik overfor nytilkomne indvandrere.” Den tanke er vi mange, der godt kan huske. Vi danskere måtte da også gøre indrømmelser. Vi måtte bøje af, så vi og de fremmede kunne mødes på midten. Al tanke om, at det var dem, der var kommet til os, og ikke os, der var kommet til dem, kunne man godt glemme; det var forbudt blot at tænke sådan. For vi skulle jo endelig, som de gode værter, vi gerne ville være, have vore gæster til at føle sig godt tilpas her hos os.

Den holdning er da gudskelov mere eller mindre forsvundet, måske bortset fra i Københavns kommune. Og det er da befriende at høre Søren Pind sige (det var i en kronik i Jyllands-Posten 10. februar 2008), at ”Danmark er ikke et flerkulturelt land. Danmark er til nød et multietnisk land. Men hvad angår kultur, der er vi – og politisk skal vi ikke understøtte en anden udvikling – et monokulturelt land. Ingen har nogensinde ønsket sig et multi- eller flerkulturelt Danmark”. Og hvis han vil forklare assimilation på følgende måde, kan jeg et langt stykke vej give ham ret: ”Det (assimilation) er et mere passende udtryk. For når folk kommer til Danmark, så kommer de selvfølgelig for at blive danskere. Det er en fusion. Men det jeg oplever i mange sammenhænge er, at dansk kultur har det med at trække et skridt tilbage. Det synes jeg, at man skal lade være med”. (Information, 8. november 2010).

Desværre viser det sig, at den første sætning er lidt for naiv. Folk kommer ikke til Danmark for at blive danskere. De kommer uden at tænke over, at de skal opgive noget af deres kultur for at kunne leve her. Men det må de nødvendigvis gøre. Det har vi blot hidtil ikke været særlig gode til at fortælle dem. Men med Pind ved roret i integrationsministeriet (med Pind ved rorpinden), synes det at skulle ændres. Og det lover godt.

Så hvis vi med integration mener, at de folk, der kommer hertil, kan leve videre ganske som de gjorde i det land, de kom fra – og sådan tænkte vi tidligere – så må vi sige, at sådan fungérer det alligevel ikke. Der er træk i deres kultur, de må opgive. Og der er ganske meget i vor kultur, de må tilegne sig. Jeg vil godt nok mene, at ordet assimilation er for stærkt et ord; for det lyder, som om de i ét og alt skal blive som os hjemmefødinge. Og det er dels unødvendigt og dels umuligt. Men køre videre, som de plejer, det kan de ikke.

Mest indlysende er det vel, når det drejer sig om de såkaldte æresdrab. Kan gerne være, at man slipper billigere fra den slags drab i de lande, de kom fra. Kan gerne være, de næsten betragter det som en del af deres kultur, og føler, at de er nødt til at slå ihjel, hvis nogen f.eks. nægter at følge familiens ordre, hvad angår ægteskab. Og vi må også indrømme, at vi selv har været medvirkende til at bilde dem ind, at det var helt i orden med den slags traditioner; for der var en overgang, hvor vi overvejede, om ikke en far, der dræbte sin datter på grund af, at han følte sig angrebet på sin ære, skulle have en mildere straf, end en dansk far, der gjorde det samme. Skulle man ikke tage hensyn til den fremmedes anderledes kultur? Men den slags tanker har vi opgivet, og godt det samme. Og nu må vi give Søren Pind ret: når de kommer til Danmark, må de opgive disse traditioner.

Også på et andet punkt må de opgive deres sædvaner: De må lære at betragte politiet som en beskytter og ikke som en fjende. Og det er nok noget, det vil tage betydelig længere tid at få indprentet i de fremmede. De kommer, mange af dem, fra en klankultur, hvor det drejer sig om at skaffe klanen magt og indflydelse. Det øvrige samfund, og ikke mindst politiet, betragtes som fjender, fordi det vil indskrænke klanens indflydelse. Blandt andet derfor får vi i en række boligområder udtalte parallelsamfund, hvor der hersker en særlig orden eller uorden, afhængig af klanernes indbyrdes magtforhold. Politiet henvender man sig ikke til, eller gør man det, trækker man snart efter sin anmeldelse tilbage, og ‘nøjes’ med den løsning, tilfældige imamer kan skaffe i stand.

