Hvordan er stemningen?

To ting har jeg lært om situationen i Libyen ved at læse en artikel i ‘The Economist’, se her, ting, som jeg ikke har lært af diverse tv-reportager fra de danske medier. Og det irriterer mig altså ikke så lidt. Det er, som om man på de danske tv-stationers nyhedsredaktioner kun har ét i hovedet: billeder, billeder, billeder! Vi skal have noget at fylde på i alle de mange timer, vi skal sende nyhedsudsendelser på TV-News og TV-update, som kanalerne kaldes på nydansk.

Og så sender man reportere af sted, selvfølgelig så tæt på brændpunktet som muligt, så lader man dem fotografere med et mylder af mennesker ved grænseovergangen eller med en lysende by, Benghazi (der sådan set kunne være en hvilken som helst by) i baggrunden, for ikke sandt: dette er da nyheder, dette er da at være tæt på begivenhederne, dette er da tv, når det er bedst. Hvad kan man ønske sig mere?

Det sidste er ikke svært at svare på: Man kunne ønske sig mere end et svar på det evindeligt gentagne spørgsmål: Hvordan er stemningen? Man kunne f.eks. ønske sig, at nogen på redaktionen havde sat sig ned på deres flade og læst diverse aviser om situationen i Libyen, så de vidste lidt om, hvilke spørgsmål de skulle have deres reportere ‘i marken’ til at undersøge. Det er muligt, at andre medier end The Economist har gjort opmærksom på de forhold, jeg skal nævne om lidt. Men på ingen af de danske medier har man tilsyneladende opdaget dem, her kører man blot bevidstløst videre med det, man tror er ‘levende reportage’.

Jamen, tror man da, vi seere er dumme? Efter jordskælvet i Haiti fløj man Thomas Ubbesen ind og ville have os til at tro, at han efter kort tids ophold i landet kunne give klar besked om, hvad der var op og ned i det kaos, der prægede landet. Og han var da i stand til at oppiske hos sig selv og vel også hos en del seere en vis stemning af forargelse, han var i stand til at virke engageret på de jordskælvsramtes vegne, og det er måske det drag af noget, der ligner ægte forargelse, der får redaktionen til at sende ham til Libyen.

Nu ser vi ham så med Benghazi i baggrunden (og bevares, vi tror da på, at det er Benghazi), men er han i stand til at give os mere end et ordrigt og engageret svar på det sædvanlige spørgsmål: Hvordan er stemningen i Benghazi? Kan han overskue situationen i landet? Har han fulgt begivenhederne i dette lukkede land? Og ikke mindst: har han (eller redaktionen bag ham) studeret de dele af Libyens nyeste historie, der måske kan forklare noget af det, der sker? Intet af dette synes at være tilfældet. Han er kun sendt dertil for at kunne give et stemningsbillede, aktuelt, sidste nyt, on the spot. Tja, men relevant? Ikke spor! Overflade, overflade, overflade!

Jamen, det er da helt i orden at få at vide, at oprørerne er parat til at sætte livet på spil! Det er da god information at få at vide, at de mangler våben, at de står med en enorm kampgejst og drager i krig mod en fjende med våben, der kan udslette dem på et sekund! Hvad kan frihed ikke få mennesker til at gøre? Hvor gennemgribende kan ikke følelsen af selv at kunne bestemme forvandle et menneske? Er det da ikke yderst relevant, at vi af reportere på stedet får oplysning om alt dette?

Jo, det er det. Eller rettere: Det ville det være, hvis det var det, vi fik oplysning om. Det er her, ”The Economist” kommer ind i billedet.

Den første nyhed, de bragte (og det var for mig og vist for alle, der kun har fulgt de danske medier, virkelig en nyhed) gik ud på, at der er indtil flere af de generaler, der er faldet fra Gaddafi, som hidtil har tøvet med at sætte deres styrker ind mod Gaddafis soldater. Hvad? siger man, hvordan hænger dog det sammen? Her har vi fra vore reportere på stedet hørt igen og igen, at man mangler våben, at man fra oprørernes side sender uuddannede unge mennesker til fronten, fulde af kampgejst, men uden træning. Og så får vi at vide, at der findes kamptropper på oprørernes side, deres generaler vil blot ikke endnu sende dem imod Gaddafis styrker. Hvorfor har man ikke fortalt os det?

Den anden nyhed, som står at læse i artiklen i ”The Economist”, var for mig ikke helt så meget en nyhed, som den første. Den gik ud på, at det libyske samfund er et stammesamfund. Det havde jeg hørt, for der var faktisk eksperter i Deadline, der tidligere, hvor man drøftede muligheden for et oprør i Libyen à la det egyptiske, nævnede, at én af forskellene var, at de enkelte stammer i Libyen betød særdeles meget. Men det har vore reportere gladelig glemt. De taler ubekymret om ‘det libyske folk’, selv om der måske ikke er noget libysk folk, men kun en række stammer. Og hvad værre er: de går uden videre ud fra, at når folk i Benghazi jubler og er glade, fordi de ikke mere er under Gaddafis støvlehæl, skyldes det, at de ønsker sig et demokrati som vores. Måske! Men det kunne også skyldes, at de nu føler, at det er deres stamme eller deres klan, der kommer til fadet. Det er svært at skelne den ene glæde fra den anden. I hvert fald for reportere, der kom ind i landet i går.

I artiklen fra ”The Economist” hedder det, at Gaddafi er en mester i stammepolitik. Det giver sig i denne situation bl.a. udslag i, at han har taget betydningsfulde personer fra andre stammer som gidsler. Hvis denne stamme går over til oprørerne, dræber han gidslerne. Det har også givet sig udslag i, at han bruger kvinder og børn fra sådanne ”swing-stammer” som menneskelige skjold overfor oprørerne. Jo, for hvis oprørerne kommer til at dræbe disse mennesker, siger stammernes kodeks, at deres stammer skal hævne sig, altså hævne sig på oprørerne, dvs. slutte op om Gaddafi.

Dette at være i Libyen gør ikke en reporter til Libyen-ekspert. Vi kan godt se, at der er mangel på reportere på tv-stationerne. Det er vel derfor, Mette Fugl, den sædvanlige Bruxelles-korrespondent, blev sendt til Tahrir-pladsen under opstanden dèr, og forøvrigt leverede en fremragende reportage derfra; for dèr var spørgsmålet: Hvordan er stemningen? yderst relevant. Og det er vel også derfor, en anden af de kendte Bruxelles-reportere nu befinder sig i Japan for at berette ‘on the spot’ om de japanske vanskeligheder. Jo, jo, man lever vel i en globaliseret verden!

Men hvor var det dog velgørende at læse artiklen i ”The Economist”! Man følte faktisk, at man blev lidt klogere, selv om der også blev rejst nye spørgsmål. Ét af de spørgsmål, der rejser sig – i hvert fald for mig – er spørgsmålet om, hvad der vil ske med Benghazi, ifald Gaddafi indtager byen. For hvis man som vore reportere forestiller sig, at Libyen er et samfund som alle andre, så kan man næsten kun forestille sig et stort blodbad. Men hvis man gennemtænker situation ud fra det, at Libyen er et stammesamfund, så kan Gaddafi måske skaffe sig en række lydige stammer i øst blot ved at hugge hovederne af nogle af de mest betydningsfulde stammemedlemmer.

Ja, ja, det er naturligvis ikke noget, jeg véd, kun noget, jeg tænker mig til. Men vore reportere på stedet véd det vist i lige så ringe grad som jeg.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s