Ligeledes kan vi ikke gå med til, at disse fremmede kulturer opretter deres egne vielsesmyndigheder. Nuvel, selvfølgelig kan imamer få vielsesret, som danske folkekirkepræster har det, men det grundlæggende må være dansk ret, ikke muslimsk ret; hvad de gør som muslimer, må altså bestemmes af, hvad dansk lov siger og tillader. Det er ikke noget, de fremmede sådan uden videre affinder sig med. For ikke længe siden blev en femtenårig dansk pige ‘viet’ til en noget ældre muslimsk mand i en moské i København. Imamen er endnu ikke blevet retsforfulgt og straffet, selv om der foreligger bryllupsbilleder, efter sigende fordi man ikke har bevismateriale nok. Og her har vi den manglende samarbejdsvilje med politiet igen! For politiet kan jo intet gøre, hvis de involverede arbejder imod.

Endelig må vi også forlange af de somaliere, der kommer hertil, at de opgiver deres tradition med at omskære deres piger, eller mere direkte sagt: traditionen med at kønslemlæste pigerne. Hvad det angår, kunne vi godt gå noget hårdere tilværks. Vi har hidtil følt, at vi går pigerne og deres familier for nær, hvis vi kontrollerer dem, f.eks. efter at den unge pige har været med familien i Somalia. Men når nu en sådan undersøgelse fra – jeg tror det var Holland viser, at langt de fleste forældre omgår reglerne, eller altså, at vi kan prædike og prædike for dem, det nytter intet, vi kan sige, at det er forbudt, det blæser de på, hvorfor skulle vi så ikke ved at kontrollere dem vise, at vi faktisk på dette punkt mener det alvorligt?

Men vi skal selvfølgelig også gøre os klart, hvorfor de gør det. De gør det jo, fordi det er en del af deres medbragte tradition. De vil gerne være fromme mennesker, ikke fromme mennesker i danskernes øjne, men fromme mennesker i deres landsmænds øjne, også i de landsmænds øjne, der stadig bor i Somalia. Derfor handler de, som de gør.

Det er i det hele taget nok det væsentligste problem, vi står overfor: deres værdisæt er ret forskelligt fra vores. Og man opgiver ikke sådan uden videre sit værdisæt. Det stikker så dybt i én, at det er en del af ens personlighed. Ikke mindst opgiver muslimer kun vanskeligt deres værdisæt. For eftersom de anser koranen som intet mindre end Guds eget skinbarlige ord, og derfor, måske fejlagtigt, måske korrekt, regner det, de gør, for guddommeligt sanktioneret, har de yderst vanskeligt ved at forstå og acceptere, at de her i landet må opgive at overholde noget, de mener er Guds egne befalinger. Men selv om vi på disse punkter skal slås med Allah selv, vi må tage opgøret, det er deres gud eller vores gud: det er deres sharia eller vores demokratisk bestemte lovkodeks.

Men nu kommer vi så til de kendsgerninger, der gør, at vi ikke bare kan gentage efter Søren Pind: ”Bliv som os eller bliv væk!” Det er for enkelt. Og det er også forfejlet. For de fremmede skal jo ikke blive som os for at kunne begå sig her i samfundet. Der er da mange af deres traditioner, som de uden vanskeligheder kan bevare. Og vi må glad og gerne give dem lov til at være så anderledes, som nu deres traditioner kræver det. Men vi må forstå, at i forholdet til dem – og især i forholdet til muslimerne iblandt dem – står vi i den situation, at vi skal vinde ‘minds and hearts’; vi skal have dem til at forstå indefra, at det og det må de her i landet og det og det må de ikke. Og derfor må vi give dem lov til alt det, vort frihedsbegreb kan gå med til – og det er ganske meget – men til gengæld stå fast, hvor de med deres traditioner krænker vore love.

Altså, med hensyn til langt det meste af deres tradition: klædedragt, madvaner, religiøse fester, m.m., kan vi nøjes med at kræve integration. Men med hensyn til andre dele af deres tradition må vi sige: her gælder det assimilation; her hjælper ingen kæremor; det vil vi ikke have i vort land, bøj jer for det eller rejs hjem!

Advertisement